Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

12Likes
3Kommentarer
6462Visninger
AA

22. Destiny: All I hear about

Destiny

Everest is only a mountain. A pyramid is just a shape. Doesn't have to hold you back, doesn't have to pin you down

Jeg stod ude i venteværelset sammen med de andre. Jeg havde mit hoved puttet så langt ned i Liams bryst som det var muligt. Jeg havde været helt ude af den, og det var ikke blevet mindre. Jeg havde en ekstrem dårlig smag i munden, det pejler vist at blive kaldt dårlig samvittighed, og det kan man også godt sige at jeg havde. Grunden til hun gik var stadige slørrede for mig, jeg kan stadige ikke forstå hvorfor jeg ikke bare spærrede vejen for hende.

”Destiny trak vejret” jeg kunne mærke Liams brummen stemme ved starten af min hovedbund. For første gang lagde jeg mærke til de lange og uregelmæssige vejrtrækninger jeg havde og det gjorde helt ondt at høre.

”Jamen Liam” jeg bankede sløvt min hænder mod hans bryst imens et højt hulk ramte lydmuren. Jeg kunne ikke lade være med at græde og det værste ved det hele var at det ikke burde være mig der græd. Det burde være Hope, men i stedet fjernede jeg opmærksomheden fra hende.

Hvad er jeg for en søster?

”Træk vejret og fortæl os hvad du tænker på” Louis lagde trygt hans hånd på min skulder. Det fik mig til at hyperventilere. Jeg skubbede hårdt til Liam imens jeg skubbede Louis hånd væk. Jeg stirrede grædende på dem.

”Lad mig være” jeg fjernede arrigt mine løbene tårer. Jeg kiggede kort på dem inden jeg stormede væk, jeg havde brug for at bebrejde mig selv, og gøre det alene. Jeg kunne høre deres bedende stemme bag mig imens jeg stadige gik med stormende skridt væk.

Jeg sad grædende i min bil inden jeg slog arrigt min flade hånd ned i rattet. Den lavede en skrattende lyd, hvilket bare fik mine tårer til at formere sig på ny. Jeg hulkede kort inden jeg fjernede tårerne som var ved at tørre ind.

Jeg kunne se ud af forruden at Louis og Liam stod ved hovedindgangen. Jeg drejede på nøglen inden jeg trykkede speederen ned og lidt efter drejede jeg væk fra parkeringspladsen. Jeg kunne igennem bakspejlet se at Louis og Liam komme løbene hen mod mig, hvilket bare fik min fod til at trykke mere ned i speederen. Jeg kunne se at de opgav og bare kiggede efter bilen der blev mindre for hvert sekund.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde kørt, men inden længe formede sig den velkendte bygning sig. Jeg havde kørt så langt at jeg var nået til min folkeskole, og hvorfor jeg havde kørt her hen, må kun guderne vide.

Jeg kunne ikke sætte ordene på det, men jeg tro grunden var at her på denne skole. På den skole var jeg stadige min uskyldighed ikke helt forsvundet endnu, jeg havde ikke oplevede verdens gruheder endnu.

Jeg stirrede ud af forruden inden jeg holdte ved fortovet. Jeg stirrede ud mod de mange unge mennesker der kom stormende ud af indgangen, hvordan deres smil var plantet på deres læber, deres nok så uskyldige latter, indtil videre. Alt det skulle snart ændre sig når de trådte ud i den virkelige verden, der hvor man ikke er beskyttet for gruhederne der bare ophober sig i ens underbevidsthed.

Jeg kunne mærke hvordan min telefon ringede i min lomme. Jeg træk den op, stirrede med indtrængende blik på skærmen. Jeg kunne se at det var Liam der ringede, og det var ikke første gang. Jeg sukkede, inden jeg godkendte den og tog den op til øret.

”Liam, hvad vil du?” jeg vrængede ordene ud af min mund. Jeg lukkede stramt mine øjne inden et suk ramte lydmuren igen.

”Hope vil gerne snakke med dig” han lød urolig, men med en snert af frustration. Jeg fnøs lydløst hvis man overhoved kan det.

”For hvad? Det eneste jeg gør for hende er at ødelægge hende” hvor ordene kom fra skræmte mig, men det var desværre alligevel sandheden. Sandheden skulle jo ud på et tidspunkt, og jeg er aldrig god til det med at gøre det på det rigtige tidspunkt.

”Hold så op Destiny!” Liam lød denne gang sur. Jeg stirrede ned på mine negle som det var det vigtigste i verden.
”Hold op med hvad Liam? Du ved ligeså godt som mig at jeg har ret” jeg udstødte et støn. Liam som tarv i den anden ende. Han vidste ligeså godt som mig at jeg havde ret og det var nok det der skræmte ham mest.

”Det ved du godt ikke passer” han prøvede så godt kan kunne at lyde troværdig. Det kikset bare og det kunne vi begge godt regne ud, men hvad skulle man ellers gøre.

”Liam. Jeg er ikke dum” jeg bankede hårdt min hånd ned i rattet igen. Hånden gav en sitrende fornemmelse i min hånd, men det var befriende. Jeg kunne mærke den fysiske smerte i stedet for den nagende psykiske.

”Kom så her hen, ellers skal jeg nok tvinge dig!” Liam gav mig ingen valgmulighed for at protestere for han afsluttet samtalen. Jeg stønnede irriteret inden jeg igen drejede nøglen om og lød bilen gøre resten. Jeg sad og trommede på rattet imens jeg ventet på at kunne køre over for grønt. Jeg ville ønske at man kunne spole tiden tilbage, bare til Hope og mit skænderi, så slap jeg for smerten jeg havde i brystede nu.

 

Destiny

 

Jeg var kommet tilbage til hospitalet og kiggede mod Liam og de andre drenge. Denne gang var Harry der også, de stirrede mod mig og jeg kiggede vredt på dem. Liam skulle til at åbne munden da jeg gik forbi ham. Jeg skulle ikke snakke med ham. Han skulle ikke dominere over mig, men det lykkes alligevel godt for ham. 

Jeg bankede blidt på døren imens et spinkel svar kom. Jeg åbnede døren og trådte ind. Mine øjne var blodsprængte. Jeg lukkede langsomt døren, gjorde det så langsom at jeg kunne få noget tænkerum.

”Destiny, kig på mig” jeg trak vejret lavt. Hvorfor ville jeg have alt til at omhandle mig, jeg er ikke verdens centrum. Selvom jeg havde været vant til det hele mit liv, selv i skolen. Jeg var desværre nok ikke til at redde igen.

Jeg vendte mig langsomt om, det eneste man kunne høre var mine stilletter. Jeg stod ved døren og kiggede hen på Hope, hun så sløj ud og det var tildel min skyld.

”Hope?” min stemme havde mistede pusten.

”Kom her hen” Hope klappede blidt på sengens sengekant. Jeg nikkede med sammenrullede læber og trådte hen til hende. Jeg kunne se hvordan hendes blik blev slørret igen.

”Hvorfor gik du?” hun faldt over sine ord og jeg kiggede flovt væk.

”Fordi jeg ikke er sund for dig Hope” jeg satte mig ned i stolen Harry havde siddet i. Hun kiggede undrende på mig, og jeg bed mig nervøs i læben.

”Se hvad jeg har gjort mod dig og ikke mindst Harry” jeg kiggede ned i mit skød. Hun satte sig op og kiggede hen på mig, jeg kunne skimte hendes sårede blik.

”Kig på mig Destiny” det var som vi havde ændrede roller, og det skræmte mig.

”Hvad skal jeg sige, Hope” hun skubbede sine underlæbe ud. Jeg kiggede hen mod vinduet, alt for ikke at se på hvad jeg havde gjort mod dem. Jeg vidste at Harry var dybt forelsket i Hope, og Hope kunne næsten ikke genkende eller huske sine følelser for ham.

Hvad er jeg for en person?

”Fortæl mig hvorfor du ikke er sund for mig” hun trak vejret uregelmæssigt. Jeg bed mig i læben inden jeg satte mig bedre til rette igen.

”Fordi jeg ikke gør andet ind at ødelægge dem jeg holder af” jeg bed mig i læben, bare for ikke at begynde at græde. Jeg ville ikke vise mine følelser.

”Hvad har du ødelagt for mig? du er trodsalt min søster?” hun bankede på sengen, som en hentydning til at jeg skulle sætte mig. Det gjorde jeg også, men jeg kunne ikke se på hende.
”Du er forelsket i Harry, og jeg ødelagde det” hun lagde sin hånd over min, så man denne gang kunne se de slanger der stak op af hende, det gjorde ondt at se. Ondt at vide at vi kunne have undgået det, hvis jeg bare havde været mere overtalende.

”Men du er min søster, du vel bare det bedste for mig” jeg kiggede denne gang på hende, hendes uskyldige smil ramte mit synsvinkel. Jeg åbnede og lukkede munden, hvad skulle jeg sige. Hvordan kan hun prøve at tilgive mig, det giver ikke mening. Jeg forstår det ikke.

”Jamen” jeg stoppede mig selv, hvad skulle jeg sige?

”Jeg stoler på dig. Du gjorde det ikke med vilje” jeg blikkede en masse gange, hvad skulle jeg gøre.

”og jeg vil med dig på turneen. Selvom jeg ikke ved hvad det omhandler” hun kiggede bestemt på mig, jeg nikkede stumt.

Var der en af drengene der sagde hun ikke skulle?

Hvorfor gjorde man det?

Var det Harry?

 

Destiny

 

Jeg stod inde på værelset. Jeg var i gang med at skrive endnu en sang. Min manager havde ringede og sagt at aftalen var i hus.

Hvilket ville sige at jeg skulle lave en duet med Shawn Mendes, hvilket jeg havde det helt fint med. Jeg havde hørt hans sange og de var fantastiske.

Han skulle faktisk komme, da ingen af os gad at bruge mere tid ind højst nødvendig i studiet. Hvorfor han var taget til London viste jeg ikke, men så slap jeg for det.

”Destiny?” Hope stak hoved ind til mig, jeg kiggede på hende.

”Der er en som står i entreen” jeg nikkede stumt. Hope og mit forhold var ikke helt på toppen for tiden, vi gik begge med en indre spænding og det åd os op indeni.

”Jeg kommer” jeg rejste mig imens Hope gik ind til sig igen. Liam og jeg havde ikke været i kontakt endnu, måske skyldte det at vi ikke vidste hvad vi skulle sige til hinanden, eller bare være sammen i samme rum. Vi havde aldrig været uvenner i længere tid, og det var nok det der skræmte os fra at snakke sammen.

Hvad hvis vi havde mistede hinanden?

Men det regnede jeg ikke med, men hvad nu hvis?

”Hej Shawn” jeg sendte drengen et smil. Drengen hvis navn var Shawn Mendes.

”Hej Destiny. Hyggelig at møde dig i høje person.” i stedet for at give hinanden et håndtryk, som jeg stærkt regnede med. Hev han mig i stedet, ind i et kram.

Jeg måtte indrømme at jeg blev overrasket, men jeg havde lært at være høflig. Så selvfølgelig gav jeg ham et kram tilbage, men det blev en smule akavede.

”I lige måde Shawn” jeg sendte ham et smil, inden jeg guidede ham ind til stuen med min hånd som gestus.

”Er du parat til sangskrivningen” grinede jeg svagt imens jeg kiggede på ham. Hans brune øjne var en modsætning til både Liam og mine. Ikke fordi Liam ikke havde brune øjne, nej Liams var bare mere nøddebrune.

”Med glæde. Hvad synes du den skal omhandle?” han bed sig tænkende i læben. Jeg kiggede op i loftet imens jeg foldede mine ben sammen, så de lå på sofaen.

”Jeg tænkte lidt på ulykkelig kærlighed” Hvorfor lige ulykkelig kærlighed, måske var han ulykkelig forelsket?

”en bestem pige i tankerne?” jeg sendte ham et grinende smil.

”Bestemt, bestemt. Men hun er optaget” jeg kunne se det var et ømt punkt, men hvem var det. Gud jeg ville gerne vide det, det tager på min nysgerrighed. Nysgerrighed er vist ikke nogle synd, eller er det?
”Det var ikke godt Shawn. Så lad os ære hende” han smilede taknemlig, men med et grin.

 

”I won't lie to you. I know he's just not right for you” jeg kiggede smilende på Shawn, da han nynnede en ukendt tekst.
”Det er godt. Hvad med det her” jeg trak vejret kort. 

”And you can tell me if I'm off. But I see it on your face” jeg sang noget af det jeg havde skrevet. Det var som vi tænkte fuldstændig ens, altså hvad det angår sange.

”When you say that he's the one that you want. And you're spending all your time. In this wrong situation. And anytime you want it to stop” jeg kom med noget mere input, hvilket bare fik ham til at smile stort.

”Det er godt” grinede Shawn da Hope kom stormende ind i stuen, vred og trist. Hun stod med tårerne rendende ned af kinderne. Jeg stirrede chokeret på hende, og ligeledes gjorde Shawn, måske fordi han ikke viste hvem hun var.

”Hope?” jeg rejste mig hurtig op, skyndte mig hen og holde om hende. Hun prøvede med de kræfter hun havde tilbage, at kæmpe sig fri fra jeg. Jeg trak hende længere ind til mig imens jeg prøvede at berolige hende.

”Hvad sker der?” jeg trak mig lidt ud, og derefter holdte jeg om hendes kinder imens jeg kiggede på hende.

”Harry… han… er” hun trak vejret hårdt ind.

”Hvad er han?” jeg havde en bange anelse.

”Han er forsvundet” jeg åbnede min mund og mine øjne var på hvid gab, eller var det den omvendte vej? Alt derefter, gik i slowmotion. Alt indtil døren blev åbnet med voldsom hast, og drengene stormede ind.

”Hvordan?” jeg havde glemt at Shawn var her, det her var vigtigere.

Harry var for gudskyld væk?

Måske var han taget til Amerika?

Til hans anden lejlighed?

”Det er din skyld det hele” hun slog mig mod brystet og det gjorde faktisk en del ondt. Jeg  var frosset fast, jeg forstod ikke hvorfor det var min skyld?

”Hvorfor er det min skyld?” drengene havde fjernet Hope fra mig. Liam stod bag mig, og aede mig blidt op og ned af ryggen. Det beroligede mig.

”Fordi det er det” skreg hun grædefærdig. Jeg bed mig i læben.

”Hope stop. Det er ikke Destinys skyld” Louis stemme var vred, men på Hope. Er jeg den eneste der ikke kan følge med mere?

”Hold mund Louis!” skreg hun arrigt.

”Han kan være i sin anden lejlighed?” jeg prøvede at formulere ordene, men de kom faldende ud, og det skræmte mig. jeg plejer at have mere selvkontrol over min stemme, min væremåde.

”Du lyver” skreg hun i hoved på mig, drengene holdte hende fast.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...