På hoved

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jul. 2016
  • Opdateret: 15 jun. 2016
  • Status: Færdig
2. Kærlighed Det hele er for Dena vendt på hovedet. I det ene øjeblik tror hun, hun har styr på sit liv, og i det andet øjeblik har alt ændret sig. Hun har det svært, og det kræver mod at fortælle nogen sin hemmelighed.

0Likes
0Kommentarer
58Visninger

1. På hoved

Mit hoved er fuld af tanker, som om det om lidt vil eksplodere. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det til nogen som helst. Jeg vil så gerne have det ud, men hver gang jeg prøver, slå min tunge knude, og jeg kan intet sige. Hvordan kan det være så svært. Jeg har vidst det i nok fire år, men det er bare ikke til at sige. Hvad mon min mor ikke vil tænke, og jeg tør slet ikke tænke på min far. Bare det var nemmere, men det er det bare ikke. Det bliver aldrig nemt. ALDRIG. Hvad hvis jeg ikke har fortalt det om ti år, og det ender med, at jeg sidder med en mand og et barn i skødet? Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke sige det, selvom jeg gerne vil. 

 

I skolen sidder jeg bare og stirrer ud i luften. Heller ingen her ved det. Den eneste der ved det er migselv, og det er jo ikke ligefrem skide fedt. Denne hemmelighed kvæler mig. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Hvordan kan det være så damn svært det hele. Lucas, min bedste ven, ved heller ikke noget. Det er jo ikke ligefrem fordi, man kan se det eller høre det på mig. Der er intet ved mig, der viser det. Jo, måske lige det, jeg har tror, jeg har stående i panden. Jeg er faktisk en skide god skuespiller: Jeg kan udgive mig for at være en, jeg ikke er. Skide fedt. 

Min lærer snakker løs om eksamen, vi snart skal til, og jeg lades som om, jeg følger med. Faktisk sidder hele min klasse sådan. Nogen sidder endda med deres telefoner. Vi er på en måde allerede gået på sommerferie. Ingen gider skole mere. Efter sommerferien skal jeg op i 2. g på gymnasiet. Det er ikke ligefrem fordi, jeg har fundet ud af, hvad jeg skal efter gymnasiet. Måske skal jeg være skuespiller, nu hvor jeg er skide god til at spille alle roller, der bare ikke er mig selv. Jeg kan også blive psykolog, for så skal jeg ikke tænke på mig selv, men kun på alle andre. Tja, det skulle jeg måske overveje.    

 "Dena" siger min lærer "Dena, hører du efter?" Jeg vågner op fra mine tanker. Er det så tydeligt, at jeg ikke hører efter. Det går op for mig, at jeg sidder og stirrer ud af vinduet. Jeg overvejer at spørge min lærer, om hun tror, der er nogen, der hører efter.

 "Nej" siger jeg ligeud. Hun ser koldt på mig, inden hun vender tilbage til sin meget lange forklaring på, hvad 'Romantikken' er. 'Romantikken' Ha! Helt seriøst, hvordan har man set noget kærlighed til dette land? Det er sgu ikke det fedeste at nogen i landet udstøder sådan en som mig. 

 

Lucas sidder i frikvarteret og snakker om, hvor træt han er over, at vores lærer hele tiden kommenterer på, at han spiser i timerne, når han alligevel ikke smasker. Han spiser hele tiden. Alligevel kan han spise så meget han vil, uden nogensinde at blive tyk. Han nærmer sig ikke engang buttet. Faktisk undrer det mig, for hverken hans mor eller hans far er særlig tynde. De nærmer sig, det man kalder tykke. På en måde synes jeg, det er flot, at folk har lidt former. Former får bare folk til at se naturlige og menneskelige ud. Jeg ville ønske, jeg havde lidt flere former, men det har jeg tydeligvis ikke, og jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde vil få det. 

  "Det var fedt, at du bare sagde nej, da hun spurgte, om du hørte efter" siger Lucas, stadig igang med at snakke om vores lærer. Jeg fnyser. Det var måske ikke så smart at sige min lærer imod. Det er også meget sjældent, jeg nogensinde siger folk imod. For det meste, giver jeg folk ret og holder mine tanker og meninger for mig selv. Det er ikke fordi, jeg ikke er populær, for det er jeg - på grund af Lucas, der er venner med stort set hele verden - men fordi jeg ikke vil komme op og diskutere om et eller andet åndsvagt. 

  Frikvarteret går langsomt. En dreng fra en af de andre klasser går forbi. Han kigger på mig med et "flirtende" smil. Jeg hæver det ene øjenbryn. Hvad bilder han sig ind? Hvis bare han vidste, hvem jeg er. Han rødmer lidt og kigger væk. 

  Lucas giver mig en albue i siden "Hvem var det så?" siger han og vrikker med hans pjuskede øjenbryn. Jeg giver ham et irriteret blik, men hans vrikken får mig til at smile. Lidt. Lucas ler, og lyset fra lampen, får hans blå øjne til at skinne på en helt bestemt måde.

  Michala går forbi vores bord. Hendes hår er kommunefarvet og hendes øjne er brune med et gyldent skær. Jeg har efterhånden snakket med hende et par gange. Vi er blevet ret gode veninder, men hvor godt det er, ved jeg ikke. Hvordan skal jeg håndtere det, når jeg samtidig har min hemmelighed? Jeg kan ikke fortælle hende det, det vil bare skræmme hende væk, så til at starte med, må jeg bare opføre mig som hendes veninde.

Hun ser mig og vinker. Jeg vinker tilbage til hende og smiler. Det varer ikke længe, før hun sætter sig hen til os. 

 "Hey Dena" siger hun og giver mig et knus. Hun giver også Lucas et hurtigt kram. "Jeg tænkte på, om du skulle noget i dag" siger Michala. 

  Mit hjerte springer er slag over "Nej" siger jeg og bliver pludselig bange for, at min stemme lød for begejstret. 

  "Kan vi så ikke tage hjem til dig?" spørger hun. Jeg smiler og nikker. "Super. Så ses vi efter skole" siger hun og går igen. Jeg ser efter hende. Chancen for, at hun er som mig, er meget lille, men den er der. Jeg ser på Lucas, der også kigger efter hende. Selvfølgelig ser han efter hende. Det ville kun være underligt, hvis han ikke gjorde. Lucas er ikke en player, men han er rimelig pigeglad for alle piger, bortset fra mig selvfølgelig. Han og jeg er kun venner, og det ved vi begge to.

 

Mine forældre og min søster på femten er hjemme, da Michala og jeg kommer hjem. De hilser alle sammen på hende, og min mor virker virkelig til at kunne lide hende. Jeg viser hurtigt Michala rundt i huset, inden vi går ind på mit værelse, hvor der ikke er meget mere end et skab, et skrivebord, en seng, et natbord og en lille reol. Mine vægge er hvide, og mit vindue vender ud mod vores store have. Det der betyder mest for mig her inde er mine billeder. Jeg har billeder hængende rundt omkring på mine vægge. De fleste billeder er af mine venner og veninder fra folkeskole, en del er af mig og mine forældre. Resten er fra ferier og af mine bedsteforældre.

  "Waw" siger Michala, der går rundt og kigger på mine vægge. Hun stopper ved et, hvor jeg kysser en af mine venner fra folkeskolen på kinden. "Er det din kæreste?" spørger hun.

  Jeg ler "Nej, nej. Det er bare min ven. Han og jeg har kendt hinanden stort set siden, vi blev født" siger jeg "Har du en kæreste?"

  Hun trækker på skuldrene og smiler lidt "Ikke helt, men jeg har mødt en pisse sød fyr, og jeg er ret sikker på, han kan lide mig" siger hun. Min krop virker pludselig så underlig tung. Michala går videre rundt og kigger på billederne. Nogen af dem stryger hun en finger hen over dem, som om hun vil føle, hvordan stemningen på billederne er. Endnu engang stopper hun ved et billede. Det er det mest betydningsfulde billede, jeg har.

  "Det er min storesøster... eller var" siger jeg "Hun var fem år ældre end mig"

  Michala ser på mig "Var?" spørger hun.

  Jeg nikker "Hun døde for tre år siden. Hun havde endelig fået sparet sammen til en ny bil, og den var bestemt ikke billig. Da hun var ude og køre, var der en bil, der kørte over for rødt, og det gik ud over hende. Jeg har selvfølgelig min anden søster, men det er stadig hårdt" siger jeg.

  "Det er jeg virkelig ked af" siger Michala. Hun smiler medfølende til mig.

  Jeg nikker "Tak" siger jeg. Min søster og jeg lignede hinanden: store blågrå øjne; slanke; blond hår; en smule store tænder; smulehuller. Bare jeg i det mindste, havde fået fortalt min hende min hemmeligehed. Hun ville have forstået det. Min mindre søster vil nok også kunne forstå det, men min storesøster og jeg havde et helt specielt bånd.

 

Michala og jeg sidder og snakker. Hun snakker en del om sin 'kæreste', og jeg lytter bare og nikker, mens jeg bare kigger på hende. Der er noget ved hende, der virker spændende. Bare hun var anderledes, som mig. Det kunne virkelig være så meget nemmere for mig. Jeg har tit undret mig over, hvad jeg kan gøre for at blive 'normal', men jeg har aldrig fundet på noget. Hvad skal jeg dog gøre. Jeg må sige, at jeg selv har accepteret mig, men om andre vil gøre det, hvis de ved, hvem jeg virkelig er. Nogen vil acceptere mig, andre vil afsky mig, men det er svært for mig at fortælle nogen som helst om, hvem jeg er.

Da jeg var lille, var jeg meget åben, og jeg sagde måske også mere, end hvad jeg egentlig burde sige. For eksempel sagde jeg engang til en kvinde på gaden, at hendes lange brune polyesternederdel med blomster lavet af nogle andre grimme farver var grim. Hun havde sagt til min mor, at jeg var en uforskammet lille pige, der ikke var blevet opdraget ordentligt.

Selvfølgelig har der også været bedre tider, hvor jeg har sagt, at folk så meget smukke ud eller noget andet positivt, selvom det ikke var vigtigt at sige. Men sådan er jeg ikke længere. Jeg siger ikke særlig tit min mening, og jeg fortæller sjældent om migselv, med mindre folk spørger ind til mig. Nogen gange vil jeg faktisk ønske, at jeg stadig ville være meget åben, for så kunne det være, at min hemmelighed ikke ville være så svær at sige til nogen. Nogen gange føler jeg, at min hemmelighed kvæler mig.

 

  "Hvordan ser din drømmefyr ud?" spørger Michala.

  Jeg bliver helt forskrækket over spørgsmålet, for jeg havde slet ikke set det spørgsmål komme. Jeg synker en klump. Hvad skal jeg sige? Hvordan ser min drømmefyr ud? "Mørkt hår, blå øjne og en lettere muskuløs krop" skynder jeg mig at sige. 

  "Så har vi faktisk helt samme smag, bortset fra at min fyr godt må have en meget muskuløs krop" siger hun.

  Jeg trækker på skuldrene "Men det kan også blive for meget. Bodybuilders er for eksempel bare for meget" siger jeg. Jeg er ikke meget for denne samtale, men jeg må holde en samtale som denne igang, for at hun ikke får mistanke om noget.

  "Det har du nok ret i" siger hun og smiler til mig. Jeg kan godt lide hendes smil. Der er noget ægte over det. Det får mig til at tænke på en veninde, jeg fik på en ferie. Hun havde godt nok et sødt smil, men det virkede bare ikke ægte. Det var som nogen af de skuespillere og sangere, der står på en rød løber og bliver nødt til at smile. Hun var sød nok, men nogen gange fik jeg det dårligt, fordi jeg var bange for, at hun følte, at hun blev nødt til at smile i mit nærvær for ikke at virke ond.

 

Michala og jeg snakker i flere timer, inden hun tager hjem. Jeg har ikke lyst til, at hun skal gå, men hun siger, at hun bliver nødt til at tage hjem og spise med sin mor. Hendes mor har det ikke så godt, siden at hun og hendes mand blev skilt. Jeg er glad for, at mine forældre ikke er skilt. Hvis de var det, ved jeg slet ikke, hvordan jeg skulle klare mig. Mine forældre er nærmest som en støtte for mig, selvom de ikke kender min hemmelighed. Måske er det ved at være på tide at fortælle dem det. Men hvordan. Hvordan skal jeg dog få det sagt, og i hvilken sammenhæng skal jeg fortælle dem det. 

Ved alle de tanker, løber en tåre ned ad min kind. Jeg tørrer den hurtigt væk. Det er som om, at jeg bliver endnu mere forvirret, når jeg græder. Sidst jeg virkelig græd, var da min storesøster blev begravet. Jeg kan huske, at jeg dårligt kunne se kisten eller noget andet i kirken på grund af tårerne, der løb ned ad mine kinder som vandfald.

Jeg kan ikke holde mine tårer tilbage, og jeg lader den løbe. Der er alligevel ikke noget at gøre. Måske vil de, der ikke er som mig ikke forstå, hvor hårdt det faktisk er, at være som jeg er. Der er mange som mig, men jeg kender ikke nogen af dem. Bare jeg gjorde, så ville det hele være så meget lettere. Men det er det ikke, og det vil det aldrig blive. Selv hvis jeg får fortalt min hemmelighed, vil jeg selv blive mindet om den hele tiden, fordi der vil blive ved med at være folk, der ikke kender mig eller min hemmelighed, og jeg må fortælle det om og om igen. Jeg ved ikke, hvad der er værst: at holde det hemmeligt, eller at få det ud. Det vil måske være rart at få det sagt, men hvor mange vil ikke lige pludselig trække sig væk fra mig? Hvad vil mine venner ikke gøre? Hvad med Lucas? Ville han trække sig væk fra mig? Jeg ved det virkelig ikke, og jeg er ikke sikker på, at jeg vil vide det. Måske er det okay at holde det ude af andre folks hoveder. Måske vil jeg skåne dem ved at lyve. Måske vil det faktisk også skåne migselv. Måske. 

Jeg har de samme problemer som alle andre piger: Hvad tænker folk om mig og min krop?; hvorfor skal jeg altid have menstruation på de dummeste tidspunkter?; Hvorfor skal jeg have så mange bumser, at man overhovedet ikke kan se min hud?; Kan jeg ikke bare være lige så pæn uden makeup som med makeup?; Hvorfor er alle andre piger så kønne i forholdet til mig? Alle de problemer og så et mere. Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv.

 

I køkkenet står min mor og laver mad. Min far sidder ved sin computer for at færdiggøre noget arbejde, og min søster sidder og laver lektier. Hun smiler til mig, da hun ser, at jeg kommer ind i stuen. Jeg har altid undret mig over, hvorfor hun ikke ligner nogen af os andre: Brune øjne; brunt hår; mange former; æblekinder, der virkelig får alle drenge til at se efter hende. 

  "Hvis du keder dig, må du gerne lave mine lektier" siger hun til mig.

  Jeg ler, selvom jeg ikke er i vildt godt humør "Nej, jeg har det lige så godt" siger jeg og håber, at man ikke kan se, jeg har grædt. Nej, man kan ikke se det, for ellers havde hun allerede spurgt, om jeg var okay. 

  "Dena, vil du ikke være sød at dække bord min skat?" spørger min mor mig ude fra køkkenet. Jeg kysser min søster på håret og går ud for at gøre, som min mor beder mig om. Jeg orker ikke rigtigt at lave noget, men jeg bliver nødt til det, og samtidig distraherer det mig fra at tænke på min hemmelighed. 

  "Tak søde" siger min mor. Jeg smiler til hende. Det har altid været tydeligt, at min storesøster og jeg har arvet vores udseende fra hende. Jeg er glad for mit udseende, men som jeg hele tiden minder mig selv om, så er jeg ked af, at jeg ikke har former som min lillesøster, der allerede har flere former end mig.

 

Det er svært for mig at få noget ned. Jeg er overhovedet ikke sulte. Faktisk har jeg kvalme. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal se mine forældre i øjnene. Jeg har efterhånden løjet for dem i lang tid. De ved ingenting, for det kan ikke ses på mig overhovedet. Jeg ligner en helt normal syttenårig pige, der kun har de normale teenageproblemer. Hvordan skal de nogensinde finde ud af, at jeg er mere end bare det. At jeg har så mange andre problemer? Jeg føler, at jeg bliver nødt til at fortælle dem det, men hvordan? 'Hvordan' er det ord, der popper op i mit hoved hele tiden. Det er helt ufatteligt. Jeg kan ikke have det sjovt, fordi 'Hvordan' kommer frem. Når jeg er sammen med mine venner, kommer det, når jeg er på ferie, kommer det, når jeg sidder hos min mormor og morfar, kommer det. Selv når jeg er til fester, kommer det. 'Hvordan'. Det er som om at det sagsøger mig. Jeg kan ikke sove om natten uden at drømme om det. 

 

Min søster rejser sig fra bordet og stiller sin tallerken i opvaskemaskinen. Jeg kigger efter hende, mens hun går ind på sit værelse og lukker døren bag sig. Først et øjeblik efter hun har lukket sin dør, kigger jeg på mine forældre. De snakker om politik, men hvad de siger, hører jeg ikke. Det eneste, jeg kan høre, er en lille stemme i mit hoved, der siger: "De sidder lige foran dig. Sig det nu. Du kan godt. Bare tro på dig selv"

 Jeg må se meget underlig ud i ansigtet, for mine forældre ser begge på mig. "Er du okay?" spørger min far "Du ligner en, der skal kaste op"

  "Sig det nu" siger den lille stemme i mit hoved "Jeg tror på dig. Du tror på det. De elsker dig"

 Jeg synker en klump. I mit hoved frembringes en hyletone, og jeg kan dårligt tænke på noget. Det eneste, jeg kan tænke på, er den lille indre stemme i mit hoved. Jeg kan godt. Det ved jeg.

  En tåre løber ned ad min kind "Jeg..." siger jeg, og min hals snører sig sammen. Jeg synker igen "Det er bare fordi..." Du kan godt Dena. "Jeg... Jeg er... Jeg er homoseksuel" siger jeg, og det er som om, at verden bryder sammen, men samtidig, er det som om, at det hele er godt. Mine tårer er ikke til at standse, og jeg kommer til at udstøde et lille hulk. Jeg ser på mine forældre, der ser ud til lige at skulle tygge på det, jeg lige har sagt.

  "Er det ikke andet?" spørger min far. 

  "Åh, søde" siger min mor og rejser sig. Hun kommer om på den anden side af bordet og giver mig et knus. Jeg holder om hende. De elsker mig stadig. De afskyr mig ikke. 

  Min far rejser sig også og giver mig et kram. Jeg elsker dem mere end noget andet.

  "Vi elsker dig Dena, om du så var transkønnet, vil det ikke lave om på noget" siger min far. Jeg udstøder endnu et hulk.

 

  På mit værelse sidder jeg og prøver og læse, men det er ikke muligt. Jeg kan ikke koncentrere mig. Det er som om, der er blevet løftet en bylt fra mine skuldre. Jeg kan stadig ikke fatte, at de var så rolige omkring det. De elsker mig, som de altid har gjort. 

  "Dena?" spørger min søster og åbner langsomt døre og lukker den igen bag sig, da hun er kommet ind. Hun kommer hen til min seng og sætter sig ved siden af mig. Hun siger ikke mere men giver mig bare en knus. Igen får jeg tårer i øjnene, men jeg prøver ikke at stoppe dem, for det er alligevel ikke muligt.

  "Ved du, at jeg elsker dig?" spørger hun mig. Jeg nikker. "Godt" siger hun og holder stadig om mig. "Hvor længe har du vidst det?" spørger hun.

  "For lang tid i forholdet til, at jeg ikke har sagt det" hvisker jeg.

  "Du er sej" siger hun og kysser mig på kinden. Jeg knuger hende endnu tættere ind til mig. Intet virker anderledes mellem os. Der er intet anderledes mellem os. Ikke andet end at hun nu kender min hemmelighed.

               

  

 

 

 

 

 

 

   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...