My Guardian Angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2016
  • Opdateret: 14 jun. 2016
  • Status: Færdig
I Jessies liv går intet som det skal. Moren drikker. Faren skred, da Jessie var seks. Og Jessie kan ikke huske den sidste gang pigerne i klassen sagde noget til hende som ikke havde den mindste snert af en fornærmelse. Arrene pryder hendes krop. Alt er fucked up. Indtil hun møder Andrew. Denne historie er til kategorien kærlighed, selv ensomhed jo også er en del af den.

0Likes
1Kommentarer
319Visninger
AA

5. Jeg er Jessie

Lejrturen går helt anderledes end jeg havde troet. Fordi nu har jeg Andrew. Det eneste tidspunkt jeg læser i den bog jeg fik af ham, er ved sengetid, for at blokere pigernes sladder ude. Men jeg når aldrig ret langt i den, fordi Andrew bliver ved med at dukke op i mine tanker. Jeg lader ham med glæde forstyrre mig. Jeg tror også pigerne har lagt mærke til min ændring. Selvom de bliver ved med at sende mig onde (og jaloux) blikke, går de ikke længere direkte hen til mig for at spy deres ild ud, som tager form i fornærmelser og øgenavne. Det er som om han har ændret alt. Jeg er ikke længere alene. Jeg er ikke længere mobbeofret. Jeg er ikke længere den triste pige, som ikke kan se lyset for enden af tunellen. Jeg er Jessie. Jeg er Jessie, som elsker at tale om film og grine. Jeg er Jessie, som ikke er bange for at tage imod en udfordring. Jeg er Jessie, som tør at stole på et andet menneske, og give mig fuldt ud til ham med hjerte og sjæl. Og jeg vil aldrig være den anden pige igen. Fordi nu ved jeg hvem Jessie er.

 

*

 

Det er torsdag aften. Vi sidder på en skrænt og lytter til havets musik. Vores fingre er sammenflettet, mit hoved hviler på hans skulder. Jeg kan høre hans vejrtrækning. Hvordan han roligt trækker luften ind og puster den ud igen. Han drejer sit hoved og kysser mig blidt på panden.

”Jeg ved godt det er helt sindssygt, når man tænker på at vi mødtes for kun tre dage siden,” hvisker han, ”men jeg tror jeg elsker dig, Jessie Davidsen.”

Ordene finder sin egen vej, de kommer som var det så naturligt, som at trække vejret.

”Jeg elsker også dig.”

Vi kigger ud på vandet igen, men jeg har ikke den samme ro som før. Jeg kan ikke lyve for ham. Jeg er nødt til at fortælle ham sandheden.

”Andrew?” siger jeg stille.

”Mmh?”

”Min mor er ikke en forretningskvinde. Jeg løj.”

Han kigger forvirret på mig.

”Hvad laver hun da så?”

Jeg kigger ned på mine hænder. En tåre sniger sig ud af min øjenkrog.

”Hun laver ikke rigtig noget. Medmindre det at ligge på sofaen hele dagen og tømme flasker, tæller.”

”Er hun..?”

Han siger ikke det sidste ord, men det hænger i luften. Alkoholiker. Jeg nikker.

Mens jeg stadig har mod, løfter jeg en smule op i min bluse, lige ved min højre hofte. Jeg skal til at trække ned i mine bukser, da Andrew lægger hånden på min hånd.

”Hvad laver du?” spørger han stille.

”Jeg vil vise dig noget.”

Jeg fjerner hans hånd og trækker hjørnet af mine bukser lidt ned. Bar hud bliver afsløret. Bar hud, hvor der er tre lige ar i. Det nederste har ikke lukket sig helt endnu.

”Du spurgte hvordan mit liv havde været indtil nu. Sandheden er at det ikke har været så perfekt. Faktisk har det været alt andet end perfekt.”

Tårerne glider ned af mine kinder, jeg kan ikke huske den sidste gang jeg har grædt sådan her. Andrew løfter blidt mit hoved, tvinger mig til at se ham i øjnene. Uden at sige noget tørrer han mine tårer væk med sin tommelfinger. Hans bløde læber kysser min fugtige kind. De fortsætter ned ad min hals. Han kysser hele vejen langs siden af min krop. Kysser endda mine ar. Da han når ned til mine ankler, går han hele vejen op igen.

”Du er smuk. Du er så utrolig smuk,” hvisker han, da han når op til min kind igen. Hans læber møder mine og min fortid betyder intet længere. Det eneste der betyder noget er ham. Os.

Da vi endelig skiller vores læber ad igen, læner han sig op ad et træ. Jeg ligger mig imellem hans ben, hviler hovedet op ad hans bryst. Jeg ved ikke hvor lang tid vi ligger sådan. Tid er et underligt begreb. Og jeg mister fuldkommen tidsfornemmelsen, når jeg er med ham. Men solen hænger så lavt på himlen, at det næsten rør vandet, da han stiller mig et spørgsmål jeg altid har undgået:

”Hvad gør du så nu?”

Jeg kigger op på ham.

”Hvad mener du?”

”Ja, med din mor. Med din fremtid.”

Jeg trækker på skuldrene.

”Jeg aner det ikke.”

Andrew er stille i omkring et minut, så siger han:

”Jeg skal på efterskole efter sommerferien.” Han læner sig ned til mit øre og sænker sin stemme. ”Tag med mig.”

Jeg kigger på ham, kan se i hans øjne at han mener det. Efterskole? Den mulighed har jeg aldrig overvejet.

”Hvad så med min mor? Hvem skal passe på hende?”

”Hun kan klare sig selv. Desuden kommer du jo hjem hver weekend.”

Jeg ved ikke om hun kan klare sig selv. Men i det øjeblik er jeg ligeglad.

”Okay,” hvisker jeg, ”jeg tager med dig på efterskole.”

Hvad der sker derefter, sker hurtigere end jeg kan nå at gøre noget.

Jeg skal lige til at sige, at vi hellere må gå tilbage inden det bliver alt for mørkt, da en brummen fylder luften. Hurtigt kommer den tættere på, efterfulgt af en masse råb. Ud af det blå, kommer en fyr fra min klasse, kørende på en knallert, med fuld fart på. Hans kammeraters hjælpeløse råb, hans eget panikslagne udtryk og knallertens zig-zag, tyder på at han ikke har kontrol over den. Og den kommer direkte mod os. Jeg når ikke at tænke. Jeg når ikke at handle. Alt inden i mig er frosset fast til jorden. Indtil en hånd skubber mig væk. Det eneste jeg når at opfange ud over mine hænder der skraber mod jorden, er et par grønne øjne, der forsvinder ned af skrænten. Fra at alting sker for hurtigt, sker alt nu i slowmotion.

Fyren på knallerten er kørt ind i det træ, vi sad ved få sekunder forinden. En masse blod drypper ned ad hans hoved. Hans kammerater skynder sig hen til ham. En fyr råber til en anden at han skal hente lærerne. Jeg kæmper mig selv op at stå. Jeg føler mig svimmel, men jeg er nødt til at gøre det. Jeg prøver at løbe, men det er ligesom en ond drøm, hvor man kæmper og kæmper, men næsten ikke kommer fremad. En af mine klassekammerater får øje på mig, spørger mig hvor jeg skal hen. Enten vil jeg ikke svare eller også kan jeg ikke. Uanset hvad, fortsætter jeg bare min kamp ned af skrænten. Jeg bliver ved med at falde, og hver gang mister jeg mere af min energi. Men jeg er nødt til at få fat i ham. Jeg kommer uendeligt langsomt fremad, men jeg kommer trods alt fremad. Og endelig får jeg øje på ham.

Han bevæger sig ikke. Noget af hans tøj er revet af og han har en masse skrammer i ansigtet og på armene. Han ligger i en underlig stilling. Da jeg kommer tættere på kan jeg se at hans mave ikke bevæger sig op og ned. Han trækker ikke vejret. En følelse af sorg skyller ind over mig som en tsunami, der drukner mig og river alt andet med sig. Jeg kollapser ved siden af ham.

”Nej,” hulker jeg, ”Andrew..”

Et par arme rejser mig op. Mine ben er gele, men armene holder mig oppe. Det er fyren som råbte til mig. Han trækker mig væk. Det kan ikke passe det her. Han kan ikke være… Jeg kæmper imod armene. Jeg må hen til ham! Jeg må hen og ruske i ham, så han vågner. Han skal vågne.

”Andrew, vågn op! Vågn op, Andrew! Vær sød at vågne op…” Min stemme bliver kvalt af tårer.

Oppe ved fyren på knallerten, kan jeg høre stemmerne af mine lærere. Synet af Andrew, der ligger i den bizarre stilling, helt bleg, gør at min aftensmad kommer op igen og splatter ud på jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...