Dagen efter dommedag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2016
  • Opdateret: 24 jun. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til odinsbarnskonkurrencen, valgmulighed 1

1Likes
0Kommentarer
114Visninger

1. 1

Dagen efter dommedag var om muligt endnu mere kaosfyldt end selve dommedag. I går havde alle accepteret, at nu var det slut, at nu var deres beklagelser ud i den tomme luft endelig blevet hørt, at nu ville være det sidste ’nu’, de fik. De lå alle og klamrede sig til jorden og til de sidste øjeblikke, mens de begræd alle de gange de havde kritiseret verden. Men samtidig var der skrigene og råbene efter hjælp endelig holdt op; for første gang nogensinde holdt hele menneskeheden mund, og det blev i sandhed bevist, hvordan stilheden var mere larmende end noget andet. De var ikke klar, men taget i betragtning at alt, hvad de nogensinde havde kendt, var ved at forsvinde, kunne de ikke blive mere klar.

Astrid havde lukket sine øjne og var begyndt at tælle sekunderne. Hun havde siddet i sin vindueskarm ligesom så mange dage før netop denne, helt krøllet sammen til en kugle, som troede hun virkelig på, at hvis bare hun kunne holde sammen på sig selv, kunne hun også holde sammen på verden. Hun knugede krampagtigt om sig selv, alt i mens hendes læber lydløst bevægede sig i takt med, at hun talte til flere og flere sekunder. Som altid blev tiden ved med at gå, selvom der var ni milliarder mennesker, der skreg til den, at den skulle stoppe og vente på dem.

Folk lavede lister over, hvad de ville gøre, hvis de kun havde få år, måneder eller dage tilbage at leve i. De planlagde i de mørkeste afkroge af deres hjerne, så de i alt hemmelig blev klar til, hvis det utænkelige skulle ske. Men en ting var, at deres levetid snart sluttede; en anden ting var, at hele verdens levetid nu ikke længere blev talt i år, men i sekunder og at verdens holdbarhedsdato nu var blevet overskredet.  Så selvom folk måske burde nyde det at være i live end sidste gang, gav de helt op på det at leve og gav sig i stedet til at vente, selvom ingen var sikker på hvad.

Hendes hjerte havde banket hurtigere og hurtigere i hendes bryst. Hun var ret sikker på, at det prøvede at slå så mange slag, at det kunne gælde for en hel livstid, inden det var for sent. Måske burde hun fortælle det, at det var forgæves, men på den anden side havde ingen fortalt hende hvilken slags dag, hun ville vågne op til, da hun gik i seng i går. Og for hver indånding Astrid havde taget, var hun sikker på, at det ville blive hendes sidste. Derfor sugede hun også mere og mere luft ned i lungerne for hver gang, til hun var sikker på, at den egentlige grund til verdens undergang ville være, at hun stjal alt luften. 

I virkeligheden var der selvfølgelig ingen, der kendte grunden. Der var en grund; en forklaring, da der nu engang altid var en forklaring, det var bare ikke altid, den fulgte alle reglerne for menneskelig logik, men Astrid vidste godt, at de nok aldrig ville komme til at kende den. Selv der mens hun havde siddet krøllet sammen i vindueskarmen med hovedet fyldt af noget der ikke kunne beskrives som andet end hvid støj, vidste hun det.

Og nu, mens hun sad i gyden og stirrede på de forbipasserende, vidste hun at der et eller andet sted - lige uden for rækkevide -  gemte sig det hvorfor, som hun havde så desperat brug for. Men nej – Astrid havde ingenting. Hun havde kun sig selv. Hun havde ganske vist altid tænkt, at sig selv var alt, hvad hun havde - at hvis hun bare var sig selv skulle alt nok gå, også selvom hun var alene i verden. Men nu havde hun ikke verden, nu var hun bare alene, og det at være sig selv var langt fra nok.

Faktisk havde Astrid aldrig ønsket sig så kraftgigt at være en anden. Måske en af de forbipasserende på gaden, måske den ”dame” der sad ude på sin altan og skuede ud over byen, måske den ”kat” der gik rundt bag et par skraldespande. Så ville hun ikke behøve skjule sig i skyggernes skygge som nu, og hun kunne trække vejret ubesværet i modsætning til nu, hvor hvert åndedræt skar sig ind i hendes brystkasse, da denne luft bare ikke passede helt ned i hendes lunger.

Astrid havde altid ment, at virkeligheden var som en alt for lille sko for hende, da hun passede mindre og mindre ind som årene gik, da sko forblev den samme størrelse og virkeligheden forblev uændret, mens hun voksede op i en helt anden retning, hvor hendes realitetsans ikke længere kunne nå hende, det var kun fantasien hvis arme var lange nok. Nu forbandede hun sit gamle jeg langt, langt, langt væk for at have været så naiv. Det kunne godt være, at verden ikke havde været hendes yndlingssted, men det var kun fordi, hun ikke kendte alternativet.

”En mand” gik forbi hende på gaden, og Astrid krøb uvilkårligt lidt længere ind i den gyde hun gemte sig i. Enten skyldtes det hendes frygt for at blive opdaget, eller også var det simpelthen fordi, at manden så så grotesk ud, i hvert fald i forhold til hendes standarder. Han delte ganske vist træk med enhver anden mand, men samtidig lignede han overhovedet ikke dem. Hvert eneste ”menneske” på gaden så ud, som om de var blevet lavet af en billedhugger, der havde lidt for travlt, og derfor bare prøvede sig lidt frem.

Før havde Astrid troet, at alle mennesker var så uendeligt forskelligt, men de havde kun taget hende et par timer her at indse, hun aldrig havde taget mere fejl. I sammenligning med disse ”mennesker”, var hele verdensbefolkningen nærmest den samme person, de havde været så ens, og Astrid kunne ikke helt forstå, hvordan hun overhovedet kunne genkende sig selv fra alle de andre, som hun sad der, trykket sammen mellem skraldeposer.  Før havde hun troet, at der ville være nogen at give skylden for dommedag, og at dommedag ville være den sidste dag. Før havde hun været sikker på så mange ting, men nu var det eneste hun var sikker på, at fra nu af ville altid være delt i før og efter.

Astrid strøg automatisk en vildfaren hårlok om bag øret, som den slap ud af hendes hestehale. Denne handling virkede så normal, hun ikke helt kunne tro det, da der ikke burde kunne forblive normalitet midt i alt det her. Men det her var det nye normale. Det kunne godt være, at det seneste døgn havde været så ekstraordinært, at det overgik hendes vildeste drømme (og hendes drømme var ret vilde), men det havde været ekstraordinært for hver og en af de tidligere beboere i verden, hvilket gjorde det til ordinært. 

Men som hun sad der i gyden og prøvede kun at trække vejret gennem munden, grundet lugten af affald, kunne hun umuligt forestille sig, at det var sådan her resten af hendes liv ville være. At hun fra nu af, aldrig ville kunne vise sig på åben gade, at hun fra nu af sad endnu mere fast i virkeligheden end før – bare end anden virkelighed.

Hendes hænder begyndte at ryste ukontrollabelt og snart begyndte hele hendes krop nærmest af vibrere. Måske var det chokket, der endelig nåede hende, eller den udmattelse det medførte, når alting ændrede sig så hurtigt. Som hun kiggede rundt på gaden var hun dog den eneste, der var påvirket – alle andre i syne gik blot videre og videre og videre og videre og videre, hvilket hun aldrig ville være i stand til igen.

Hvis det ikke var for det glimt af ren og skær vagtsomhed, der gemte sig i alles øjne, ville hun ikke have troet, at de havde opdaget, at der var noget galt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...