Leaving Hints ► Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2017
  • Status: Igang
Når livet ikke er en dans på røde roser som forhåbet, men et fængsel fyldt med slanger og maskiner, vil kærligheden så vare ved? ► Dette er toeren til Leaving Notes, og det anbefales at den læses først - det behøves dog ikke.

51Likes
23Kommentarer
7118Visninger
AA

8. ► fem

Harry åbnede døren for mig til passagersædet, og jeg fik ubesværet sat mig ind, og fik min sele på, så Harry kunne smække døren. Han satte sig selv ind på førersædet, og fik spændt sin sele, så det i det mindste ikke var de regler vi ville bryde. 

Det var tid til vores roadtrips, og i min taske - som stod på bagsædet - lå der en masse sandwiches, og en masse halvliters flasker fyldt med vand, som vi ville kunne tage af under hele turen. Desuden lå min medicin i handskerummet, og jeg skulle bruge vand for at sluge pillerne. 

“Så, er du klar?” Harry smilede, mens han lagde en hånd på mit lår, og klemte det forsigtigt. Jeg nikkede, og lænede mig tilbage i sædet, og slappede fuldstændig af for første gang i lang tid. 

Det skulle bare være os to, med en masse musik, samtaler og en lang køretur, forbi en masse tankstationer for at købe billige croissanter eller slikposer, og se en masse ting, når vi kører forbi dem. Muligvis endda tage nogle billeder til instagram, eller ringe til Niall og Chelsea, og snakke med dem imens at vi kørte derud af. 

“Hvilken retning kører vi så i?” Hele min krop var fyldt med spænding, og det føltes godt endelig at skulle noget andet end at sidde hjemme i sofaen, og vente på at min kæreste kom hjem til mig, eller på at jeg skulle hjælpe min bedste ven med aftensmaden. 

“Mod en anden by. Hvilken by det er, finder du ud af på vej derhen. Jeg har bestilt biografbilletter til midnat,” fortalte han, mens han startede motoren. Han bakkede ud fra parkeringspladsen, og var hurtigt ude på by vejen med retning mod motorvejen. Uanset hvor vi skulle hen nu, så ville jeg ikke vide det før vi kørte op ad en anden afkørsel fra motorvejen. 

“Til hvilken film?” Spurgte jeg, i håb om bare at få en lille smule at vide. Harry kiggede på mig, og smilede skævt. Jeg satte begge ben op på sædet, og satte mig i skrædderstilling med en flakse vand imellem benene. Jeg havde et par bløde sokker på fødderne, på trods af måneden hvor man ville tænke at det ikke var nødvendigt, men jeg frøs altid så forfærdeligt meget.

“Hvis jeg sagde det, ville det ikke være en overraskelse.” Jeg hadede når han var sådan, jeg hadede overraskelser. Det gør de fleste vel; man vil gerne vide hvad man bliver udsat for, hvad man skal forvente, hvad man skal have på og generelt se ud, og så vil man gerne vide hvilken attitude man skal have omkring det, inden man overhovedet tager hjemmefra i første omgang. 

“Jeg hader dig,” drillede jeg, og tog en tår af min vand. Harry kiggede fornærmet på mig, og lagde en hånd på hans bryst. Jeg blinkede og grinede svagt, mens jeg rodede tasken igennem for at finde en passende CD for os, at sætte ind i bilens højtaler. 

“Jeg hader dig mere,” fortsatte Harry, som var han et lille barn der ikke kunne udfylde sin tørst efter drillerier, og for at have det sidste år. Jeg kiggede på ham med et løftet øjenbryn, men tænkte så, at jeg hellere måtte lege med. Man kunne jo umuligt stoppe så tidligt. 

“Jeg hader dig mest,” sagde jeg, mens jeg lagde armene i kors. Harry lagde igen hånden på hjertet, dog endnu mere dramatisk end før, hvilket fik os begge til at grine. 

Harry burde uden tvivl koncentrere sig mere om at styre bilen, men hvad var meningen med hele denne tur, hvis ikke vi kunne snakke med hinanden imens? Jeg fandt en gammel Justin Bieber CD frem, og uden at vise den eller spørge Harry om lov først, så satte jeg den i højtaleren og trykkede på play knappen. Der blev skruet op hurtigt, for åbenbart havde Harry skruet helt ned, sidst han brugte bilen. En underlig vane han havde, når hans telefon ringede. 

“You know you love me, ey,” skrålede jeg med, som Justins meget yngre stemme røg ud af vores højtalere. Harry kiggede på mig med et løftet øjenbryn, og et skævt smil, som eksponerede hans ene smilehul i min side. Jeg smilede flabet tilbage til ham, mens jeg fortsat sang med på sangen.

Jeg var langt fra født med en god stemme, men jeg havde lysten til at synge for fuld kraft, så det gjorde jeg, selvom jeg sad ved siden af en meget talentfuld sanger, som bare nægtede at udnytte sit fulde potetientale. Han sang fantastisk, men ville hellere have et mere skjult og stabilt arbejde. 

“Just shout whenever, and I’ll be there,” fortsatte Harry sammen med mig, dog i et mere mumlende toneleje. Jeg smilede for mig selv, mens vi kørte videre ud på motorvejen. Vi var rent faktisk på vej væk fra vores hverdag, vores normale, kedelige, stressende, sygdomsfyldte, hverdag. 

“Jeg er virkelig glad for, at vi gør det her.” Jeg smilede, og kiggede hen på min kæreste der sad bag rattet. Vi havde rimelig meget fart på, og derfor var det så utroligt vigtigt, at Harry holdte sine øjne på vejen lige nu. Om kort tid ville vi være ved nogle skarpe sving, men jeg kunne uden, at Harry drejede hovedet, se at han sad og smilede. Han lagde en hånd på mit lår, som han dog hurtigt fjernede igen.

“Det er jeg også,” svarede han, hvilket fik mig til at smile endnu mere. 

CD’en gik videre til den næste sang, og vi påbegyndte en ny fest. Der blev skrålet, der blev gjort forsøg på at danse - selvom selerne gjorde det lettere umuligt - der blev grinet, smilet, leet, hvinet, rent faktisk sunget, joket, råbt, skreget, grædt af glæde, og så blev der da også kørt et par kilometer.

Harry kørte op til den første rasteplads. Klokken var ved at være omkring et, og vi havde ikke spist nogne form for frokost inden vi tog hjemmefra. Det var også tid til at jeg skulle tage den første potion medicin, så det var meget rart at det ikke skulle ske med hundrede og ti kilometer i timen. 

“Hvad for en sandwich vil du have?” Spurgte jeg om, med hovedet nærmest begravet nede i tasken. Der var køligt, og der var fyldt med staniol og plastikflasker, og hvis ikke det var fordi at de forskellige sandwiches havde forskellige størrelser, ville jeg da ikke ane hvad der var hvad. 

“Kylling og bacon,” svarede han, mens han fandt en ledig plads vi kunne holde på. Omkring os var der et par lastbiler, det kunne jeg se da jeg stak hovedet op fra tasken for at give Harry hans mad. Selv tog jeg noget så simpelt, som en med skinke og ost, som dog også var en af mine yndlingsting nogensinde. Det var så simpelt, så nemt, og svinede ikke; men det smagte så godt. 

Pillerne var handskerummet var blevet godt og gryndigt kølige, men af en eller anden grund, gjorde det dem også lettere at sluge. Det var første gang på hele turen, faktisk næsten hele dagen, at jeg havde tænkt på at jeg egentlig var syg. At jeg for ikke så længe siden, havde været tilkoblet slanger, rør, maskiner og besøg af sygeplejerske hvert tyvende minut. 

Det var så befriende for mig, at jeg kunne tage på en tur som denne. Langt væk fra slanger og rør; i hvert fald nogle, som ville kunne kobles til mig - langt væk fra læger og sygeplejerske, men ikke længere væk end et opkald, som skulle betragtes som en nødsituation. 

Vi havde begge klikket vores seler op, og istedet for begge at kigge mod en vej, kiggede vi nu mere på hinanden. Harry sad skråt på sædet, og sad og svinede hele bilen til med hans karrydressing, som han overhovedet ikke kunne holde inde for brødet. Selv havde jeg bare drejet mig, så jeg kun kiggede på ham, min sandwich, og absolut intet andet. 

Bilen var slukket, så musikken fyldte ikke mine ører. Det eneste der var til at høre, var lyden af mad der blev tygget, og lyden af vores vejrtrækninger. Vi var generelt meget dårlige til at snakke, mens vi spiste. Det hørte ikke til i Harrys familie, og derfor var det underligt for ham at gøre andet. 

“Du ved,” startede jeg ud. Jeg stoppede sætningen, men kun for at jeg kunne synke min mad. Harry syntes ikke der var noget værre, end når folk snakkede med mad i munden. Jeg måtte give ham ret, det var også utroligt ucharmerende. Både for personen der snakkede, men også for alle ofrene for madrester der røg ud, når man ikke kunne finde ud af at beholde maden inde mens man snakkede.

“Du kunne også bare fortælle mig hvad vi skulle, og så kunne jeg glæde mig endnu mere, hele vejen derhen,” prøvede jeg at lokke ham. Det fik ham dog blot til at grine af mig, så godt som han nu kunne, med et stykke bacon hængende ud af mundvigen. Jeg kiggede irriteret på ham. 

“Godt forsøgt, babe. Men nej,” svarede han, mens han havde meget svært ved ikke at grine endnu mere af mig. Jeg vendte mine øjne helt op i panden, men rullede dem hurtigt tilbage ned. Jeg kunne høre et enkelt grin forlade hans mund, og da jeg kiggede på ham med et løftet øjenbryn, kunne han ikke lade vær med, at lade alle grinene forlade hans system. 

Han slog sig selv ned i låret, og var flere gange ved at tabe den sandwich han havde i hånden. 

“Meget morsomt,” sagde jeg, med et alt for stor forbrug af sarkasme. Mine øjne rullede af ham endnu en gang, hvilket blot fik ham til at grine endnu mere. Hvordan jeg havde kunne være sådan med sådan en dummerik i alle disse år, undrede jeg mig nogle gange over. Kun i bestemte situationer; men denne situation, hørte bestemt ind under de passende kategorier. 

“Ja. Det synes jeg egentlig også,” drillede Harry, hvorefter han kort rakte tunge af mig. Jeg svarede igen, også med en tunge ude af munden. Det gik fra at Harry grinede al for voldsomt, i forhold til situationen i hvert fald, til at vi begge sad og grinede, drak vand og spiste overraskende, elendige sandwiches, på trods af at de ellers plejede at være de bedste i byen. 

Ja, du troede måske at vi selv havde stået og lavet dem - men nej, Niall havde ikke været hjemme. 

 

 

“Skal vi til London?” Spurgte jeg begejstret om, mens jeg nærmest hvinede så højt, at Harrys ører faldt af. Han sad og havde et kæmpe smil på læben, og var så tæt på at grine af min reaktion, men han nikkede blot, mens han fik kæmpet sig op ad den bakke der hørte til afkørslen. 

Vi havde været i bilen utroligt længe, og flere gange var vi også holdt ind på rastepladser for at tisse, spise, drikke, strække benene, eller endda tage en lur - hvilket vi havde gjort en enkelt af gangene. Så klokken var næsten halv otte nu, og nu skulle vi bare finde en restaurant. 

Kendte jeg Harry ret, så havde han allerede lavet reservationen. Så ville jeg ligesom med resten af tingene, ikke have noget at sige der. Til gengæld havde han planlagt og betalt det hele, så jeg kunne ikke tillade mig at brokke mig. Det var romantisk, og mange ville sikkert elske sådan en overraskelse.

“Hvad har du lyst til? Fransk eller kinesisk?” Jeg var næsten lige så overrasket, som jeg måtte have set ud. Da Harrys ord nåede hen til mine ører, og jeg rent faktisk fik opfattet hvad han spurgte om, så forstod jeg også at jeg havde en valgmulighed her. Jeg kunne dog ikke vælge dansk mad, eller australsk eller thai. Men jeg havde da nogle få valg, to valg, og jeg kendte mit svar.

“Fransk,” svarede jeg, mens jeg smilede over hele ansigtet. Jeg ville vædde på, at Harry havde bestilt bord på to forskellige restauranter. En finere, og en kinesisk. Han måtte have planlagt dette utroligt længe, især hvis vi skulle spise på en fancy, dyr, fransk restaurant placeret i indre London.

“Så bliver det den franske, som vi engang spiste på.” At han afslørede noget, før vi rent faktisk var derhenne, overraskede mig. Han havde holdt tæt med alle informationer, indtil jeg selv ville opdage det, men nu fortalte han rent faktisk hvor vi skulle spise henne de næste par timer. 

Hvilken film vi skulle se, hvilken biograf, hvor lang sendetid, og hvornår vi skulle hjem igen, vidste jeg stadig ikke. Men jeg vidste at det var en midnatsforestilling, og dem var der jo også kun utroligt mange af i London. Der var mindst to i hver biograf, og biografer var der massere af. 

“Jeg elsker dig så højt. Tak for det her,” sagde jeg, mens jeg smilede taknemmeligt til Harry. Han drejede hovedet, og hans øjne mødte mine. Hans øjne var så smukke, og jeg tror aldrig jeg ville kunne blive træt af at kigge ind i dem. Det var en af mine yndlingsting at gøre. 

“Du havde brug for det. Hele din krop skreg efter det,” sagde han lavt, og lagde en hånd oven på min. Hans tommelfinger nussede min håndoverfladede i cirkulære bevægelser, og de resterende af hans fingre flettede sig forsigtigt ned i mine. Jeg smilede, og følte mig så utroligt taknemmelig. 

“Det gjorde den vidst,” mumlede jeg, mens jeg mærkede hele min krop fyldes med glæde. Sommerfugle fløj rundt i maven på mig, mine lunger blev fyldt op med helt frisk luft, og mit hjerte bankede derudaf, men i en sund rytme for min krop. Min puls galoperede afsted, men kun fordi jeg mærkede kærligheden for første gang i lang tid. Harry elskede mig, det vidste jeg og tvivlede aldrig - men på det sidste, havde jeg bare aldrig følt den i min krop. 

Hvad kunne jeg om noget have gjort, for at være så heldig, at jeg kunne have Harry i mit liv?

 

Jeg undskylder dybt for, at det er så længe siden jeg sidst publicerede. Jeg har skrevet på A Ride In The Snow (min julekalender dette år, med Niall) og på nogle andre projekter. Dog fik jeg nu skrevet endnu et kapitel, og håber på, at få endnu et ud inden jeg tager tilbage på efterskolen.

Knus, Isabella

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...