Between us | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2016
  • Opdateret: 16 jul. 2016
  • Status: Igang
Olivia Wade tog livet alt for bogstaveligt, indtil den dag, hun blev sendt på en kostskole i det sydlige England. Her finder hun hurtigt ud af, at der ingen kære mor er, når kæft, trit og retning står øverst på skemaet. Dette bliver dog først et problem, da Harry Styles, skolens slemme dreng, pludselig sætter spørgsmål ved hendes tilværelse og vender op og ned på hendes værdier. For når alt kommer til alt, handler livet så udelukkende om gode karakterer og om at gøre farmand glad?

73Likes
62Kommentarer
19839Visninger
AA

3. 2 | Questions

Jeg hev i det kolde håndtag ind til klasselokalet og trak vejret dybt, inden jeg satte en fod indenfor. Folk kiggede, da jeg akavet stillede mig i hjørnet af lokalet og forsøgte at få overblik over, hvor jeg kunne sætte mig henne uden nogen ville blive sure. ”Der er en fri plads ved siden af Carlos,” sagde Sarah smilende, inden hun satte sig ved siden af ham, der i går havde introduceret sig som Connor. Jeg nikkede og gik så hen mod det bord, hvor en dreng med mørkt hår og mørke øjne sad og smilede. Hans korte skægstubbe vidnede om, at han i hvert fald ikke var yngre end mig. ”Jeg hedder Carlos.” Han accent var tyk – spansk. ”Olivia,” sagde jeg og sendte ham et smil. Jeg skulle gå i klasse med ham det næste år, så jeg kunne lige så godt forsøge at være flink.

 

De andre elever stirrede på mig; jeg forsøgte at ignorere dem. Nemt var det dog ikke. Jeg lagde mærke til den rødhårede skønhed igen i dag; Lily. Hun sad ved et bord på første række, uden nogen makker. Hendes blik var stramt, da læren, en ung herre med lyst hår, trådte ind i klassen.

 

Han lagde et par bøger på sit kateter og satte sig derefter på hjørnet af det. ”Nå, venner, skal vi ikke lige få jer råbt op, så vi er sikre på, alle er her?” Han begyndte at råbe en masse navne op, og det gik pludselig op for mig, at jeg var havnet i en meget international klasse. Der var en Ms. Yang, en Mr. Babineaux, en Mr. Zimmermann og flere andre med navne, der undrede mig.

 

”Mr. Styles,” sagde han så. Intet svar. ”Er der nogen der ved, hvad han laver? Ingen kommer da for sent første skoledag,” grinte han og rystede opgivende på hovedet. Så nåede han til mig. ”Olivia Wade.” Han kiggede søgende rundt i lokalet efter et ukendt ansigt. Da han endelig fik øje på mig, smilede han. ”Jeg er Mr. Magennis, men folk heromkring kalder mig normalt bare Mag. Det må du også gerne.” Jeg nikkede genert, og han fortsatte med at råbe navne op.

 

”Nå,” sagde han så og klappede sin mappe sammen. ”Et nyt år, nye mennesker. Skal vi ikke lære Ms. Wade lidt bedre at kende?” Folk mumlede begejstret i munden på hinanden. Mr. Magennis vinkede mig op til ham. Da jeg modvilligt blev siddende på min plads, skubbede Carlos kærligt til mig.

Jeg gik akavet gennem klassen og stillede mig oppe ved siden af kateteret. Mr. Magnnis bad mig om at sætte mig ned på hans stol, hvilket jeg gjorde, selvom jeg egentlig overhovedet ikke havde lyst til at være i centrum på denne måde.

 

Vi blev afbrudt, da døren brød op, og drengen med de brune krøller kom ind. Harry. Mr. Styles. Harry Styles.

 

Han undskyldte kort og satte sig ned ved siden af Lilly. Mr. Magennis rystede på hovedet og vendte så sin opmærksomhed tilbage til mig. ”Nå, Olivia. Vi har en tradition her på Alexanders, når vi skal lære de nye at kende. Alle elever får hver lov til at stille dig ét spørgsmål. Du skal ikke frygte det, det er bare sådan, at vi får en mulighed for at lære dig at kende.”

 

Jeg nikkede usikkert. ”Sarah, du starter.” Sarah smilede til mig og rejste sig op. ”Yndlings fag?”

Jeg tøvede kort. ”Engelsk.” Hun nikkede og satte sig ned igen. ”Connor, din tur.”

 

Connor rejste sig op og tøvede kort. ”Er du jomfru?” Alle i klassen grinede, og jeg kunne ikke lade være med at rødme. ”Det skal du naturligvis ikke svare på,” sagde Mr. Magennis og skulede til Connor. Harry fangede mit blik et kort sekund, inden jeg flygtede fra hans betagende øjne. Jeg forsøgte at finde andre spændende ting at observere, men som magneter faldt mine blå altid tilbage på hans grønne.  Jeg kedede mig ved de andres knap så kreative spørgsmål. Hund eller kat. Yndlingsret. Yndlingsfarve. Hvad hedder din bedstemor?

Nu var det Harrys tur. Han tænkte, det var tydeligt. Til sidst åbnede han munden: ”Hvis du måtte rejse ét sted hen og bo der resten af dit liv, hvor skulle det så være?”

 

Okay.

 

Det var ikke just, hvad jeg havde forventet fra ham. Hvad jeg havde forventet, det kunne jeg skam heller ikke svare på, men overrasket, det var jeg.

 

”Paris,” sagde jeg kort. Harry nikkede. ”Hvorfor det?” Han kneb øjnene sammen. ”For det første er jeg helt vild med design.” Jeg rykkede mig i stolen. ”Så er jeg også ret forelsket i idéen om at tage på små caféer og spise croissanter til morgenmad, mens man har udsigt til Eiffeltårnet.” Harry nikkede igen. Hans ansigtsudtryk var ikke til at læse, og jeg mærkede min mave rumstere. Ikke fordi jeg var sulten, mere fordi… han skræmte mig.

 

”Så er det heldigt, at vi snart rejser til Paris på vores allersidste studietur udenlands,” sagde Mr. Magennis og smilede til mig. ”Og så er vi vist også noget til det sidste spørgsmål. Lily, hvad vil du gerne vide om Olivia?” Lily skulede til mig, og det lignede, at hun planlagde en helt masse i hovedet. Så rejste hun sig op. ”Kunne du finde på at begå selvmord?” Flere chokerede gisp løb gennem klasselokalet. ”Den var virkelig led, den der, Lily,” kom det fra Carlos. Lily kiggede selvtilfredst tilbage på Carlos, mens jeg prøvede at forstå situationen.

 

”Jeg tror, vi er færdig for denne gang,” sagde Mr. Magennis og smilede undskyldende til mig. Jeg nikkede og rejste mig fra stolen; fik så et par bøger til de forskellige fag lagt i hænderne og gik så tilbage på min plads.

 

Mr. Magennis satte sig på sin stol. ”Som I jo ved, så tager vi meget snart til Paris, og før vi begynder at analysere en masse tekster, så synes jeg, vi skal få planlagt, hvad vi skal lave på turen. Så lektier til næste engelsktime er, at I alle undersøger, hvilke muligheder vi har i Paris, så vi alle får en fantastisk tur.”

 

Klokken ringede kort efter. Og resten af dagen gik hurtigt. Jeg blev introduceret til vores matematiklærer, Mrs. Smith, en ung kvinde, som alle drengene savlede over. Fransk forsøgte jeg også at deltage i, dog uden nogen videre form for held.

 

Da jeg endelig kom tilbage på mit værelse, var jeg udmattet som aldrig før. Sarah var på Graces værelse, og på trods af, at de havde spurgt, om jeg ikke havde lyst til at hænge ud med dem, havde jeg alligevel sagt nej. Jeg havde brug for at trække vejret – bare lige et kort stykke tid.

 

Tiden dansede af sted, og før jeg havde set mig om, var det blevet aftensmadstid. Jeg kiggede mig kort i spejlet og satte mit hår op i en hestehale, inden jeg vovede mig ud på de lange korridorer.

 

Jeg anede ikke, hvor jeg gik hen.

 

Jeg gik.

 

Og jeg gik.

 

Og jeg gik.

 

På et tidspunkt nåede jeg til gangen med værelser. Jeg sukkede opgivende og lod min trætte krop glide ned ad væggen. Måske skulle jeg bare tænke; jeg gik jo den selv samme tur i går, så det burde da ikke være så svært at huske. Heldigvis gik døren ind til et af værelserne op. Bare det ikke var Lily – alle andre piger.

 

Men det var ikke Lily. Det var slet ikke en pige.

 

”Hvad laver du på drengenes gang?” Harrys blik kørte op og ned ad mig, inden han tilbød mig en hånd til at komme op at stå. Jeg tog imod den og slap den lige så snart, jeg igen var på benene. ”Jeg leder efter madstuen,” mumlede jeg og kiggede ned i jorden. Hans blik løsnede sig, og var det… et grin, jeg fornemmede?

 

”Så er du virkelig faret vild! Kom med mig, jeg skal alligevel derhen nu.” Jeg kunne mærke smilet vokse på mine læber, da han begyndte at gå. Forlegent fulgte jeg efter ham på de lange, mørke korridorer.

 

”Du skal ikke tage dig af Lily. Du skal bare ignorere hende, når hun siger ting, som det hun sagde i timen i dag,” sagde Harry og satte tempoet ned, så vi gik ved siden af hinanden. Jeg tænkte tilbage på timen:

 

Kunne du finde på at begå selvmord?

 

Jeg havde ikke tænkt videre over det. Jeg havde på fornemmelsen, at at der var en lang og kompliceret historie bag det spørgsmål.

 

Men jeg turde ikke spørge ind til det.

 

Vi gik resten af turen i stilhed. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på ham i skjul. Hans krøller dansede på hovedet af ham, mens han gled gennem de mørke korridorer.

 

Stop, Olivia, sagde jeg flere gange til mig selv, men jeg kunne ikke lade være.

 

”Er du klar? Vi er omkring ti minutter for sent på den,” konstaterede Harry, da vi nåede til den store dør, der om et sekund ville føre os ind i madstuen, hvor en masse stirrende blikke ville kigge på os. På trods af at jeg kun havde været her én hel dag, var det alligevel lykkedes mig at komme for sent til mad.

 

Jeg rakte ud efter håndtaget – men trak så straks min hånd tilbage igen, da den snittede Harrys, der havde præcis den samme idé. Han kiggede flygtigt på mig, inden han igen tog fat i dørhåndtaget. Med faste, hurtige skridt gik han mod det bord, hvor vi alle havde siddet i går; han forlod mig, der uden held forsøgte at følge med ham. Alle kiggede. Jeg forstod dem godt.

 

Der var ingen pladser ved siden af Sarah i dag, så jeg var nødsaget til at sætte mig ved siden af drengen, som jeg også sad ved siden af i klassen; Carlos. Han smilede venligt og rykkede en balle, så jeg ikke skulle sidde mast mellem mine klassekammerater. Harry havde sat sig over for Carlos. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle placere mit øje på. De vandrede af sig selv over på Harry, hvilket jeg kom til at fortryde med det samme. Øjenkontakt. Jeg slog blikket ned i bordet og var yderst taknemmelig, da Carlos begyndte at snakke til mig om Paris – som vi skulle til meget snart, åbenbart!

 

Igen i dag besøgte Grace og Molly vores værelse. ”Hvorfor kom du for sent til aftensmad?” spurgte Molly og rettede på sin nederdel. ”Den her skole er meget svær at finde rundt på.” Jeg lo over min egen dumhed, og Sarah, Grace og Molly var hurtige til at deltage.

 

”Og så fulgtes du med Harry?” ville Sarah vide. Jeg nikkede stille og forklarede dem så, hvordan jeg havde mødt ham på drengenes gang.

 

”Det er sjovt,” pointerede Grace, ”at han rent faktisk er venlig over for dig. Han er så arrogant, at han ikke snakker til andre end et par få udvalgte af drengene. Og Lily, hvis hun er heldig. Men så skal hun være meget heldig. Hun har været vild med ham i årevis!”

 

Jeg nikkede. Vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige.

 

Da jeg havde gjort mig klar til at gå i seng, snakkede jeg kort med Sarah om min første skoledag og dens udfordringer. Da klokken blev elleve, slukkede hun lyset.

 

Men jeg havde stadig ét spørgsmål, som jeg havde brændt inde med hele dagen. ”Sarah,” sagde jeg og vendte mit ansigt mod hendes. Hun trak dynen væk fra sit ansigt. ”Hvad?” Jeg tog en dyb indånding, før jeg slyngede spørgsmålet i hovedet på hende:

 

”Hvem begik selvmord?”

 

***************************

Så er kapitel 2 her! Husk at se traileren. Jeg er meget taknemmelig over, at I gider at læse med. Tusind tak! Jeg vil blive endnu gladere, hvis I liker historien og måske kommer med en lille kommentar, hehe.

x Ellen Sofie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...