My Guardian Angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2016
  • Opdateret: 14 jun. 2016
  • Status: Færdig
I Jessies liv går intet som det skal. Moren drikker. Faren skred, da Jessie var seks. Og Jessie kan ikke huske den sidste gang pigerne i klassen sagde noget til hende som ikke havde den mindste snert af en fornærmelse. Arrene pryder hendes krop. Alt er fucked up. Indtil hun møder Andrew. Denne historie er til kategorien kærlighed, selv ensomhed jo også er en del af den.

0Likes
1Kommentarer
323Visninger
AA

2. Den mørke, stejle regnbue

Jeg er ikke okay. Intet i mit liv er okay. Hvis man i det mindste kunne sige at det bare er en periode, som jeg skal igennem, at guldet venter for enden af denne mørke, stejle regnbue, så kunne jeg måske se lyset. Så kunne jeg måske holde ud indtil jeg blev okay. Men det er en fandens lang periode.

Børn kan være onde. Men de lærer det jo et sted fra. Som man siger: ”Børn gør ikke hvad forældrene siger. Børn gør hvad forældrene selv gør.” Jeg har aldrig mødt mine klassekammeraters forældre. Men jeg må gå ud fra at de er nogle rygtespredende, evigt smilende (lige undtagen når de kigger på mig), ”perfekte” væsner, som har givet deres sjæl til djævlen til gengæld for skønhed.

Jeg håber i virkeligheden ikke det passer, det med at man opfører sig som ens forældre. Fordi så ser min fremtid ikke særlig lovende ud. Jeg gider ikke bruge tiden med at spekulere på hvad der gik galt, om det kunne være undgået og hvorfor de overhovedet fandt sammen. Jeg har allerede spildt det meste af mine 15 år her på jorden med at undre mig over disse spørgsmål. Jeg ved nu at jeg aldrig får svar. Så for at gøre en lang historie kort:

Min mor og far mødte hinanden. Hun blev gravid. De blev gift. Alt gik godt indtil min far begyndte at kede sig. Han var utro. Han stak af med en eller anden blondine, da jeg var seks år gammel. Min mor begyndte at drikke. Og hvis det ikke var for mig, ville hun dø i sit eget bræk, forsvundet ligeså hurtigt som hendes flasker bliver tømt. Nogle gange ved jeg ikke hvorfor jeg hjælper hende. Måske har jeg medlidenhed med hende. Eller måske er det fordi jeg ikke har lyst til at bo på et børnehjem eller kalde nogle fremmede mennesker ”familie”. Ikke fordi ordet familie har betydet så meget for mig.

Men det var ikke det her jeg ville skrive om. Jeg startede det her for at skrive om ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...