Leaving Hints ► Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2017
  • Status: Igang
Når livet ikke er en dans på røde roser som forhåbet, men et fængsel fyldt med slanger og maskiner, vil kærligheden så vare ved? ► Dette er toeren til Leaving Notes, og det anbefales at den læses først - det behøves dog ikke.

51Likes
23Kommentarer
7214Visninger
AA

10. ► syv

“Hvad mener du med, at vi skal ud til Louis?” Jeg kunne ikke fatte, hvad Harry lige havde siddet og fortalt mig. Han havde fået fat på Louis eller Melody, og han havde fået en aftale i hus. Om ikke andet, havde han i hvert fald fået en adresse. Det var noget jeg, deres tidligere bedste veninde, ikke havde formået. 

“Jeg mener, at jeg har lavet en aftale med Louis. Han savner os,” forklarede han, mens han kiggede underligt på mig. Harry vidste ikke, hvor hårdt jeg havde forsøgt, på at få kontakt til dem igen. Han vidste ikke, at jeg i en periode havde skrevet til dem hver dag, uden at få noget svar, på noget tidspunkt. 

“Hvordan gjorde du det?” Mine hænder rystede, og jeg kunne mærke tårerne hobe sig op i min øjenkrog. Harry lagde en hånd over bordet, og nussede min håndryg i cirkler, men han gjorde det blot værre. 

“Jeg ringede til Louis, og så snakkede vi. Hvad er der galt?” Han fattede intet. Han var absolut uvidende om, hvorfor vi ikke havde set dem i så lang tid. Han troede vel sikkert, at jeg ikke havde været klar. At jeg ikke havde været klar, til at se den person som jeg havde aller mest brug for. 

“Jeg har skrevet til dem hele sommeren, uden nogen reaktion fra dem. Ingen af dem har ville se os,” svarede jeg. Da jeg blinkede, røg en tårer ned af kinden på mig, men hurtigt rev jeg min hånd fri under Harrys, og fjernede med håndryggen, den saltvandsdråbe som løb ned af mine rosafarvede kinder. 

“Det nævnte Louis slet ikke noget om,” mumlede han for sig selv, sikkert i troen om, at jeg ikke hørte det. Men jeg hørte det, klart og tydeligt endda. Det skulle ikke undre mig, hvis Louis ikke havde nævnt noget. Det ville bare være det samme som, at han ikke havde besvaret nogle af mine opkald siden jeg forlod hospitalet. Han havde virket så ødelagt, da det skete. Der var en grund i starten. 

Men nu snakker han med min kæreste, og giver os lov til at besøge dem. Jeg vidste ikke, hvordan min reaktion skulle være. Jeg var såret, men mere end det, var jeg overrasket. 

“Kan vi snakke om noget andet?” Jeg sendte Harry et falskt smil, og fjernede de sidste tårer fra min øjenkrog. Jeg tog en tår af mit vand, og da jeg stillede glasset ned igen, kiggede jeg ventende i Harrys øjne. Han nikkede svagt, men sendte et smil med på vejen. 

Jeg havde denne aften til bare at nyde min kæreste og noget utroligt lækker mad, og så kunne jeg bruge i morgen på, at bekymre mig om vores besøg hos Louis og Melody. 

Det ville så også bare være dagen, hvor at vi skulle besøge dem. 

 

 

“Det her hotel er jo vildt lækkert!” Mit udbrud røg direkte ud af munden på mig, lige så snart vi trådte ind ad svingdørene. Vi var på stueetagen, og bare her var der højt til loftet, og udsmykningen var absolut fantastisk. 

Harry kunne umuligt have brugt mindre end en evighed på, at finde dette hotel og skaffe os et værelse. Det måtte have kostet en formue, og sammen med det, havde han jo også skaffet reservationer på to meget fantastiske, meget dyre, meget besøgte restauranter. Han havde nævnt turen for blot få dage siden, og han havde planlagt det hele langt inden - det må han have gjort - med chancen for, at jeg ville sige nej. 

“Denne her tur kunne jo ikke være mindre end perfekt.” Harrys stemme var blid, og med en noget så romantisk tone over sig, og jeg kunne ikke lade vær med, at smile helt vildt over hans kommentar. 

“Hvad havde du gjort, hvis jeg havde sagt nej til, at tage med?” Jeg var ikke bange for at stille spørgsmålet, faktisk så var jeg overdrevet nysgerrig. Hotellet var forudbetalt, og andre aftaler kunne ikke være blevet lavet. Hotellet var booket meget lang tid frem, så planlægningen havde sikkert været begyndt inden min sygdom eksploderede. Alligevel havde Harry valgt, først at spørge mig få dage inden. 

“Så havde jeg fortalt dig, hvor meget det har kostet.” Han grinede svagt efter sit svar, og jeg kunne tydeligt høre ironien i hans stemme. Jeg puffede blidt til ham i siden med min albue, efterfulgt af et kort grin. 

“Jeg går hen og tjekker os ind, okay?” Harry placerede et kys på min pande, og lod mig stå alene midt i receptionen. Jeg ved ikke, om jeg lignede en der var blevet væk, eller om jeg lignede en, der rent faktisk burde være der. Jeg havde en billig weekendtaske over skulderen, og størstedelen af indholdet var vandflasker. Alle omkring mig, stod med kufferter og med dyre designerjakker. 

Hvor havde Harry fået alle de her penge fra? Vi splittede alt, som vi betalte for i lejligheden. Jeg betalte for min egen medicin, nogle gange med et tilskud fra Harry, hvis jeg pludseligt havde haft brug for mere. 

Jeg stod bare helt stille, og koncentrerede mig, om lydene omkring mig. Folk der stod og små snakkede, dog så lavt, at jeg kun kunne høre en svag mumlen. Svingdørene der gik op, og vinden der raslede i nogle små træer, der var placeret i terrakotta farvede potteplanter. Lyden af receptionisterne, der tastede. 

Jeg smilede svagt for mig selv, mens jeg kiggede efter Harry. Han stod og snakkede med en mandlig receptionist, som var fint klædt på i et sort, klassisk jakkesæt. Kvinderne var iført en hvid skjorte ud fra hvad jeg kunne se, og mit gæt ville lyde på, at de havde en sort, tætsiddende nederdel på også. 

Harry trådte et skridt væk fra skranken, og lige efter vendte han sig om, med en nøgle i hånden, og et smil på læben. Jeg gik hen imod ham, og vi mødtes på midten af hvor vi hver især havde stået sekunder inden. 

“Så hvilket værelsesnummer?” Et absolut irrelevant spørgsmål, når vi skulle følges derop. Jeg kunne bare vente og se, og så bare huske nummeret derfra. Men niks, ikke flere overraskelser til Felicia. 

“Tooghalvtreds,” startede Harry sit svar ud med. Han tog sin hånd om min, og jeg fik hurtigt flettet vores fingre sammen. Jeg kiggede op på ham, mens han stadig stod med en åben mund. 

“Men hvorfor er det vigtigt?” Det var hans afslutning, på en sætning. En sætning, som sluttede af med et simpelt spørgsmål. Jeg kendte ikke svaret, men jeg vidste bare, at små detaljer som det, kunne betyde en del for mig, i bestemte tilfælde. Som regel var de mindre detaljer, hvor mange piller der var i et glas, eller i hvilken rækkefølge bivirkningerne stod i. Det er vigtigt for mit liv, og jeg går ud fra, at det er blevet en vane.

“Det er det heller ikke,” forsikrede jeg ham om, med et smil og et klem om hånden. 

At der var en elevator, følte jeg fortalte forholdsvis meget om hotellets kvalitet. Det var ikke sådan en lille elevator, hvor man kun kunne stå to mennesker og en kuffert. Nej, det var en kæmpe elevator med fireogtyve knapper man kunne trykke på, og spejle ved tre af siderne derinde. 

Vi skulle ikke længere op end på anden etage, så turen var også hurtigt overstået. Kun få meter væk fra elevatoren, var døren hvor der stod de to cifre på. Fem og to. Selv døren så lækker ud, og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville have råd til at sove et sted som dette. Selvom det kun var en enkelt nat. 

Dette var sådan et sted, jeg ønskede at holde min bryllupsrejse en gang ude i fremtiden. Sådan et sted på gulddetaljer på vægge og døre, og guldhåndtag, og det lækreste, mørkeblå gulvtæppe. Med store, luksuriøse vinduer der lukkede en mase lys ind i de lange gange, og med duften af lavendel der fyldte mine næsebor. 

Da Harry havde sat nøglen i låsen, og drejet rundt halvfems grader, og døren klikkede op, blev min mave fyldt med sommerfugle. Da døren blev åbnet, og Harry pludseligt stod i værelse tooghalvtreds, gik det virkelig op for mig, hvor jeg skulle tilbringe natten, og at den skulle tilbringes uden Niall og Chelsea. 

Romantik havde ikke været vores stærkeste side siden jeg kom ud fra hospitalet, og det var rart måske at få muligheden for at samle op på noget vi havde skubbet til side. Vi kunne være et kærestepar. 

Vi har forsømt hinanden og vores kærlighed til hinanden, så utroligt længe nu. Flere måneder uden et lidenskabeligt kys, eller frygten for at miste hinanden. Frygten for, at han ville forlade mig, sad i min krop når han tog afsted på arbejde, og sad i mig, indtil han kom hjem fra arbejde igen. 

Sådan havde jeg det slet ikke, da jeg trådte ind på værelse tooghalvtreds og lukkede døren efter mig. Midt i rummet mod en væg, stod en kæmpe dobbeltseng, med en dobbeltdyne, fire puder, som var dækket af et hvidt sæt sengetøj. Jeg smed tasken på gulvet, og smed sko og jakke i et hjørne. 

Jeg kunne mærke, at Harrys øjne lå på mig mens jeg gik rundt og betragtede vores lejede hotelværelse. Badeværelset var enormt, med et badekar og en lækker brusekabine. Der var håndklæder i en beige farve, og der var håndsæbe, der duftede af lavendel på vasken. 

Det hele virkede så luksuriøst, og jeg kunne ikke få tanken ud af hovedet, om hvordan Harry kunne have råd til det. Vi kommer kun lige igennem vores hverdag, med tilskud fra alle vores forældre. 

“Harry?” Jeg kaldte på ham, mens jeg gik ind i soveværelse delen af værelset igen. Han sad på kanten af sengen, og kiggede på noget, på hans mobil. Hans øjne fjernede sig fra skærmen, og mødte mine. Han smilede kort, inden jeg kom helt hen til ham, og satte mig ved siden af ham i sengen.

“Hvordan fik du råd til, at betale for det her?” Jeg rynkede brynene en anelse, og Harrys smil forsvandt en anelse fra hans læber. Han lagde sin hånd på mit lår, og kørte rundt i cirkler med sin tommelfinger. 

“Det skal du ikke bekymre dig om,” svarede han, og skød dermed mit spørgsmål langt ned i dybet. Klokken var ved at være mange, og det kunne jeg godt mærke på min krop. Et lille gab røg ud af min mund, og Harry grinede svagt af mig. Jeg lagde min hånd oven på hans, og flettede mine fingre ind i hans. 

“Skal vi gå i seng, så kan vi snakke om det i morgen?” Harrys spørgsmål lød tiltrækkende, og jeg nikkede hurtigt, og rejste mig op, for at gøre klar til at gå i seng. Mørket var for længst faldet udenfor, og kun gadelygterne lyste gaden op. Dagen der ville komme, når jeg igen vågnede op, skræmte mig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Harry havde fået fat på Louis, noget jeg havde forsøgt siden i sommers, og jeg havde ikke lykkedes. 

Min bedste ven havde droppet alt kontakt til mig, og nu skulle jeg bruge en dag sammen med ham, og en pige jeg plejede, at kalde min bedste veninde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...