den forliste by

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2016
  • Opdateret: 22 jun. 2016
  • Status: Igang
"Undskyld hvad i al helvede taler vi om?" " ja er du idiot eller noget det er selvfølgelig drengen" nærmest råbte manden " hvilken dreng??" " er du dum den dreng der har været forsvundet i 3 dage"

0Likes
0Kommentarer
21Visninger
AA

1. Adam Parks

Jeg har på fornemmelsen, at jeg aldrig nogensinde i hele mit liv vil kunne se på en solnedgang uden at blive berørt af den samme følelse, som jeg havde den dag jeg trådte ud af Vegaskoven og så himlen over Marys Town. Jeg blev overvældet af en stor lettelse, som jeg var overbevist om ville være hos mig altid. Jeg var sikker på, at en dalende sol og ujævne røde og orange striber tværs over himlen for evigt ville være forbundet i mit sind med et andet billede: Tid. Eller mere nøjagtigt, tiden der forsvinder. For blandet med min glæde, min store lettelse, var en mørkere følelse. Den kom fra bevidstheden om, at jeg ikke kunne have tilbragt endnu en nat i de skove. Jeg ved ikke hvorfor jeg siger dette, da drengen på trods af hans tavshed og fjerne blik og på trods af, at han havde tilbragt tre nætter alene i skovene var uskadt. Han var ikke, som folkene i Marys Town vil fortælle dig, hvis du spørger, den første unge mand, som var faret vild i skoven. Ikke desto mindre var han den første, som blev fundet i live. Og jeg var den, som hentede ham tilbage, jeg, som bragte hans historie hjem. Drengens navn er Adam Parkes. Jeg kalder ham en dreng, men han er høj og hans ansigt har begyndende hårvækst. Jeg troede han var død, da jeg fandt ham tidligt den morgen. Han sad støttet op af et træ, bleg og stille i det tiltagende lys. Hans øjne var stirrende og glasagtige. Men selvfølgelig var han levende. Hans hjerte slog. Han drejede hovedet, da vi ankom. Han rejste sig hurtigt. Han gik ved min side tilbage til byen, selvom han virkede ude af stand til at få det døde udtryk væk fra øjnene. Han sagde heller ikke meget til hverken mig eller min følgesvend på vejen tilbage, med undtagelse af en meget mærkelig samtale vi havde, da mørket faldt på. Han kiggede tilbage mod skovene. Jeg spurgte om han havde det godt, og han vendte sig om mod mig og svarede ”De venter. De venter på mig. Det gør de. ”Jeg kunne kun lige ane hans ansigt i det svindende lys. Blidt spurgte jeg ham hvad han mente. Adam blev pludselig hemmelighedsfuld og mistænksom. Han blev fjern og smilede for sig selv. Da jeg kom tættere på ham, opdagede jeg, at han rystede. ”Du må fryse, Adam. Tag det roligt, du er snart hjemme. ”Han så på mig og hans øjne var skinnende og dristige. ”Jeg skælver af glæde.” ”Hvad mener du?” ”Hvem er du?” spurgte han pludselig.  ”Det har jeg fortalt dig før, Adam. Mit navn er Warren, jeg er forfatter.” ”Forfatter!?” Adams ansigt fortrak sig. ”Nå, det var derfor du ledte efter mig, for at få en historie?” Han sagde ikke noget et øjeblik, så stoppede han og stirrede på mig. ”Hvad vil du skrive om?” spurgte han med foragt i stemmen. Han ventede på et svar, men jeg trak bare på skuldrene. ”Vi får se,” svarede jeg forsigtigt. ”Så du noget, mens du var faret vild?”  ”Jeg var ikke faret vild,” bjæffede han. ”Adam, du har været forsvundet i tre dage! Du ville have været død, hvis vi ikke var kommet og havde reddet dig.”  ”Nej!” sagde han med skinnende øjne. ”Nej!” Så blev han stille og nægtede at sige mere. Når jeg prøvede at sige noget, ignorerede han mig. Men på det tidspunkt blev jeg ikke bekymret over hans tavshed og mutte humør. Det var en anden, hvis stilhed gjorde mig meget mere ængstelig. Jeg har endnu ikke præsenteret Lucifer, den eneste mand, som stod frem og tilbød mig at følge med ind i skoven for at lede efter Adam; en mørkhåret tidligere faldskærmssoldat i starten af trediverne. Lucifer voksede op i Marystown, og vendte nygift tilbage for nylig sammen med sin hustru efter at have forladt hæren. Lucifer ville ikke afsløre sine grunde til at følge med mig ind i skoven. Min eneste tanke var, at han fascination var lig min egen. I starten havde han været snaksalig og spændende, og jeg forestillede mig, at han ville være godt selskab til en eftersøgning. Han talte ofte om sin hustru Marie, som han tydeligvis var meget forelsket i. Jeg havde selv mødt Marie og forstod hans dybe hengivenhed. Aftenen før Lucifer og jeg drog af sted på vores eftersøgning, lavede Marie aftensmad til os. Under måltidet gik det op for mig, at jeg misundte Lucifer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...