Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

11Likes
3Kommentarer
4887Visninger
AA

10. Destiny: I love you

Destiny

When I'm lost in the rain, in your eyes I know I'll find the light, to light my way. And when I'm scared, and losing ground, when my world is going crazy, you can turn it all around.

Jeg havde det utrolig dårligt med at holde det hemmeligt og det kunne jeg også se at Liam havde, han sagde i hvert fald ikke særlig meget. Jeg lod blidt Liam blive skubbede ned på stolen ved siden af mig, imens jeg ikke kunne holde blikket på Hope. Jeg havde en ekstrem nagende samvittighed, selvom jeg ikke kendte Hope særlig godt.

”Destiny?” jeg lod nervøs mit blik ramme Hopes imens Liam havde hevet mig op og sidde på hans skød. Jeg hadet at være våd, men lige nu var jeg faktisk rimelig ligeglad, jeg havde afslappede tøj på.

”Hope?” jeg slog blikket ned på mine sammenrullede finger.

”Kig på mig” hendes stemme var bestemt og jeg kiggede automatisk på hende. ”Det var ikke sødt det der” jeg kiggede drillende på hende, mon jeg kunne slippe let?

”Haha!” hendes stemme strålede at ironi, men jeg kunne ikke sige sandheden. Det var nemlig det hun søgte efter, og Liam vidste også det.

”Hope, der er ikke noget” jeg kunne sagt at min stemme lød meget mere usikker ind hvad jeg ville have den til. Jeg bed mig frustreret i læben, hvorfor skulle det være så hårdt, at være den gode veninde jeg var?

”Destiny, jeg tro ikke på dig” hun lød irriteret og det kom min næste sætning også til at bære præg af.

”Du kan ikke komme med beskyldninger, Hope!” jeg vidste at jeg ikke var sød. Der var bare lige det, Harry betød så meget for mig at jeg ikke kunne stikke ham i ryggen.

”Destiny, det gør jeg heller ikke” Liam strammede grebet om mig imens jeg udstødte ufrivillige et irriteret støn.

”Det er det du er i gang med” Liam lagde små kys på min skulderblad, hvilket fik mig til at slappe en smule mere af.

”Hold dog op” hun lød fornærmet men det var jeg også, hvorfor troede hun ikke bare på hvad jeg fortalte hende.

”Stop så!” Liam fik overdøvet vores beskyldninger mod hinanden. Han kiggede skuffet på mig, hvilket bare fik mig til at skubbe mig af. Kiggende skuffet tilbage på ham. Det er ikke ham der står med en fod i begge lejrer.

”Fint” brummede jeg træt. Mine ben bevægede sig ind af stuedøren og smed mig hårdt ned i sofaen. Jeg kunne ikke holde mit gab inde og inden længe var mine øjne blevet ømme af at holde sig åbne. Jeg kunne ikke overskue mere så jeg lod blidt mine øjne lukke, men kun for en kort stund.

 

”Sover hun?” jeg kunne høre nogle stemme over mit hoved, hvilket kom til at lyde ekstrem komisk. Nej jeg ligger da bare med lukkede øjne, og rolige vejrtrækninger.

”Ja jeg sover” jeg brummede det irriteret imens jeg vendte mig rundt, åbnede øjne kort inden jeg lagde mærke til sofaens ryg. Jeg udstødte et suk inden jeg besværligt fik sat mig rigtig op i sofaen. Kiggende på fem personer, ti øjne.

”Har i fået glosuppe til middag” mit blik landede på Hope der sad urolig i stolen. Jeg sendt hende et undskyldende blik imens jeg kunne skimte Louis med en telefon mod sit øre.
”Hvem snakker han med?” Liam satte sig ned ved mig, og jeg lagde træt mit hoved på hans skulderblad.

”Sofia” jeg slog chokeret mine øjne helt op. ”Hvorfor har den nørd taget min telefon” jeg kiggede opgivende på drengene der bare havde deres hænder oppe ved deres hoved som i forsvarsposition.

”Louis, telefonen!” jeg rakte min arm strakt ud. Louis blik landede på mig imens han så barnligt rakte tunge.
”Kom nu Louis” jeg kiggede opgivende på ham. Havde jeg sagt jeg ikke er et morgenmenneske?

”Okay” han rakte mig telefonen og jeg tog den hurtig op til øret. Jeg gad ikke rejse mig, det var alligevel ikke noget vigtig.

”Destiny?” jeg kunne høre Sofias lyse og dejlige stemme.

”Sofia, skat?” drengene prøvede forgæves at holde grinet inde. Dog med alle undtagen Harry, hans blik var limet til Hope og Hopes blik var på mig.

”Mor og far. De holder stor fødselsdag sammen” jeg kunne ikke lade være med at smile af Sofia. Jeg elskede hende virkelig, ligeså meget som jeg elsket Noah. Mine to små basser. Jeg ville også gerne sige jeg elsket Hope, men jeg havde kun kendt hende i få dage, Der var en ting jeg var sikker på. Jeg holdte allerede af Hope, utrolig meget.

”Hvad med dem?” jeg puttet mig længere ind til Liam imens jeg udstødte et for kvalt gab. Liams greb der blev strammer imens han aede mig op og ned af min ryghvirvel.

”De vil gerne invitere jer” jeg kunne høre Noah i baggrunden. Jeg kunne også høre min mors febrilske forsøg på at dæmpe ham. Sofia og Noah altid havde kæmpet om min opmærksomhed, og nogle gange kunne det gå over gevind. Sofia mente at jeg kun var hendes fordi hun var født først. Noah derimod, mente bare generelt at jeg kun var hans storesøster.

”Jer? Som i Liam og drengene? Og mig?” jeg kiggede hen på Hope, jeg kunne skimte de tårer der var kommet frem i hendes øjne. Jeg rejste mig op imens jeg trak Hope med mig. Vores endelig stop var min seng. Jeg skubbede hende ned i sengen inden jeg selv satte mig.

”Sofia. Gider du sætte telefonen på højtaler?” jeg kiggede hen på Hope der sad med tårerne trillende ned af kinderne. Jeg satte selv min telefon på højtaler, måske var det Hope havde brug for?

”Destiny!” jeg kunne høre Noah glade stemme. ”Noah, din smukke dreng” jeg kiggede på Hope, hvis smil var at finde under hendes tårer. Jeg lod blidt mine fingerspids fjerne dem inden jeg sendte hende et trygt smil

”Kommer du?” jeg kunne næsten fornemme Noah hoppe op og ned.

”Ja. Må jeg snakke med mor?” både Hope og jeg kunne høre noget larm inden en velkendt stemme prydrede ud af højtalerne.

”skat? Er alt okay?” vores mor lød bekymrede og det gjorde en smule ondt egentlig.

”Ja mor. Må jeg tage en veninde med til festen?” jeg trak Hopes ind i et kram. Jeg kunne mærke at hun kort stivnede inden hun selv lagde armene omkring mig. 

 

Destiny

 

Vi alle stod ude foran døren til vores mors hjem. Jeg kiggede over på Hope. Hope havde sovet ved mig de to sidste dage, mest fordi hun af en mærkelig grund gerne ville være som mig. Hvis jeg kunne vælge, havde jeg valgt at være alle andre ind mig i de sidste par dage. Den dårlige form for opmærksomhed, var jeg ikke stolt af.

”Parat?” jeg kiggede afventende på hende, hendes finger der nervøst legede med hinanden. ”Trak vejret Hope” Louis gav Hope et kram inden han åbnede hoveddøren og gik ind. Havde jeg sagt at Louis ikke havde en situationsfornemmelse? Hvem går bare direkte ind? Jeg sukkede smilende inden jeg gik efter Louis. Det skulle ikke blive mere pinligt for ham, men okay min mor elskede ham som hendes søn. Louis og jeg havde også kendt hinanden i fire år, og de andre havde jeg kendt lidt mindre.

”Louis?” jeg ved ikke hvor de andre var blevet af, men jeg ledte efter Louis som mirakuløst var blevet væk fra mig. Han var kun få sekunder før mig?

”Louis?” jeg bevægede mig ud mod havedøren, og gæt en gang der var Louis. I gang med at snakke med min stedfar Coley.

”Coley?” jeg satte i løb hen til ham, men med stilletter gjorde det bare at jeg løb langsommer. Jeg kastede mig ind i hans favn. Han havde altid behandlet mig som en prinsesse og hans datter, og jeg havde altid følt han var en god erstatning til min rigtige far.

”Smukke Destiny. Dejligt at se dig” han gav blidt min pande et kys. Jeg sendte ham et glad smil. ”Jeg er også glad for at se dig Coley. Hvor er Sofia og Noah?” jeg trak mig ud af krammet og gik hen og stod ved Louis, så jeg stod med front til Coley.

”Uh, jeg tro de er på deres værelse, de er uvenner igen” jeg kiggede undrende på Coley inden jeg kunne mærke små kys på siden af halsen. Jeg kunne næsten regne ud af det var Liam, det ville være mærkelig hvis det var Louis. Louis var som en bror til mig.

”Over?” jeg fik min teori bekræftet, det var Liam. Hans arme han svang rundt mig, mit hoved der lagde sig på hans bryst.

”Din opmærksomhed” de andre tre grinede stort, jeg derimod kiggede flovt ned i jorden. Jeg var ikke stolt af det, det var vel aldrig sjovt at være midt i deres skænderier. 

”Hvorfor?” de kiggede dumt på mig. Jeg hadet når de gjorde det, jeg følte at jeg var dummere ind hvad jeg var.

”De elsker dig” jeg måtte nød til at storme ud og væk fra dem. Det vidste jeg godt, men det er ikke sjovt at være grunden til at de er uvenner.

”Destiny!” jeg vendte mig forskrækket om.

Noah havde kastede sig op til mig, heldigvis vidste jeg at han gjorde det. Så jeg havde forberedt mig og holdte derfor godt fast i ham, imens stod Sofia, tæt på at lade sine tårer få frit løb.

Jeg satte hurtig Noah ned, signalede efterfølgende til Sofia at jeg ville have et kram. Jeg stod og krammede Sofia og Noah. Liam, Louis og Coley var gået så jeg stod bare med Sofia og Noah. Jeg skulle virkelig gøre alt for ikke at græde, gud jeg havde savnet dem utrolig meget.

”Hvordan har i det mine to smukke basser?” jeg kiggede ned på dem imens de hurtig fik afbrudt hinanden i deres forsøg på at få min opmærksomhed.

 

Destiny

 

Jeg stod indeni køkkenet sammen med Liam. Vi havde lovet at vi ville henne maden og det var hvad vi var i gang med. Eller det var måske ikke hele sandheden, jeg tro mere vi stod og kysset. Jeg lod blidt mine hænder glide ned af hans trænede mave og ned til hans buksekant. Jeg sendte ham et kort smil han dog bare gengældte med at lade vores læber smelte sammen.

”Destiny?” jeg vendte mig om og der stod Hopes og min mor. Jeg kiggede lidt bebrejdende på hende, men det var også kun hende der kunne se det.

”Mor?” jeg lod mine arme omfavne Liam. Jeg kiggede hen på hende imens jeg lagde mit hoved på Liams brystkasse, mine krøller var faldet ned over mit ansigt.

”Altså jeg ved godt i elsker hinanden. Men vi andre er altså lidt sulten” jeg bukkede mit ansigt ned af imens den lyserøde farve dominerede mine kinder for en stund. Den lyserøde farve plejede aldrig at være så dominerende som den var.

”Vi skal nok hjælpe dig Nicoline” Liam kysset blidt min hovedbund inden han trak sig væk og hjalp vores mor. Jeg valgte dog i stedet at lede efter Hope, jeg kunne kun håbe at jeg ikke havde ødelagt det hele, det kunne jeg ikke klare. Jeg havde lige opdagede at jeg havde en søster, og så endda en tvilling.

”Hope?” jeg åbnede enhver dør i vores store hus imens jeg ingen Hope fandt. Jeg kunne ellers have svoret at jeg så hende lige før. Det var ikke fordi jeg var fuld, men jeg synes virkelig jeg havde set hende, hun ligner trodsalt mig ellers er det mig der ligner hende?

Jeg var nået hen til hjørnet af vores enorme have, men det skyldtes nok Coleys job. Han var direktør og opfinder af hans egen opfindelse.

Jeg trak dybt vejret imens jeg endelig var nåede hen til den bekendte krøltop og en bekendt pige. En pige som ligner et tro kopi af mig.

”Hope og Harry” jeg satte surt min ene hånd i siden af min talje. Jeg vil regne med at jeg virkelig lignede en som ikke gad nogle som helst. Men det er vel forståelig når jeg har stilletter på og en ujævn græsplæne. Det må jeg huske at brokke mig over til Coley.

”Hva så Destiny, hygger du dig med dine stilletter?” Harrys henkastet blik var rattet mod mine upraktiske fodtøj, men det er vel en fest og man går vel ikke med convers til en fest?

”Det er vel en fest” jeg kiggede snobbede på Harry, ja det var en af mine mange laster. ”Jeg ville sige at der er kage og te” jeg vendte mig muggen om imens jeg gik hen til selskabet igen. Jeg kunne høre Harrys grinene stemme, og hvis jeg ikke helt var sikker så grinede Hope også. Jeg nåede hen til Liam og min mor. Jeg kan ikke blive ved med at kalde hende ’min’, på et tidspunkt må jeg vel begynde at sige ’vores’, det ligger bare ikke godt i munden.

”Hvad så smukke?” Liam trak mig ind til sig, så jeg stod i akavede stilling.

”Hvem snakkede du med Destiny” hun kiggede nysgerrige hen mod jeg og Liam. Liams læber som var plantet solidt ned i min hovedbund imens han lod små kys ramme bunden.

”Harry og min veninde” jeg havde inderlig lyst til at sige, at hun nok allerede kendte hende. Det ville bare gøre at jeg skabte en scene og det fortjente de ikke.
”Din veninde?” Sofia var kommet hen til os, imens hun stod og krammede mig igen. Jeg elsket hende, men jeg havde glemt hvor meget hun elskede at kramme.

”Ja min veninde mor, hun er også her” jeg sendte hende et falsk smil, men ingen opdagede det, med undtagen Liam der nok gav mig et sigende blik i ryggen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...