pink lady

et digt om depressionens onde tanker og ønsket om at være som alle andre

1Likes
2Kommentarer
96Visninger

1. 1.

jeg forstår ikke

hvorfor nogle mennesker synes

det er så sjovt at leve

 

der duftede engang af krymmel og tivoli

nu lugter der brændt og slukket, maskinen er gået i stykker

hvor er det synd for de mennesker der prøvede den rutsjebane

 

jeg hører langsomme åndedræt fra det hinsides

vejrtrækninger der lokker og frister

det himmelske findes ved jordens kerne

 

tyngdekraften må gerne blive så stærk at den trækker mig ned og flamberer mig

så ville jeg for første gang være smuk og interessant

når jeg stod i flammer op til øjnene

 

men selv hvis jeg brændte levende

er jeg i tvivl om hvorvidt

ilden ville blive genfødt i mine øjeæbler

 

for der er orme i dem og de smager skidt

mine øjeæbler er så oversprøjtet med lort

men de lyser stadig ikke op som et skinnende pink lady

 

jeg er ikke en lyserød dame

jeg er en tværfarvet kamæleon

men på det sidste har jeg kun båret farven gennemsigtig

 

måske jeg tager farve hvis jeg hænger på det blå lærred

oppe under de kridhvide skyer, kan i forestille jer

hvor spektakulær en farve jeg kunne kreere

 

så kunne jeg måske endelig være heldig

at udrette noget med min eksistens

et nyt farveregister

 

gad vide hvilken farve depression har

blandet sammen med angst og ocd

det lærte jeg aldrig om i børnehaven

 

i børnehaven lærte jeg at rød plus hvid giver lyserød

men selvom mine senehinder er hvide og rødsprængte

ligner de stadig ikke et pink lady æble

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...