Kabanuck akademiet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2016
  • Status: Igang
June Hart lever et normalt liv, indtil der en dag dukker en pige med pink hår op og begynder at lede efter hende. June bliver kidnappet af pigen og hendes mandelige ven til et ukendt akademi, som de siger er hendes nye skole. Her forlanger de, at hun skal lære magi og påstår, at June selv er en heks. Det går hurtigt op for June, at hendes to venner, Vincent og Frank ikke aner hvor hun er, men en af elever fortæller hende, at tiden står stille i den normale verden. Men er det nu også sandt?

1Likes
0Kommentarer
55Visninger
AA

2. Kapitel 1- Sygestuen

 

Del 2- Sygestuen

 

June vågnede op i en hospitalsseng flere timer senere. Hendes hår var fugtigt fra sveden der rendte ned af hendes pande. Hun havde det alt for varmt, og en voldsom migræne sneg sig frem. Det tog hende noget tid, før hun opdagede, at der var en svag kølig vind mod hendes højre arm. Forsigtigt, vendte hun hoved til siden og så at hendes arm lå udenfor tæppet, som den eneste kropsdel. Der var en ukendt person, som havde et fast greb på hendes håndled og havde hovedet begravet i hendes underarm. June havde lyst til at protestere og få ham væk fra hendes arm, men hendes krop føltes så træt og hun besluttede, at give efter for hvad end manden havde gang i. I stedet, studerede hun ham. Hans hoved dækkede for hvad han havde gang i, men June kunne mærke en svag berørelse fra en tyk blyant, eller noget der lignede. Det føltes lidt ens med når Vincent skitserede på hendes arm i klassen, men denne mands blyant efterlod en brændende følelser hvor end han ramte hende. ”Hvad har du gang i? ”hviskede June hæst, fordi hendes hals var tør og læber sprækket. Manden svarede hende ikke, men fortsatte med at efterlade en brændende smerte på hendes arm. June så i stedet væk fra ham og lod mærke til rummet hun var i. Det var lidt ligesom et gammelt hospital. Der var flere hvide senge i lokalet som hver havde deres eget lille bord. Med jævne afstande, var der store vinduer der lyste lokalet op og afslørede det mørke blå hav. Imens hun var i gang med at nyde udsigten over det uberørte hav, gik der en fordi hendes synsfelt. Personen satte sig stille ved siden af hende og som June vendte sig mod dem, fik hun lagt en kold klud på hendes pande. I stedet for at finde ud af hvem det var, lukkede June sine øjne. Følelsen af at en tog sig af hende var hjemlig og fik hende til at slappe af.

Da illusionen om, at være der hjemme forsvandt fra Junes indre syn, åbnede hun sine øjne for at finde Tia siddende ved siden af hende. Kort tid efter, dukkede Kato op bag Tia.
”Jeg er glad for, at se du er vågnet. Professor NOGET var bange for du havde taget permanente skader af teleportationen. Jeg er virkelig ked af, at jeg satte dig igennem det her og jeg tager det fulde ansvar… ” sagde Tia med beslutsomhed, men med en hint af skyld. Kato trådte frem og lagde en betrykkende hånd på hendes skuldre. June havde en smule ondt af Tia og hun ville gerne opmuntre hende, men kunne ikke andet end give hende et halvhjertet smil. Tia lod mærke til deres forsøg og sukkede dybt. ”Er du snart færdig Joseph? ” hun vendte blikket mod manden der sad med Junes arm. ”Giv mig lige en chance, det er ikke en nem rune at tegne og jeg har aldrig tegnet den på en person før, ” svarede manden med en irriteret klang i stemmen. Det lod ikke til, at være første gang Tia havde spurgt ind til det. Efter Josephs svar, forblev Tia stille og kiggede op på uret, som havde hun travlt. ”Det er okay Tia, jeg har styr på hende, gå du bare til time, ” hviskede Kato kort tid før Tia hoppede op fra sengen og gav ham et hurtigt kram, ”Tusind tak! Jeg vil virkelig ikke misse vores fremlæggelse, ” hun grinede og spurtede ned af rummet og forsvandt bag den store trædør.

De sad alle tre i fuldkommen stilhed, indtil Joseph var færdig. Flere gange, havde hun tænkt på en flugtplan, men når hun kiggede ud af vinduet, indså hun, at hun ikke anede hvor hun var eller hvordan hun kom tilbage til centeret. Som June var ved at døse hen i en dyb søvn, hoppede Josephs sorte hår højt op i luften, som han hævede hovedet. To nøddebrune øjne mødtes hendes og han smilede. Han så stolt ned på hendes arm og Junes øjne fulgte hans blik. På hendes arm, var der en tegning af en cirkel, der var omringet af små leer, som fik det til at ligne en sol. Hun studerede den nærmere. Inden i cirklen, var der masse krydser som hang sammen fra toppen og gik helt ned til bunden og på hver side af x’erne, var der to horisont tegnet diamanter. Hver diamant havde en cirkel indeni, som fik det til at ligne et øjne. Det gav June en underlig følelse, og hun så op på Joseph for at finde en forklaring, men han så bare tilfredst tilbage på hende. ”Jeg må virkelig give mig selv det, jeg gjorde et godt stykke arbejde! ”  Kato gik om ved siden af ham og sammenlignede hendes mærke med det han selv havde. Det var nøjagtig ens, men når man kiggede helt tæt på kunne man se nogle få forskelle. ”Hendes cirkel er mere præcis og hendes leer er helt samme størrelse. Det vil gøre det meget lettere for hende, godt gået Joseph. ” Han gav ham et hurtigt nik for hans kompliment, før Kato trak armen til sig. ”Hvad mener du med at gøre det nemmere for mig? ” spurgte June imens hendes fingerspidser undersøgte cirklen. ”kvaliteten af ens rune, har en betydning for hvor stærk en troldkvinde er, og hvor udholdende man er for magiske angreb. Det er derfor, at ikke alle og enhver må rune unge troldkvinder og mænd. ” Kato lagde en anerkendende hånd på Josephs skuldre sammentidlig med, at June satte sig op. ”Siger du, at jeg er en troldkvinde? ”
”Eh ja, den troede jeg ligesom du havde regnet ud nu… ” sagde Kato tøvende. Det var først nu, at June kiggede på Josephs hånd som stadig holdt den blyant han havde brugt til at tegne på hendes arm, men det var ikke en blyant. Det var et stykke sort glimmerende kul. June prøvede febrilsk at gnubbe tegningen af, men det eneste hun opnåede var, at få forvirrede blikke fra drengene. Langsomt begyndte June, at opfatte at det ikke var en tegning, men et permanent mærke. ”Min mor slår mig ihjel, hvis hun finder ud af jeg har fået en tatovering. ” Mumlede June til sig selv ubevidst. ”Mange troldkvinder og troldmænd gemmer dem med magi… ” da June ikke sagde noget, fortsatte Kato. ”Enten skjuler de den med et magisk skjold, eller også forvandler de det om til noget andet, så det ligner en normal humansk tatovering, ” Det blev hurtigt tydeligt, at samtalen kedede Joseph, for han rejste sig og pakkede sammen. Da han havde taget hans taske fra under hendes seng, og smidt kullet ned i den, forlod han lokalet uden yderligere kommentarer.

June så efter ham, som han efterlod hende på samme måde som Tia. Endnu engang var hun alene med Kato, som stod stille ved siden af hendes seng. Irriteret over den uendelige stilhed, rejste hun sig op. Hun smed det uønsket tæppe til siden. I samme øjeblik hun havde lavet denne bevægelse, kunne hun se Katos øjne udspile. Der gik ikke lang tid, før June opdagede, at hun ikke havde noget under hendes nederdel og at den var krybet langt op. Hurtigt trak hun ned i nederdel og da den lyserøde rødmen havde forsvundet hendes kinder, så hun op på Kato igen. Men hans pjusket hår dækkede for hans øjne, som højest sandsynligt så ned på hans sko. Da June rømmede sig, så han forlegent op til hende. Hun smilede kort til ham, før hun begyndte, at begive sig hen mod døren. ”Hvor tror du, du skal hen? ” spurgte Kato. Med et skuldertræk sagde June: ” Ingen ide, men jeg kan ikke sove. Så jeg kan lige så godt finde ud af hvor jeg er, ””Du mener finde en måde at undslippe på… ” hun svarede ham ikke, men fortsatte med at gå. Da hun nåede døren, kom han løbende bagved og åbnede døren for hende. Sammen, begav de sig ud af sygestuen. ” Vi går en tur så. Men du kan altså ikke bare gå alene. I det mindste ikke før vi får dig en ordentlig uniform. Jeg ved ikke med din skole, men dit tøj er ikke… acceptabelt her… ” Han prøvede, at sige den sidste del meget lavt, som om det gjorde det mindre hårdt og dømmende. ”Bare så du ved det, så plejer jeg ikke at gå i så korte nederdele...! ” svarede June i en hård tone, for at prøve, at redde hendes værdighed og for at skjule hendes forlegenhed. Hun ville ikke have, at Kato skulle syntes, hun var billig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...