My Guardian Angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2016
  • Opdateret: 14 jun. 2016
  • Status: Færdig
I Jessies liv går intet som det skal. Moren drikker. Faren skred, da Jessie var seks. Og Jessie kan ikke huske den sidste gang pigerne i klassen sagde noget til hende som ikke havde den mindste snert af en fornærmelse. Arrene pryder hendes krop. Alt er fucked up. Indtil hun møder Andrew. Denne historie er til kategorien kærlighed, selv ensomhed jo også er en del af den.

0Likes
1Kommentarer
323Visninger
AA

3. Held i uheld

Jeg har travlt. Biblioteket lukker om få minutter og jeg skal nå det. Jeg er nødt til at finde en ny (og gerne meget stor) bog, som skal få mig igennem de kommende dages lejrtur. Begge 8. klasser skal med. Ikke fordi der blandt de 48 elever er en eneste som vil snakke med mig.

Jeg spæner ud af bussen, op ad trapperne og gennem banegården, som biblioteket ligger i. Det er dødsensvigtigt at jeg får fat i en bog. Hvis du ikke allerede har gennemskuet det, så forsvinder jeg væk i bøger for at komme igennem dette helvede, som nogle kalder livet. Der er heldigvis ikke så mange på banegården denne mandag eftermiddag. Jeg kan se døren til biblioteket. Den er stadig åben! En bibliotekar er ved at stable de sidste afleverede bøger på plads, men døren er stadig åben. Nøglerne svinger frem og tilbage i den snor han har om halsen, som han lægger bøgerne på deres rigtige reoler, de er klar til at han lukker og slukker, men jeg skal li-

BANG

Jeg åbner fortumlet øjnene og stirrer ind i et par absolut betagende, grønne øjne. Min vejrtrækning går i stå. Mit hjerte går i stå. Alle omkring os går i stå. Eller også lægger jeg bare ikke mærke til dem. Intet betyder noget længere. Intet ud over ham.

Hans øjne er omkranset af et par tykke øjenvipper. Hans næse svajer let til højre. Der er små pletter rundt om den, ingen store nok til at blive kaldt skønhedspletter, men heller ikke nok til fregner. Hans læber er lange, men ikke for lange. De ser vidunderlig bløde ud. Hans hud er lys, men ligeså er alle andres; solen har endnu ikke opdaget at det er forår. Hans ansigt er langt og oppe ved hårgrænsen stikker en masse pjuskede, sorte hår ud. Han dufter af vanilje og havet. Lugten minder mig om noget, men jeg kan ikke sætte fingeren på hvad. Jeg kunne blive liggende for evigt og stirre ind i dette ansigt, og jeg ville sikkert også have gjort det, hvis det ikke var fordi han rømmede sig og vækkede mig fra min rus.

”Gud, undskyld! Jeg- Jeg så dig slet ikke!” udbryder jeg og rejser mig op fra ham.

”Gud, er måske så meget sagt, du kan bare kalde mig Andrew,” siger han og afslører et fantastisk smilehul, da han rejser sig op og smiler blinkende til mig. ”Og det er da klart du ikke kunne se mig, du kunne vel ikke se noget som helst med den fart du havde,” tilføjer han. Jeg kan ikke lade være med også at smile. Og inderst inde undrer jeg mig, fordi jeg føler jeg har hørt hans stemme før. Jeg opdager pludselig et par hovedtelefoner ved mine fødder.

”Er det dine?”

Han nikker. Da jeg samler dem op kan jeg høre at musikken stadig spiller. Jeg genkender straks sangen. ’Radioactive’ med Imagine Dragons.

”Jeg elsker den sang,” siger jeg, da jeg rækker ham dem. Han smiler.

”Det er min yndlings.”

Et øjeblik står vi bare og smiler til hinanden. Så siger han:

”Nå, men det ser heldigvis ikke ud til at du har ødelagt noget. Så der er vel ikke så meget andet at sige end pas bedre på næste gang du spurter sådan afsted. Man ved aldrig hvem eller hvad du kan rende ind i.”

”Nej, det har du vel ret i. Du må altså virkelig undskylde. Normalt er jeg ikke så- Pis!” Bag Andrew kan jeg se at døren til biblioteket er lukket i og alt lyset er slukket.

”Shit! Hvad skal jeg nu tage med?” mumler jeg og læner mig op ad væggen. Andrew kigger forvirret bag sig.

”Hvad er der galt?”

Jeg sukker.

”Jeg har brug for en bog til at klare mig igennem de næste par dage. Jeg tror ikke jeg overlever uden noget distraktion.”

”Aha. Jeg forstår,” siger han og så roder han rundt i den kuffert han har stående på gulvet ved siden af sig. Nysgerrigt prøver mine øjne at følge med, men det eneste jeg opfanger er noget tøj, der bliver rodet op i. Endelig finder han det han leder efter.

”Har du læst denne her?” Han rækker en bog frem mod mig. ’Invisible Man’ af Ralph Ellison, fortæller forsiden mig. Jeg ryster på hovedet.

”Tag den. Læs den. Den er sindssyg god.”

Jeg ryster forvirret på hovedet.

”Det kan jeg da ikke. Det er din.”

”Min far er boghandler. Han har masser stående på lageret. Tag den nu. Jeg mener det,” bliver han ved. Jeg kan se viljen i hans øjne. Han har ikke tænkt sig at give op. Så jeg tager imod den, taknemlig for hans stædighed.

”Tak,” siger jeg og knuger bogen ind til mig. ”Du har reddet mig.”

”Så lidt,” siger han og tager fat i sin kuffert. ”Jeg fik for resten aldrig fat i dit navn?”

Jeg smiler.

”Jessie. Jeg hedder Jessie.”

”Fedt at møde dig, Jessie. Jeg håber at vi ses igen,” siger han og går af sted med sin kuffert og sine hovedtelefoner. Jeg smiler til hans ryg, indtil mine øjne glider over resuméet bag på bogen.

”Fortæl mig hvad du synes om den, når du har læst den,” lyder Andrews stemme pludselig igennem torvet. Jeg rynker forvirret panden.

”Hvordan skal jeg det?”

Han smiler.

”Kig i bogen.”

Jeg åbner nysgerrigt bogen med det samme. På den allerførste side, hvor titlen og forfatterens navn er, står der med en krøllet skrift:

’Jeg håber den kan få dig til at overleve.

22 25 65 39

Andrew’

Da jeg kigger op, er han forsvundet. Et øjeblik læner jeg mig bare op ad væggen og prøver at forstå hvad der lige er sket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...