Dagen efter dommedag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2016
  • Opdateret: 24 jun. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til odinsbarnskonkurrencen, valgmulighed 1

1Likes
0Kommentarer
112Visninger

5. 5

De var ved at have mistet til interessen. Folk var ved at gå tilbage til at lade som om, at alt var forblevet normalt, selvom ingen vidste, hvad normalt var længere, og selvom at kredsen omkring manden var opløst, lod de ham nu bare ligge på gaden, til fuldt udsyn for skrøbelige piger, der havde mistet alt håb om, at dette ikke var virkelighed. For kun virkeligheden kunne være så slem, tænkte Astrid og rykkede sig endnu tættere på muren. Snart ville der sikkert opstå et aftryk efter hendes ryg, så meget som hun lænede sig op af den – i håbet om, at den ville opsluge hende, da det i dette øjeblik var bedre at være mur end menneske. Ingen ”mennesker” på gaden viste tegn på at de for få øjeblikke siden havde mishandlet en mand, tværtimod var det som om manden nu var blevet usynlig for dem.

”Drengen” og lillesøsteren så påvirket ud. Gennem det hele havde drengen holdt sin søster for øjnene, men hun var ikke dum eller døv og lige meget hvor mange hænder, der dækkede hendes øjne, kunne lillesøsteren vist godt regne ud, hvad der foregik. Astrid ville bare ønske, at der var nogen til at holde hende selv for øjnene og fortælle hende, at det hele blev okay igen, nu hvor hun ikke havde modet til at fortælle dem, det ikke var sandt.

Men det var også, alt hvad hun bad om. At det skulle blive okay. Ikke perfekt, men bare okay, og det ville være mere end nok for hende.  Okay var også hvad hun havde bedt om alle de aftener, hvor hun hade siddet og kigget fra sin vindueskarm og mindet sig selv på at man skulle leve af andet end at drømme. Astrid havde aldrig set et stjerneskud, men hun havde lovet sig selv, at hvis hun nogensinde gjorde ville det være hendes ønske. Okay.

Gad vide om de overhovedet havde stjerneskud i denne verden? Lige nu var himlen blå og selv hvis hun lagde nakken helt tilbage var der ikke andet end den samme blå farve. Ingen sol, elle skyer eller flyvemaskiner eller ufoer. Bare en uendelig blå, der fik det til at ligne, at jorden havde spildt en ordentlig bøtte maling over hele himmelbilledet og var ligeglad med hvor unaturligt det end måtte se ud, da den blå farve var lidt for blå. Eller nej – himlen virkede som et tæppe, et af de tæpper der kradsede som ind i helvedet og ud på den anden side. Et tæppe, der var lidt for lille til at kunne dække alle de mange indbyggere i denne verden og havde strakt sig alt for langt ud i sine bestræbelser.

Astrid blev igen, igen, igen, igen revet ud af sine tanker, da hun hørte netop det ord, som hun havde brug for.

”Undskyld” Der gik et øjeblik, før det gik op for hende, hvem der havde sagt det. Ordet var ikke engang en hvisken, og det virkede ikke helt som et ord, men som noget meget større. Det var nu den lille ”pige”, der havde sagt det fra sin plads på ”drengens” skød, med en stemme så spinkel, den ville knække over vil et enkelt stenkast. Astrid vidste ikke, hvad hun undskyldte for.

Måske på sin races vegne, måske på vegne af Astrids verden, der var forsvundet uden at efterlade så meget som en besked med en trist emoji. Eller måske sagde hun bare undskyld for alle de ting, der ikke var, som de burde, på vegne af alle de mennesker, der ville få samme behandling som manden, eller måske undskyldte hun bare for, at hun ikke vidste, hvad hun undskyldte for. 

Astrid ville ligeledes gerne have sagt undskyld, men hendes stemmebånd havde bundet knuder på sig selv, og hun var tvunget til at sidde i tavshed og stirre på manden, der stadig lå på gaden. Hans brystkasse hævede og sænkede sig næsten ikke, men dog var disse bevægelser det eneste, der forsikrede hende om, at han stadig var i live. Det, og så blodet, der stadig strømmede fra hans næse – der var blevet ramt af et særdeles velrettet spark - som en lille flod, der dryppede ned på gaden og farvede asfalten rød  og farvede hendes syn i gråtoner.

For hvor ville det dog være dejligt, hvis verden var i sort/hvid. De fremmede var onde, det var dem, der fik sort blod til at løbe fra alle andre, mens menneskerne var komplekse nok til alle at antage en grå nuance – lige midt i mellem - der mindede om den farve sne fik efter at have ligget i flere dage og smeltet, fordi luften ikke kunne bestemme sig for om den skulle ligge over eller under frysepunktet.  Desuden med et sort/hvidt filter over hele verden, behøvede de ikke selv lægge det på, efter de havde taget deres Facebookprofilbilleder.

Facebookprofilbilleder… Astrid ville aldrig have troet, at hun ville komme til at savne dem, da hun før havde ment folk tog sig selv alt for seriøst på Facebook – de opførte sig som om de ikke var ligegyldige, og som om at der kun måtte findes følelser, der kunne udtrykkes gennem smileys.  Men nu ville hun ønske, at de alle bare kunne sende en venneranmodning til alle disse mennesker og håbe på at den blev accepteret, hvis de bare brugte nok smileys.

Astrid sukkede stille. Ud af hendes mund kom ikke længere luft, men kun elendighed, så meget elendighed, hun nok burde advare drengen og lillesøsteren om at trække vejret, da elendighed så nemt smittede. Hun indåndede luft, der ikke var helt luft, og udåndede elendighed så dyb hun hverken kunne finde bunden eller overfladen i den. Det var lige før, hun burde lave en formel for hvordan elendighed opstod, og så kunne det stå i lærebogen ved siden af den for fotosyntese og respiration. Hvis de da overhovedet havde fotosyntese her, da hun ikke engang kunne se solen – gad vide hvordan deres planter voksede.

 

Hvis bare nogen havde advaret kunne hun have pakket solen fra deres verden og sluppet den løs her, for så kunne de alle bilde sig selv ind, at solen smilede til dem fra dens plads op på himlen – også selvom de nok aldrig ville finde nok fodfæste til at gengælde dens smil. Hvis bare nogen havde advaret hende, havde hun   fyldt sin knaldgule skoletaske med sin yndlings kuglepen, sin notesbog, en hel stak bøger, sin gamle bamse, og en hel masse ordentlig luft – alt hvad hun behøvede for at overleve. Hvis bare nogen havde advaret hende kunne hun have krammet sine forældre og alle de andre mennesker hun så hver dag, uden nogensinde at tale til dem, for før havde afstanden mellem den, da ikke været fysisk, som nu. Hvis bare nogen havde advaret hende.

Ikke at det ville have gjort nogen forskel – men det ville have gjort en forskel for hende, og det ville hun gerne tro var det vigtigste. Så måske var det, lillesøsteren sagde undskyld for. Undskyld for at de ikke var blevet advaret, så de havde tid til at sætte pris på hvor dejligt det var at trække vejret ubesværet og høre lyden af papir mod papir, når man bladrede i en bog og alle de andre ting, som de havde taget forgivet.

”Tak,” mumlede hun endelig stille. Hun håbede, at de vidste, der lå mere en som så bag netop de tre bogstaver, da hun trods alt var drengen, og hans lillesøster evigt taknemmelige for at de havde ladet stenene blive på jorden og nysgerrigheden et sted oppe på den blå, blå himmel – højt hævet over frygt og had - mens de talte til hende. 

Og hun havde lyst til at blive ved med at tale med dem, at holde liv i samtalen og at lade ordene danne en lillebitte bro mellem de to verdener. Broen ville selvfølgelig kollapse, hvis hele menneskeheden prøvede at krydse den på en gang, men den kunne forhåbentlig bære hendes vægt – specielt hvis hun tabte sig lidt. Hun ville have dem til at fortælle sig alt om deres verden, indtil den også ville virke hverdagsagtig for hende, hun ville have dem til at spørge ind til hendes, og måske tage et par af de problemer der lå på hendes skuldre og bære dem på deres egne – så ville hun endnu lettere kunne krydse den forbandede bro.

Det kunne godt være, at hun ikke kendte dem, og ikke vidste andet om dem end at de havde øjne så brune, at hvis hun legede gemmeleg med virkeligheden i dem, ville virkeligheden aldrig nå at finde hende. Det kunne godt være, at hendes teori om flere verdener måske slet ikke passede, og det var noget komplet andet, der var sket. Det kunne godt være, at størstedelen af alle ”mennesker” her ville efterlade hende som manden og ville ønske, at hendes race forvandlede sig til ni milliarder lig, så deres største bekymring ville være stanken. Det kunne godt være så mange ting, at der næsten ikke var flere ting tilbage, der bare var.

Så begyndte de ellers også at snakke. Deres samtale var blot en hvisken, men ellers ville de også bare slide deres stemmebånd helt og aldeles op. Snart havde de snakket længere, end Astrid nogensinde havde snakket i den anden verden. Han fortalte hende om deres måner i flertal, der gjorde, at deres nætter om muligt var endnu lysere end dagen; hun fortalte ham om solen, der altid prøvede at sørge for, alle havde det varmt, selvom den gabte over for meget. Han prøvede desperat at beskrive for hende, hvordan den ekstra farve, de havde her så ud, hvilket var umuligt, da hun ikke kunne se den med sine egne menneskelige øjne, hun prøvede at forklare ham om musik, hvilket var umuligt, da han ikke kunne høre det med sine egne umenneskelige ører.

Og til sidst var de ikke længere fremmede. De to personer foran hende var ikke længere ukendte for hende; hvis de bestod af mørke så havde hun følt sig frem til hver eneste afkrog og sikret sig, at der ikke gemte sig noget farligt.   Lillesøsten var ligeledes begyndt at sige mere og mere, og selvom hendes accent var så kraftigt, at Astrid kun forstod halvdelen, var hun også taknemmelig for denne halvdel

Under hele samtalen holdt Astrid øje med manden ud af øjenkrogen. Folk fik fortsat forbi ham – enkelte trådte på ham. Han lignede nu ikke længere en Ford Focus-kørende familiefar, der ville blive oppe hele natten med sine børn for at tælle stjernerne – nej nu var han… der var ikke et ord for det, da de ikke havde behøvet det før nu. Dette syn fik hende til at tro på, at denne verden kunne være nok så fantastisk med sine ekstra farver og flertallige måner; den ville stadig blive ødelagt, hvis de to racer brugte den som slagmark.

Men på den anden side; hvis nu bare hende og drengen kunne få lov til at være forkæmperen for hver deres racer, hvis de stod i spidsen af et hav af kampklare soldater bevæbnet med sten og deres bare næver, kunne de måske bare sætte sig ned i skrædderstilling og snakke videre – og på den måde forhindre de to hære at kæmpe.

Så rejste manden sig op. Han rejste sig op på vaklende ben, rejste sig op trods alle hans blå mærker sikkert gjorde ham mere blå end himlen, og hans næse stadig insisterede på, at den var et vandfald af blod. Han rejste sig op og kiggede ikke andre end sig selv i øjnene, før han fortsatte ned af gaden. Han passerede flere af dem der før hade råbt og skreget af ham. Men nu lod de ham gå forbi. Måske fordi de var får chokeret, over at de havde tvunget ham i knæ, og han havde tvunget sig selv op, måske fordi de i netop det øjeblik havde indset, at han måske nok var fremmede, men han var også frygtløs – i modsætning til dem, der lod til at være styret af frygt. Eller måske fordi de havde travlt med at udtænke kreative måder at dræbe ham på – Astrid mente, det var vigtigt at huske på, der også altid var en negativ måde at se tingene på.

Og Astrid? Hun stoppede sig selv midt i en sætning, som hun var i gang med at sige til drengen og rejste sig op.

Så gik hun ud af gyden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...