Mig

Jeg kan ikke skrive kort hvad denne movella handler om, for det hele er mig. Mine dybeste tanker som kun dem der læser dette får lov at få et indblik i. De tanker der er for svære at dele med andre.

1Likes
2Kommentarer
48Visninger

1. Mig

Nogle gange flyder det hele bare over. Alle tankerne bliver for meget, og jeg ville ønske at jeg bare kunne lægge mig ned under dynen og forsvinde. Bare for en dag ville jeg ønske at jeg ikke havde nogle pligter der skulle ordnes, noget ansvar der skulle tages eller nogle krav at leve op til. Men sådan en dag får jeg nok aldrig. Mit liv virker bare så meningsløst nogle gange, at jeg ikke magter mere, for hvad skal det hele til for?                                                                  

Jeg er god i skolen, en af de bedste, og de fleste vil nok mene at jeg bliver til noget stort en dag. Jeg er pligtopfyldende og nok på grænsen til perfektionist efter nogens mening. Jeg er venlig og høflig og en af de personer der altid sætter andre før mig selv. Måske er det derfor folk aldrig rigtig spørger ind til mig. Jeg er bare pigen der lytter smiler og altid er i godt humør. Nogle gange føles det som om folk ikke rigtig sætter pris på mig, nok fordi de ved at jeg altid vil være der for dem lige meget hvad. Jeg er ikke typen der kan finde på at droppe et venskab lige meget hvordan personen behandler mig, for i min verden fortjener alle vel en chance til. Nu er det bare sådan at jeg er ved at blive rigtig træt af det hele. Jeg er træt af den perfekte 12-tals pige som altid skal tilsidesætte sine egne behov frem for andres. Jeg er træt af altid at føle et kæmpe pres på mine skuldre. Jeg er træt af de store forventninger jeg har til mig selv. Jeg er træt af at folk aldrig ser mig bag facaden. Jeg er træt af at folk kun ser den perfekte mig. Jeg ved godt at det er min skyld. Jeg burde ikke sætte så høje krav til mig selv, og jeg burde ikke tilgive de venner der har svigtet mig gang på gang, men sådan er det bare. Jeg er mig og lige meget hvor gerne jeg vil være ligeglad med mine karakterer og mine dårlige venner, kan jeg bare ikke. Nogle gange når jeg kommer hjem, kan den mindste lille ting få mig til at bryde sammen. Bare fordi det hele bliver for meget, og jeg hader det. Hvorfor kan jeg ikke bare sætte pris på det jeg har?                                                                                                                                                                        

Mit liv er jo egentlig godt. Jeg har to søde forældre og to storesøskende der altid har været der for mig. Jeg bor i en hyggelig by i et stort hus med udsigt over vandet. Jeg har en masse venner både fra Sjælland, Fyn og Jylland, men også fra rundt omkring i verden. Jeg har nok et liv mange drømmer om, og udadtil ser det da også fantastisk ud, må jeg indrømme, men bag facaden ødelægger mit rodede hoved det hele. Når jeg er sammen med mine venner er jeg glad. Jeg lægger den triste mig til side og prøver at få den glade, udadvendte pige frem. Jeg har svært ved at vise mine sårbare sider til folk, så jeg prøver bare altid at være stærk, og folk er der har set mig græde er en sjældenhed. Når jeg så kommer hjem falder det hele sammen, og bare en opgave som at smøre madpakke kan være verdens undergang. Selvfølgelig er jeg også glad og udadvendt, men det er kun den ene halvdel af mig, den anden gemmer jeg til når jeg er alene. Jeg føler at kun få personer kender begge sider af mig, og det er vel egentlig en skam. Jeg er blevet så god til at gemme den dårlige side væk at jeg næsten selv tror på det. Jeg er virkelig ved at bliver til en af de 12-tals piger man ser i tv'et. Jeg bliver stresset over ingen ting, og det eneste jeg har lyst til når jeg kommer hjem er at putte mig under et tæppe og se en film. Nogle gange tænker jeg på om det kun er mig der har det sådan, eller om alle et eller andet sted har det på samme måde. Jeg tror mest på det sidste, men jeg tror bare at folk er blevet så gode til at skjule det, at alle tror at det er unormalt hvis man ikke er perfekt. Jeg ville ønske mere end noget andet at jeg havde modet til at sige folk imod, gøre folk opmærksomme på mig og ikke kun tale om andre, men også om mig.            

Efter sommerferien skal jeg på efterskole. Måske bliver det min chance for at vise alle hvem jeg er. Vise både den gode og dårlige side. Ikke være bange for at få et 7-tal, eller at der er nogen der ikke kan lide mig, men vise verden at ingen er perfekte. Jeg håber inderligt at når jeg accepterer det, vil det hele blive godt. Jeg håber at jeg kan få mit overskud tilbage, og også være smilende og glad selvom jeg er alene, så ikke for andres skyld, men for min. Når den tid kommer vil jeg også finde ud af hvilke venner der er værd at holde på, og jeg glæder mig. Hverken du eller jeg er perfekte, glem aldrig det. Jeg er mig, og det er jeg stolt af, også selvom jeg ikke er perfekt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...