den forliste by

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2016
  • Opdateret: 22 jun. 2016
  • Status: Igang
"Undskyld hvad i al helvede taler vi om?" " ja er du idiot eller noget det er selvfølgelig drengen" nærmest råbte manden " hvilken dreng??" " er du dum den dreng der har været forsvundet i 3 dage"

0Likes
0Kommentarer
19Visninger
AA

2. Lucifer???

Han havde et behageligt liv og en smuk og charmerende hustru. Dette fik mig selvfølgelig til at stille spørgsmålstegn ved hans årsag til at ville følge mig ind i Vagaskoven. Mens Lucifer vaskede op, var jeg alene med Marie. Jeg spurgte hende om hun var urolig over at han skulle følge med mig på eftersøgningen, og hun lo bare. ”Da jeg mødte Lucifer,” sagde hun, ”var han stadig i hæren, udstationeret i min by nær Berlin. En dag blev hans deling smidt ned i en nærliggende skov, kun med kompas og ingen kort. Lucifer var tilbage i byen en dag før alle andre, fordi han ville tilbringe så meget tid som muligt sammen med mig. Så jeg vil være urolig for dig, Warren, og urolig for Adam Parkes. Men jeg vil ikke være urolig for min mand.” Hun lo igen og jeg tænkte: ’Måske er hun ikke urolig, fordi hun ikke er herfra. Hun er ikke vokset op med myterne om Vega skoven.’ Abs, derimod, som var vokset op i Marys Town, kendte alt til frygten og mistanken, som omgav Vega skoven. Jeg tvivler ikke på, at han som mig var fascineret af det hele. Et forbudt sted er fascination nok i sig selv. Hvis han havde andre grunde til at ville ledsage mig, talte han ikke om dem. Og hvad med mine grunde? Jeg indrømmer, at jeg ikke havde noget forhold til Adam Parkes. Jeg gik ikke ind i skoven for at lede specifikt efter ham. Hvad jeg ledte efter, var en historie. Det er sjældent at finde en myte i den moderne verden, sjældent at finde et sted så omgærdet af overtro som Marys Town og skovene omkring den. I begyndelsen var jeg usikker på om mit mål var at afsløre myten eller forstærke den. Hvis Adam blev fundet i live, hvad kunne han så fortælle om det han havde set i skoven? Noget overhovedet?

Ville det være nok til at holde overtroen i live eller simpelthen et eventyr om at fare vild, en nær-døds-oplevelse, som handlede mere om dårlig stedsans end om noget, der bare mindede om noget overnaturligt?

Byen Marys Town er i sig selv ikke særlig bemærkelsesværdig. Da vi vendte tilbage fra skoven og kom ned af bakkeskråningen, blev vi mødt af en halvt ødelagt fabrik. Jeg har gjort mit hjemmearbejde. Engang var der en stor industri og fremgang i byen. Men alt for mange mænd, som forsvandt i skoven, har reduceret byen til en halvt forladt dynge af huse, et par mørke gader, en eller to butikker, en restaurant og et par barer. En fremmed bliver mødt med mistænksomhed. De fleste forlader forbløffede stedet, som om de lokale har lavet en spøg med dem, og forstår ikke hvorfor de ikke blev mødt med åbne arme. Sådan et lille samfund byder da et nyt ansigt velkomment? Nej. Tro mig. Det gør det ikke. Jeg følte mig ikke velkommen, da jeg ankom. Der var ingen opmuntring, da jeg stillede mig op i en af pubberne og fortalte om mine intentioner om at finde Adam Parkes. I et lettere truende tonefald blev jeg faktisk tilskyndet til at forlade byen. Det viste sig, at de lokale mere frygtede, at jeg ville bringe Adam levende hjem, end de egentlig bekymrede sig for mig. Og som jeg selv var de ikke bekymrede for Adam som sådan, men for den historie han ville bringe med hjem. Mine instinkter fortalte mig, at hvor jeg ønskede at fortælle historien – hvad den så end ville være – var de lokales eneste ønske at dysse den ned. Lucifer og jeg nåede frem til byen idet mørket faldt på og afleverede Adam hjemme. I det mindste var hans mor glad for at få ham tilbage. Da hun åbnede døren, stod hun et øjeblik forvirret, som om hun havde opgivet håbet i samme øjeblik drengen vovede sig ind i skoven. Jeg følte det som om jeg præsenterede hende for et spøgelse, og jeg puffede drengen ind i hendes arme, som for at bevise, at han var af fast stof, af kød og blod. Hun holdt ham ind til sig i lang tid, idet en diset regn begyndte at falde. Idet hun til sidst trak sig tilbage, stirrede hun ind i hans ansigt. Hun skævede over på mig. Mens hun stirrede på drengen igen, tog hun fat i hans skuldre og rystede ham lidt, mens hun bekymret spurgte:  ”Hvad? ”Jeg følte en stigende forventning, men efter en lang tavshed mumlede drengen blot: ”Jeg er sulten. ”Adams mor gik forrest ind i huset, men Lucifer greb fat i min skulder. ”Warren, jeg skal hjem.” ”Okay, Lucifer,” sagde jeg, ”vi tales ved i morgen.” Jeg vendte mig og rystede hans hånd energisk. ”Tak. Endnu en gang tak. Vi gjorde det. Vi fik ham hjem. Dig og mig, Lucifer. Der vil være…”Jeg holdt op med at tale, da jeg opdagede, at Lucifer kiggede på mig med et rådvildt blik. ”Warren,” sagde han i et betydningsfuldt tonefald, ”vil vi selv fortælle om den nat vi har haft? ”Jeg var stille et øjeblik, idet jeg kiggede på ham. ”Hvad mener du? ”Han virkede ængstelig. ”Vil vi fortælle hvad vi selv så? ”Vi?! På det tidspunkt tænkte jeg: ’Han må mene Adam. Han må mene hvad Adam så. Vi så ikke noget.’ Jeg klappede ham på skulderen. ”Vi finder snart ud af hvordan denne historie udformer sig,” sagde jeg, og som svar på dette gik han blot forvirret sin vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...