Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

12Likes
3Kommentarer
4996Visninger
AA

2. Destiny: All ours dreams are breaking

Destiny

No, they don't teach you this in school, now my heart's breaking and I don't know what to do.Thought we were going strong,thought we were holding onAren't we?

Jeg stod indeni omklædningsrummet imens min sangcoach stod foran mig, hun var i gang med varme min stemme op. Jeg skulle endnu en gang på scenen om to timer. Jeg var ved at gå rimelig kold i det. Selvfølgelig elsket jeg at kunne bruge min stemme som mit levebrød, have fans som ser op til mig. Det er bare også hårdt at leve sådan, et privatliv alle der ved hvem man er sammen med, hvad man går og laver.

Jeg kiggede op i løftet da min sangcoach snakkede til mig. jeg kunne ikke lade være med at sukke. Jeg ville gerne have ferie, jeg ville tilbringe min tid med Liam og drengene. Jeg ville gerne have en pause, men jeg vidste også at hvis jeg gjorde det ville jeg bare savne mit job.
”Destiny. Fokus” jeg kiggede hen mod hende imens hun sendte mig et anstrengt smil. ”Jeg prøver” jeg satte mig frustreret ned i sofaen bag mig. Jeg kunne virkelig ikke forstå hvorfor jeg havde det som havde det nu.

”Så prøv hårdere” hun signaleret med sine hænder at jeg skulle få lettet min røv og rejse mig igen. Jeg rejste mig op imens hun kiggede indtrængende på hende, kunne hun ikke have noget medlidenhed med mig.

”Jeg skal nok prøve” jeg sendte hende et svag smil, som hun også gengældte, og så et ægte en. ”Godt Destiny” jeg nikkede med mit hoved inden vi begyndte igen.

Jeg tro vi havde lavede de samme øvelser igen og igen, i løbet af denne halve time vi havde tilbragt tiden sammen. Jeg var også endelig blevet færdig, så nu var det tid til alle de andre gøremål.

”Destiny!” jeg vendte mig forskrækket om imens drengene grinte svagt af mit ansigtsudtryk.  Jeg kunne ikke lade være med at smile af dem, de gjorde altid mit humør bedre, selvom jeg faktisk følte mig stresset.

”Drenge” jeg sendte dem et svag smil imens Liam trådt helt hen til mig. Jeg kunne mærke Liams ånde mod min hals. Jeg kunne ikke lade være med at skutte mig em smule, men kun fordi hans ånde var så varm mod min kolde hals. ”Har du savnet os?” Liams hæse stemme var ved mit øre. Jeg gøs er vidst det rigtige ord.

”Ja, jeg har savnet jer. Selvom vi så hinanden i går” grinede jeg hjertelig imens jeg kunne høre at folkene rundt om os skreg og var stresset. Jeg sendte ham et svag smil inden jeg lagde mine læber over hans i et lidenskabelig kys. Liams arme der svang sig om mig imens han hev mig op over jorden. Jeg kunne ikke lade være med at hvine.

”Tak, vi andre vil også gerne have et kram” Liam satte mig ned på gulvet igen imens vi begge kiggede hen mod Louis som havde sin ene hånd ved sin hofte, og lignede hvad man kalder en rigtig diva.

”Jo tak Louis” jeg grinede kort inden jeg svag armen omkring ham, efterfulgt gav jeg de andre et kram.

 

”Destiny!” jeg kiggede op fra min telefon af imens jeg kiggede op på min stylist. Jeg kiggede derefter ned i telefonen igen, for at kigge på uret. Jeg kunne ikke lade være med at vise min chokeret blik. Jeg havde helt glemt tiden.

”Ej undskyld” jeg rejste mig hurtig op imens jeg skyndte mig efter min stylist, hen til makeupbordet. Hun grinede inden jeg satte mig på stolen, og hun vendte mig hen mod hende. ”Er du parat” jeg nikkede smilende imens jeg sendte hende et smil.

 

Destiny

 

Jeg var blevet færdig med koncerten og sad nu sammen med drengene, mine bedste venner. Jeg tro alle ved at vi er bedste venner, da er blevet set så mange gange sammen med dem, og de er blevet set med mig. Folk har nok også regnet ud hvad der sker mellem jeg og Liam, for det er ikke ligefrem fordi vi ligger skjul på det. Det burde vi heller ikke, for vi er begge i spotlightet og derfor er det vel også oplagt at folk finder ud af det. Vores venskab startet som et professionelt sammenarbejde, hvor vi skulle indspille en sang sammen. Det er mange år siden, men det er ikke ens betydning med at jeg ikke elsker hvert øjeblik, for det gør jeg. De er de bedste venner man kan ønsker sig, og mere til. Jeg har lært at sætte pris på hvad jeg har, for tænk hvad jeg har fået lov til at opleve, som andre kun kan drømme om. Jeg kan rejse verden rundt, opleve verden i andet perspektiv. Det bliver ikke mere unikt at opleve, jo måske med dem du har kæreste.

 

”Destiny!” Jeg kiggede forvirrede rundt, imens mit blik landet på Niall, som ikke andet gjorde ind at vinke akavede med sin venstre arm. Jeg sendte ham en kort grimasse, som bare fik ham til at sende en grimasse tilbage.  

”Ser du overhoved med?” jeg kiggede undrende rundt, inden mit blik landet på Liam som kom gående, hen mod mig.

”Hvad?” jeg sendte dem et oprigtig undrende smil. Liam valgte at sætte sig ved siden af mig, træk mig ind til sig, imens han aede mig op og ned af rygsøjlen.

”Jøsses Destiny” Louis kiggede med et forfærdet blik på mig, men kunne ikke holde den i længere tid, det var nok det man kendte Louis bedst ved.

Jeg kunne ikke lade være med at slå ud efter Louis, men med et grinende smil. ”Bare fordi i kan slappe af” jeg rakte tunge af dem imens jeg sendte dem et smil bagefter. De rakte alle tunger af mig, inden jeg rullede med øjne for sjovt.

”Hov, hov ikke så flabet” Louis kiggede flabet hen på mig, imens han lagde sit ene ben over det andet, i den stilling drengene altid bruger.

Liam trak fat i min hage inden han lagde et kys på min kindben. Jeg kiggede på Louis, som også kiggede på mig. ”Og det skulle komme fra selveste Louis Tomlinson” jeg sendte ham et drillende smil inden drengene begyndte at grine. Vi havde altid klikkede fra start af, og det gjorde vi stadige.

”Nå, nå Destiny. Jeg havde helt glemt hvem jeg snakkede med” Louis løftet hans øjenbryn, imens han gjorde en god parodi af mig, når jeg virkelig var forvirret. Jeg lod mit blik vandre rundt. Mit blik landende på Louis kort efter. Jeg pegede med min tommelfinger, ind mod mig selv, imens jeg åbnede mine øjne en smule mere ind normalt ”Hvem mig?”.

Drengene kunne ikke lade være med at grine, alle med undtagen Liam. Han sad og kiggede på mig. Jeg lod vores blikke mødes. Mine øjne ramme Liams, havde jeg sagt at vores øjne var en stor kontrast mellem hinanden. Liams var den dejligste nøddebrune farve, imens var mine en dybhavblå farve.

 

”Guys. Vi er her endnu” Jeg ignoreret Harry og det samme gjorde Liam, det var han vidst ikke helt tilfreds med, for lidt efter kunne jeg fornemme hans drillende blik. Der gik ikke synderlig lang tid før jeg havde fået kastet noget på mig. Jeg kiggede undrende på ham, da jeg så han sad med en skål af popcorn han kastet på mig. jeg kunne ikke holde mit grin inde, og det samme kunne de andre drenge heller ikke.

Efter vi havde grint færdig,  sendte Liam og jeg, hinanden et kort smil inden vi kiggede på de andre.

”For resten Harry. Sidst jeg så mig i spejlet var jeg en pige” jeg prøvede at holde masken men det mislykkes rimelig meget. Jeg begyndte nemlig at grine kort efter, og jeg hadet det. Det var så irriterende at det halve skulle være løgn.

”Det var godt, ellers var der noget galt” Liam lod blidt hans læber kysse min kind, jeg kiggede smilende på Liam. Hans læber, blev mere og mere tiltrækkende, hvor havde jeg dog lyst til at kysse dem. Det behøvede jeg ikke at sige særlige mange gange, før Liam havde lagt sine læber på mine. Jeg ville have væltet hvis jeg ikke allerede sad ned.

 

 

Destiny

 

Jeg sad sammen med Liam imens vi begge kiggede mod fjernsynet. Vi så faktisk nyheder, ja det ser folk som os. Drengene var taget hjem da vi havde spist, så her sad vi bare og hyggede om hinanden imens vores blikke lå på fjernsynet.

”En tragisk nyhed, ryster hele verden” vi kiggede kort på hinanden, vores blikke sagde alt. Jeg tro ikke at der er nogle der kan lide dårlige nyheder.

”massemord på en lokal bar i Orlando. Ryster verdens befolkning” Jeg bed mig hårdt i læben. Der er en ting jeg ikke kan fordrage, så er det mord. ”de omkommende, stiger stadige. Nu er de omkommende på” Liam slukkede fjernsynet lige da de skulle komme med informationen. Jeg kiggede surt på ham, hvad skulle det til for?

 

”Liam” jeg brokkede mig stadige. Jeg tro Liam havde lukket mig ude af hans hoved, for han var utrolig fjern. Jeg sukkede kort imens jeg greb fat om fjernbetjeningen og tændte fjernsynet igen. Nyhederne var overstået, og lige nu kiggede jeg ind i skærmen hvor der kørte gossip. Jeg sukkede frustreret, nu hørte jeg ikke tallet.

”Destiny er blevet set i New York med en anden fyr” jeg åbnede min mund på hvid gab, og det samme gjorde Liam.
Hvad?

Var jeg i New York?

Jeg var meget sikker på jeg er i London?

Liam kiggede hen mod mig, hans øjne lyste af vrede. Jeg bed mig i læben, hvordan skulle jeg forklare at det ikke var mig, det lignede mig på en brik. Derfor, hvorfor skulle nogle tro mig? hvorfor skulle Liam tro mig.

”Destiny, hvordan kunne du?” Liam trak sig hen i den anden ende af sofaen. Det gjorde faktisk ondt at se ham gøre som han gjorde, det var ikke mig.

”Liam, det er ikke mig” jeg kunne ikke lade være med at føle et stik i hjertet, som hurtig blev til flere da Liam rejste sig vredt op.
”Det er taget for en uge siden” han trak vejret. ”Der kunne jeg ikke få fat i dig” han rystet frustreret på hovedet.

”Fordi min” jeg blev afbrudt af speakeren. 

”Er den smukke Destiny hendes kæreste Liam Payne utro” jeg kunne have smadret et eller andet, men det gjorde jeg ikke da jeg så Liams blik. Det var så såret af jeg fik det helt skidt. Det var ikke mig, men hvordan skulle jeg forklare det?

”Hvad?” Liam trådte et skridt hen mod mig. Jeg rejste mig vredt op, jeg kunne ikke tro mine egen øre, men hvorfor skulle han også tro mig. Jeg ville ingen gang tro på mig selv, hvis jeg ikke vidste sandheden. Sandheden var at det lignede mig på en brik, men at det ikke var mig.

”Min telefon var gået ud for strøm. Jeg var hjemme ved mine forældre” jeg trak hidsigt vejret. ”Det burde du vide Liam” jeg pegede ud mod døren. Jeg var så vred at jeg ikke kunne holde mig selv i ro.

”Gå Liam!” jeg pegede stadige på døren. Liam der gik ud af døren, smækkede den med et smæld. Jeg stod tilbage med en tom følelse, stirrende mod den lukkede dør. Jeg havde virkelig troede Liam ville tro mig, og ikke bare træde ud af døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...