Leaving Hints ► Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
Når livet ikke er en dans på røde roser som forhåbet, men et fængsel fyldt med slanger og maskiner, vil kærligheden så vare ved? ► Dette er toeren til Leaving Notes, og det anbefales at den læses først - det behøves dog ikke.

47Likes
15Kommentarer
4079Visninger
AA

5. ► to

Endnu en ny dag var startet, det samme som det var alle andre dage, men så, alligevel ikke. Denne dag var Harry hjemme, han blev hjemme i lejligheden sammen med mig - men ikke bare fordi at han havde lyst.

Nej, det var faktisk mere fordi at han skulle.

Det var fredag, og Chelsea havde valgt at tage fri, sådan så at hende og Niall kunne tilbringe dagen sammen i London. Det lød som en hyggelig, romantisk tur.

En tur som jeg så gerne ville på, men en tur som Harry ikke troede nok på sig selv eller på mig til at arrangere.

Han var vel bange for at mit hjerte ville eksplodere, hvis jeg blev for glad altså, men han var også bange for at skuffe mig, hvis dagen ikke var god nok. Altså, hvis han tog for meget hensyn til mit helbred, så ville turen jo ikke blive den samme som Chelsea og Nialls.

De havde lejet et hotelværelse, de havde lavet en lækker middags reservation, de havde planlagt en tur i en forlystelsespark, og de havde lavet en aftale med en fritidsfotograf, som ville tage nogle billeder af dem.

Allerede forlystelsesparken var en skidt ting for mig.

Og jeg ville da bestemt ikke have en fotograf til at forevige mindet om min sygdom, til at kigge tilbage på når jeg en dag slipper for alle disse slanger og piller.

Alligevel lå vi begge i sofaen, og lå og gloede hen på den firkantede kasse af et ældre TV, som godt kunne bruge en opgradering. Faktisk virkede det også kun til DVD’er, og den eneste grund til at vi havde sådan et - sammen med vores fladskærm - var fordi at vi havde fået det af Nialls forældre.

Vi lå og så Peter Plys, Harry nussede mig i håret, og jeg lå iført intet andet end hans skjorte, som gik mig til midt på knæene.

Midt i alt det her kaos, kunne vi ligge på en sofa, omringet af intet andet end kærlighed, rå følelser, og udveksling af kys, både på arme, i nakke, og i håret.

Duften af ham fyldte mine næsebor, og sendte sommerfugle ud i hele min krop, med deres center placeret midt i maven.

Hans hår var lidt ud over det hele, men det var mit vidst også.

“Harry?” Spurgte jeg midt i det hele.

Det var som om at det ene ord, de fem bogstaver, ødelagde stemningen, selvom at de næste ord var ment som de stearinlys vi ikke havde, på vores fine restaurant med røde roser, og dyre vine.

Altså, metaforisk set.

Jeg kunne mærke at han nikkede. Hans fingre kørte rundt i cirkler på min arm, og mindede mig om vores første køretur sammen. Bilen brød sammen midt ude i ingenting, og på trods af kulden, og min meget korte kjole - som skulle imponerer ham - så fik hans milde berøringer hele min krop varmet op.

“Jeg elsker dig,” nærmest hviskede jeg.

Jeg smilede ved tanken om de ord der lige havde forladt min mund, men også ved tanken om at jeg mente dem.

“Jeg elsker også dig.”

Sådan lå vi nok resten af dagen, og vi sagde nok at vi elskede hinanden tusind gange, men i realiteten var det vel også rigtigt nok.

At en dreng der kun lige var blevet en mand, kun lige skulle til at starte sit liv, valgte at blive sammen med sin high school kæreste, når hun lægger sig syg, uden at nogen ved om hun bliver rask nogensinde igen - det var det jeg ville kalde kærlighed og dedikation.

Ikke mange gange rejste vi os fra sofaen, og det meste af dagen lå vi faktisk også i præcis samme position. Harrys arme rundt om mig, og hans knæ i mine knæhase. Med mit hoved støttende på hans overarm, og med hans hoved begravet i mit hår.

Garanteret ikke super behageligt for ham, men så utroligt betryggende og kærligt for mig.

De fleste gange vi rykkede os, var det faktisk også på grund af mig.

Harry der insisterede på at hente min medicin, mig der var nødt til at gå ud og tisse, og mig der klagede over at jeg havde ondt, at jeg havde det ubehageligt, at jeg var sulten og, eller tørstig.

Faktisk ikke mange gange klarede han sine egne behov, før han havde taget sig af mine.

Og et af mine behov havde åbenbart været at han blev liggende i sofaen, med sine varme arme om min kolde krop, og med hans hår der kildede mig på kinden, og med hans små kys i håret, og hans fingre der kørte i cirkulære bevægelser rundt på min arm.

Han var fantastisk, men det kunne umuligt være hvad han havde ønsket med sit liv.

“Hvad ville du egentlig med dit liv?”

Spørgsmålet var impulsivt, og om jeg fortrød det eller ej var jeg ikke helt klar over. Harry rettede sig lidt op i sofaen, og fjernede noget af mit hår fra hans ansigt. Jeg vendte mig om, sådan så at jeg kiggede på ham.

Han så forvirret ud, og hvem kunne sætte spørgsmålstegn ved det?

“Jeg ville finde en pige jeg kunne forelske mig i, flytte sammen med hende, arbejde, og jeg ville leve en hverdag, som jeg kunne være tilfreds med.”

Han sendte mig et kort smil, inden han strøg en tot af mit hår, og førte det om bag mit øre.

“Jeg ville komme hjem til hende hver dag, og jeg ville smile ved tanken af hende. Jeg ville ønske mig at hun blev der for evigt, at hun måske en dag ville gifte sig med mig, og at hun ville gøre mig til verdens lykkeligste mand,” fortsatte han.

“Og det kan man i den grad sige, at jeg har fået opfyldt,” sagde han, mens hans smil var større end nogensinde før.

Jeg placerede et hurtigt kys på hans mund, inden jeg smilede til ham.

Jeg var ikke klar over hvad jeg skulle sige. Det var ikke det svar jeg havde forventet, især ikke eftersom at jeg vidste han ønskede at studere, at han ønskede at have en fritid, og at han bestemt ikke ville arbejde som håndværker resten af sit liv.

Han havde ambitioner, og selvom det måske ikke virkede sådan i high school - så ønskede han det. Han havde bare altid været bange for ikke at kunne klare det.

“Jeg mener - hvad ville du? Uddannelse, rejser, vildt, ungt liv?” Spurgte jeg endnu en gang. Jeg var bange for om jeg pressede for meget på, men jeg var nødt til at vide det.

Holdte jeg ham lige så meget tilbage, som jeg følte at jeg gjorde?

“Fel, jeg er helt tilfreds med mit liv som det er. Vi tager en dag af gangen, og så ser vi hvor det fører os hen. Okay?” Spurgte han, beroligende. Han sendte mig et kort smil, kyssede mig på panden, og lagde sig længere ned i sofaen igen.

Jeg følte ikke rigtigt at jeg havde mere at sige til det, han virkede rimelig tydelig i at han ikke ville diskutere det.

Jeg vendte mig om igen, og prøvede at ligge mig så meget til rette som jeg kunne. Men bare fordi at jeg gav op, betød det ikke at jeg ville glemme det.

Som jeg var blevet syg, var jeg begyndt at sætte meget opmærksomhed på alle rytmer i min krop. På mit hjerteslag, på min puls, på hvor hurtigt og hvordan min vejrtrækning lød.

Alle de små detaljer var noget man skulle lægge mærke til, og man skulle være lynhurtig til at opdage i hvilke situationer der kom ændringer.

Denne situation var en af dem.

Da jeg vendte mig om, bankede mit hjerte hurtigere, og om det var Harrys kærlighedserklæring, eller hans svar om at vi skulle tage det en dag af gangen, var jeg meget usikker på.

At tage ting en dag af gangen, var ikke noget jeg havde lyst til.

Jeg ville vide om jeg ville blive rask, om jeg ville blive sammen med Harry. Jeg ville vide hvornår jeg skulle til tjek igen, jeg ville vide hvornår mit hjerte ville springe et slag over, eller hvornår det helt ville stoppe med at slå.

Jeg havde rutiner, og jeg havde mange af dem.

Jeg havde bestemte tidspunkter at tage min medicin, jeg havde lægeaftaler hver anden mandag klokken fire til fem, vi spiste aftensmad mellem seks og otte, og jeg stod altid op på det samme tidspunkt.

Der var intet i mit liv der bare var tilfældigt længere, og at mit forhold med Harry bare skulle være der, bare flyde, bare ligge der og vente på at universet ville gøre noget, gjorde mig urolig.

Hvis sygdommen blev værre, ville Harry så blive?

Ville jeg være nødt til at flytte hjem til mine forældre, eller blive indlagt over en længere periode på sygehuset? Bare undersøgelsesperioden var slem nok. Harry som var nødt til at køre hjem derfra klokken lort om natten, og at han var nødt til at være der hele tiden, i frygten for at jeg ville forsvinde fra ham for evigt?

Det ville jeg ikke kunne byde ham igen.

Jeg ønskede intet andet end at blive med Harry, syg eller rask.

Hvad der skete mere efter, er jeg egentlig ikke helt sikker på. Jeg må have haft lukket mine øjne - muligvis for at holde tårerne inde - eller jeg må have haft lagt mig for godt til rette. Jeg må have trukket vejret for dybt, eller jeg har været træt.

Mine øjne må have lukket i, og min vejrtrækning må have blevet mere neutral, og dybere. Min krop må have blevet tungere, og min hud varmere.

Jeg var nok faldet i søvn, og kort tid efter må Harry have opdaget det, slukket for vores syvende Peter Plys film, og han må have lagt tæppet ordentligt over os. Han må have fjernet min mobil fra min lomme, placeret den på bordet med en alarm, til hvornår jeg skulle tage mine piller.

Han må have slukket lyset, og han må have lagt sig til at sove.

Jeg mener, det er den eneste grund til at jeg kunne befinde mig i et mørkt rum, med Harry liggende bag mig, og med et tæppe over mig, ikke?

Det var ikke sådan her et hospital i Brighton så ud, vel?

 

Så jeg undskylder for at jeg ikke har opdateret så længe! Jeg har ikke en ordentlig undskyldning, for så travlt har jeg alligevel ikke haft. Egentlig har jeg nok bare ikke haft inspirationen eller lysten til at få skrevet på Leaving Hints, og det er nok grundet at jeg har nogle andre projekter kørerne lige nu, som jeg er så spændt på at kunne fortælle jer om. 

Dog er jeg tilbage igen, jeg vil få skrevet her i efterårsferien, og så håber jeg at I ser frem til nogle kapitler!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...