De ting, hun aldrig sagde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2016
  • Opdateret: 23 jun. 2016
  • Status: Igang
Denne historie omhandler en pige, hvis mormor tager afsked med verden, og har efterladt sit barnebarn sit livs hemmelighed. Nemlig den romantiske affære med sit livs kærlighed, den kendte Harry Styles: "Jeg mistede min mormor, omkring en alder på 18. Hun var mit et og alt. Hun havde givet mig en god indsigt i livet, og vi kunne snakke om næsten hvad som helst. Der var dog et emne, som aldrig blev nævnt fra hendes side af: kærlighed. Jeg har altid haft en tanke om, at hun har haft sine ar, men aldrig havde jeg tænkt videre over dem. Men en dag, fandt jeg en efterladt scrapbog, som hun havde skrevet i løbet af sine sidste måneder, som omhandlede alle de ting, hun aldrig sagde."

4Likes
0Kommentarer
164Visninger
AA

1. Et farvel

Langsomt bevægede jeg mig ned af den lange grussti, som leder den modsatte vej; mod kirken. Mit hoved var let bøjet og jeg holdte øjnene nede på mine sorte ballerinaer. Tankerne om alle de utællelige samtaler, der ikke længere ville kunne fortsætte i sit daglige spor. Det er altid de gode, der dør først. Men inderst inde havde jeg fred. Hun var blevet en gammel og sørgelig dame. Ikke for at det skal misforstås, vi havde det altid sjovt sammen, men de seneste par år, kunne jeg ikke undgå at opfange hendes blikke ud af vinduet, når hun ikke vidste, jeg kiggede. Det virkede søgende, som om hun længdes efter noget. Eller nogen.

Hun havde altid beskrevet som opmærksom og iagttagende. Som en person, der var meget interesseret i andre folk. Men det bunder nok i, at jeg viste interessere i hende, i hendes historier. Hun var noget af et mysterium, og det var kun hende, jeg fandt interessant.

Jeg tror aldrig rigtigt at der er nogle, der forstod hende, og der var mange ting hun holdte for sig selv. Ikke fordi jeg selv forstod, men hendes tankegang og livsfilosofi havde altid været noget spændene og anderledes. Ser du, min mormor havde en meget speciel tankegang og der var mange ting hun ikke forstod. Ikke fordi hun var mindre begavet, tvært imod, hendes hoved fungerede bare på en anden måde. Men bare rolig, hun var heller ingen Einstein eller helgen. Hun var bare det, jeg vil kalde ”i balance med sig selv”

En bildør smækkede og jeg så mig selv sidde i bilen for enden af stien og de lange trapper ned til vejen. Mor satte sig ind på passagersædet med røde øjne, mens far, mindre oprørt satte sig ved førersædet. Mor vendte sig om og smilede et kort smil, tørrede sine øjne og rakte ud efter min hånd. Hun snøftede let, og jeg tog stille hendes varme hånd i min. Jeg kunne allerede, gennem hendes hånd, føle den omsorg, hun sendte til mig. Hun klemte blidt min hånd og mumlede et ”jeg elsker dig” før hun rettede sig ligeud igen. Resten af turen foregik i stilhed, men det eneste, jeg kunne tænke på er alle de mange ting, som jeg ikke fik spurgt hende om, og alt det, jeg ikke fik sagt. Regnen udenfor faldt hårdt ned af ruden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor kliché det egentligt var med regn på så trist en dag. Men nå ja, ”Law of Attraction” som min mormor altid plejede at nævne.

De næste par dage gik ellers som normalt, dog var mormor hele tiden i mine tanker. Jeg kunne ikke holde op med at tænke på alle de ting hun havde fortalt mig i årernes tid, og det overtog mine tanker. Der var stadig en ting, der gik mig på: jeg ville nu aldrig finde ud af mysteriet om hendes liv.

Vi skulle hente de sidste ting fra hendes lejlighed og jeg vidste at der allerede var aflagt et par ting til mig fra hendes testamente. Jeg var hendes eneste barnebarn i teenagerårerne på det tidspunkt, så mange af tingene gik til mig. De andre var alligevel for små til at forstå det med at arve, så vi lod det være en hemmelighed overfor resten af dem, at jeg fik det meste.

Vi kom endelig frem til det lille hus ude ved landet. Udsigten var fantastisk herfra. Omme bagved huset, små femhundrede meter fra huset, lå der store bakker, som gjorde det muligt at få et overblik over landskabet så langt øjet kunne række. Her plejede vi tit at komme ved solnedgang for at tænke eller få en sludder for en sladder. Hun var en stor livsnyder, og hun beskrev altid hvordan hun ikke forstod at ungdommen sad så meget på vores mobiler. Hun mente menneskene have mistet vores natur og intuition. Det var en af de ting, hun lagde meget vægt på: Lev i nuet. Og at jeg skulle huske at kigge op og se mig omkring, og sommetider takke for det gode i mit liv.

Vi kom ind i huset og mor og far var i gang med at gøre rent i huset og pakke de sidste ting. Jeg bevægede mig en sidste gang rundt i huset, sørgede for at lade mine fingerspidser passerer den gamle tapet en sidste gang og opfange hver en detalje med alle sanser: duften af hende på dynen, den kunstneriske indretning, følelsen af stoffet på hendes tøj. Dette var et sidste farvel.

Fra den anden ende af huset kunne jeg høre mor bede mig tømme hendes skabe øverst oppe ved skabet. Her var allerede forholdsvis tomt og et føltes helt underligt. Oppe i skabet lå der en masse ragelse: gamle pensler, sakse, lim, papir, gamle blyanter, tape og en masse kasser. Jeg begyndte at tage det hele ud. Jeg åbnede den første kasse for at tømme den for eventuelle værdifulde genstande. Der lå ikke det store, så de røg ud.

Jeg steg op på trappestigen og fiskede nogle flere kasser ud. Også dem tømte jeg. Intet andet en mere ragelse af tændstikker og andre ligegyldige ting. Jeg rodede videre i skabet og var nået til det inderste af skabet og måtte konstatere, at der ikke var andet. Mens jeg hev de sidste kasser ud, faldt en lille bog ud, pyntet med billeder. Det var nogle gamle billeder, jeg ikke før havde set. De så ny-printede ud, men situationen på billedet, husene, tøjstilen på personerne i billedet, så noget ældre ud end den ny-moderne tøjstil, som regerer nu tildags. Det lignede nærmest en scrapbog. Den var forholdsvis tyk, men det var mere billederne, der fangede min opmærksomhed. Jeg åbnede første side og så nogle linjer skrevet med en fin kursivskrift: ”Til mit elskede barnebarn. Behold denne for dig selv, kun. Til minde om min historie, her til dig, min hemmelighed, de ting, jeg aldrig fik sagt” Jeg rynkede brynene. Og lukkede bogen igen. Jeg vendte og drejede bogen mens jeg nærstuderede billederne. Den så ikke færdig ud. Jeg kiggede dybere og tættere på billederne. I forgrunden stod en ung pige med det største smil og medium langt blondt hår. Hun blev kysset på kinden af en fyr på omtrent samme alder. Brunt, langt og krøllet hår. Jeg anede ikke hvad, det gik ud på, og jeg var noget forvirret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...