Leaving Hints ► Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
Når livet ikke er en dans på røde roser som forhåbet, men et fængsel fyldt med slanger og maskiner, vil kærligheden så vare ved? ► Dette er toeren til Leaving Notes, og det anbefales at den læses først - det behøves dog ikke.

47Likes
15Kommentarer
4061Visninger
AA

4. ► et

Tre måneder var gået, og sommeren var overstået.

Det meste af det varme vejr var brugt på hospitalsbesøg, på at rende rundt med en stang med en pose vand hængende, og med en nål i hånd overfladen. Faktisk en nål, som jeg dagligt fik skiftet af den sygeplejerske der kom hver syvende time i lejligheden.

Lejligheden som ikke længere var en treværelses, men en fireværelses, og hvor vi boede med Chelsea og Niall, fordi at Harry nægtede at lade mig være alene mens han var på arbejde. For det var han jo nødt til at være, for at kunne betale min medicin.

Groft sagt, det var gået utroligt galt til vores dimission.

Lige som jeg skulle til at starte den første sætning, var jeg åbenbart besvimet, og alle - her snakker vi om Harry, Louis, Niall, Jase, Melody, Chelsea, mine forældre, Harrys mor, Louis’ far, og tvillingernes forældre - løb op til mig, for at se om jeg var okay.

I og med at rektoren og tre af mine lærere allerede stod deroppe, var de også henne ved mig i løbet af få sekunder. Ud fra hvad jeg fik fortalt, så var det Liam der havde ringet efter en ambulance, hvilket overraskede mig.

Jeg havde troet at det ville være en af dem der var ved mig.

Men ja, udover det - jeg var besvimet, min puls havde været så utroligt hurtigt, og min hjerterytme havde været meget anderledes end fra det normale. Lægerne sagde at det nok var grundet nervøsitet og spænding, og jeg var blevet spurgt en hel masse ind til de sidste følelser jeg kunne huske.

Nervøsitet og spænding.

Men jeg blev stadig indlagt, bare til observation og en masse scanninger så de var sikre på at der ikke var noget. Man kan jo ikke sende en pige hjem, hvis hun har et ødelagt hjerte.

Men der var ingen der troede at der ville være noget, men det var der så bare. Eller, de ved endnu ikke om det altid har været der, eller om det opstod da jeg besvimede, men jeg har nu, i år totusindogfemten, fået fortalt at jeg har en mislys på hjertet, en hjerterytme der nogle gange enten lige slår én gang for meget, eller springer ét enkelt slag over.

Noget der gjorde at jeg fremover ville skulle tage rigtig godt af mig selv, ikke blive stresset, sørge for altid at være fyldt med væske - for vi skulle jo nødigt have at jeg besvimede igen - men bare i frygten for at jeg gjorde, så havde Harry og Niall taget beslutningen om at vi alle fire flyttede sammen, for så ville Niall altid være der til at holde øje.

Fantastisk idé, ikke?

Det er det bare ikke længere når det er på tredje måned, og Niall stadig ikke laver andet end at behandle mig som et lille barn, med ondt i maven.

Både Chelsea og Harry arbejdede, der var ingen af os der havde valgt nogen form for studieretning endnu, da vi alle ønskede et sabbatår.

At Chelsea og Harrys skulle gå på at tjene penge som jeg brugte, var så ikke noget vi havde forventet. Alle vores forældre hjalp faktisk til med at betale huslejen, og de kom tit hen til os for at lave mad, eller bare se til mig.

Alle var utroligt bekymrede, bange for om jeg kom ned i et sort hul, eller gjorde noget slemt mod mig selv. Ikke engang tanken havde faldet mig ind, og jeg fik lyst til at forlade lokalet hver gang at nogen nævnte det.

Men ja, det var hvad der skete - og det måtte jeg nu leve med i så forfærdelig lang tid, højst sandsynligt indtil jeg dør.

At mislyden kunne være grunden til min død, var noget alle andre tænkte over.

Jeg levede bare i nuet.

“Vil du have noget te, Fel?” Niall sendte mig et kort smil, og gav min skulder et klem, præcis ligesom han gjorde hver gang han behandlede mig som en patient.

Jeg kiggede op på ham, og rullede øjne af ham.

“Nej tak, Niall. Hvis jeg vil have noget, så laver jeg det selv,” svarede jeg irriteret.

Jeg var efterhånden godt og grundigt træt af den måde de behandlede mig på, som om at jeg rent faktisk var syg. Som om at jeg var deres patient hver vågne time, og som om at jeg krævede deres pleje.

Selv når jeg sov, var jeg en patient. Jeg får målt blodtryk hver tredje time, hvilket gør at jeg vågner hver tredje time om natten. Jeg har en maskine tilsluttet som holder øje med mit hjerteslag, rytmen og hvad den nu ellers gør - og den holder mig vågen de fleste nætter.

Jeg sover ikke engang med Harry, han sover i stuen. Han skal være udhvilet til arbejde, og han vågner lige så snart jeg gør, bare i frygten for at jeg havde et anfald, var ved at besvime, eller hvad han nu ellers havde oplevet, eller frygtede.

Det var som om at han ikke var min kæreste mere, nu var han bare en der tjente penge for mig.

Det samme gjorde Chelsea egentlig, og jeg havde det så dårligt med det! Jeg følte at jeg udnyttede en af mine bedste veninder, og jeg havde virkelig ikke behovet for at hun skulle bruge sine penge på mig, eller bruge sit sabbatår på noget helt andet end hun havde ønsket.

Jeg var sikker på at hun bare ville have brugt det med Niall, lave en masse hyggelige ting, opleve en masse steder, og kreere utroligt mange minder.

Det var den Chelsea jeg kendte, ihvertfald helt med på.

“Harry kommer forresten sent hjem i dag,” sagde han, mens han var på vej hen til køkkenet. Normalt ville jeg sige ud i køkkenet, men lejligheden havde et åbent koncept - vores køkken, var også vores stue og spisestue.

“Selvfølgelig gør han det,” svarede jeg lavt.

Jeg var ikke engang sikker på om Niall kunne høre det, og jeg tror også mere at jeg bare svarede mig selv. Jeg havde bare brug for at komme af med irritationen over at jeg aldrig så Harry, fordi at han arbejdede så vi kunne betale for mig.

Jeg ville bare ønske at lægerne snart ville gå tilbage til det de plejede at være for mig. Søde mennesker som jeg så en gang om året, og absolut ikke mere.

Nu var det nærmere hver uge at jeg besøgte dem, fik målt ditten og datten, og fik at vide hver gang at der stadig ikke var nogen bedring. Jeg havde stadig den mislyd.

Jeg havde højst sandsynligt haft det hele mit liv, uden nogle problemer selvfølgelig. Hvis jeg ikke var besvimet til dimissionen, så ville de nok heller ikke have fundet ud af det. Så ville jeg kunne bo alene med Harry, uden at have Niall som min babysitter hver vågne time, og jeg ville kunne bruge mit sabbatår med min kæreste, i stedet for at han skulle arbejde hele tiden.

Hvis ikke jeg havde besvimet, så var problemet slet ikke der.

Det var underligt at tænke på - tænke på at hvis jeg ikke havde været den bedste i klassen, ikke havde holdt talen, bare takket nej, hvis jeg var et år yngre, eller hvis dimissionen havde været en anden dag - så ville jeg muligvis slet ikke have problemet med at kræve pleje, kræve penge til medicin, kræve sygehusbesøg.

Hvis jeg ikke havde gået all in det sidste år, så var jeg muligvis rask den dag i dag.

Det var min egen skyld at kærligheden var mindsket, behovet forstørret, økonomien strammere, og venskabet forsvundet.

Jeg så ikke længere Niall som en ven, jeg så ham som min passer. En hjemmesygeplejerske som aldrig havde fået sin uddannelse, men havde behov for erfaringen.

Jeg så generelt ikke Louis, de havde ikke tid til at besøge os, og vi havde ikke overskuddet til at besøge dem. Jeg havde faktisk ikke set dem siden vi flyttede til Brighton, og inden da, havde jeg kun set Louis tre gange på hospitalet, og Melody en enkelt gang.

Det var som om at min bedste veninde og min bedste ven bare gled væk fra mig, og der var intet jeg kunne gøre. Jeg var jo ligesom klistret fast i lejligheden, og måtte ikke forlade den alene, eller i mere end de tre timer som det tog at være på sygehuset.

Lægens ordre.

Jeg skulle ikke risikere stress, jeg skulle ikke risikere lavt blodtryk - eller for højt, jeg skulle ikke risikere en høj puls, men den skulle også være høj nok, og jeg måtte absolut ikke dyrke motion.

Det var dårligt for mit hjerte, især siden at det var så kort tid siden at jeg havde mit første anfald, som lægerne godt kunne lide at kalde det.

Timerne på dagen gik så ekstremt langsomme, det føltes allerede som om at det var sidst på dagen - at Harry ville have fri, og komme med pizzaer eller lignende.

Men nej, det var kun to timer siden han var smuttet, og denne gang havde jeg endda været vågen.

Livet var surt, og det dræbte mig ikke at kunne opføre mig som Harrys kæreste, men det føltes bare ikke rigtigt. Jeg følte mig som en patient, som en plage - som et problem han skulle skaffe sig af med.

Vi havde haft en så god afslutning, bare i ét enkelt øjeblik af dette miserable liv, havde vi været lykkelige. Vi havde haft verden liggende foran os vores fødder, og kærligheden vi delte var det største jeg kunne forestille mig.

Nu handlede alt om arbejdstimer, medicin, lægebesøg, Niall og Chelsea, takkekort, og at afholde tider.

Der var ikke små spontane kys, der var ingen overraskelser, for fanden da - der var ikke engang nogle skænderier. Ikke engang om hvorfor opvaskemaskinen ikke var blevet tømt, eller hvorfor jeg ikke havde skrevet hvad han skulle købe til aftensmad.

For jeg havde jo en undskyldning - en jeg aldrig brugte, men det var der - jeg var jo syg. Jeg kunne ikke gøre for det.

Det hele var rutine på rutine nu. Harry vågnede, spiste morgenmad, gav mig min medicin, smuttede på arbejde - nogle gange uden at sige farvel - han arbejde, jeg var alene med Niall, tog en masse medicin, Harry kom hjem, jeg fik et kys, vi spiste, jeg fik medicin, vi gik i seng.

Det samme mønster hver dag, og der var intet jeg kunne gøre.

Hvis du nogensinde har kendt til sygdom, så kender du til dette. Du ønsker at ændre dit liv, starte forfra, få en ny livsstil - og du vil gøre hvad som helst for det. Men uanset hvor hårdt du prøver, hvor meget du beder og ønsker, så kan det ikke lade sig gøre.

Din krop har allerede bestemt sig for hvad der skal ske, lægerne kender allerede svaret. Men du får at vide at der er fremskridt, du skal svare på om det er en god eller dårlig dag, og du bliver sat ned i medicin.

Det er de små ting du sætter pris på, og det er kun de små ting som er mulige.

Men alligevel vil du bare ud, væk.

Ud fra dit mareridt af et liv, men det er ikke dit valg at træffe. Du danser ikke på røde roser, eller hører violinmusik på en overklasses restaurant, mens du sidder og spiser hummer og drikker dyr champagne.

Du lever bare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...