Dagen efter dommedag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2016
  • Opdateret: 24 jun. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til odinsbarnskonkurrencen, valgmulighed 1

1Likes
0Kommentarer
110Visninger

4. 4

Manden, der havde siddet i busken og ligeledes gemt sig. Han havde ellers været den eneste, der var til at forsikre hende om, at hun ikke var det eneste menneske. Nu havde et udtryk af beslutsomhed bredt sig på hans ansigt, og det var lige før, hun troede, at hans øjne var blevet erstattet af sten så fast var hans blik. Han måske nok var et menneske – men han var et menneske uden menneskelighed som han uden videre kravlede væk fra buskens trygge indre

Han havde sikkert været en familiefar, der kørte en Ford Focus og havde tre børn, og en kone, der boede i hvert af hans hjertekamre, selvom han ikke særlig tid havde vist det. Han havde sikkert set uendelige fodboldkampe, hvor han holdt med Tyskland og besøgt sine forældre der boede i et parcelhuskvarter hver søndag. Det var det, hun så ham som, men alle de andre på gaden, så ham nok kun som fremmede.

Desuden var Astrid ikke den eneste, der havde lagt mærke til ham. Nej, alle hoveder var drejet mod ham og betragtede ham, mens han lidt efter lidt skubbede grenene til siden og bevægede sig længere og længere ud. Det var et mirakel at intensiteten af deres blikke ikke brændte hul i ham. Manden fortsatte dog med at kravle, til han havde frigjort sig af buskens omklamrende omfavnelse, men selv da fortsatte han uden at gøre mine til at rejse sig op. Astrid var sikker på, at hun havde set mere selvsikker ud end ham, første gang hun prøvede at kravle, da hun var 11 måneder gammel.

Astrids mundvige nåede dog stadig at danne bjergkæder i form af et smil i stedet for de sædvanlige dybe floder over denne pludselige drejning af tingene, før hun så, at mandens udtryk havde ændret sig. Nu var stenene faldet væk fra hans øjenhuler og havde kun efterladt en frygt så dyb, det ville være hurtigere at svømme gennem de syv verdenshave end at dykke til bunden i den. Ikke at hun kunne bebrejde ham, da hun selv stadig sad her og overvejede måske bare at flytte ind – hun kunne leve af halvrådne madrester fra skraldespandene og leve for, at drengen og hans lillesøster kom på besøg og fortalte hende, om dette univers’ mangelvarer.

Der gik et øjeblik før, nogen gjorde noget.  Et øjeblik, der bestod af få sekunder, som kun hende, og manden vidste gik. Et øjeblik, hvor alle stoppede op midt i at tage skridt, og selv dem, der havde mulighed for at trække vejret ikke gjorde det. Et øjeblik hvor selv den vind, der før var fejet over gaden, stoppede op for at se, hvad der videre skete. Astrid havde den største trang til med tankens kraft at hive manden over i gyden til sig selv, da fornemmelsen af at noget dårligt skulle ske strakte sig fra hendes lange tårnegle til hendes slidte hårspidser.

Og så faldt den første sten.  Ikke sten så store, som hun havde forestillet sig faldt i den gamle verden. Nej, denne sten var langt mindre, men fyldte alligevel så meget mere. Hun vidste ikke, hvem der havde kastet den, eller hvor de havde fået den fra, men under alle omstændigheder ramte den manden på ryggen, så lyden af kød mod sten fik hende til at skrige indvendigt til hun ikke længere kunne høre noget.

Flere sten fulgte den første, og nu var det tydeligt at se, hvor de kom fra. Folk på gaden samlede dem op fra jorden og kastede dem efter manden, der sikkert aldrig havde gjort mere skade i sit liv, end dengang han næsten ramte en due i sin bil på vej hjem fra arbejde. De andre ”mennesker” var blevet til orkaner og manden var kun en sølle forårsbrise, der kun kunne få bladene på en tusindfryd til at blafre.

Og det eneste Astrid kunne tænke på var sidste sommer. Der havde hun med sine forældre taget til stranden, som ville de gøre et sidste forsøg på at lade som om, at de var en familie af flere grunde, end det at de var hinandens kød og blod. Og hun var svømmet fra dem, så langt væk, hun ikke længere kunne nå bunden. Så var hun dykket ned under vandoverfladen og havde ligget der og var blevet kastet rundt af bølgerne, og havde kunne se op på himlen, langt, langt borte, hvor solen stadig skinnede. Hun havde været parat til at flytte ind nede på havbunden, hvor hun i sandhed kunne være i fred, og hun havde prøvet at tælle alle de sandkorn, der var under hendes tæer. Men hendes lunger var begyndt at brænde, og selvom hun havde hele havet til rådighed, var det kun luft, der kunne slukke den brand. Så hun var dykket op igen, selvom hun kun havde talt ti sandkorn, og havde så ondt af alle de andre sandkorn, der ikke var blevet talt, for hvis hun ikke lagde mærke til dem, var der nok ingen, der ville – alt sandet havde nemlig været så sødt at lægge mærke til hende i modsætning til alle andre. Og hvis hun smagte salt i havet kom det for en gangs skyld ikke fra hendes egen øjenkroge, men fra havet, der sikkert blev mobbet af himlen.

Det var dengang. Nu havde manden også haft brug for luft og havde stukket hovedet op – hendes lunger var åbenbart større end hans. Dengang havde hun haft ondt af sig selv, fordi folk til tider kaldte hende anderledes. Nu var det ingenting i forhold til,  hvad manden gik igennem.

Folk havde samlet sig i en cirkel omkring ham og kastede nu ikke kun med sten, men også med ord, der var svære at skelne fra hinanden, hvilket var et held, da Astrid ikke var sikker på, at hun var klar til at høre, hvad de råbte.

Dengang kunne man ikke brænde sig på blikke, men kun på den varme kakao, hun engang drak, mens hun læste. Hun ville virkelig komme til at savne alle de regnvejrsdage, hvor hun ikke havde forladt huset, men bare var gået rundt på strømpefødder og lyttet til ekkoet af sin opvækst, som huset rummede, mens hendes forældre vågede sig ud i regnen, da de havde et liv, som de kunne fortsætte.

Nu var de også begyndt at sparke til manden. Sparke til ham, som var han en sæk rådden frugt, som var hans hjerne et æble, og hans hjerte en bankende pære. Ved nærmere eftertanke var hun måske faldet lidt for meget ud over kanten af sine egne tanker, nu hvor hun tænkte på bankende pærer, men lige meget, om manden så tænke på bankende appelsiner, fortjente han ikke at blive behandlet sådan her.

Hvis Astrid ikke havde været, hvem hun var, ville hun have kastet sig mellem ham og alle andre og beskyttet ham, ind til hun var revet i småstykker og selv lidt efter det.  Men nej – Astrid sad uhjælpeligt fast i sin egen hjælpeløshed, og hvis hun skulle fri, blev hun nødt til at få amputeret sine tanker væk, og det skulle univers nok selv sørge for – at amputere hendes tanker.

Det var nu ikke så meget, hun bad om. Nej, faktisk var det eneste hun krævede en chance.  En chance for at bevise over for dem, at mennesker faktisk ikke var så forfærdeligt anderledes, og at de måske mindede om hinanden et eller andet sted, da de i mindste havde det at være levende til fælles, og det var nok for hende.  En chance for at bevise over for sig selv, at det hele nok skulle gå, selvom hun ikke længere viste, hvad ’det hele’ var.

De havde alle sammen været på vej mod en kollision så længe, men de var faret vild på vejen og var ikke klar til at finde hinanden. Men nu hvor de alle kolliderede med hovederne først, var kollisionen så stor, at stjernerne skiftede plads på himlen for alle at kunne overvære det, og jorden under deres fødder spidsede sine ører så meget, det var et under, de ikke skar sig på andet end hinanden.

Hvis de bare kunne stoppe. Hvis de kunne møde hinanden med spørgsmål og ikke med anklagelser som dem derude. Ingen anede hvad der skete – endnu en ting, de havde til fælles – og svaret gemte sig i hvert fald ikke på bunden af denne mands værdighed. Tværtimod blev spørgsmålene bare mere klare for hvert slag. Der var så mange ting, de burde gøre, og det hjalp ikke, at hun fortalte dem det. De havde alle det lille hjørne i hjernen, der inderligt skreg og bad og tiggede dem om at huske på at fremmede nødvendig ikke betød ond. Men de havde også det andet hjørne, der hadede forandringer så meget, at hvis det stod til det skulle alle ligge sig ned på jorden og klamre sig til græsstrå, og det der engang var. Spørgsmålet var bare, hvilket hjørne der talte højest.

Flere og flere mennesker havde nu samlet sig omkring manden. Råbene var ligelegedes blevet så høje, at Astrid ikke længere kunne ignorere dem.

 En ”dame” i ført hæle så høje, det var et under, hun ikke konstant havde hovedet oppe i skyerne, hamrede sin højre fod ned i mandens venstre hånd, alt i mens hun skreg op om, at det var deres verden. Astrid havde som 6-årig prøvet sine mors stiletter (meget lig dem damen nu havde på) og var faldet over sine egne fødder, skrabet sit knæ på fortovet og grædt til hun var løbet tør for tårer samt havde erkendt, at der ikke var nogen pointe i at græde, når ingen ville trøste hende.

En ”mand” rev den i forvejen løse kantsten af fortovet for at få flere ting at kaste efter manden. Hans ansigt var fortrukket i raseri og et vandfald af spyt stod ham ud af munden, mens han gang på gang gentog, at der ikke var plads nok til alle de beskidte mennesker.

Astrid var som 8-årig begyndt at hænge små sedler med citater op på sit værelse, hvorpå der stod alle de ting, hun ville ønske, hun havde sagt og alle de ting, hun burde have sagt. Ingen af de ting havde været så slemme, som dem hun nu hørte blive råbt.

En lille ”dreng” stod og så på fra sidelinjen, mens han spurgte sin mor hvorfor mennesker ikke bare kunne være gået under sammen med deres egen verden.

Astrid havde som 9-årig spurgt sin mor, hvorfor hun ingen venner havde, og hvorfor alle gik i en så stor bue uden om hende, som muligt uden at falde ud over verdens ende. Moren havde svaret, at det var fordi, hun var anderledes og ikke mindede om alle andre. Så havde moren spurgt hende, hvorfor hun ikke tog alle sedlerne ned fra væggene, sagde det højt i stedet for, begyndte at bruge mere tid i en virkelige verden frem for all de fiktive, hvorfor hun ikke blev lidt mindre sig selv og lidt mere alle de andre, for så ville hun få det nemmere. Astrid var gået op på sit værelse og havde smækket døren efter sig. Hun havde ment, at det var svar nok.

Minderne blandede sig med nuet og begyndte at samle sig et sted i hendes bryst lige ved siden af hendes hjerte. En klump af fortid, der blot voksede og voksede og truede med at æde hende op inde fra. Alle de minder, som ingen af de mærkelige mennesker her nogensinde ville så meget som prøve at forstå, alle de minder, der ikke længere kunne genopleves. Astid kunne næsten høre sine knogler give sig under vægten af alle de ting, hun aldrig ville få gjort nu.

Tilbage i sin egen verden havde hun måske nok haft chancen, men nu var hun her og kunne knap trække vejret, og hvordan kunne hun have et liv, hvis hun knap kunne leve. Hun kunne ikke engang forlade gyden – nej hun turde ikke forlade den, da hun ikke ville ende som manden, der stadig fungerede som en magnet for had, af den simple grund, at han var anderledes end dem.

Alle hendes vage fremtidsdrømme, alle hendes ideer og hele hendes liv havde ligget for hendes fødder, og det var for sent at få det tilbage.

For sent.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...