Leaving Hints ► Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
Når livet ikke er en dans på røde roser som forhåbet, men et fængsel fyldt med slanger og maskiner, vil kærligheden så vare ved? ► Dette er toeren til Leaving Notes, og det anbefales at den læses først - det behøves dog ikke.

47Likes
15Kommentarer
4069Visninger
AA

3. ► prolog

“Ihh, jeg kan ikke fatte at dagen rent faktisk er her!” Hvinede jeg, mens jeg hoppede op og ned, med hænderne placeret på Harrys skuldre. Han grinede svagt af mig, og virkede overhovedet ikke lige så spændt som jeg var.

“Hey, rolig prinsesse. Du skulle nødigt forstue din ankel, så ville du jo ikke kunne holde afgangs talen,” han sendte mig et kort smil, inden han placerede sin fingre ved min kind, og kørte en tot hår om bag mit ører.

Han gjorde det på samme forsigtige måde som han havde gjort i to år, og alligevel fik jeg både sommerfugle i maven, og gåsehud hver gang at han gjorde det.

Hans ansigt nærmede sig mit, og vores læber mødtes i en perfekt bevægelse. De smedede sig sammen, og bevægede sig i rytmen til hinanden.

Vores forhold var kun vokset siden alle løgnene var væk, siden han havde fortalt mig om Zayn - som forresten forlod skolen efter sommeren - og siden jeg fortalte ham om min fortid med Louis.

“Vi dimitterer i dag, hvorfor danser du ikke på en sky?” Spurgte jeg forvirret, mens jeg skød min underlæbe ud, og lavede de største øjne jeg overhovedet kunne.

Nogle ville muligvis kalde det et hundehvalpe ansigt, eller bare kalde det hundeøjne.

Jeg modtog endnu en gang et af de skønne grin, som jeg havde hørt stort set hver dag de sidste to år. Ét af dem der blottede hans tænder, og et af dem der kildede i maven når jeg hørte dem. Ét af dem der gjorde mig glad.

“Muligvis fordi at jeg bare ser det som endnu en dag med dig, og tilfældigvis bare den dag hvor vores liv begynder,” svarede han, inden han endnu en gang pressede sine læber mod mine.

Jeg sendte ham et kort smil, inden jeg rendte hen til Chelsea og Melody, som stod med hver deres kæreste bag dem. Bag Chelsea stod Niall, og bag Melody stod Louis, overraskende nok.

De to var ikke det par vi ville have sat vores penge på, rent faktisk så havde vi gættet på at det var Liam og Chelsea der ville holde. Men nej, han gik tilbage til at være en nar, og tilfældigvis så var Niall det ikke længere.

Efter at Zayn havde flyttet skole, grundet sin offentlige ydmygelse som Harry og jeg havde sørget for, så var Niall blevet utroligt ensom. Han havde været mere sammen med mig, end jeg havde været sammen med Louis, og han var teknisk set blevet min nye bedste ven.

Så når man bruger så meget tid sammen med mig, så bruger man den også med mine veninder. Det var dér at jeg introducerede Chelsea og Niall for hinanden, og hvad kan man sige? Det var kærlighed ved første blik.Så alt i alt, de havde været sammen i godt og vel et år, og de ville rent faktisk tage til Brighton med Harry og jeg.

Jeg ved godt at det normalt ville være London man tog til, men der var bare noget over byen, noget over Brighton som både Harry og jeg var faldet pladask for.

Louis og Melody ville blive her i et stykke tid, og når Louis var klar ville de muligvis flytte til London. Melody havde denne her store drøm om at være en ægte business woman, som både havde tid til arbejde, shopping, sine venner - som ville bo i Brighton - og fremtidige børn, da både hende og Louis havde diskuteret det.

Børn var endnu ikke noget der havde været oppe og vende mellem Harry og jeg, de eneste ting vi havde snakket om, var lejlighed, studier, og hvorvidt vi skulle flytte sammen eller ej.

Jeg mener, det er ikke fordi at jeg ikke elsker ham - for det gør jeg bestemt - men at flytte hjemmefra for første gang, og så flytte sammen med ens high school kæreste. Ja, det virker som en drøm, men da vi planlagde det, var der også bare muligheden for at det skulle forblive en drøm.

En fortabt fantasi.

Men det lykkedes os at finde ud af det, og den første juli ville vi overtage vores nye treværelses lejlighed, lokaliseret i Brighton, på trods af mit evige ønske om at flytte til London.

Hvad jeg ville studere var stadig usikkert, og jeg havde derfor valgt at et sabbatår var vejen frem for mig. Jeg ville være god mod mig selv, tage en velfortjent pause, og bare nyde at kunne komme videre, og tage min tid med at vælge min fremtid.

“Fel! Kom nu, vi skal derop nu!” Insisterede Chelsea, mens hun hev i min arm, som var dækket af den røde kappe alle de andre elever også havde på. Eleverne der ikke skulle dimitterer sad rundt omkring på diverse tribuner, stole, nogle stod endda op.

Dette år var det min tur til at holde den afsluttende tale, talen der skulle imponerer alle, og siges højt foran over to tusind mennesker.

Jeg var årgangens bedste elev, jeg havde nul procent fravær, og der var kun ét enkelt fag jeg havde fået ti i, og det var på det absolut højeste niveau, og med ekstra timer. Der var ingen der var gået højere, og alligevel vidste jeg ikke hvad jeg ville med mit liv.

Men man burde da tro at jeg vidste det. Jeg mener, den bedste i klassen, perfekt kæreste, lejlighed i Brighton, to bedste veninder, to bedste venner, en perfekt familie, og et hav fyldt med muligheder.

Jeg kunne teknisk set gøre hvad end jeg ville.

Hvorfor følte jeg mig så, så tom?

“Jeg kommer!” Svarede jeg, hvorefter vi alle tre - Chelsea, Melody og jeg - løb hen til vores klassekammerater, som stod i en kæmpe klump bag scenen.

Det var svært at løbe i høje hæle, og det blev ikke nemmere af den meget stramme kjole jeg havde på inde under den røde kappe, som huen på vores hoveder matchede til.

Vi ville blive kaldt op i alfabetisk rækkefølge, og vi kunne derfor ikke stille os på række. Der var ikke en jordisk chance for at vi selv ville kunne finde ud af det, og grundet den store klump, følte jeg det meget kaotisk.

Talen lå i inderlommen på kappen, som jeg havde fået syet på. Der stod også et H, og et F på den, skrevet i sort tråd. På den måde ville jeg have Harry med mig op på scenen, og jeg havde en eller anden idé om at det ville få mig til at slappe af.

Men det hele virkede så kaotisk, om det var grundet larmen, eller den tilfældige placering af elever der stod og snakke, om det var fordi at jeg snart skulle op og sige de sidste ord til skolen - imponerer alle jeg kendte, og endnu flere - eller om jeg var nervøs for fremtiden, vidste jeg ikke.

Jeg mener, dette var teknisk set den sidste dag i high school.

Den sidste dag hvor en rektor havde kontrol over os alle, og den sidste dag hvor jeg skulle have fysik, fransk, matematik, engelsk og drama. Den sidste dag hvor jeg skulle parkere min bil på den fandens parkeringsplads, hvor det i dette år - vores sidste - havde formået at have en bedre parkeringsplads end nogensinde før.

Modsat før hvor den røde skrammel bil holdte helt nede i bunden af parkeringspladsen, så langt væk fra hovedindgangen som muligt - så havde jeg en plads næsten helt foran, og det var ikke længere en rød bunke skrot, jeg kørte rundt i.

Det var en sort peugeot, og der var lædersæder i.

De begyndte at nævne vores navne, og vi forsvandt én efter én op på den store scene, modtog vores bevis, og rykkede vores knast fra den ene side til den anden.

Det var alt sammen meget som man så i film, og alligevel, så var det så meget anderledes. Eftersom at jeg skulle holde talen, blev jeg sprunget over da de nåede til bogstavet J. Joy, blev aldrig nævnt, ikke før Zyscowlski var.

Og så stod jeg der, helt alene oppe på scenen med et par stykker papir i hånden. Jeg kunne kigge direkte ud på alle mine klassekammerater, og hvem der ellers gik på skolen. Jeg kunne få øje på mine egne forældre, og jeg kunne få øje på Harrys mor og papfar.

Jeg så endda Louis’ far, på trods af at han ikke troede at han kunne nå det.

Hvorfor var det så svært at få ordene ud fra min mund, og hvorfor var det så svært at få tårerne væk fra min øjenkrog?

Hvorfor jeg pludselig var så nervøs, havde jeg ingen idé om. Men før jeg vidste af det, var alting sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...