at synke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2016
  • Opdateret: 15 jun. 2016
  • Status: Færdig
Mays og hendes familie er ude at sejle, da de kommer ud for et voldsomt uheld. May og hendes to ældre søskende, Sally og Austin, strander på en øde ø. men der er noget galt med May det her er en anden opgave fra skolen. vi skulle skrive en novelle baseret på en australsk avisartikel, om tre børn der strandede på en ø.

0Likes
2Kommentarer
55Visninger

1. at synke

Jeg kan huske, at jeg fløj. Ud over havet og klipperne som skibet blev slynget imod. Jeg kan huske, at jeg ramte klipperne, nej mere end ramte - jeg smadrede mod dem. Der lød en knasen inde i mig. Og nu er her mørkt. Helt mørkt. Mørkeblåt. Lys kommer oppefra. Gennem bølgerne. De oprørske havstrømme river mig fra side til side. Det var dem, der førte os ind i stormen i første omgang. Jeg kan ikke gøre modstand. Det er nok ret dumt, men jeg har aldrig lært at svømme, selvom vi ejer en båd. Jeg prøver desperat at gøre modstand, men mine arme og ben er ikke vant til den nye følelse af vægtløshed. Mine øjne flakker rundt. Jeg kan ikke se hverken mor, far, Austin, Sally eller båden. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Panikken begynder at komme op i mig. Jeg kan allerede mærke presset på mine lunger. Hvor lang tid er det nu, det tager at drukne? Drukner man ikke langsommere i saltvand end i ferskvand? Fordi saltvand kun forstyrrer salt-balancen, når ferskvand klapper lungerne sammen ved at vaske vigtige stoffer væk? Men det er vist kun, hvis man får vand ned i lungerne. Jeg er verdens dårligste til at holde vejret. Jeg taber altid, når vi leger hold-vejret-leg i klassen. Jeg prøver at svømme opad. At slippe væk. Men en havstrøm griber fat i mig og slynger mig ind i en undervandsklippe. Jeg mærker en stærk smerte i brystet, der hvor noget gik i stykker før. Mine nerver sætter ild til sig selv. Jeg er bange. Jer er så bange. Jeg har aldrig været særlig modig. Eller klog. Eller pæn. Eller stærk. Jeg har altid haft let til tårer. Da vi var helt små, fik jeg øgenavnet tudeunge. Det var Sally og Austin, der gav mig det. De var ret små, og de havde nok ikke ment det. Men det gjorde stadigvæk ondt. Det gør stadigvæk ondt. Presset på mine lunger er ubærligt. I min desperation åbner jeg munden, for at kalde på hjælp. Helt præcis hvem jeg vil kalde på, ved jeg ikke. Min mund fyldes med havvand og tang. Lyden når kun få centimeter frem gennem vandets tykke mur. Vandet bruser ind. Skyller den sidste rest af luft ud af mine lunger. Presser sig opad til mit hoved er en stor vandballon. Sorte pletter danser for mine øjne. Mine arme dunker. Min overkrop føles alt for stor til resten af min krop. Mit hoved er ørt og gør ondt. Verden begynder at flyde ud og snurre rundt. Skal jeg dø nu? Normalt ville jeg være bange, Men det er som om, at tanken om døden ikke rigtig bliver registreret. Den bevæger sig ind igennem det lag af bedøvende kviksand, der sidder rundt om min hjerne. Sidder fast på halvvejen. Alle lydene er dæmpede og kolde. Jeg kan mærke at jeg stiger opad. Jeg er lige pludselig tusind gange lettere. Som om at jeg hele mit liv har haft et dykkerbælte på, og nogen endelig er kommet og har taget det af.  Jeg begynder at få tunnelsyn. Jeg falder tilbage. Ind i mig selv. Det sidste jeg hører er en sagte klukken af vand. Så bliver altting sort. 

Da jeg vågner, flyder jeg ovenpå de turkisblå bølger. Jeg ligger på ryggen. Solen stikker mig i ansigtet. Et øjeblik ligger jeg bare og tænker. Min hjerne føles som om, den lige er blevet blendet. Jeg roder lidt rundt i den, og prøver at finde noget brugbart. Gad vide, hvordan blendet hjerne egentlig ser ud? Måske ligner det lidt skinkesalat? Nej. Det er ikke det, hun kan bruge til noget. Hvad leder hun egentlig efter? Hvad skete der? Hvorfor taler jeg nu i tredje person? Lige meget.  jeg tror...var det ikke noget med...jo...vi havde besluttet at tage ud at sejle den weekend. Far havde planlagt en helt ny rute. Den mindede lidt, om den vi normalt tog. Det var alt sammen gået fint. Men så rendte vi ind i nogle havstrømme. Var det ikke noget med, at jeg var ved at drukne? Nå, men så overlevede jeg i hvert fald. Himlen er blå. Lige så turkisblå som vandet. Når de mødes ved horisonten, kan man næsten ikke skelne dem fra hinanden. De bliver kun skilt ad af den ø, der er i midten af mit synsfelt. En ø. En ø. En ø. En. Ø?.....vent hvad?! Med det samme slår mine hjerne til. Jeg kaster mig rundt i vandet, så jeg vender rigtigt. Så hundesvømmer jeg så hurtigt som menneskeligt muligt ind til stranden. Da jeg når ind på lavt vand, støder mine sprællende arme mod sandbunden. Jeg kravler lidt hen af sandbunden på alle fire, før jeg skubber mig op på benene. Jeg halvt vader, halvt løber ind mod stranden. Mine fødder skubber sig gennem vandet. Det føles lidt underligt, men det er nok bare mig. På det sidste stykke kan jeg mærke underlaget skifte til løse sten, der er blevet slebet runde af bølgerne. Da jeg når op på stranden, stavrer jeg et par skridt, før jeg kollapser i det bløde sand. Det lugter af salt og sol. Jeg må have ligget længe i vandet, for sandet føles mærkeligt mod min hud. Vandet er nok koldere, end man skulle tro, og har bedøvet min hud. Jeg ligger lidt, og mærker min krop summe. Efter lidt tid hører jeg fodtrin i sandet. Jeg løfter hovedet fra min sandpude. Et stykke væk går to skikkelser. En høj feminin figur, med page-klippet mørkblondt hår og briller. Den anden skikkelse er lidt lavere, med brune krøller og en mere drenget kropsbygning. Sally og Austin. Mine søskende. Det ser ud til at de skændes. Igen. Jeg skubber mig op og småløber hen til dem. Jeg går bag dem, mens jeg betragter dem. Deres kropssprog er meget forskeligt. Austin taler meget højt, og gestikulerer med armene. Som den mellemste ligger det naturligt i hans opførsel at være højrøstet. Mellembørn har som regel en tendens til at søge opmærksomhed. Sally har sine arme krydsede. For hver tredje sætning Austin siger, ruller hun med øjnene, eller løfter et øjenbryn. Som den ældste er hun vand til at irettesætte de andre. Det er altid hende der får det sidste ord. De er meget forskelige, men der er et form for tilpas mønster mellem deres bevægelser. Som om de ved, hvad den anden vil gøre. Det gør de nok også. Lige siden jeg blev født, er vores familie blevet splittet op i to grupper. Austin og Sally og  mig og vores forældre. Når jeg nu engang er sammen med mine ældre søskende, bliver jeg som regel overset og ignoreret. Selv når jeg er sammen med mine forældre, bliver jeg lidt overset. De har ikke tid. Nogen gange føler jeg mig ensom. Nogen gange vil jeg bare have en ven. Sally og Austin er åbenbart meget optaget af deres diskussion, for de opdager mig overhovedet ikke. De skændes altid. Men det gør søskende jo. En gang imellem kommer vi forbi et stykke drivtømmer. Nogle gange samler Austin det op. Efterhånden har han en lille stak grene i favnen. Men det meste er fugtigt, og der er ikke rigtig nok til at tænde et bål. Jeg beslutter mig for at gå ind i skoven for at samle brænde. Efter lidt tid kommer jeg ud af skoven med nogle tørre grene. Længere nede af stranden er der et blødt lys. De havde åbenbart nok brænde alligevel. Jeg dumper grenene ned på det lille bål. Solen hænger lavt på horisonten. Jeg lægger mig længst mod havet med ansigtet udad. Vi ligger i en trekant med bålet i midten. Austin og Sallys åndedrag er tunge, og deres øjne er lukkede. Jeg krøller mig sammen til en kugle og lukker øjnene. 

Sally og Austin må have opdaget mig, mens jeg sov, for foran mig ligger der en håndfuld nødder i sandet. Jeg tager en og propper den i munde. Det føles underligt at spise den. Som om den ikke rigtig kommer ned i maven. Jeg er nok bare ikke sulten. Men det burde jeg jo være? Nej det er nok bare traumer. Jeg har været ude for en voldsom oplevelse. Jeg så engang en dokumentar om traumer. Var spiseforstyrrelser en del af traumer? Det kan jeg ikke huske. Det var det nok. Jeg spejder rundt efter de andre. Lidt længere nede af stranden, er der en lille mole af sten. Yderst sidder to skikkelser. Deres bevægelser tyder på, at de skændes. Igen. Jeg bevæger mig hen mod dem. De sidder og kigger ned i en revne mellem stenene. Det ligner et sted, hvor der er krabber. Det tænker Austin og Sally vist også. Så vidt jeg kan høre, diskuterer de, hvorvidt de skal bruge tang eller muslinger som madding. De sidder med en grønlig snor, som de højst sandsynligt har fundet mellem klipperne. Der er meget af sådan noget,, der strander på øde øer. Ting, som er faldet overbord, eller dele fra kæntrede skibe. Det gør mig egentlig syg at tænke på det. På hvordan det meste af havet er fyldt med skrald. Det gør mig også ufattelig vred. Specielt når jeg sidder og kigger på de blå bølger. Hvordan kan nogle mennesker bare hælde affald i det? I noget så naturligt og smukt som havet. Hver dag uddør fire dyreracer. Det er alt sammen menneskenes skyld. Min deprimerende tankestrøm bliver afbrudt af Austins hujen, og Sallys triumferende latter. De har fanget en krabbe. Jeg sidder lidt på de nederste sten og betragter dem. En gang imellem lander der et par kolde dråber på mine lår. Vinden leger lidt med spidserne af mit hår. Solen bliver kastet tilbage fra bølgerne og lander på de nederste sten i hypnotiserende mønstre. Jeg lader mig selv glide væk i lugten af salt og lyden af bølger mod sten. Stenen er varm. Den er en lille smule ru, men for det meste glat. Den føles underlig at røre ved. Det gør alting nu fortiden. I starten troede jeg bare, at vandets kulde havde bedøvet min krop. Men hvis det var tilfældet, var bedøvelsen nok stoppet for længst. Måske er det noget andet? Måske fik iltmanglen under mit drukneeventyr, et eller andet til at stoppe i min hjerne? Måske er det nogle af min nerveforbindelser? Hvis det er tilfældet, er jeg nok heldig, at jeg kan bevæge mig. Jeg stikker fingerspidserne ned i vandet. Det slikker sig op af mine fingre. det er køligt, men ikke for køligt. Det er nok koldere dybere ude, hvor der er kolde havstrømme til at jage det varme vand væk. Igen føles det lidt underligt at røre ved. Som om det ikke rigtig rører ved mig. Som der er et tyndt lag vat rundt om min hud. Det er ikke en ubehagelig følelse, bare en lidt underlig en. Efterhånden vokser bunken af krabber oppe ved Sally og Austin. Hver gang de fanger en krabbe, hakker de en stor sten ned i skallen på den, så den knækker. De lægger krabberne i en bunke på en sten bag dem. En gang imellem går en af dem lidt rundt mellem stenene. Det er nok dels for at strække benene, og dels for at lede efter ting. En gang imellem kommer de tilbage med et eller anden. En pind. En tøjklemme. Mere snor. men deres bedste fund, tror jeg, er det net, som Austin fandt. Det er et af de der grønne net på lange pinde, som man altid legede med, da man var lille. Det er hullet oppe ved kanten, og pinden er brækket af. Austin og Sally bruger det til at opbevarer krabberne i. Deres krabbefiskerig går lidt op og ned i løbet af eftermiddagen. Måske har det noget at gøre med tidevandet? Er krabber påvirket af tidevandet? Lige meget. De får i hvert fald fyldt nettet op med knuste krabber. Vi bliver ved krabbefiskestedet resten af dagen. Da det bliver aften rister vi krabber. Jeg sidder lidt væk fra de to. De skiftevis griner og skændes, ligesom de altid gør. Jeg betragter dem lidt. Nogle ville kalde det trist, at jeg sidder udenfor gruppen og bliver ignoreret. Jeg burde måske også være ked af det. Men det er okay. Jeg er okay. Jeg er bare glad for at de er i live. For at vi er live. For at vi er sammen. Alle tre. Selvom det kun virker som om, der er to. Jeg spiser ikke noget. jeg har ikke lyst. Jeg burde nok spise noget. min krop vil blive træt. Men jeg har en underlig følelse af, at der bare vil ske det samme som i morges. Efter lidt tid falder Austin og Sally i søvn ovenpå hinanden. Jeg krummer mig også sammen til en kugle og lukker øjnene.  

Det forsætter sådan resten af ugen. Vi fisker krabber og går på opdagelse i skoven. Vi finder en kilde ret hurtigt. Den ligger ret langt inde i skoven, så vi rykker vores lejr derind. Vi har lige rykket vores lejr. Det er aften og vi sidder vedsiden af kilden. Dens sagte klukken blander sig med bålets knitren. Austin sidder med en kokosnøds-skald fyldt med vand. Han tager en tår og sætter den ned i den lille fordybning i sandet. Jeg kan stadig ikke spise noget. Jeg har prøvet. Men det føles underligt. Det føles også underligt at drikke. Men det gør jeg alligevel. Jeg tvinger mig selv til at gøre det. Der er helt stille. Vi er alle sammen trætte. Efter lidt tid sætter Sally og Austin sig op ad kilden lænet mod hinanden. Deres øjne er lukkede. Det er tydeligt, at de sover. For en gangs skyld har jeg ikke lyst, til at krumme mig sammen på jorden alene. Så jeg kravler over til dem og læner mig op af Sallys højre skulder. 

Jeg vågner op til et skrig. Sally ligger og spræller med venstre arm og ben. Hun rører ikke hele sin højre side. Den side jeg ligger på. "Sally!! Hvad sker der!?!", råber Austin og springer op. "Jeg kan ikke mærke mig højre arm!!", skriger Sally. Hvad? Hvorfor ikke? Er hun blevet bidt af noget? "Er du blevet bidt af noget?", Austin Ekkoer mit spørgsmål. "Det ved jeg ikke! Det kan jeg da ikke huske!!", råber Sally tilbage. "Måske mens vi sov?" forslår Austin. "Jeg ved det ikke! Bare gør noget!", svarer Sally irriteret. Jeg hopper hurtigt på benene. Måske kunne Sally bruge noget vand, Til at hjælpe hende til at vågne og tænke klart? I hvert fald griber jeg den nu tomme kokosnød, og fylder den med vand i kilden. Jeg vender mig rundt og rækker Sally kokosnødden. Austin og Sally stirrer på mig. Eller rettere på kokosnødden. Deres øjne er helt opspilede og deres pupiller er sammentrukne. Er der noget galt? Jeg vender kokosnødden lidt. Måske sidder der et insekt eller noget på det? Næ. Kokosnøddens kolde grønne overflade er helt pletfri. Hvad er der så galt? Austin og Sally stirrer stadig på kokosnødden, som om en alien lige er klatret ud af den. "Kan du også se det?", spørger Austin. "Mhm.", svarer Sally. Hvad mener de? Hvorfor opfører de sig sådan? Nu bliver jeg faktisk lidt bange. Austin begynder at bakke. Sally kravler lidt baglæns før hun kommer op at stå. De bakker, ind til de står med ryggen mod et træ. Hvad er der i vejen?! Hvad er der galt?! Sally kniber øjnene sammen og rynker brynende. Det er hendes tænkeansigt. Jeg kan ikke forstå, hvad der sker. Hvorfor kigger de på kokosnødden, som om de aldrig har set den før? Det ser ud til, at noget slår klik for Sally. Hendes øjne bliver om muligt endnu større. "Det kan jo være...nej...det er umuligt.", mumler hun. "Når alt logisk er udelukket, må alt andet betragtes som sandheden.", siger Austin. "hvad?" spørger Sally. "Sherlock Holmes." svarer Austin. "Jeg vidste ikke, at du læste Sherlock Holmes Austin." sagde Sally. "Der er meget du ikke ved om mig, men har du virkelig tænkt dig, at vi skal diskutere det nu?" svarer Austin. Han fortsætter: "Hvad var det så du tænkte på?" Sally vender sig mod mig. Der er noget fuldstændig ulæseligt i hende blik. Hun tager en dyb indånding: "Det er May." Selvfølgelig er det mig. De kan jo se mig lige her. Sidst jeg tjekkede, var jeg i hvert fald mig. Nu bliver jeg helt forvirret. "Det er jo umuligt Sall." siger Austin. Hvad taler han om? Det er da ikke spor umuligt. Hvad sker der lige her? "May er død." 

 Kokosnødden glider ud af min hånd. Nej. Det er jo fjollet. Jeg må have hørt forkert. Jeg kan ikke være............død. Død. Død, død, død. Hver gang jeg tænker det ordet, bliver jeg mere og mere sikker. Jeg hørte ikke forkert. Ting falder på plads og giver mening. Ting jeg ikke lage mærke til før. Da jeg vågnede op igen i havet, flød jeg ovenpå vandet. Normale kroppe flyder ikke ovenpå. Men det gør lig. Lig flyder. Lig. Jeg kan mærke en kvalme stige op i halsen og jeg skynder mig at tænke på noget andet. Da jeg kom op, klæbede sandet ikke til min hud. Jeg var ikke engang våd. Jeg kan ikke spise, fordi maden går lige igennem mig. Jeg vender mig rundt. Der er kun to sæt fodspor i støvet. To når der burde ha' været tre. Jeg tager en hånd op foran ansigtet. Jeg mærker ingen luft mod min hånd. Intet pust. Intet åndedrag. Jeg kan stadigvæk lugte, men jeg trækker ikke vejret. Jeg fører hånden ned til brystet. Ingen puls. Intet hjerteslag. Intet liv. Ingenting. "May?" Sally kalder stille, og det vækker mig. Jeg nikker. Så kommer jeg i tanke om, at de ikke kan se mig. Jeg burde sige noget, men jeg har på fornemmelsen at jeg ikke kan. Jo måske kan jeg, men jeg har ikke lyst til at prøve. "May hvis det er dig så ryst kokosnødden." Fortsætter Sally. Jeg bukker mig langsomt ned og tager kokosnødden i mine hænder. Jeg ryster den lidt. Der er stadig lidt vand i bunden, selvom det meste røg ud, da jeg tabte den. Det skvulper lidt rundt, noget af det rammer mig. Eller faktisk går det igennem mig. Hvorfor kan jeg re ved kokosnødden, når jeg ikke kan røre alt det andet? Er det fordi jeg besætter den? Jeg ved det ikke. Hvordan skulle jeg også kunne vide det? For få minutter siden vidste jeg ikke engang, at jeg var død. Det hele snurrer lidt rundt, og jeg skal lige vænne mig til det. "Se, jeg sagde det jo." Siger Sally triumferende. "Det er helt utroligt, Sherlock Holmes kunne faktisk bruges til noget!" Siger Austin. "Selvfølgelig kunne han det..." Sally sukker "Jeg gider ikke engang at diskutere det med dig." Jeg sætter mig ned med et bump. Mine ben vil ikke rigtig virke mere. "May?" Sally vender sin opmærksomhed mod mig: "Er du der?" Jeg ryster kokosnødden lidt op og ned, så det ser ud som om den nikker. "Vidste du egentlig godt at du var død?" Spørger Austin. "Austin!" Snapper Sally. "Jeg spørger bare!" Austin tager hænderne op i selvforsvar. Jeg tøver  lidt. Jeg ved ikke hvorfor. Måske skal jeg lige selv stille mig det spørgsmål. Så ryster jeg kokosnødden fra side til side. "Åh, May." Siger Sally medlidende. "Måske ka..." Hun bliver afbrudt af en lyd i det fjerne. Det roterende "Chuckchuckchuck." Fra en helikopter. Vi vender alle hovederne. Oppe på himlen er der en lille gul plet. Den kommer tættere og tættere på. Nu kan vi se, at det er en neon-gul redningshelikopter med orange reflekser. Den har kurs mod stranden. Vi spurter alle sammen afsted ud af skoven mod helikopteren. Da vi når til skovbrynet, vender Sally sig om. Hun kigger lidt til højre for mig. Den kraftige vind fra helikopterbladende blæser Sallys hår tilbage. Det skubber også buske og træer tilbage, og får sandet til at bølge. "May?" Spørger hun. Jeg griber, en pind der blæser forbi, og vifter lidt med den. Sally følger den dansende pind med øjnene. "kommer du med os?" Jeg forstår hvad hun mener. Jeg tænker lidt. Så ryster jeg pinden fra side til side. Sally ser trist ud. "er du sikker?" Jeg bevæger pinder op og ned. Jeg vil blive her. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har et valg. Jeg kunne sikker prøve at forlade øen. Men jeg har en underlig følelse af, at det ikke vil lykkes. Som om at jeg hører til her. 

Jeg står lidt, og ser den gule redningshelikopter forsvinde i horisonten. Hvad vil jeg lave? Jeg ved det ikke. Det går op for mig, hvor meget jeg egentlig har ændret mig. Normalt ville jeg have grædt og givet op, op til flere gange nu. Men det gjorde jeg ikke. Hvilken en slags ånd vil jeg gerne være? Måske er der andre druknede ånder derude? Måske kan jeg hjælpe dem? Eller hvis der kommer flere mennesker til denne her ø? Så kan jeg hjælpe dem? Jeg ved det ikke. Men jeg finder nok ud af det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...