Kabanuck akademiet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2016
  • Status: Igang
June Hart lever et normalt liv, indtil der en dag dukker en pige med pink hår op og begynder at lede efter hende. June bliver kidnappet af pigen og hendes mandelige ven til et ukendt akademi, som de siger er hendes nye skole. Her forlanger de, at hun skal lære magi og påstår, at June selv er en heks. Det går hurtigt op for June, at hendes to venner, Vincent og Frank ikke aner hvor hun er, men en af elever fortæller hende, at tiden står stille i den normale verden. Men er det nu også sandt?

1Likes
0Kommentarer
53Visninger
AA

1. Kapitel 1 - Rejsen

 

Del 1- Rejsen

”Er der nogen her, der hedder June Hart? June Hart?!” råbte en pige på fuld tryk ud over centeret. June Hart og hendes to bedste venner sad ved deres ynglings cafe, med hver deres slags kaffe. Den underlige pige havde nu kaldt på June i næsten ti minutter, men hun var stadig ikke gået op til hende for, at melde sig selv. Pigen havde tydeligvis ingen ide, hvordan June så ud, og hun havde ikke tænkt sig valgfrit, at gå op til en mentalt syg person. ”Du ved June, det er ved at være ret irriterende, at høre på. Måske skulle du bare gå op til hende og spørge hvad hun vil? ” Forsøgte Frank blidt. June sukkede og tog en stor slurk af sin kaffe, i håb om, at hun ikke behøvede at svare. Så, så hun over på den råbende pige igen. Alle stirrede på hende, grinede af hende, men det så ikke ud som om, hun tog sig af det, eller også var hun bare ligeglad. Det var pinligt, at se på og kort efter, begyndte Junes kinder, at blusse op.
  ”Rødmer du seriøst?! Men hun ved ikke engang, hvem du er og ingen andre ved, hun leder efter dig? ” drillede Frank og gjorde grin af Junes forlegenhed.
  ”Vel gør jeg ej! ”Protestede hun og knyttede hendes nævner. Hun hadede, når han lavede sjov af hende, især når det kom til, hvor hurtigt hun begyndte at rødme. Det var en naturlig effekt og en hun ikke havde kontrol over. Før Frank kunne fortsætte hans drilleri, afbrød drengen, der sad ved siden af ham, med et dask i siden. Det var Vincent.
” Du ved, hun hader når du kommentere på det Frank… ” Vincent så uskyldig og lille ud ved siden af Frank, som var meget større og meget højere, men han tog forsigtigt fat i Vincents hånd og klemte den blidt.
  ”Jeg ved det… Undskyld, ” Han så kort væk fra Vincents nøddebrune øjne for, at undskylde til June. Hun nikkede stille til ham, før hun endnu engang kiggede over på pigen.

Hun var høj og hendes hår var en skarp pink farve, som ikke passede særlig godt til hendes blå uniform. Hendes uniform bestod af en lang sort nederdel og en langærmet skjorte med to forskellige nuancer af blå. En ensfarvede blå kappe hang om hendes skuldre og nåede helt ned til hendes ankler. På både den højre side af skjorten og på kappen hang der et skole emblem der skinnede blåt og rødt. June havde aldrig set et skole emblem der lignede det, men det var også ret svært, at placere detaljerne på det fra cafeen.
 ”Men jeg er altså enig med Frank… ” afbrød Vincent hendes stirren. ”Du burde gå over og snakke med hende. Vi er lige her, hvis du får brug for det, ” Hun sukkede endnu en gang tungt og rejste sig fra sin stol og sagde: ”Fint! Men hvis jeg bliver kidnappet, så er det altså jeres skyld! ” Så masede hun sig igennem centerets gæster. Hun tog en dyb vejrtrækning, før hun fjernede den sidste afstand mellem hende og pigen med det pink hår.

Først lod pigen ikke mærke til hende, men kort efter kiggede hun ned på June. Hun var meget højere end June, sådan cirka på samme højde som Frank. Det pink hår nåede helt ned til hendes lænd og var sat op i to store fletninger, der hang ned på hver deres side. Nu da June var tættere på, kunne hun se, hvad emblemet bestod af.
Det var en sort femkant og i bunden af den var der en meget detaljeret hvid ugle. Der var to røde bogstaver. De to bogstaver, K og A, stod på hver deres side af den lille femkant. I midten af femkanten, bag uglen og mellem bogstaverende, var der en blå flamme. Som hun stirrede på emblemet, imens hun tænkte på, hvor underligt et skoletegn det var, syntes hun, at den blå flamme bevægede sig. Hun spærrede øjnene op, før hun gnidende i dem for at få synerne til at gå væk. ”Øhm, undskyld mig? ” sagde pigen og overraskede June. Hun havde helt glemt, at hun kun havde stirret på pigens bryst i det sidste stykke tid. ”Ej undskyld… Jeg er June Hart, ”sagde hun lavt. Sekunder efter lyste pigen øjne op og et stort smil bredte sig over hendes aflange ansigt. Hun tog Junes hånd og rystede den.
  ”Endelig! Jeg troede, jeg skulle stå her hele dagen! Rart at møde dig June, mit navn er Tia Berry fra Kabanuck akademiet, men det vidste du sikkert allerede. ” Hun grinede og slap Junes hånd for, at sætte dem på hendes hofter. Så stod hun der, helt stille, som om hun ventede på noget.
 ”Jamen øh, det vidste jeg ikke. Hvorfor er det nu lige, du leder efter mig? ” Men Tia svarede ikke og begyndte, at se ud over menneske mængden.
  ”Han er her nok meget snart, også kan vi tage tilbage til akademiet. Du har ingen ide hvor lang tid vi har ledt efter dig. ” Pigen undgik hendes spørgsmål og lige som June var i gang med at spørge hende igen, så hun en fyr der var på vej i deres retning.
 ”Oh der er du Kato! Så er vi vel parat til at gå, og lige i tide til Forvandlings time, det kunne bare ikke være bedre! ” hun fniste. Drengen, som nu stod foran June, havde filtret brunt hår. Han havde svage træk af asiatisk afstamning og det fik ham til at se mere voksen ud end han sikkert var. Han smilede behageligt til hende, før han rakte hans hånd ud til hende.
 ”Mit navn er Kato Adara. Vi er i samme klasse, ” Da de havde givet hånd, gemte han hans hænder under hans blå kappe og stod og ventede. ”Hvilken klasse snakker du om? ” spurgte June forvirret, men Tia afbrød hende med et vift med hånden. ”Der er ikke tid til at snakke, hvis vi skal nå tilbage i tide til næste time! ” June prøvede at afbryde hende, men hun smørrede hendes ærmer op og rakte ind under hendes kappe, hvor hun trak en stav frem. Det lignede en af de der billige tryllestave man kunne købe i Føtex. Med et hurtigt sving med staven og med ordene ”Onerariis me desideria corde mei” begyndte et svagt lys at fremstamme fra stavens ende. Lyset blev hurtigt meget lysere og til sidst kunne June ikke se noget for det.
 ”Hvad sker der?! ”råbte June som hun skræmt gemte sine øjne i hendes ærme for, at skærme for det skarpe lys, som eksploderede fra staven. En ubehagelig følelse fulgte, som mindede June lidt, om at stå i en elevator der fløj 10 etager ned med lysets hastighed. Da det føltes som om hun ramte jorden, fik hun et surt opstød i munden. Forskellige lyde begyndte at forme sig rundt om hende, meget lignende dem der havde været der før, bare højere. Da hun åbnede hendes øjne, var hun ikke længere i det velkendte center mere. Rundt om hende var hundredvis af folk klædt i de samme uniformer som Kato og Tia. De hastede sig forbi hende, uden at snakke til hende. June dækkede hendes mund i chok. Det sure opstød var hun nød til at sluge.
 ”Ej det beklager jeg. Mange nye elever oplever ubehageligheder af deres første teleportation’s tur. ” Tia slog hende blidt på skulderen med et forsigtigt smil. Kato, som stod ved siden af dem, så ikke ud til at have taget skade af turen. ” Kato kan du huske Catlyns første tur? Den stakkels pige brækkede sig ud over sig selv… Hun forlod ikke sit værelse hele dagen. ” June så op på Tia og så et hint af skyldfølelse. Kato svarede ikke, så June tog muligheden og sagde:
 ”Hvor i al helvede er vi? Hvo-hvordan er vi kommet hertil! V- vi var jo i centeret for et sekunds siden! ” June havde svært ved at finde ord og måtte stoppe sig selv, før hun fik kludret endnu mere i hendes spørgsmål. ”Er det ikke åbenlyst June? Vi teleporterede til akademiet? Vi er i forgården til din nye skole! ” i stedet for, at stille flere spørgsmål, tog June fat i Tias krave og rystede hende. ”jeg forlanger, at i løslader mig! I kan ikke bare kidnappe mig, mine venner vil lede efter mig! ” Snerrede June, før hun gav slip på Tia. Hun så ned på June med målløse øjne og prøvede at åbne munden for at sige noget, men intet kom ud.
” Tia, jeg tror ikke hun ved hvad der foregår, ” oplyste Kato, selvom det var dybt åbenlyst. Ingen omkring dem, så ud som om de tog notat af hvad der foregik. ”Har du ingen ide, om at dine evner er vågnet? ”
”Hvad evner snakker du om! I er begge to rablende sindssyge! ” råbte June, men ingen omkring dem lod til at lægge mærke til noget. Kato og Tia kiggede spørgende på hinanden.


June så det som en udvej og begyndte at flygte væk fra dem. Med Kato og Tia skrigende efter hende, fortsatte hun tumlende gennem strømmen af elever. Som hun banede sig selv vej gennem menneskerne, skubbede hun folk til side, hvilket resulterede i mange bandeord og forbandelser sendt i hendes retning. Udmattet, løb hun pludselig ind i en anden person og sendte dem begge flyvende ned på asfalten. June ramte jorden med et skrækkende knæk. Foran hende, var den anden person, men i modsætning til hende, rejste han sig elegant op med det samme. Da Kato og Tia indhentede hende, var den anden person, en dreng, i gang med at prøve, at få hende op og stå. ”Arh, lad vær! Jeg tror, jeg har brækket noget… ” knurrede hun, som han tog fat i hendes arm. Han slap dog hurtig og June så op på ham. Han var ikke særlig muskuløs og så ret tynd ud. Hans grå øjne så sløve ud, nærmest som om farven var ved at forsvinde helt og hans blonde hår så dødt ud. Han så meget syg ud, tænkte June. ”Er du okay…? ” spurgte han prøvende, men Tia satte sig på hug ved siden af hende og sagde: ”det er okay Alfred, du behøver ikke at bekymre dig om hende, vi har styr på det, ” Alfred nikkede og skyndte sig videre. Det var ikke før nu, at June indså at alle andre elever havde forladt pladsen.  ”Vi bliver nød til, at få hende hen til sygestuen... ” sagde Kato bekymret, men blev stående oprejst ved siden af. Tia svarede ikke, men begyndte at tage hendes stav ud igen. Hun var allerede i gang med at svinge den, men Kato afbrød hendes bevægelse ved at tage hårdt fat i hendes håndled. ”Nej Tia. Hun er tydeligvis ikke runet endnu. Du kunne slå hende ihjel. ” Tia sænkede hendes stav lidt i nederlag, før hun lagde den ind under hendes kappe igen.  ”Vent her Kato, så finder jeg hjælp. Det ser ud til, at vi bliver nød til, at bære hende til sygestuen, ” og med det, joggede Tia hen mod en af bygningerne og efterlod June sammen med Kato.
”hvorfor efterlod den dreng mig bare til jer!? Hvad hvis jeg ville have hans hjælp, til at slippe væk fra JER! ” spurgte June i frustration. Uden at svare, viste Kato hans emblem frem. Det var ligesom Tias, men havde et ekstra lille skilt under den, som hun ikke var sikker på Tia havde. På skiltet stod der ”vejleder”.
June nikkede kort til ham, for derefter kigge på Katos ansigtstræk endnu en gang. ”Er du ikke for ung til at være vejleder på en skole? ” Kato sendte hende et kort smil. ”Min mor er en generøs bidrager af akademiet. Så selvom jeg kun er i gang med mit første år, fik jeg tilbudt en plads som vejleder, ” June kiggede lidt væk og mumlede for sig selv: ”Hvorfor ville nogen dog frivilligt vælge at være vejleder… Det er bare mere arbejde og babysitning af andre… ” Kato svarede kort: ”Det har sine fordele June, ” før Tia kom ud af bygning med to voksne. En af de voksne, en lille man med et overskæg, satte sig ned ved siden af hende. June prøvede straks, at forøge afstanden mellem dem, men nåede ikke særlig langt, før han pustede en grå sky af pulver i hendes hoved. June skulle lige til at protestere, over at de ikke kunne give hende stoffer uden hendes tilladelse. Hun gik halv i panik, fordi hun vidste, at stoffer havde dårlige bivirkninger, men selvom panikken voksede i hende, forblev hun siddende. Hun sad forstenet, som pulveret klistrede sig fast til hendes pande. Det tog ikke lang tid, før hun mistede bevidstheden og faldt om på asfalten. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...