Between us | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2016
  • Opdateret: 16 jul. 2016
  • Status: Igang
Olivia Wade tog livet alt for bogstaveligt, indtil den dag, hun blev sendt på en kostskole i det sydlige England. Her finder hun hurtigt ud af, at der ingen kære mor er, når kæft, trit og retning står øverst på skemaet. Dette bliver dog først et problem, da Harry Styles, skolens slemme dreng, pludselig sætter spørgsmål ved hendes tilværelse og vender op og ned på hendes værdier. For når alt kommer til alt, handler livet så udelukkende om gode karakterer og om at gøre farmand glad?

73Likes
62Kommentarer
19927Visninger
AA

7. 6 | The tower

Jeg kendte ikke til nogen bedre følelse end at vågne op i byen over alle byer. Godt nok var vi blevet revet op fra sengene klokken syv, men jeg klarede mig på trods af det. Morgenmaden bød på lidt af hvert, men jeg nøjedes kun med en croissant. Havde jeg haft udsyn til Eiffeltårnet her på hotellet ligesom i min fars lejlighed, ville det have været en perfekt morgen. Da alle var færdige med morgenmaden, blev vi samlet ude foran hotellet.

”Nu skal vi til den første faglige opgave. Har I ikke glædet jer?” spurgte Mr. Magennis med begejstring i stemmen – men begejstringen var bestemt ikke gengældt. Mine klassekammerater var tydeligvis ikke morgenmennesker.

Mrs. Thatcher tog over. ”I skal bruge jeres franskkundskaber til at finde rundt i Paris. Uden et kort og nogen andre former for hjælpemidler skal I finde hen til Eiffeltårnet ved at spørge indbyggerne om hjælp. På fransk.” Et chokeret gisp løb rundt gennem vores lille gruppe. ”Undskyld hvad?” udbrød Connor og så helt fortabt ud. ”Det er en konkurrence, og I skal arbejde sammen i de grupper, vi allerede har lavet. Det par, som når først hen til Eiffeltårnet vil blive belønnet. Og ja, vi starter bare nu!” sagde Mr. Magennis og smilede til os alle.

 

Harry kom stille gående hen til mig. ”Skal vi gå?” spurgte han så og rakte en hånd ud foran sig. Jeg nikkede og begyndte så stille at gå efter ham. ”Vi ved jo ikke engang, hvilken vej vi skal gå,” sukkede jeg. Så stod vi her, Harry og jeg. Lettere fortabte foran Hotel Du Louvre – et dejligt hotel meget tæt på det verdensberømte museum Louvre. ”Du har boet her, kan du ikke huske, hvordan man finder hen til Eiffeltårnet?” spurgte Harry og stoppede op. ”Hvis vi kan finde hen til min fars lejlighed, så kan jeg sagtens huske det,” sagde jeg og satte tempoet op, så Harry igen begyndte at gå. ”Og hvordan finder vi så derhen?” spurgte Harry så og kunne ikke lade være med at grine af vores tåbelige situation. ”Vi spørger folk på gaden, som opgaven lød på.” Jeg trak på skuldrene som om det sagde sig selv. Harry sukkede og trak så sin mobil op fra sin lomme. ”Vi tjekker det da bare lige på mobilen.” Han fik et smørret smil klistret på sine læber. ”Nej, Harry!” sagde jeg og trak mobilen ud af hans hænder. ”De har jo netop sagt, at vi ikke måtte bruge hjælpemidler.”

 

”Bryder du aldrig nogen regler?” Han rullede med øjnene og tog så sin mobil fra mig. Jeg rystede opgivende på hovedet, og henvendte mig så til den første, jeg mødte på gaden. ”Excusez-moi, quelle direction est l'avenue de la Bourdonnais?” Det var en midaldrende kvinde, der stoppede op og lyttede til mig. ”Je suis juste la rue. Vient ensuite la main droite d'environ deux kilomètres.” Hun smilte, pegede ned ad vejen og fortsatte så videre ned ad gaden.

 

”Hvordan er du blevet så god til fransk?” spurgte Harry og fik store øjne. ”Jeg har boet her.” Jeg smilede og begyndte at gå ned ad den vej, vi befandt os på. ”Hvad sagde damen?” spurgte Harry og indhentede mig. ”At vi bare skulle gå ned af vejen, og så ville gaden komme efter to kilometer på højre hånd.”

 

Vi gik i stilhed. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, og jeg tror, at Harry havde det på samme måde. Inden længe nåede vi dog til det vejskilt, jeg kendte så godt. Avenue de la Bourdonnais. Jeg kunne sagtens kende området. ”Vi skal dreje her,” mumlede jeg og førte os ned ad en sidegade.

 

Og så stod vi foran lejligheden. Det var lang tid siden, jeg havde været her, men på trods af det, lignede alting stadig sig selv. ”Må jeg se den?” spurgte Harry og gik hen til døren. ”Handlede det ikke om at komme hurtigt hen til Eiffeltårnet?” Jeg svarede hans spørgsmål med et nyt spørgsmål. ”For mig betyder præmien ikke noget, jeg vil hellere have det sjovt.” Jeg trak på skuldrene og ringede på dørtelefonen hos kvinden, der boede i lejligheden på 2. etage. Døren ind til opgangen blev åbnet, så Harry og jeg kunne gå ind.

 

Den velkendte duft af kaffe og cologne ramte mine næsebor med det samme. Jeg trykkede på knappen til elevatoren, der straks mødte os i stueetagen. Harry og jeg trådte ind i den, og jeg trykkede os op på 4. etage. En akavet elevatorsang startede, da vi kørte op mod lejligheden i en larmende stilhed.  Jeg kiggede ind mod spejlet og fangede Harrys øjne. Han holdt mit blik i en lille stund og kiggede så ned mod gulvet og vendte sig om, så han stod med brystet mod mig. Jeg sendte ham et lille smil inden elevatordørene gik op.

 

Nøglen lå gemt under dørmåtten - knap så originalt, men på den anden side også ret genialt. Det var så simpelt et gemmested, at ingen ville tjekke dér, da det ville være for let.

 

Eller noget.

 

Jeg fik låst op til lejligheden og skyndte mig ind. Harry lukkede døren efter sig og tjekkede så stedet ud. Kiggede i køkkenet, i stuen og nåede så endelig til mit værelse. Et kæmpe smil gled over mine læber, før jeg løb ind og smed mig i min elskede, store seng. Harry stillede sig akavet ved siden af, inden han satte sig ved siden af mig på sengen. ”Det er en fed lejlighed,” sagde han stille og kiggede sig omkring inde på værelset. Den hvide maling på væggene var dejlig beroligende. ”Hvor længe har I haft den?” spurgte Harry og strakte sine ben. Jeg kunne ikke lade være med at føle, at det var en lille smule underligt at være så tæt på ham. ”Min mor og far købte den, da jeg var fire år gammel.”

 

Min mor. Jeg rejste mig fra sengen og gik ind mod det, der engang både var min mor og min fars soveværelse. Her duftede af hende. Hun elskede at være her. Et billede af hende, far og mig stod på sengebordet. Det var taget foran Eiffeltårnet, første gang vi var her. Jeg tog det mellem hænderne og sukkede længselsfuldt. ”Du ligner hende.” Harry stod i døråbningen med et skævt smil. Jeg gengældte hans smil og satte så billedet på bordet igen. ”Er du tørstig?” Han nikkede.

 

Jeg førte os ud i køkkenet, hvor jeg tog to glas og fyldte vand i fra vandhanen. Harry drak hurtigt sit. ”Skal vi ikke se at komme videre?” spurgte han så. Jeg nikkede. ”Vi kan jo altid komme tilbage,” sagde han så med et skævt smil.

 

Hvad mente han med det?

 

Jeg stillede glassene ned i håndvasken og undlod at vaske dem op. Så måtte de stå og hygge sig dér, indtil min far kom til Paris næste gang.

 

Vi var hurtigt ude af bygning og ude i Paris’ gader igen. Eiffeltårnet lå lige ved siden af lejligheden og jeg havde meget nemt ved at finde vej derhen. Men da vi kom hen til pladsen, var der ikke én eneste person, vi kunne kende. ”Hvad hvis nu de er gået derop uden os? Vi var jo faktisk ret lang tid i lejligheden,” sagde jeg og kiggede op under det pragtfulde tårn. ”Skal vi ikke bare stille os i kø?” spurgte Harry så, ”om vi tager op og ser det med resten af vores klasse eller om vi gør det alene kan da være det samme. Vi ser det jo lige meget hvad.” Jeg tøvede. ”Skal vi ikke prøve at ringe til dem?” foreslog jeg så. Harry rystede på hovedet. ”Er du godt klar over, hvor dyrt det er at ringe i udlandet?” Nu var det min tur til at ryste på hovedet.

 

”Kom nu, Olivia. Nogle gange bliver man nødt til at lade være med at gøre alting efter bogen.” Jeg sukkede opgivende og gik så med Harry med over i køen. Vi besluttede os for, at vi sagtens kunne tage trapperne så langt op som muligt. Så kunne vi nøjes med at stå i kø i små 20 minutter.

 

”Harry?” spurgte jeg, da vi var halvvejs. ”Olivia?” sagde han så, hvilket fik mig til at smile. ”Hvem er Isabel?”

Harrys ansigtsudtryk ændrede sig drastisk. Der gik unaturligt lang tid, før jeg fik et svar. ”Hvem har fortalt dig om hende?” spurgte han så og kiggede på mig. Hans blik var ikke til at læse, men jeg vidste, at jeg havde fat i noget godt her. ”Lily sagde, at jeg mindede hende om en Isabel. Jeg spekulerede bare lidt over, hvem det mon var.” Harrys kinder blev røde. Ikke fordi at han rødmede. Han var… vred??

 

”Hvis hun nogensinde siger det til dig igen, så sig det til mig, okay?” Vi var nået til det punkt i tårnet, hvor der ikke var flere trapper. Vi var derfor nødt til at stille os i køen til en elevator. ”Hvorfor det? Hvem er Isabel da?” Jeg kunne ikke dy mig. Nysgerrigheden var dominerende. Harry rystede på hovedet og kiggede ned i jorden. ”En pige, der engang gik i vores klasse. Hun boede på det værelse, hvor du bor du.” Jeg bed mig i læben. Det er ikke nok, Harry. Du bliver nødt til at fortælle noget mere.

 

”Hvorfor minder jeg om hende?” spurgte jeg så. Harry rystede endnu en gang på hovedet. ”Det gør du heller ikke.”

”Hvorfor er det en dårlig ting at minde om hende?” Jeg forsøgte at fange Harrys øjne, men det var svært. Han sukkede dramatisk. ”Du stiller alt for mange spørgsmål,” sagde han hårdt, hvilket fik mig til at holde min kæft. Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev en smule… skræmt. Det var ellers ved at være noget tid siden, jeg sidst havde følt mig skræmt af Harry, men nu var følelsen tilbage. ”Undskyld,” mumlede han og tog fat i min arm, da vi kom ind i elevatoren. Vi blev mast op i en krog meget tæt på hinanden. Jeg holdt mit vejr i de 20 sekunder, det tog at komme op i toppen. Jeg kunne mærke Harrys hjerte banke, hvilket fik mig til at slappe af i den overfyldte elevator. Da vi endelig kom ud, var jeg lettet. Jeg turde ikke kigge Harry i øjnene – jeg var en smule pinlig over min nysgerrighed og det faktum, at hans hjertebanken beroligede mig. Jeg styrtede hen mod udsigten i et desperat forsøg på at aflede mig selv. ”Det er smukt.” Harrys stemme var lige ved mit øre. Jeg vendte mig om og blev en smule forskrækket, da jeg opdagede, at han stod tættere på mig, end jeg havde troet. Vi blev afbrudt af Harrys telefon, der ringede. ”Ved de ikke, hvad det koster?” mumlede han for sig selv, inden han trykkede på den grønne knap. ”Ja? Vi er allerede gået op. Nej vel? Haha. Jamen okay så. Vi venter bare heroppe.” Han lagde på igen og fniste så. ”De står dernede og venter på os,” grinte han, ”vi var åbenbart de første her, så vi har vundet. De kommer herop lige om lidt.” Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge ham i øjnene, og fokuserede derfor på en knap i hans jakke.

 

”Er du ikke godt sød at lade være med det der?” sukkede han så. På trods af, at jeg ihærdigt forsøgte at kigge væk, fangede han alligevel mit blik. ”Lade være med hvad?” Jeg forstod ikke, hvad han mente. Han tav. Åbnede så munden. Lukkede den igen. Tøvede.

 

”Er du ikke sød at lade være med at få mig til at føle mig som en idiot?"

***************

Så er der igen et kapitel herfra. Jeg undskylder på forhånd for mit dårlige fransk, og jeg vil samtidig gerne benytte lejligheden til at takke google oversæt, hehe. Jeg forlader Danmark til fordel for sol og varme her om nogle få dage, og det er derfor begrænset, hvor meget der vil blive opdateret på historien den næste uge. 

Men når det er sagt, må I meget (!!!!!!!) gerne efterlade et like og eventuelt en kommentar. Det vil gøre mig rigtig glad <3

Vi ses!

x Ellen Sofie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...