Dagen efter dommedag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2016
  • Opdateret: 24 jun. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til odinsbarnskonkurrencen, valgmulighed 1

1Likes
0Kommentarer
113Visninger

2. 2

Det var et døgn siden, at det var begyndt. Det var et døgn siden, at det var begyndt, men det virkede som flere år siden. Det var ikke den samme Astrid, der havde åbnet øjnene for et døgn siden. Men hvor hun dog misundelig på den tidligere version af sig selv, der havde været så lykkelig uvidende om hvad der ville møde hende i det øjeblik, hun slog øjnene op.

Det havde da også taget hende nogen sekunder at opdage, at der var noget galt. Først havde hun slået øjnene op, men havde så opdaget, at det ikke gjorde nogen forskel. Mørket omringede hendes stadig; fuldkommen uigennemtrængeligt og så tykt, hun nemt kunne bilde sig selv ind, hun kunne mærke mørket presse mod hendes hud, presse hende ind i sig selv, indtil hun var skrumpet ind til næsten ingenting. Hun havde desperat blinket igen og igen i håbet om, at hendes øjne ikke ville forråde hende, men mørket forblev stædigt.

Normalt plejede der at krybe en lille stribe af solskin igennem en sprække i gardinet, når hun varmede i mørket. Desuden havde hun en lygtepæl lige udenfor sit vindue og den havde altid lyst kraftigere end alle stjernerne til sammen.

Med et suk havde hun rejst sig fra sengen og famlet sig vej frem til sit vindue. Det sagde noget om hvor mange timer, hun havde brugt derhjemme, at hun uden problemer nåede sit lille vindue og i første forsøg fik fat i sine gardiner og trukket dem fra. Men hendes udsigt fra vinduet var ikke andet end en sort flade, så sort, Astrid havde rakt hånden frem for at være sikker på, at der ikke var nogen der havde tapet sort stof til hendes vindue, da dette mørke nu engang var unaturligt. Der var ingen stjerner, ingen måne, ingen sol, ingen lygtepæle, ingen stjerner. Ingenting. 

Som om en kæmpe havde besluttet sig for, at han var sulten og havde slugt enhver lyskilde, da lys nu engang var overvurderet for ham. Eller måske var hun bare blevet blind. Eller måske var resten af verden simpelthen forsvundet, og hun var derfor blevet ladt tilbage som den eneste, da hun ikke var vigtig nok til, at nogen havde lyst til at forsvinde sammen med hende. På det tidspunkt var Astrid stadig kun halvt vågen.  Hun havde allermest lyst til at krybe tilbage i seng, og håbe på, at lyset ville være vendt tilbage, når hun vågnede igen.

Men så var det begyndt at regne med sten. Det var i hvert fald sådan, det havde lydt for hende – pludselig begyndte store brag at lyde overalt omkring hende, brag så store, at lydbølgerne var i fuld gang med at rive hendes øregange sønder og sammen. Hun kunne ikke se noget – kun høre de store brag fra et eller andet, der ramte jorden.

Snart havde hendes realitetssans selvfølgelig givet hendes fantasi frie tøjler til at forestille sig, hvad i alverden der dog skete, og som altid begyndte hun straks at forestille sig det værste. Astrid havde nemlig den filosofi, at tingene altid kunne blive værre. De kunne altid blive bedre, men det kunne også altid være lidt mere forfærdeligt, end det allerede var.

Folk sagde altid, at drømme kunne blive til virkelighed, så længe man blev ved med at drømme, men i det øjeblik havde hun været ret sikker på, at mareridt gjorde det samme. Bragene var taget til i styrke, indtil hun var sikke på, det ikke længere regnede med sten – men med planeter. Gulvet under hendes fødder begyndte i hvert fald at ryste, ryste til hun begyndte at tro, at rystelserne var Jordens forsøg på at overtale tyngdekraften til at ophæve sig selv, så regnen, eller hvad det nu var, kunne stoppe med at falde.

Astrid holdt med Jorden. Der var kun gået et par minutter, siden hun vågnede, men allerede var hun mere bange, end hun havde været i hele sit liv. Hun prøvede at råbe på sine forældre, men ordene havde ikke engang forladt hendes mund, før de blev overdøvet af alle bragene udenfor.

Så stoppede bragene, og der var et øjebliks stilhed. En stilhed så dyb, hendes trommehinder truede med at sprænge, og hun var ret sikker på, at hun kunne høre stjernerne skrabe mod himlen, trods hun ikke kunne se dem. Og så begyndte skrigene.

Høje og skingre skrig, der ikke længere lød helt menneskelige. Astrid ville gerne have stemt i, men hun stod frosset fast til stedet, og havde fuldkommen glemt, hvad det ville sige at bevæge sig. Det var måske også for det bedste. Så slap hun for at løbe rundt i panikkede cirkler og falde over sine egne ben, eller hvad ellers af uansvarlige ting, hendes hjerne kunne komme på. Desuden havde hun en alt for stor trang til at gennemsøge hver en afkrog af mørket – det var den eneste måde, hun kunne være sikker på, hvad der gemte sig et sted derude – og hun var ikke sikker på, hun nogensinde ville nå at undersøge alt mørket. Det var ikke engang fordi, at Astrid var mørkeræd. Hun var ikke bange for mørket i sig selv, men nærmere alt det ukendte, der hørte med til det, og det hjalp heller ikke ligefrem, at hun var ret sikker på, at himlen var ved at falde sammen om ørene på hende, alt i mens den sidste menneskelighed faldt med den.

Og så var det at hun hørte de tre ord, der var de sidste ord, hun havde brug for at høre.

”Det er slut.”

 Selv nu hvor hun tænkte tilbage, kunne hun ikke huske, hvor ordene var kommet fra. Måske var det hendes hjerte, der havde skreget ordene for at bevise, at det var mere end et organ. Eller også var det en af hendes naboer ude på gaden, der havde råbt det i ren og skær desperation. Men Astrid kunne nu stadig huske, at hun havde været tilbøjelig til at tænke, at ordene var sande.

For hvis ’det’ ikke var slut nu, så vidste hun ikke om, det nogensinde ville være det. Det var svært at forklare, men i netop det øjeblik var Astrid sikker på, at hun skulle til at bruge sine sidste timer i verden. Der var bare den her stemning – en dommedagsstemning, som var umulig at forklare, da ingen havde oplevet den før, og ingen ville opleve den igen. Der kunne være tusind forklaringer på, hvorfor lyset pludselig var forsvundet; tusind grunde til de høje brag udenfor, men de blegnede, indtil hun ikke kunne forestille sig andet end, at det så sandelig var slut.

Var det ikke ironisk efter så mange år, hvor man forsøgte at forudsige verdens undergang, gik den nu under på den mest uforudsigelige måde. Verden havde stil, tænkte hun, inden endnu et brag pludselig fik vinduerne til at klirre. Hun havde absolut ingen ide om, hvad der skete, og hun blev hele tiden nød til at forsikre sig selv om, at hendes fødder stadig var forsvarligt plantet på gulvet – og at alting hang sammen lidt endnu.

Og så var det, at hun havde sat sig op i vindueskarmen, da der ikke var andet at gøre. Hendes syn vendte ikke tilbage, der gik små pauser mellem hvert brag, men de blev samtidig ved og ved og ved. Hun anede ikke hvor lang tid, der var gået, men det var måske også for det bedste, at hun var henlagt til at stirre ud i mørket og tænke på alle de ting, der stadig var derude et sted.

Få meter fra hende stod hendes seng, uredt, og væggene i hendes værelse var der stadig plastret til med papirlapper, hvorpå hun havde skrevet en hel masse citater, som engang havde betydet noget. Ude i haven stod det gyngestativ, der var ved at blive ædt op af rust, stadig og mindede hende på, hvor hurtigt man voksede op, og over på den anden side af vejen var de gule rækkehuse stadig- hun havde altid syntes, at alle dem der boede i dem så så meget lykkeligere ud end alle andre. Hele universet var ved hendes side og ventede på slutningen ligesom hende. De lykkelige folk i de gule huse, var nu knap så lykkelige – det var dem, der skreg højest, og citaterne var faldet ned fra væggene, da alle ord nu lød tomme og ligegyldige.

Astrid var nu ret sikker på, at det over hele verden var de lykkeligste, der skreg højest, da de havde mest at miste. Så hvad sagde det så om hende, at hun slet ikke skreg?

Men det gjorde nu heller ikke nogen forskel længere, om man skreg eller ej, om man lod som om u’et i umulig var stumt, om man var mørkeræd, om man vidste, hvad der skete. Alting havde været så lige meget, lige meget, så lige meget, hun havde lyst til at kaste sig ud af vinduet og få det overstået på sine egne præmisser. Hun kunne også tænde et stearinlys og skrive dagbog i skæret fra det – selvom der ikke ville være nogen tilbage til at læse dokumentationen af menneskeracens udslettelse, kunne det måske stadig være dejligt at hælde nogle af sine tanker ud på papiret, da papir nu engang var bedre til at lytte end andre mennesker.

Og hun havde siddet i vindueskarmen og ventet og ventet og ventet. Og ventet.  Og så var verden eksploderet. Der var ikke andre måder at beskrive det. Verden blev revet fra hinanden af en ukendt kraft, hun kunne mærke dybt inde i sig, hvordan himlen, jorden og alt det midt i mellem, faldt fra hinanden. Og så havde hun lukket øjnene, selvom det gjorde absolut ingen forskel og forventet at hun nu skulle opleve, hvad ingenting var. Og så var hun taget fra dette univers – og ind i det næste.

Og med det næste, mente hun ikke efterlivet. Nej, hun mente denne verden, hun nu sad i. Hun mente denne verden med luft, der ikke helt passede ind i hendes lunger, mennesker der ikke helt lignede mennesker, en himmel der ikke helt var den rigtige farve, et sprog der ikke helt var ligesom deres. Alting var ikke helt rigtigt, men dog alligevel så tæt på rigtigt, hun ikke kunne forstå, hvordan disse verdener ikke blev forvekslet med hinanden.

For at være ærlig, anede Astrid ikke, hvad der skete. Deres verden var gået under, det var klart. Men var hele menneskeheden så bare blevet forflyttet til en ny verden, der åbenbart havde eksisteret side om side med deres i alt den tid? Men verden havde været (ja, havde været) så stor, så uendelig stor, og hun følte sig allerede så ubetydelig i den, så tænk sig hvad det ville sige, der fandtes flere uendeligt store verdener.

Selvfølgelig havde hun før forestillet sig, at der måske ville være andre verdener. Verdener hvor folk gik aftenturer på skyerne og havde lilla horn i panden og stadig brokkede sig over, at der ikke var noget overnaturligt mellem himmel og jord. Verdener, som hun en dag måske ville finde. Men hun havde forestillet sig, at hun altid kunne tage tilbage til sin egen verden, hvorind hun havde lyst og at hun ikke behøvede gemme sig bag et par ildelugende skraldespande – ikke som nu, hvor det hele var så endegyldigt, så tragisk, så ukendt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...