My Guardian Angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2016
  • Opdateret: 14 jun. 2016
  • Status: Færdig
I Jessies liv går intet som det skal. Moren drikker. Faren skred, da Jessie var seks. Og Jessie kan ikke huske den sidste gang pigerne i klassen sagde noget til hende som ikke havde den mindste snert af en fornærmelse. Arrene pryder hendes krop. Alt er fucked up. Indtil hun møder Andrew. Denne historie er til kategorien kærlighed, selv ensomhed jo også er en del af den.

0Likes
1Kommentarer
321Visninger
AA

4. Det ukendte, dog velkendte

”Mor, jeg tager afsted nu. Jeg er tilbage på fredag,” er det sidste jeg siger før jeg går ud af døren. Det eneste jeg får fra hende er et grynt. Ikke noget kram, ikke noget ”Jeg elsker dig”, ikke noget ”Pas nu på dig selv”, ikke engang et ”Okay, vi ses på fredag”. Kun et sølle grynt.

Jeg ved ikke hvad jeg skal forvente at finde på fredag. Jeg ved ikke hvad jeg tør forvente. Og helt ærlig talt, ved jeg ikke om det overhovedet betyder noget. Måske ville det være bedre, hvis hun havde trukket vejret for sidste gang, når jeg kom hjem. Måske ville et børnehjem eller en plejefamilie være bedre? Hvem ved? Jeg ved bare at hvis jeg ikke kommer af sted nu, går jeg glip af bussen.

Efter at være kommet hen på skolen og lærerne har prædiket alle de ting vi skal huske, sidder vi i bussen på vej mod lejrhytten. Begge klasser sidder i én stor bus, a.- og b. klassen i hver sin ende. Lige så snart jeg har fundet en plads (bagerst, ved et vindue), ryger hovedtelefonerne på, i håb om at drukne pigernes sladder, drengenes fjolleri og b. klassens kanosang. Mens min mp3-afspiller starter op, kan jeg høre pigerne snakke om en eller anden fyr, som lige er startet i b. klassen.

”Jeg synes han er lækker.”

”Argh, jeg ved ikke. En 6’er, måske.”

”Come on, han er da mindst en 8’er!”

”Okay, en 7’er, så. Men heller ikke højere end det!”

Mine fingre holder en knap inde, mens sangene glider forbi på skærmen, indtil den når R. Med et smil på læben, starter jeg ’Radioactive’ og kigger ud af vinduet, tankerne på Andrew. Og før jeg ved af det, er vi fremme.

Bussen er stoppet foran en bred, gammel hytte midt ude i ingenting. Jeg kan dog skimte vandet omkring en kilometer væk. Allerede nu har jeg en fornemmelse af at jeg kommer til at tilbringe meget tid der.

Vi er kun lige steget ud af bussen, da lærerne begynder at råbe navne op og uddele opgaver. Jeg lader musikken køre videre, indtil jeg hører mit navn;

”Jessie Davidsen. Du hjælper med at tømme bilen.”

Da de har uddelt alle opgaver og er færdige med gentagelsen af deres prædiken, maser jeg mig igennem mængden hen til varevognen, som tilhører en af lærerne og som har fragtet de kufferter, der ikke var plads til i bussen.

Jeg er ved at planlægge hvornår jeg kan smutte uset ned til vandet, ikke så meget for at slippe væk fra opgaven, som for at slippe væk fra gribbene, da jeg støder ind i en skulder.

”Vi bliver ved med at mødes på denne måde,” lyder hans stemme. Ligesom i går, kigger jeg ind i hans grønne øjne. Jeg kan ikke stoppe et smil til trods for min forundrelse.

”Andrew? Hvad laver du her?”

Hans smil skaber en varme i mit bryst, der spreder sig i hele min krop, som vinden spreder de tørre blade rundt på jorden om efteråret. 

”Jeg startede i b. klassen her i dag.”

B. klassen? Mit blik glider hen til de piger som er ved at dække bord, de selvsamme piger som sad i bussen og snakkede om den nye dreng. Jeg kan ikke undgå at se hvordan de kigger herhen hver gang de skal hente flere servietter. Forvirringen, mistænksomheden og misundelsen i deres øjne, giver mig et adrenalinsus og uden at tænke over det spørger jeg Andrew:

”Hey, vil du med ned til vandet senere?”

Hans smil forstørrer kun den glæde, den tilfredshed som er vokset frem i mit ellers så negative hjerte. Bare det ikke bliver overophedet af alle disse positive følelser.

”Ja, det lyder fedt. Men vi må hellere få båret de her tasker ind, så vi kan få noget i skrutten. Ellers tror jeg du bliver nødt til at slæbe mig derned,” tilføjer han med et glimt i øjet.

 

*

 

Bølgerne kaster sig frem mod sandet, mågerne skriger, hvorefter de dykker ned mod havet og mine hænder kærtegner den sten jeg sidder på. Andrew sidder på en sten lige ved siden af mig og kaster sten i vandet. Et ’plop’ bliver efterfulgt af store ringe i vandet, hver gang en sten rammer vandoverfladen. Efter vi har siddet sådan i nogle minutter og smalltalked, lægger han stenene fra sig, hviler sit hoved på sin hånd, kigger på mig med et sukkersødt ansigt og siger med en Ole Henriksen stemme:

”Nå, Jessie, hvad er så din historie?”

Jeg kigger forvirret på ham.

”Min historie?”

”Ja, du ved. Hvem er du, hvordan er din familie og hvordan har dit liv været indtil nu,” fortsætter han i dén stemme. Mit hjerte banker meget hurtigere end det burde og jeg tørrer diskret mine nu svedige hænder af i stenen. Hvad skal jeg sige? At mit liv er lortet, at mine forældre er ligeglade med mig og at jeg ikke aner hvem jeg er. Jeg vælger at fortælle noget af sandheden. Man kan vel lige så godt brække noget af pillen af, så den er nemmere at sluge. Så jeg trækker på skuldrene og svarer ham roligt.

”Tja, der er vel ikke så meget at fortælle. Jeg kan ikke huske så meget fra min barndom udover at min far skred, da jeg var seks, at min mor og jeg flyttede til en ny by og at det bare har været hende og jeg siden.”

Andrew har droppet det falske ansigt og stemme, da han stiller mig det spørgsmål, jeg har spildt så mange år på:

”Hvorfor forlod han jer?”

Atter trækker jeg bare på skuldrene.

”Hvem ved? Han begyndte lige pludselig at være min mor utro og før jeg ved af det, var han forsvundet med en eller anden blondine. Jeg har ikke set ham siden.”

Vi sidder bare og stirrer på det brusende vand, mens Andrew fordøjer det.

”Hvad med dig? Jeg ved jo faktisk ikke noget om dig andet end at du hedder Andrew – hvis du rent faktisk gør det – at din far er boghandler, at du er vild med bogen ’Invisible Man’ og at du lige nu går i min parallelklasse,” siger jeg så.

”Jeg hedder Andrew,” starter han. ”Det er rigtigt at min far er en boghandler. Han har lige overtaget en butik fra en ven, det er derfor vi er flyttet hertil. Lige nu er min yndlingsbog ’Invisible Man’, men jeg får en ny yndlingsbog for hver bog jeg læser.”

”Sådan har jeg det også med musik. I en periode hører jeg nogle sange utrolig meget, men så pludselig hører jeg nogle andre og så hører jeg dém hver dag. Hvad med din mor? Hvad laver hun?”

Andrew kigger ned på sine hænder.

”Hun lever ikke længere. Hun fik konstateret brystkræft, da jeg var ti. Hun kæmpede hårdt, men da jeg var tolv år, kunne hun ikke mere.”

”Det er jeg ked af, Andrew.”

”Det er okay. I det mindste fik jeg nogle gode år med hende.”

”Ja. Der er ikke noget værre end ikke at kunne huske en person,” siger jeg stille. Og i det øjeblik tænker jeg ikke kun på min far.

”Hvad var det nu din mor lavede?”

Min vejrtrækning går i stå. Hvad skal jeg nu sige? Tænk, Jessie!

”Hun…” Mit hoved kører på højtryk, da jeg kommer i tanke om vores nabo, en enlig kvinde, der tager afsted klokken 6 om morgen, i gråt jakkesæt, håret sat op og med en attachémappe i hånden, og som først kommer hjem sent om aftenen. ”Er en forretningskvinde. Jeg ved ikke præcis hvad hun arbejder med, men det er inden for den branche.”

Andrew sluger den råt. Jeg får en let kvalme over at have løjet for ham. Nu var han så ærlig omkring sin mor. Hvorfor kan jeg ikke være det omkring min?

”Forretningskvinde? Så arbejder hun meget, gør hun ikke?”

Jeg nikker, det er for sent at bakke ud nu.

”Jo. Vi ser næsten aldrig hinanden.”

Den del er da sand.

Lyden af havet omfavner os igen. En kølig vind blæser mod os og hårene på mine bare arme rejser sig. Andrew lægger mærke til det.

”Hey, du fryser. Her, tag min trøje.” Han lyner sin hættetrøje ned og holder den ud mod mig. Han har også kun en t-shirt på indenunder.

”Det kan jeg da ikke. Så kommer du bare til at fryse.”

”Jeg har haft den på i et stykke tid, så jeg har varmen nu. Tag den.”

Da han kan se at jeg skal til at protestere igen, lægger han den rundt om mig. Hans ansigt er så tæt på mit at jeg kan høre hans vejrtrækning.

”Tak,” hvisker jeg og ser ind i hans grønne øjne. De stirrer tilbage i mine. Duften af vanilje og havet overvælder mig igen. Hans næse rør næsten min nu. Blidt presser hans læber sig op ad mine. De er ligeså bløde som de ser ud. Det er mit første kys. Men alligevel føles det som om jeg har gjort det før. Som om mine læber kender hans og de sammen danser en velkendt dans. Jeg afbryder dansen for at få vejret, og stirrer betaget ind i hans øjne.

”Har jeg mødt dig før?” hvisker jeg.

”Tror du på skæbnen?”

”Ikke før nu.”

Og dansen fortsætter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...