Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

12Likes
3Kommentarer
4923Visninger
AA

18. Destiny: Fight for the right

Destiny

So if you found the one, throw your heart in the sky. Let him know that love his starting, and we'll never have to wonder why. Cause we know for sure

Jeg måtte ærlig indrømme at jeg ikke havde lagt mærke til at Hope og Harry var forsvundet. De er vel voksende nok til at klare sig selv. Jeg havde set hvordan Harry havde set på mig, og det samme havde drengene.

Deres svar til det var et hovedryst, jeg derimod var mere mopset. Jeg var egentlig rimelig skuffet over Harry, hun var min søster, og det trumfer vel en flirt?

”Destiny?” Niall kastede en popcorn mod mig. Jeg slog min opmærksomhed hen mod han. Hans grimasse var unik og ekstrem grimt. Men det var bare Niall i en nøddeskal. Liam som jeg sad ved holdte godt fast om mig.

”Nialler?” jeg skubbede læben længere ud, kiggende på Niall med et grinene blik.

”Hvor er din anden halvdel?” han kastede stadige popcorn mod mig. Jeg kiggede en anelse irriteret på ham, inden jeg sukkede af ren frustration.

”Sikkert sammen med Harry?” og når man taler om solen, hvilket vil være en overdrivelse nu. Så trådte Harry og Hope grinene ind af døren. Jeg slog blikket hen mod Harry, havde jeg sagt jeg kunne være rigtig stygt når jeg ville?

Harry kiggede mod mig, jeg kiggede med et løftet øjenbryn på ham. Jeg sendte ham efterfølgende et flabet smil inden jeg puttet mig længere ind til Liam. Liams arme holdte trygt om mig, hans rolige væremåde gjorde mig mere afslappet. Jeg tro godt at Liam og resten af drengene kunne mærke spændingerne mellem Harry og jeg. Harry var det i hvert fald tydelig at se på. Harry havde fundet en af beskytte, og så vidste vi alle hvor langt han kunne gå, det var ikke altid positiv.

”Hope? Hvor var i?” Hope skubbede sig ned mellem Niall og Louis, imens hun kiggede mod Harry. Jeg derimod rystede bare irriteret på hovedet, men det opdagede Harry selvfølgelig.

”Har du et problem Destiny?” hans hæse og flabet svar var tændingspunktet til den latente bombe i mit skød.

”Harry, hvorfor snakker du sådan?” jeg kiggede på ham, mit høflige facade ville snart krakelere, og det kunne de andre godt se, med undtagen Hope. Hope som var håbeløs forelsket i Harry, og jeg var da også glad på hendes vejen, men noget var anderledes ved Harry. 

”Må jeg ikke spørge?” han kastede jeg flabet ned ved Louis, hvilket ikke lå til hans natur. Jeg bed mig i hårdt i læben. Jeg ville helst være sød mod Harry, men det var altså ekstremt svært, han gjorde det svært.

”Ikke med den attitude Harry” jeg strammede grebet om Liams trøje. Jeg tro den var krøllede nu. Jeg havde jo sagt jeg var et monstre når jeg var tæt på min periode, så det er ikke min skyld.

”Hvilket attitude?” han lænede sig provokerende hen mod mig. Jeg trak vejret hårdt ind. Tæl til ti Destiny.

Hope var stille, de andre drenge var dog også helt stille. Drengene vidste at Harry og jeg havde et kæmpe temperament, og det aldrig ville ende godt sammen.

”Den attitude Harry” jeg lænede mig frem mod Harry, og han sad foroverbøjede hen mod mig. Jeg fnøs da han bare smilede, han vidste godt at jeg hadet det. Grunden til vi skændes lå nok ovre ved Hope. Men der var stadige noget mere over det, noget jeg ikke kunne sætte ordene på.

Jeg havde lige fundet ud af jeg havde en tvilling, og Harrys ynkelige forsøg på at splitte os. Det var det han var i gang med og jeg vidste det bedre ind alle andre i det her rum.

”Det er bare dig” han trak vejret kort, og jeg var ved at eksplodere.

”Hvad er der med mig?” jeg satte mine albuer ned i mine lår, kiggende dybt provokerende på ham.

”Du får alt hvad du peger på” han lagde sit hoved på skrå. Liam som lagde sin hånd på min skulder. Jeg skubbede den af mig imens mine øjne lå på ham.

”Får jeg alt hvad jeg vil have?” jeg vrængede ordene ud. Jeg kunne se Hope blive mere og mere urolig. Jeg vendte mit blik mod Hope, hendes blik der sagde alt.

”Louis, fjern Harry” jeg kiggede ikke på drengene, men gik derimod hen til Hope. Jeg lagde blidt mine hænder på hendes knæ, hun rystede. Jeg sendte hende et beroligende smil.

”Kan du se hvad jeg mener?” Harrys hæse stemme var lige bag mig. Jeg vendte mig vredt om, rejste mig efterfølgende.

”Harry. Den eneste grund til jeg beder Louis om det, det er for din egen skyld” jeg gik nogle skridt mod ham. Jeg kiggede vredt på ham, han kiggede vredt på mig. Jeg har vidst sagt grunden, men denne gang blev det mere tydelig. Han ville have Hope for sig selv, hvilket var synd for hende.

Det med Harry og jeg er vidst gået over stregen, men han startede. Han kunne gøre noget ved med mit temperament.

”Kan du ikke klare det søde skat” han lod blidt hans hånd ligge på min kind. Jeg trak hans hånd vredt væk imens jeg kiggede med lynende øjne på ham.

”Smut” jeg stirrede med vrede øjne på ham. Harrys øjne blev en mørke grøn farve, en farve jeg aldrig havde set før. Hvad skete der med Harry? Der var noget anderledes ved skænderiet. Men en ting var sikker, det havde intet med Hope, ikke det her han var vred over. Det lå dybere.

”Nej” han stoppede sig selv, trådte forvirrede et skridt væk fra mig. Drengene som havde forholdt sig stille var nu mussestille. Jeg vidste at vi alle med undtagen Hope kunne se der var noget galt. Selvom Harry og jeg skændtes holder jeg stadige meget af ham. Han er som en lillebror for mig.

”Harry er du okay?” jeg gik skridtet hen til ham, han var frosset fast. Jeg trak hans ansigt hen mod mit. Hope som gispede, jeg tro hun troede jeg ville noget andet, men det var jeg ikke. Jeg stirrede ind i hans øjne, den mørkefarve var stadige inde bag den grønne iris.

”Er det den film?” jeg holdte stadige fast i hans hage, selvom det var en del svært.

”Harry, hvad gør den film ved dig?” jeg prøvede at fange hans flakkende blik.

”Intet Destiny” Harrys stemme havde mistede pusten.  

 

Destiny

 

Jeg sad i min seng, som lå på mit værelse. Drengene var gået med Harry, så det var kun Hope og jeg. Denne gang var jeg ikke i humør til at snakke, Harry havde været så anderledes. Harry og jeg kunne da skændes som alle andre, men denne var så anderledes så nervepirrende.

”Destiny?” Hope åbnede nervøs døren indtil mig. Jeg slog blikket hen på hende inden jeg nikkede med sammenrullede læber.
”Skal vi lave noget mad?” jeg kiggede kort ned på min telefon og kiggede på klokken. Jeg kiggede efterfølgende på hende, men denne gang med et kort men ægte smil.

”Du laver bare noget Hope” jeg rykkede mig længere ind mod væggen. I stedet for at gå, trådte Hope længere ind på værelset. Jeg kiggede denne gang undrende på hende, jeg troede jeg havde skræmt hende nok.

”Jeg må indrømme at jeg ikke er god til madlavning” hun havde bevæget sig hen til min seng og satte sig ned i den med et bump. Jeg kiggede hen mod hende imens jeg skubbede min guitar væk og hen til siden af mig.

”Så dårlig kan du da ikke være?” hun trak nervøs sine ben op til sig. Jeg sukkede indvendig, det var aldrig mening at hun skulle have hørt det. Harry og jeg var gået over stregen, men vi vidste også godt at vi ville blive gode venner igen. Sådan havde det altid været, vi fik noget op i hinanden som andre ikke kunne. Vores attituder kunne være tændingspunktet i vores temperament, vores skænderier. Men der var aldrig gået mere ind en dag hvor vi ikke snakkede sammen.

”Jo” hun tøvede og bed sig i læben.
”Er dig og Harry uvenner?” jeg kunne se hendes læbe dirre, hun var tæt på at græde. Jeg greb fat i hendes hånd, aede den blidt.

”Harry og mit venskab er meget specielt” jeg kiggede indtrængende på hende, hun nikkede afventende på hovedet.

”Harry og jeg er modsætninger. Men vi har det godt med hinanden” jeg løftet hendes hage så blikket landede på mig. hendes blik sagde alt hun var utrolig trist og sårede, og det var vores skyld.

”Men du svarede aldrig på mit spørgsmål” hun stammede sig igennem ordene. Hendes tårer var for længst faldet ned af kinderne.

”Hvad skal jeg sige Hope? Livet er ikke en dans på røde roser?” jeg tørrede hendes tårer væk. Hopes små snøft blev erstattet med et par hulk. Jeg trak vejret kort. Sofia og Noah var letter, de havde ikke sådan nogle problemer. De problemer de rendte rundt med kunne jeg løse, hvordan skulle jeg løse denne her? Jeg kender ikke Hope som Jackie gør. Hvorfor er det så svært at hjælpe med sådan nogle problemer.

”Kan du ikke fortælle om i er uvenner” jeg trak mine ben sammen. Hvorfor var det så svært at sige, at sige sandheden lige ud.

”Hope. Harry og jeg har en tildens til at blive uvenner. Det betyder ikke at jeg ikke holder af ham” jeg smilede kort.

”Så det vil sige i er uvenner. Hvordan skal jeg være sammen med jer, i samme rum?” jeg sendte hende et kort smil, men det var stadige et ægte et.

”Hope, vi vil jo ikke forblive uvenner” jeg trak vejret kort. ”Men du må forstår at de ting han sagde sårede mig” jeg kiggede ud af vinduet kort, da der ikke kom et svar forventet jeg at hun bare havde nikkede stumt på hovedet.

 

Destiny

 

Jeg stod henne ved studiet, jeg skulle indspille en sang. Hope var taget med da drengene skulle noget for sig selv. Hope havde været ulidelig det meste af morgen. Jeg vidste ikke at hun var et morgenmenneske, for det var jeg ikke. Jeg havde mukkede det meste af morgen, men klokken er også kun seks om morgen. Jeg gabte inde jeg åbnede døren. Selv mine kræfter var ikke fuldt opladt, så jeg måtte nærmeste kæmpe med at åbne døren. Det fik bare Hope til at grine stort af mig, og jeg gik surt hen til elevatoren. Jeg stod i elevatoren sammen med Hope der blev ved med at snakke, og jeg havde for at være ærlig mest lyst til at lukke mine øre og gå hjem igen.

”Destiny, høre du efter” grinede Hope imens hun gik baglænds ud af døren. Jeg nikkede med sammenrullede læber.

”Hope, skru ned” jeg gik langs gangen imens Hope gik hoppende rundt.

”Det er bare spændende. Jeg har aldrig været sådan et sted henne” hun kiggede med et smilende ansigt på mig. jeg smilede sødt inden jeg ikke kunne lade være med at grine.

”Det er altså mit arbejde. Jeg er vant til det” jeg skubbede hende blidt den rigtige vej. Hendes grin som jeg vidst har sagt før, den lød så ren og perlelet.

”Jeg er træt” jeg gabte da vi nåede døren til studiet. Jeg kunne høre nogle høje stemme inden bag døren. Bare jeg ikke kom for sent.

”Destiny, godt du kunne komme” Jeg åbnede døren endnu mere, kun så Hope kunne komme med ind.

”Er der et problem?” jeg satte mig udmattet i stolen.

”Nej men vi snakkede om at lave en duet med en anden sanger” jeg lyste lidt op. ”Hvem?” de kiggede hemmelighedsfuldt på mig.

”Det siger vi hvis det bliver til noget” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...