Between us | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2016
  • Opdateret: 16 jul. 2016
  • Status: Igang
Olivia Wade tog livet alt for bogstaveligt, indtil den dag, hun blev sendt på en kostskole i det sydlige England. Her finder hun hurtigt ud af, at der ingen kære mor er, når kæft, trit og retning står øverst på skemaet. Dette bliver dog først et problem, da Harry Styles, skolens slemme dreng, pludselig sætter spørgsmål ved hendes tilværelse og vender op og ned på hendes værdier. For når alt kommer til alt, handler livet så udelukkende om gode karakterer og om at gøre farmand glad?

73Likes
62Kommentarer
19876Visninger
AA

5. 4 | Conversations

Jeg var nervøs. Selvfølgelig var jeg det. At besøge rektors kontor var noget, jeg aldrig havde prøvet før. I alle de år jeg havde gået på Eaton Square i London, havde jeg aldrig gjort noget forkert, og det var derfor min første gang på en rektors kontor. Jeg kunne ikke lade være med at tænke tilbage på Eaton Square: Det var dengang, vi alle var sammen: Min far, min mor og mig. Vi havde det godt, os tre. Far passede sit firma, og mor passede mig. Men lykken varede jo ikke evigt. Og en dag var min mor bare væk. Det samme var min far – i sin dybe sorg rejste han verden rundt og passede sit firma, så han ikke behøvede at tænke på alle problemerne, der hobede sig op på hjemmefronten. Han tog mig med sig rundt i verden, men en dag gik det op for ham, at han ikke kunne fortsætte på denne måde. Han meldte mig ind på et college i London og lod mig bo hos min faster. Men jeg kunne jo ikkeblive boende hos min faster for evigt, og han besluttede sig så derfor, at mit sidste skoleår skulle være stabilt og trygt. Derfor meldte han mig ind her på Alexanders college, så jeg kunne passe min skolegang, mens han passede sit firma i Kina.

Han lyder måske som en idiot, og det var han da også til tider. Men når alt kom til alt, ville han mig det bedste – og det er også grunden til, at han har brugt så meget tid og energi på sit firma. Han ønsker mig en fremtid, hvor jeg ikke skal bekymre mig om småting. Han elsker at forkæle mig; han elsker mig.

 

Mrs. Finnich åbnede døren ud til gangen, hvor jeg med krydsede ben sad og ventede. ”Kom du bare ind, Ms. Wade,” sagde hun og lukkede døren efter mig. Hun satte sig på en stol bag sit skrivebord, og jeg satte mig ned på en skammel over for hende. ”Nå,” startede hun med at sige. Morgenmaden vendte sig i min mave. Jeg var virkelig nervøs for, hvad autoriteten, som Mrs. Finnich nu og en gang var, havde at sige til mig.

 

”Har du det godt her på Alexanders?” spurgte hun og sendte mig et smil. Jeg havde ikke forventet det spørgsmål, men var alligevel lettet over, at det bare var det, hun ville snakke med mig om. Jeg nikkede. ”Jeg har det helt fint. Folk er rigtig søde.” Finnich var enig. ”Og hvad med undervisningen? Behager den dig?” Jeg nikkede igen. ”Det var da dejligt,” sagde Mrs. Finnich og fandt en tekop frem til mig. Hun lagde diverse teblade foran mig på bordet. ”Vælg du bare den, du gerne vil have.” Jeg tøvede kort og valgte så jordbærteen. ”Vi skal snakke om reglerne på skolen i dag. For dem ser jeg helst, at du og alle de andre elever overholder.” Mrs. Finnich hældte det kogende vand over mit teblad. ”Du har ikke brudt nogle regler, bare rolig. Jeg fortæller dem bare til dig, så vi forebygger eventuelle brud.”

 

Jeg åndede lettet op. Thank God.

 

”Man møder til tiden til undervisningen,” sagde Mrs. Finnich til at starte med. Mine tanker gled straks hen på Harry, der var kommet for sent til den allerførste time, og ingen straf eller irettesættelse havde fået. Mon der var en grund? Eller vidste de bare, at han altid havde det med at komme for sent? Lod de ham bare gøre det? Spørgsmålene hobede sig op i mit hoved, men jeg blev afbrudt af den ældre kvinde, der sad over for mig. ”Vi forventer, at du deltager i undervisningen og yder dit bedste. I alle skolemæssige sammenhænge har du din uniform på. I weekenden og på studieture er det tilladt at have sit eget tøj på.” Mrs. Finnich snakkede og snakkede. Fortalte mig om alle de forskellige regler i klasselokalet samt på værelserne: ”Piger og drenge sover på hver sit værelse. Det er ikke tilladt for piger at opholde sig på hverken et drengeværelse eller på drengenes gang, og omvendt må drengene heller ikke opholde sig hos pigerne - medmindre det er i en undervisningsmæssig sammenhæng.”

 

Shit. Så havde jeg alligevel brudt en regel.

 

”Det er ikke tilladt at have romantiske eller seksuelle forhold til sine medstuderende, og det gælder hele skolen. Det er tilladt for alle elever at bade ved stranden, hvis man konsulterer en lærer først. Og ja, så tror jeg også, jeg kom forbi det hele.” Jeg nikkede smilende og sippede en tår te. ”Hvordan har de det så ellers? Savner du din far?” spurgte Mrs. Finnich. Jeg trak på skuldrene. ”Jeg er vant til ikke at se ham så meget, så det er ikke så slemt.” Mrs. Finnich tog et slurk af sin grønne te. ”Og hvad med dine klassekammerater? Har du fået nogle venner? Jeg så dig jo med tvillingerne og Sarah Walker. Søde, søde piger.”

 

”Ja, de har virkelig været søde og indbydende. Jeg er virkelig glad for at bo sammen med Sarah,” fortalte jeg. ”Jeg så dig også sammen med Harry Styles i går,” sagde hun så, i en helt anden toneleje. Jeg nikkede kort. ”Vi laver noget gruppearbejde, og jeg er så i gruppe med ham.” Mrs. Finnich tog igen en tår af sin te. ”Ja, han er jo en flink og flittig dreng – når han gerne vil være det.”

 

Mødet gled ud, og før jeg havde set mig om sad jeg i klasselokalet. Mrs. Smith snakkede om målestoksforhold – hun satte os i gang med at finde ud af, hvor langt vi skulle gå fra vores hotel i Paris til Eiffeltårnet. Carlos og jeg dykkede straks ned i opgaven og endte med at være de første færdige. Mrs. Smith tjekkede vores arbejde og nikkede så anerkendende. ”I er nogle kloge hoveder, I to. Har du haft meget matematik på din gamle skole, Ms. Wade?” spurgte hun og smilede til mig. Jeg nikkede: jeg havde meget af alle fag. Det handler om at få gode karakterer, hvis man vil gøre min far stolt.

 

Næste time bød på engelsk. Mr. Magennis havde sat sig fast på, at han ikke ville gøre alvor af sin undervisning, før vi havde været i Paris. Det passede mig egentlig også helt fint.

 

”Veronica og jeg har sammensat den endelige plan for vores tur, og jeg vil gerne læse op for jer, hvad næste uge kommer til at byde på: Vi ankommer til Paris søndag aften, og så skal vi finde noget anstændig mad. Vi spiser altså samlet på hotellets restaurant søndag aften, før vi begiver os ud i byen for at lære området at kende. Mandag vil byde på en faglig opgave i jeres grupper af to. Herefter vil vi besøge Eiffeltårnet og i vil herfra få fri leg til at opleve Paris på egen hånd….” Magennis fortalte videre og var først færdig efter et lille kvarter. Jeg genkendte mange af mine og Harrys idéer og kunne derfor ikke lade være med at smile. Denne tur skulle nok blive god.

 

Harry og Lily sad sammen forrest i lokalet. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge på dem. Krummede mine tæer bare ved synet af Lily, der overhovedet ikke skjulte sin tydelige besættelse af Harry.

 

Da klokken ringede, var skoledagen overstået. ”Hey, Olivia?” sagde en pige, hvis navn jeg ikke kendte endnu. ”Nogle af os piger laver en lille pakke-til-Paris-lejr i fællesrummet. Kunne du tænke dig at være med?” Pigen var køn. Hun havde sit lysebrune hår sat op i en stram hestehale på midten af sit hoved. Hendes træk var yndige, og hun smilede sødt til mig. ”Ja, helt klart!” sagde jeg begejstret. ”Lækkert! Bare tag noget af dit tøj med og en kuffert og sådan. Det skal nok blive hyggeligt!” Jeg nikkede i enighed og skyndte mig så tilbage til mit værelse, hvor Sarah lå på sengen og så Netflix. ”Hvad laver du?” spurgte hun overrasket, da jeg hev alt mit tøj ud af skabet og lagde det ned i en af mine kufferter. ”Pigerne er i gang med at pakke til Paris, og de har spurgt, om jeg vil være med. Du kan også være med,” sagde jeg begejstret og lukkede mit skab. ”Det lyder hyggeligt. Jeg kommer lige om lidt,” sagde Sarah så og rejste sig fra sin seng. Jeg nikkede og gik så ud fra værelset, hvor jeg mødte pigen fra før. ”Det er lidt pinligt at indrømme, men jeg ved faktisk ikke, hvad du hedder,” fniste jeg. ”Oh, jeg hedder Amanda,” sagde pigen så og begyndte at gå mod fællesrummet. Jeg fulgte akavet efter – kun fordi jeg var klar over, at jeg ikke selv ville kunne finde derhen.

 

I fællesrummet sad Lily og to andre piger. Da de så mig, kiggede de alle på Amanda. Og så smilede de. Selv Lily. Lily, der knap nok havde snakket til mig. Og Lily, der ikke havde lavet andet end at sende mig onde blikke.

 

”Hej, Olivia!” sagde en pige med blond hår begejstret og klappede på gulvet ved siden af hende som et tegn på, at jeg skulle sætte mig ved hendes side. Jeg rullede min kuffert efter mig og satte mig så ned.

 

”Okay,” sagde Lily og tog så et stykke tøj op, ”hvad synes I om denne?” Hun havde en smuk, hvid kjole mellem hænderne. Jeg ville skyde på, at den ville gå Lily til omkring knæene, og så havde den de smukkeste blondeærmer. ”Den skal du helt klart have med!” udbrød Amanda. ”Tror I, Harry vil synes om den?” spurgte Lily og rynkede næsen. ”Han vil elske den!” Amanda smilede stort.


”Hvad tror du, Olivia?” Lily kiggede på mig, og jeg mærkede en snært af hendes onde blikke vende tilbage. Jeg tøvede kort. ”Jeg er sikker på, han vil synes, den er flot;” sagde jeg så og kiggede ned på mine foldede hænder. ”Hvad synes du så om ham – Harry?” Lily fangede mine øjne. ”Han er cool,” sagde jeg kort og lod mit blik vandre over mod de andre piger, der blot sad i stilhed og overværede samtalen mellem Lily og jeg.

 

”Han ser godt ud, ikke sandt?” Jeg fik pludselig en dårlig fornemmelse af situationen. Måske havde Lily og de andre piger ikke spurgt mig, om jeg ville pakke med dem, fordi de havde lyst – måske var Lily mere interesseret i mit og Harrys spirende venskab. Som Sarah havde sagt, så var hun jo forelsket i ham, og når man er forelsket, gør man underlige ting.

 

”Det har jeg altså ikke lige tænkt over,” indrømmede jeg, og denne gang var det min tur til at fange Lilys øjne. De var pludselig kolde, og det tidligere smil var forsvundet fuldstændigt. ”Det skal du heller ikke tænke over. Mig og ham er meget tæt på at blive kærester, det håber jeg, du ved.” Det lød mere som en trussel end en erklæring. Lily sukkede opgivende. ”Du minder mig mere og mere om Isabel,” hviskede hun så, lydløst.

 

Samtalen døde heldigvis, da Sarah kom traskende ind med sin kuffert i hælene. Jeg havde aldrig været gladere for at se et andet menneske nogensinde før. ”Desværre Sarah, vi er vist færdige for i dag,” sagde Lily, rejste sig op fra gulvet og forlod fællesrummet med resten af sin lille klike.

 

”Hvad skete der?” spurgte Sarah forundret og satte sig på gulvet ved siden af mig. ”Jeg tror…” mumlede jeg – ”Jeg tror, hun er misundelig på mig: at jeg er kommet i gruppe med Harry.” Jeg kunne ikke lade være med at fnise, og der gik ikke længe, før Sarah også deltog.

 

Jeg kom i mellemtiden til at tænke over, hvad Lily havde sagt. Du minder mig mere og mere om Isabel. Hvad skulle det betyde? Hvem var Isabel overhovedet? Spørgsmålene hobede sig endnu en gang op, og jeg havde allermest lyst til bare at kaste dem i hovedet på Sarah. Men jeg lod være. Jeg ønskede ikke at fremstå som en nysgerrig idiot – men når alt kom til alt, så var det måske lige præcis det, jeg var. Jeg havde i hvert fald en masse spørgsmål, jeg ønskede svar på. Men lige nu brændte ét vildere end de andre: Hvem er Isabel?

 

**********************

Så er der igen et kapitel til jer! Jeg ved godt, at dette måske var en smule kedeligt, men vi er jo også først lige begyndt! Jeg håber, at I vil blive ved med at følge med i historien.

x Ellen Sofie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...