Leaving Hints ► Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2017
  • Status: Igang
Når livet ikke er en dans på røde roser som forhåbet, men et fængsel fyldt med slanger og maskiner, vil kærligheden så vare ved? ► Dette er toeren til Leaving Notes, og det anbefales at den læses først - det behøves dog ikke.

51Likes
23Kommentarer
7583Visninger
AA

7. ► fire

1 MÅNED SENERE

 

Dagene gik efterhånden lidt bedre, og faktisk havde jeg kun været på et sygehusbesøg hele måneden. Normalt lå jeg på minimum fire.

Harry havde været meget mere hjemme, da han havde fået et nyt job.

“Så, hvad siger du til at vi tager en lille roadtrip i morgen?” Harry stod henne ved vasken, og var i gang med at vaske nogle tallerkner, så vi kunne få aftensmad. Han fik spørgsmålet til at lyde som om at det ikke var noget stort, men sandheden var at vi ikke havde været på nogle ture sammen siden vores dimission.

“Hvorhen?” Spurgte jeg bare, selvom at spørgsmålene og svarene flød rundt i mit hoved. Jeg kunne faktisk ikke helt holde styr på dem. Det var som en kæmpe summen, og jeg måtte koncentrere mig for at høre Harrys svar.

“Måske bare køre derud af, og se hvor vi ender, præcis ligesom vi gjorde på vores årsdag. Have sandwiches med, og køre forbi tankstationer og købe hvad vi har lyst til, og så måske slutte dagen af med at smutte en tur forbi en biograf, for at få afslappet, inden vi kører tilbage igen?”

Hans forslag lød mere end bare fristende.

Det lød perfekt, og lød præcis som dengang vi havde været sammen i et helt år.

“Det lyder perfekt. Jeg er på,” nærmest hvinede jeg. Jeg smilede stort, og Harry formede også et smil, på trods af at hans hånd stod begravet i det vand som opvasken havde været i.

Det var blot én af de ting, han ikke var så begejstret for. Opvask, og det beskidte vand som det efterlader. Han brokkede sig altid over at vi ikke bare havde en opvaskemaskine, og forklarede hvordan vi da bare kunne købe en. Og det kunne vi også godt - vi måtte bare ikke installere den ifølge vores lejemål.

Men man må jo yde før at man kan nyde.

“Så er det en date.”

Jeg grinede svagt over hans kommentar, mens vi holdte en øjenkontakt som ikke kunne minde mig om andet end den vi konstant havde i high school, da vi stadig var så nyforelskede som man overhovedet kan være.

Siden da var følelserne kun vokset, og sommerfuglene blevet mindre, men jeg tænker at det er en naturlig udvikling. Spændingen ved kyssende og ved de tre gyldne ord, også kendt som “jeg elsker dig”, ville naturligvis blive mindre, som de skete oftere.

Og hvis ikke følelserne voksede, så ville der være noget alvorligt galt.

Niall og Chelsea var begge hjemme, men de var inde i deres soveværelse, og så en film eller noget i den stil. Kendte jeg dem ret, så var en af dem faldet i søvn i løbet af de første fem minutter.

Niall, som ikke arbejdede, havde i dag været ude at handle, og ordne nogle småting i byen, som at ordne vores lejemål, hente mere af min medicin, og så mødtes han med nogle af de venner han havde fået her i Brighton. Det havde ikke bare været en af hans normale dage, hvor at han ikke laver andet end at lege sygeplejerske for mig.

Chelsea havde været på arbejde, og som altid var hun udkørt og udmattet, og utroligt træt.

Noget sagde mig at det ikke direkte var hendes drømmearbejde, men før at hun kunne starte på sin uddannelse, så var vi nødt til at spare sammen, så vi kunne undvære hendes månedlige betaling.

Vi brugte så lidt penge som muligt, og vi sparede som regel kun dem vi selv tjente - og så brugte vi de penge, som vores forældre satte til rådighed for os.

Både Chelseas, Harrys og Nialls forældre havde været utroligt forstående og støttende med hensyn til økonomien, især fordi at jeg er en lidt dyrere drift - hvilket også var grunden til at det var min far der gav os flest penge - men de havde alle sat beløbet højere op end først aftalt.

Også fordi at vi skulle bo flere sammen, i stedet for to og to.

Ikke nok med at alle vores forældre havde været med til at betale indskuddet på den lejlighed vi pt. sad i alle fire, så havde de også betalt indskuddet på de lejligheder som begge par havde fundet inden, som vi måtte aflyse.

Men jeg var taknemmelig, især da jeg vidste at Chelseas forældre både betalte til hende og Niall, mig og Harry, og Melody og Louis.

Og angående Melody og Louis, så havde de stadig ikke været på besøg. Harry og jeg havde heller ikke besøgt dem, men ud fra hvad Chelsea fortalte, så havde vi også lidt mere om ørerne end de havde.

Ja, de studere begge, og nej, de har ikke den største lejlighed - men de invitere flere gange om måneden Niall og Chelsea på besøg, men spørger aldrig om vi vil med.

Jeg ønskede at finde ud af hvorfor, men jeg var også bange for at høre svaret.

Ikke nok med at jeg endnu en gang havde mistet min bedste ven - hvor at Niall fint var der til at overtage rollen - så havde jeg også mistet min ene bedste veninde, hvilket blot gjorde mit venskab til Chelsea stærkere.

Men det betød ikke at jeg ikke savnede Melody, og at jeg ikke savnede Louis.

“Hvad tænker du på?” Harry stod og kiggede på mig henne fra vasken, mens han tørrede hans hænder. Han så lettere bekymret ud.

“Vi burde snart tage ud og besøge Louis og Melody,” sagde jeg optimistisk og ivrigt, selvom at jeg følte at jeg var nødt til at sige det på den stik modsatte måde. Som om at det var nødvendigt, og noget der bare skulle overstås.

“Vi kan besøge dem, i stedet for biografen, og så kører hjem efter det?” Han prøvede at være betænksom, men det virkede ikke rigtigt.

Det var jo ikke det jeg ville.

Jeg ønskede at besøge mine tidligere bedste venner, men jeg ville også gerne have at min hyggedag med min kæreste, bare forblev en hyggedag med min kæreste, og ikke et besøg hos nogle venner der ikke engang havde ringet.

“Vi kan besøge dem en anden dag, Harry. I morgen er vores dag,” jeg smilede, for ikke at virke ond. Jeg indså at min sætning måske kunne virke tarvelig, eller kunne virke som om at jeg bare ville udsætte det, men det var bare det at jeg ikke ville udsætte Harrys og min dag. Og skulle den være der, så skulle den også kun være om os.

“Okay så, vi finder en anden dag at besøge dem.”

Han nikkede, og gav sig til at ordne det sidste af opvaskevandet, og begyndte at sætte tallerkner og andre diverse køkkenting på deres pladser i skabene.

Vores samtale var afsluttet, og Harry havde ikke så meget andet at sige til det.

Mon han også undgik Louis, på samme måde som han undgik os?

Der kom en besked frem på min mobil, og det var en besked fra Liam, som på trods af alt stadig skrev til mig fra tid til anden. Han skrev og spurgte hvordan det gik, det gjorde han tit, og det gjorde han også i dag.

Han var bedre til det, end Louis var, og Liam havde jeg aldrig betragtet som min bedste ven.

Jeg svarede ham, men undlod visse detaljer, såsom at der stadig var dårlige dage, og at Louis stadig ikke havde skrevet eller besøgt os. Liam havde det forfærdeligt på mine vegne, men det lod ham ikke skræmme, modsat andre personer.

Louis virkede bange, og det var rart at vide at hvis han ikke var der, så kunne Liam være der. Det kunne faktisk være at jeg skulle spørge om han ville komme hjem til os en dag, eller om han ville invitere os hjem til ham.

Det var længe siden vi sidst havde set hinanden, men alligevel føltes det ikke som særligt langt tid. Det er sådan venskab skal være, ikke?

“Hvordan ville du have det med at invitere Liam på besøg en dag?” Harry kiggede forvirret på mig. Det spørgsmål havde jeg aldrig stillet, og jeg havde ikke engang fortalt ham at jeg stadig havde kontakt til Liam.

“Det må du gerne, det er længe siden vi har set ham,” svarede han smilende.

Så derfor gjorde jeg det. Jeg skrev til Liam, og spurgte om han havde lyst til at komme over hos os i løbet af ugen, med undtagelse af i morgen, og jeg sendte beskeden uden at føle at jeg fortrød det. Jeg sad faktisk og smilede, da jeg kunne se at Liam var i gang med at svare mig.

Jeg læste beskeden hurtigt igennem, og smilede ved hans svar.

“Han vil gerne komme over på lørdag, ville det være okay?”

Jeg ventede spændt på Harrys svar, og jeg virkede mere entusiastisk end jeg måske burde være, når nu det kun var Liam der kom over. Han havde ikke en kæreste med, eller en veninde, hvilket ville sørge for at jeg ville være i undertal - med hensyn til køn altså - men det gjorde mig faktisk ikke noget.

Vi havde massere at snakke om jo.

“Det er han mere end velkommen til,” svarede han roligt, dog med et smil på læben.

Jeg tastede ordene ind på mobilen, og hurtigt fik jeg også sendt beskeden, som afsluttede både vores aftale og samtale. Det hele var på plads nu. Liam ville komme på besøg, lørdag klokken seksten.

Og jeg kunne ikke glæde mig mere.

Jeg smed mobilen hen på sofabordet, smækkede benene op i sofaen, og tændte for tv’et hvor at der blev sendt en eller anden film, som jeg ikke lige umiddelbart kunne genkende.

Harry satte sig ved siden af mig, og lagde armen om mig, kyssede mig i panden, og spurgte hvad for en film det var at jeg så.

“Det ved jeg ikke, men den ser spændende ud,” svarede jeg ham, på en helt ny måde.

Denne dag kunne næsten ikke være bedre, Harry og jeg havde lavet en aftale, som garanteret ville skabe noget spil i vores forhold igen, og vi havde aftalt med Liam, en af vores gode venner, at han skulle komme på besøg.

I et lille øjeblik glemte jeg helt at jeg var syg, indtil at Niall kom hen med mine piller og fortalte mig at det var tid til at tage dem igen.

Det hele gik i det samme mønster, men alligevel i dag, der havde jeg brudt det.

Jeg havde lavet hele to aftaler, hvor at jeg normalt ikke lavede nogle. Min rutine ville blive brudt i morgen, grundet aftalen fra i dag, og min rutine ville blive brudt på søndag, grundet aftalen med Liam.

Normalt når jeg lå i sengen om aftenen, så følte jeg mig lettere deprimeret, fordi at jeg bare kunne ligge og tænke på hvordan at jeg ikke havde fuldført noget i løbet af dagen.

Jeg lå faktisk bare og tænkte på hvordan at jeg lod alle de andre gøre tingene for mig, selvom at det måske ikke var nødvendigt.

For første gang i mange måneder, kunne jeg måske få en nat hvor at jeg ikke tænkte det. Jeg ville tænke over hvordan at jeg havde lavet en aftale med en ven, og kun fået de andre til at sige ja, og jeg kunne tænke på hvordan jeg skulle hygge mig med Harry - og selvom at det var ham der skulle køre bilen, så ville jeg lave noget, og han ville ikke lave det hele.

Og det var nok mit mål for fremover, at jeg hver dag skulle få lavet noget, så jeg tog en byrde væk fra min bofæller og min kærestes skuldre, så de ikke havde det at tænke på. Så de ville være hyggeligere at være omkring, og så vi måske ville kunne lave flere ting sammen.

Men jeg vidste godt at det hele var en proces, og at jeg havde brug for tid før at jeg kunne lave alt det som jeg gerne ville.

“Forresten Niall, Liam kommer på besøg på søndag. Er dig og Chelsea hjemme der?”

Det var lige så meget et spørgsmål, som det var en information.

Det ville være ærgerligt hvis de ikke var hjemme, for jeg var sikker på at de også savnede at se Liam - på trods af at det er Chelseas ekskæreste - men det skulle vi nok overleve.

Og så tænkte jeg også bare at det måske ville være rart for ham at vide, at hans kærestes eks kæreste ville befinde sig i vores lejlighed i et par timer, hvis han gerne ville stikke af.

“Jeg skal lige snakke med Chelsea om det, men jeg vil i hvert fald gerne se ham igen,” svarede han. Det var en kæmpe lettelse for mig, da jeg virkelig ønskede at vi alle kunne sammen. At vi alle kunne være i samme rum, og alle sammen være venner - præcis ligesom at vi kunne i high school.

“Men eh, skal vi ikke til at få noget aftensmad?” Niall grinede forsigtigt, mens han spurgte.

Men det kom ikke som et chok at det var ham der efterspurgte mad, hvilket også var grunden til mit lille grineflip, som varede omkring tredive sekunder. Niall var madøret i lejligheden, han var den der spiste mest, og derfor var det også ham der handlede ind for det meste.

Men det var nok mere fordi at han så selv kunne vælge hvad han ville have af snacks.

“Jo, lad os lave noget mad Nialler,” grinede jeg, inden at vi i fællesskab gik hen imod køkkenet.

Det kunne godt være at jeg ikke skulle lave maden, men jeg kunne sagtens holde ham med selskab imens at han lavede den mad, som jeg senere ville kunne sætte på bordet.

Det var fremskridt, og det føltes fantastisk.

 

Endnu et kapitel, og denne gang spoler vi lidt hurtigere i historien, end i Leaving Notes! Jeg håber ikke at det gør noget, for det kommer til at ske et par gange mere, i hvert fald ud fra hvad jeg har planlagt. 

Glæder I jer til at få næste kapitel, hvor vi kommer til at følge Harry og Felicias date? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...