Du kommer for sent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2016
  • Opdateret: 16 jun. 2016
  • Status: Færdig
Dette er en novelle jeg skrev i dansk her for nylig. Jeg skulle skrive den ud fra det der er skrevet med fed nederst på siden. Novellen handler om John på 16 der har nogle problemer. F.eks. er han forældreløs og har det ikke så godt med sine plejeforældre.

2Likes
0Kommentarer
47Visninger
AA

1. Du kommer for sent

”Han tuder”, grinede Andreas hånligt. De gik tættere på Peter. ”Hvorfor tuder du?”, Spurgte Steve, og gik ned på knæ, så han virkelig kunne se, hvordan Peter trykkede sig op mod muren, som om han kunne flygte gennem den, hvis han bare prøvede hårdt nok. Man kunne se, hvordan tårerne løb ned af hans kinder, og hvordan der blev dannet små svedperler på hans ellers fine hud. ”Stop!” Råbte John, ”Jeg tror han har fattet det”. Der blev helt stille, og Steve og Andreas trådte til side, så John kunne træde frem og nyde synet af Peter. ”Du skal aldrig tale sådan til min kæreste igen”, hviskede John ind i Peters øre, hvorefter han lod ham løbe sin vej.

 

Klokken ringede ind, men John orkede egentlig ikke til time, så han gik tilbage mod hovedøren. ”Hvad tror du lige, du skal?” Sagde en hård stemme bag ham. ”Hjem” svarede John, mens han vendte sig. ”Nej. Du skal til time”, sagde deres matematik-og kemilærer Anders, mens han så direkte ind i øjnene på John. ”Med mindre du altså gerne vil have en eftersidning”. Anders var den eneste person, John kendte, der ikke var bange for ham. Selv hans mor var bange for ham, eller det var hans plejemor. Hans forældre levede nemlig ikke længere. Han havde også en plejefar, men plejefaren kunne bare ikke lide ham. Jo, der var en mere. En der ikke var bange for ham. En der måske ligefrem kunne lide ham. Hans tante. Hun var det eneste familiemedlem, han havde tilbage. Den eneste, han stolede på.  ”Hvad vælger du?” Spurgte Anders slesk. John snerrede og hankede op i sin taske, mens han gik hen mod kemilokalet. Han hadede kemi, men ikke fordi det var kedeligt. Ikke fordi, at han ikke kunne finde ud af det. Ikke fordi, at Anders altid udstillede ham foran hele klassen, men fordi, at han aldrig havde nogen, at være sammen med. Han tog fat i dørhåndtaget ind til klassen, men ventede et øjeblik med at gå ind. Han kunne høre nogle, der snakkede. Han kunne høre nogle, der grinede. Han ville gerne have hørt mere, men døren blev åbnet, og pludselig kiggede han direkte ind i en piges øjne. John kunne se, at hun var bange, og han var træt af det. Han var træt af, at alle var bange for ham. Han havde ikke lyst til at være den, som alle var bange for. Den, som alle hviskede om. Anders skubbede hende til side, så han kunne gå ind i klassen. ”Sæt jer ned alle sammen”, sagde han højt og tydeligt, så han var sikker på, at alle hørte ham, og så havde John ikke andet valg end at gå ind og sætte sig i hjørnet.

 

De nåede ikke mere end 10 minutter ind i timen, før at der blev kaldt over højtalerne. ”John skal vise sig på rektors kontor”. Alle kiggede på ham, da han rejste sig, og gik ud af døren. Han vidste udmærket, hvor rektors kontor lå. Han vidste udmærket hvad der skulle ske, det var jo ikke første gang han var blevet kaldt der ned. Han ville sikkert få af vide, at han ikke bare kunne gøre som det passede ham, at han ikke ville blive til noget, hvis han blev ved på den måde og så ville han få en eftersidning og en seddel med hjem, men denne gang var det anderledes. Da han nåede døren ind mod kontoret så han Peter gå ud og i venteværelset sad Andreas og Steve. ”Kom du med ind” sagde skolens rektor. Det var tydeligt at han havde stået og ventet på John. Han gik modvilligt med ind, og han blev meget overasket over, at hans plejeforældre var der. ”Sæt dig” sagde rektoren, og pegede på en tom stol mellem hans plejeforældre. John satte sig, mens han så på sine plejeforældre. Hans plejemor så direkte ned i gulvet, med blanke øjne, og hans plejefar så på rektoren, med et strengt blik. ”Handler dette om Peter, for han bad selv om det” startede John. ”Peter sagde, at i trængte ham op i et hjørne, i går aftes. Han sagde, at i truede ham” sagde rektoren strengt. ”Han bagte på min kæreste” sagde John tvært. ”Det i gjorde var ulovligt, og det faktum at han bagte på din kæreste, er ikke en undskyldning”, ”Han bad selv om det”, ”Dette er ved at gå for vidt. Kan du ikke se det” ”Han bad selv om det”. Rektoren så opgivende ud af vinduet et øjeblik. ”Du er hermed bortvist fra skolen i en uge. Du kan komme tilbage på mandag, og så håber jeg at du har tænkt over, hvad jeg har sagt” sluttede Rektoren. ”Han bad selv om det” snerrede John, men han blev afbrudt. ”NU MÅ DET FANDME VÆRE NOK. Kom her knægt” råbte Johns plejefar, mens han rejste sig med sådan en kraft, at stolen han havde siddet på fløj baglæns, ind i vægen. Han tog fat i Johns øreflip, og trak ham med ud af kontoret. ”Slip mig” råbte John, mens han prøvede at komme fri af plejefarens greb, men plejefaren borede bare neglende dybere, ind i hans øre, mens han trak John ud gennem hovedøren, og ud i bilen.

 

”Hvad er der galt med dig” råbte Johns plejefar, helt op i Johns ansigt, men John svarede ikke. John tog sig bare til sit øre, som nu var begyndt at bløde. ”Vi har givet dig alt. Vi har givet dig en muglighed for, at få en uddannelse, vi har givet dig en plads i vores hjem, vi har givet dig penge, vi har givet dig en bil, vi har givet dig alt, og dette er hvad vi får igen. En dum, og irriterende teenager, der ikke tænker på andre, end sig selv, og ved du hvad. Jeg skal fortælle dig, en lille hemmelighed. Du bliver aldrig til noget. Du får aldrig et arbejde. Du får aldrig en kone, og du får heller aldrig nogle børn, for der er ingen der gider, at være sammen, med sådan nogle som dig”. John kiggede op fra bilens bund, og direkte ind i sin plejefars kolde mørke øjne. ”Det kan godt være, at i har givet mig alt, men en ting har i ikke givet mig. Kærlighed” sagde han, med en stemme rolig som havet, på en vindstille dag. Efter han havde sagt det sidste ord, åbnede han bildøren, og løb væk. Væk fra skolen. Væk fra hans plejeforældre. Væk fra alt det der plagede ham, lige der.

 

Han stoppede ved et stort træ, midt i parken. Det var så stort og flot. Det var så smukt, at se alle de små gule og orange blade, falde af grenene, og flyve med vinden, ind til de landede på græsset, sammen med alle de andre. John satte sig, med ryggen op af træet samtidig med, at han mærkede tårrene løbe. Hvorfor skulle han være sådan. Det var ikke det han ville. Han havde ikke drømt om, at være den der var anderledes. Den som alle er bange for. Den som ingen kan lide. Den der var fuldkommen alene. Den som ingen, havde at knytte sig til. Men så kom han i tanke om det. Han havde en. En han stolede på. En han kunne snakke med. En der ville lytte. Han havde ikke set hende i 11 år, men de havde stadig bevaret kontakten. Han skrev en besked til sin tante. Han skrev, at han, havde brug for at snakke, og om de kunne mødes nede ved havnen, klokken 8, og to minutter senere, fik han dette tilbage. Selvfølgelig kan vi det. Jeg vil glæde mig, og jeg lover at jeg ikke kommer et minut for sent.

 

John havde gået rundt i byen, det meste af dagen, men nu stod han, og ventede ved havnen. Han glædede sig virkelig til, at se sin tante, og han havde virkelig brug for at snakke med hende. Han var nød til, at høre om sine rigtige forældre, og han havde virkelig brug for, at få nogle gode råd. Han havde brug for en ny start. En ny plejefamilie. En ny skole. Et nyt liv. Måske kunne hans tante hjælpe ham med det, måske kunne hun hjælpe ham, med at få en ny start. Men John ventede. Han så uret gå fra 20:03 til 20:04, men han blev ved med at vente. Han så uret gå fra 21:19 til 21:20, men han blev stadig, ved med at vente. Han så endda uret gå fra 22:59-23:00, før han fik sms’en. Jeg er ked af det men jeg ikke kunne komme alligevel. Håber du har det godt. John læste det igen, og igen. Han kunne ikke fatte det. Hun havde svigtet ham igen, en gang til, en gang til, oven i de hundrede gange, hun havde gjort det før. Grunden til, at John ikke havde set hende i 11 år, var nemlig ikke, at de ikke havde aftalt at mødes. Hun var bare aldrig dukket op, og denne gang, var bare en gang for meget. Han havde håbet på, at hun ville komme denne gang, men det gjorde hun ikke. Han mærkede vreden, fortvivlelsen, håbløsheden, forvirringen, det hele stige op i ham. Helt nede fra fødderne, og op til hoved. ”Hvorfor” råbte han op mod mørket og stjerne, i håb om, at der var nogle eller noget, der ville høre ham. ”Hvorfor, har du efterladt mig her. Hvorfor har du efterladt mig helt alene”. Smerten i hans stemme var tydelig. Han gik over mod vandet, og kiggede ned. Det var så mørkt, men også fredfyldt. Han kunne se sit eget spejlbillede. Han havde altid været en pæn dreng, og det havde han også fået af vide en gang. Høj og muskuløs, med blond hår og blå øjne. Han kunne dufte havvandet, og han vidste, at han meget snart, skulle blive en del af det, men der var lige to ting, han skulle have gjort først. Først fandt sin telefon frem, og skrev: Jeg kan ikke klare mere. Jeg kan ikke klare, at være her mere. Jeg vil finde mine forældre. Jeg vil finde ro. Jeg vil blive en del af havet. Jeg vil mærke det. Jeg vil lade det omslutte mig, og jeg vil bruge det til at finde hvile. Da han havde trykket send, kastede han sin telefon gennem luften. Han så den flyve med vinden ligesom bladende fra træet i parken, indtil den brød vandoverfladen og forsvandt ned i mørket. Så var der kun en til ting tilbage at gøre.

 

Han løb. Han løb hen til det hus, der havde forestillet hans hjem, i de sidste 11 år. Han smækkede hovedøren op og løb ind på sit værelse. Han fik et lille glimt af sine plejeforældre, men det stoppede ham ikke. Han rev den øverste skuffe i hans kommode ud, og fandt den pistol, han havde gemt til nødstilfælde. Han studerede det blanke metal den var lavet af, og nu var der ingen vej tilbage. Hans plejeforældre kom buldrende ind i værelset, men de stoppede da de så pistolen. ”Jeg skulle ha gjort dette for lang tid siden” sagde han stille, mens han løftede det våben, der skulle få de to mennesker, der havde ødelagt ham, til at tage, deres sidste åndedrag. Han rettede den først mod sin plejefar, mens han studerede frygten som lyste i hans øjne. Den minde ham om, den frygt der havde været i Peters øjne. Denne frygt var bare meget kraftigere. Han kunne mærke aftrækkeren bag sin pegefinder. Den gav ham en følelse af magt. Han kunne se det for sig. Han kunne se sin plejefar, falde om på gulvet, mens blodet sprøjtede, og så gjorde han det. Det ene efter det andet skud, ramte ham lige i brystkassen, og derefter rettede han pistolen, mod hans plejemor. Han så dem falde, om og han vidste, at det nu var tid for ham, til at finde sine rigtige forældre. John trådte over ligene, af de to mennesker, mens han hele tiden, holdt et fast greb i pistolen. Han så menneskene på gaden, gå over på det andet fortov, når de fik øje på ham. Det eneste han kunne høre, var hans eget hjerteslag. Det eneste han kunne mærke, var pistolens kolde metal. Da han nåede havnen, satte han sig på den lille blå bænk, han kendte så godt. Den bænk, hvorfra han havde det eneste minde, om hans forældre. Han havde gået tur med dem der. Han havde siddet og spist med dem der. Han havde haft det godt der. Han havde været sammen med sine forældre der.

 

Men det blev for meget for John. Alle de minder. Alt det han havde mistet. Alt det han havde gjort. Det var ikke der han ville gøre det. Det var der hans forældre, havde givet ham, så meget kærlighed. Det var der han havde været lykkelig, og han ikke ville ændre disse gode minder, til minder om det sted, hvor han døde. Han kastede et sidste blik på bænken, hvorefter han løb. Han vidste ikke hvorhen. Han løb bare. Han skulle finde et sted, hvor han kunne være alene, og så slog det ned i ham. Han ville ud til Grise-Olsens gård. Han havde altid fundet træerne derude beroligende. De havde hjulpet ham så mange gange før. Når det hele var blevet for meget. Når han ikke kunne klare mere. Det var der, han ville tilbringe sin sidste tid. Inde mellem træerne ved Grise-Olesens gård. Han satte farten lidt ned, men han satte hurtigt farten op igen. Der var en kvinde der fulgte efter ham. Først vidste han ikke, hvem det var, men så genkendte han hende. Han ville ønske, hun aldrig var kommet. Han løb bare ind til at han så træerne, og først der stoppede han, og kiggede tilbage. Han kunne ikke se hende længere, så han troede, at han havde rystet hende af. Han mærkede tårende presse på, og han lod dem løbe, mens at han så træernes varme grene bød ham ind. Han gik ind til det sted, hvor det største piletræ stod. Det var egentlig ikke så langt inde, så han kunne stadig følge med i, hvad der skete ude på vejen.  Han kiggede ned af sin hvide trøje, og så de store blod pletter, der dækkede det meste af den og så kom han til at tænke over, hvad det var han havde gjort.

 

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Hanholdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. ”Du kom for sent”, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke hun kunne høre ham.               

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...