Dagen efter dommedag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2016
  • Opdateret: 24 jun. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til odinsbarnskonkurrencen, valgmulighed 1

1Likes
0Kommentarer
111Visninger

3. 3

Astrid havde altid været træt af, at hun ikke var modigere. Hun var træt af det, når hun endnu en gang tænkte noget, som hun ikke turde sige højt, da hun tænkte, det var for mærkeligt. Hun var træt af det, når hun veg tilbage fra store menneskemasser, da hun mente, at alt for mange mennesker altid forvandlede sig til et enkelt menneske, der ikke gjorde andet end at dømme hende og lige netop hende. Men hun havde aldrig været så træt af det, som hun var lige netop nu.

For Astrid blev nødt til at flytte sig, Hun havde lukket øjnene i den ene verden og åbnet øjnene i den næste, hvor hun netop var faldet ned lige midt i den her gyde. Og hun havde ikke rykket sig ud af stedet siden. Det var hendes eneste valgmulighed, og med kun en mulighed, var det ikke engang et valg. Alligevel kunne hun knap få sig selv til så meget som at flytte en lillefinger.

Grunden var frygt (frygt var grunden til så meget). Frygt for, hvad de andre ville tænke. For hvad ville dem på gaden gøre, hvis de pludselig så et menneske komme tumlende ud fra en gyde? Ville de byde hende velkommen med arme så åbne, der ikke kun var plads til hende, men også resten af verdens befolkningen. Ville de låse hende inde i et rum, hvor væggene var dækket af overvågningskameraer, så de kunne undersøge menneskets sære adfærd? Ville de dræbe hende med smørknive? Den eneste måde at finde ud af det på, var at kaste sig ud i det og håbe, at hun ville flyde ovenpå. Nu var Astrid bare ikke typen, der kastede sig ud i noget som helst – hun turde knap dyppe tæerne i vandpytter for da slet ikke at tale om havet.

De var dog tydeligt opmærksomme på tilstedeværelsen af ”hendes slags”. Hun havde overhørt bidder af samtaler, hvor ordet menneske flere gange var blevet sagt med den mærkeligste accent, hun nogensinde havde overhørt, og hun havde set hvor opmærksomme de var på alle andre omkring dem– hun ville ikke tro på, at denne race rent faktisk bekymrede sig om andet end sig selv under normale omstændigheder, da de trods alt var levende væsener, og de kunne ikke tillade sig at bryde den uskrevne regel om, at man skulle være selvisk.

Og ikke nok med det, spottede hun også et andet menneske. Det var en mand – måske midt i fyrrene, der sad sammenkrøbet i en busk på den anden side af vejen. Han var dukket op kort efter hende – hun havde kun lige nået at åbne øjnene i denne verden og kigge sig omkring, før han pludselig kom – hun kunne have svoret på, at busken var tom få sekunder, før manden pludselig sad der, som var han bare kommet fra den blå luft. Det var nu nok samme måde, hun var endt her. Flyttet af en usynlig kraft over grænserne mellem verdnerne. Hun ville bare ønske, at hun havde nået at pakke.

Astrid ville nu også kunne forså denne verdens befolkning, hvis de blev rasende på menneskeheden, gik det pludselig op for hende. Før havde mennesker ment, at deres jordklode var overbefolket, men der blev børn trods alt født et efter et og ikke ligesom nu, hvor omkring 9 milliarder mennesker var kommet brasende ind uden varsel. Måske var det bare indbildning men alle de misformede ansigter på gaden så altså ud til at have så intense blikke, så det kun krævede, at de så på hende for, at hendes indvolde skulle smelte sammen til en stor klump af frygt.

Nu hvor Astrid tænkte over det kunne hun ikke forestille sig, at det her kunne ende godt. Bare i hendes egen verden havde der været så meget uro grundet forskelligheder, og de forskelligheder virkede nu som bagateller. Og hvis der nu udbrød krig mellem de to racer, var Astrid ikke i tvivl om, hvem der ville vinde. Menneskeheden var spredt ud over en verden, de ikke kendte, havde alle sammen forstået den sande betydning af ordet hjemløs og turde ikke engang at gøre andet and at gemme sig bag skraldespande og i buske. Gad vide om hele menneskeheden i netop det øjeblik havde gemt sig, om de alle sammen sad med hjerter, der bankede så hurtigt, at menneskeheden burde starte et rockband og om de alle sammen på en gang var fascineret og frygtede de andre.

Det gav Astrid en form for tryghedsfornemmelse at vide, at selvom hun måske følte sig alene i verden, så var de fælles om at føle sig alene i verden. Hun lænede med et lydløst suk sit hoved tilbage mod muren og tillod sig selv at spænde lidt mindre i alle sine muskler.

For desuden var hun ikke engang sikker på, hvad der overhovedet ske. Hun havde efter lang tids overvejelser ganske vist udformet en teori om, hvad der var sket, men der kunne være så mange uendelige forklaringer, at det var helt tåbeligt, hun troede blindt på, hvad hun selv mente. I den virkelighed inde i hendes hoved var det måske det, der var sket, men hvem sagde, at det var sket uden for hendes hoved. Måske levede verden stadig bedre end nogensinde før, og hendes fantasi var bare løbet fra hende uden mulighed for at blive indfanget. Astrid kunne dog ikke tillade sig selv at håbe, da det efter hendes mening var bedst at leve uden håb – og dermed også uden skuffelse.

Og det ville da blive spændende at udforske en ny verden, tænkte hun, selvom hun selv i tankene kunne høre en tvivlende undertone. For det at udforske en ny verden krævede, at hun krøb ud fra sin gyde, og det var sværere og sværere at forstille sig, at det ville ske. I det mindste var hun stadig i live, selvom hun ikke vidste, hvilken pris hun måtte komme til at betale for at overleve verdens undergang. For her sad hun omgivet af de mest fremmede af fremmede og undrede sig over… – Astrids tankerække blev brat afbrudt.

Der var nogen, som talte til hende.

”Hej.”

Astrid havde svært ved at tro sine egne ører, da hun ikke havde forestillet sig, at hun endnu en gang ville komme til at høre et så normalt, et så meningsløst ord. Ganske vist var det sagt med en tyk accent, og selvom det kun var en enkelt stavelse, lød det alligevel så uendeligt tøvende. Den undertone ordet var blevet sagt med var den samme stemme, hun ville have brugt, hvis hun stod over for en 5 km’s afgrund og var blevet bedt om at hoppe ud. Alligevel turde hun ikke helt kigge op for at se, hvor stemmen kom fra.

Det krævede så meget overvindelse blot at hæve hovedet den mindste smule, men af en eller anden grund gjorde hun det. Mange grunde forblev ukendte for tiden. Heldigvis viste stemmen sig da heller ikke at komme fra en morder med en bloddryppende økse i hånden – tværtimod var det en ”dreng” på hendes egen alder, der stod og kiggede varsomt på hende. I hånden havde han en lille ”pige” på, hvad hun tænkte var fem år, og eftersom de havde samme unaturligt store brune øjne samt skæve mund, måtte hun næsten gå ud fra, at de var søskende.

De så nu ikke særlig skræmmende ud, tænkte hun mat.  Faktisk så de begge ud til at være ligeså bange for hende, som hun var for dem – baseret på den måde, drengen krummede sig sammen og prøve at fylde mindst muligt, mens pigen prøvede at holde sig skjult bag ved drengen, som troede hun virkelig, at en person var nok til at afværge alt ondt. De havde været 9 milliarder og var alligevel endt sådan her.

Ikke desto mindre, var lillesøsterens ansigtsudtryk så velkendt, så meget ligesom alle de andre børn med klistrede finger og en nysgerrighed, der kunne nå hele verden rundt. Det var i hvert fald hende, der forhindrede Astrid i at løbe skrigende væk.

”Hej,” nærmest hviskede hun i stedet tilbage. Ordet snublede over hendes underlæbe og hendes stemme var hæs af, hvor meget hun indvendigt havde skreget i løbet af det seneste døgn. Alligevel forstod de hende tilsyneladende, hvilket var godt, da det at hæve stemmen ellers bare kunne tiltrække opmærksomhed fra de forbipasserende.

”Min lillesøster ville gerne vide, om du er et menneske,” sagde ”drengen”. Hans søster rødmede så kraftigt, at Astrid i et øjeblik troede, der var startet en stor ildebrand i hendes ansigt. ”Drengens” ansigt var i kontrast blegere, end hvad hun nogensinde havde set før, som var frygt i sig selv nok til at stjæle alt farve. Alligevel tvivlede Astrid ikke et sekund på, at de her to mennesker var de modigste i denne verden (og i hendes egen). Det skulle ikke undre hende, hvis de var de første til at tage initiativ til kontakt mellem de to racer. Og som de stod der og stirrede på hende, var der ikke vagtsomhed at spore i deres brune, brune øjne – kun nysgerrighed.

”Ja, det skulle jeg mene”. Astrid smilede mat. Det var dog stadig forbløffende, at hun overhovedet kunne huske, hvilken vej mundvigene pegede, når man smilede, da glæde da burde være det første af deres verden, der var forsvundet. Hun var også tæt på at rejse sig op, så hun ikke også skulle føle sig fysisk lille, men det ville gøre hende for synlig fra gaden, og det ville hun ikke risikere.

”Sådan 100% menneske? Jeg har hørt uhyggelige ting om din slags.” ”Drengen” gengældte ikke hendes smil.

I det mindste hænger vores munde nogenlunde lige, havde hun lyst til at sige. Men som så meget andet hun havde lyst til at sige, nøjedes hun med kun at sige det til sig selv.

”Hvad har du hørt?” endte hun med at spørge.

”At I bliver ved med at ødelægge jeres planet, at I dømmer folk helt utroligt på udseende, at I holder styr på tiden, at I… -”

”Holder I da ikke styr på tiden?”

”Nej, selvfølgelig ikke. Man ville få så travlt med alting, hvis man kunne holde øje med, hvor hurtigt tiden helt præcis gik. Men jeg har fået at vide at I har noget, I kalder urer, og deler alting op i ’hvornår’,” sagde han, uvidende om alle de små eksplosioner han havde fået til at starte i hende stakkels hjernemasse. En verden, hvor man ikke havde datoer og sekundvisere, og tid var et tomt begreb. I hendes hoved kunne det ikke hænge sammen, men på den anden side havde hendes verden hængt sammen inde i hendes hoved, men gjorde det ikke længere udenfor det.

Drengen satte sig nu ned overfor hende og trak sin lillesøster med. Den lille pige sad og tyggede intenst på en hårlok, alt i mens hun ikke i et øjeblik lod blikket vige fra Astrid. Selv når hun skulle blinke, sørgede hun for først at blinke med det ene øje og så med det andet.

”Men hvad er der egentlig sket? Der har altid herkset historier om, at der skulle være et andet univers befolket med såkaldte mennesker, og at de nærmest løb deres egen undergang i møde. Men jeg havde aldrig troet, at de historier var sande. Nu siger alle dog, at menneskerne er kommet til vores verden, sådan alle sammen, og at I også har i sinde at ødelægge vores verden til uigenkendelighed. ” Han holdt inde.

”Jeg aner det virkelig ikke. Men jeg tror nok, at vores verden er gået under. Jeg vågnede i hvert fald bare op en morgen, og der var ikke noget lys tilbage, og der var alle de her brag udenfor, og alle skreg op om dommedag, og hvad ved jeg, og jeg var sikker på, at nu var det slut, og så endte jeg her, og jeg tør ikke gå ud fordi alle ser så anderledes og mærkelige ud og, og, og, og, og, og…” Alt dette sagde hun i et enkelt hektisk åndedrag. Det lød næsten, som om hun formåede at få alle ordene kogt ned til en eneste stavelse, en eneste klagende stavelse, der var definitionen på desperation.

Alligevel nikkede drengen tankefuldt, som om han forstod mere af det, hun lige havde sagt, end hun selv gjorde – måske var det bare af almen høflighed.

”Det forklarer dog stadig ikke så meget, selvom det var, hvad jeg havde forestillet mig, der var sket. Universet – universer – lever for mysterier, og hvis vi lever for at løse dem, så lever vi forgæves.” Astrid kunne kun give ham ret i det.

”Så altså I mennesker er de eneste, der er kommet til denne verden? Ikke dyrene eller alle de andre væsener, der findes på andre planeter? Hvorfor lige præcis, fortjente I at blive reddet. Alt efter hvad jeg ved af, er I de første, der har formået at krydse de tynde grænser mellem verden?

”Hvad mener du med, at grænserne mellem verdener er tynde?” Astrid besvarede han spørgsmål med spørgsmål.

”Hvordan tror du ellers historierne om jer har nået os, før I gjorde? Jeg er da sikker på at de grænser er endnu mere skrøbelige end dem mellem liv og død og kærlighed og had, men der er bare ikke nogen der tør krydse dem, da grænsen mellem verdener også er grænsen mellem kendt og ukendt.” ”Drengen” samlede nu sine ben i skrædderstilling og trak sin lillesøster op på skødet. Hun havde siddet og lyttet tavst til samtalen, mens hendes øjne fløj frem og tilbage mellem sin storebror og Astrid.

”Så forskellige er vores verdener da heller ikke, det er jeg sikker på. Det kan godt være, at I lever uden at holde styr på tiden, men bare fordi I ikke ville vedkende jer dens eksistens, betyder det ikke, at den holder op med at eksistere. Vi ligner hinanden, vi taler stort set ens, og I må da også have musik, bøger, film, internet. Hvad hedder du for resten?” afsluttede Astrid, der var træt af at ikke at kunne tænke på ham som andet end ”drengen”.

”Vi har heller ikke navne her, vidste du ikke det? Det kan godt være, at I husker hinanden på, hvad man heder, men vi husker hinanden på, hvem man er, da personer er langt mere forskellige, end jeres navne nogensinde ville være. Og vi har heller ikke musik, bøger, internet og var det fieln, du sagde? ”

Astrid var ved at nå sit bristepunkt. Hun havde en teori om, at alle mennesker havde et bristepunkt og dette bristepunkt var endnu nemmere at nå end sæbeboblers. Så hvis hun nu bristede, ville der ikke være andet tilbage end en lille pøl sæbe og den metalliske eftersmag af alt den frygt, der lige nu strømmede gennem hendes krop – vildere end Vesterhavet på en grå oktoberdag.

Der var så meget, de ikke kendte til her. De vidste ikke, hvordan det var at savne ’i går’ så meget, man have lyst til at råbe til ’i dag’, at den skulle skride ad helvede til. De viste ikke, hvordan det var at have høretelefoner i ørene og være ret sikker på, at høresansen var den eneste sans, man behøvede – så længe man havde musik, skulle alt det andet nok komme af sig selv.  De vidste ikke, hvordan det var at bruge sin mobildata op samtidig med, at man brugte sin tilfredshed op, eftersom man gennem internettet opdagede, hvor mange mennesker der var derude, som man aldrig fik lov til at møde, selvom man allerede havde lært dem at kende – i modsætning til alle de mennesker, man mødte, men aldrig lærte at kende.

Og de viste ikke, hvordan man kunne elske en person så højt, at man kunne gentage deres navn igen og igen og igen, og det blev ved med at give menig – i modsætning til alle andre ord, der blev gentaget for meget. Astrid var omringet. Hun var omringet af et hav af mennesker, hvor det eneste land i form af de spredte øer, de resterende 9 milliarder mennesker. Men hun selv var ikke en ø nej, hun klamrede sig blot til et stykke tømmer og turde ikke give slip, da hun aldrig havde lært at svømme, når hun ikke kunne bunde.

Astrid var i sandhed blevet vanvittig. Hendes hjerne havde sagt op, da ordet logisk optrådte alt for mange gange i dens jobsbeskrivelse, og hendes hjerte prøvede at smadre hendes ribben, da det mente, at det var hendes skyld, det aldrig kunne blive mere end en muskel. Men på den anden side – alle mennesker var nok blevet vanvittige allerede i det øjeblik lyset gik ud. Og hvis alle var vanvittige, var vanvittig det nye normale. Ja, selv hendes forældre var vanvittige.

Hendes forældre! Hun havde overhovedet ikke tænkt på dem, for ikke at nævne alle de andre mennesker, der var (havde været) i hendes liv. De måtte da også være derude et sted, måske på den anden side af planeten, hvis dette da overhovedet var en planet, hun var på. Hun havde tænk på, at der ikke var musik i denne verden, før hun havde tænkt på dem. Men der var nu også så mange ting at savne, så det forbavsede hende, at sæberesterne af hende ikke allerede dækkede skraldespandene i gyderne.

”Drengen” sad og betragtede hende tavst, mens han lod hende kæmpe sin egen indre kamp. Der var alligevel ikke noget, han kunne gøre, og det var også klogt af ham ikke at komme for tæt på hende – på alle de måder man kunne komme tæt på en person.  

Astrid tog til sidst en dyb indånding i håbet om, at luften ville fungere som lim for alle de brudstykker af sig selv hun sad tilbage med. Men åndedraget skar sig som sædvanelig ind i hende og det var umuligt for hende, at få luften andet end halvvejs ned i lungerne.

I stedet ville hun så spørge ”drengen” og den lille ”pige”, om de ville tage på verdensomsejling med hende på hendes lille stykke tømmer – det hun klamrede sig til. De var de eneste to, som hun kendte – i begge verdener – der måske ville sige ja. Men der var vist ikke plads nok på tømmeret, og desuden virkede denne verden så stor, Astrid ikke var sikker på, at de to ville kunne klare hendes selskab så længe.

Astrid slog sig til tåls med bare at gå ud af gyden. Men manden kom hende i forkøbet. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...