den gamle flamme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2016
  • Opdateret: 16 jun. 2016
  • Status: Færdig
En ung pige og dreng ser tilbage på deres forhold og hvad der gik galt. Deltager i "Piger' 17" konkurrencen under emnet kærlighed. // Inspireret af virkelige hændelser.

17Likes
10Kommentarer
582Visninger

1. Hende

 

 

 

 

Hende.

Kærlighed er noget vi venter på. Vi forestiller os vores første kys. Vores første gang. Vores første ”Jeg elsker dig.” Men vi forestiller os aldrig vores første knuste hjerte. Måske fordi det er for smertefuldt, til overhovedet at forestille sig. Men på en måde, er den smerte, der kommer ved kærlighed, det, der virkelig ændrer os. Det, at miste kærlighed, gør os til dem, vi er.

Han var min første kærlighed. Min største forelskelse. Og jeg mistede ham. Men jeg har valgt ikke at se på det sådan. Jeg mistede ikke ham, han mistede mig.

Jeg havde været sammen med en ven, den aften, jeg mødte ham for første gang. Toget var fyldt med unge, der havde været i byen. De fleste var trætte og sad og halvsov. Men ikke ham. Han sad sammen med to venner. De fortalte de dårligste jokes, jeg nogensinde har hørt, og egentlig var de virkelig irriterende. Men så kom jeg til at kigge op fra min bog. Og jeg fik øjenkontakt med ham. Og siden da, har jeg været forelsket. Hans øjne fik mig til at smile.

Da vi begyndte at snakke sammen, fandt jeg ud af, at hans jokes ikke var så dårlige igen. Han var sjov. Han fik mig til at grine. Med ham var jeg ikke bare den kloge pige, der hele tiden læste bøger og lavede lektier. Jeg var noget mere. Jeg var mig selv.

Udover at han var sjov, fandt jeg ud af, at han elskede musik. Og hans største drøm var, at ham og hans band fik succes. Jeg elskede at være i øvelokalet, når de øvede. Jeg elskede at føle mig tæt på ham. Forbundet med ham. Jeg var så forelsket, at jeg havde lyst til at se ham hele tiden. For når jeg var sammen med ham, glemte jeg alt det pres, jeg fik fra omverdenen. Det var ikke altid nemt at være den kloge pige. Han anede ikke, hvor heldig han var. Han var fri til at gøre det, han elskede. Når jeg var sammen med ham i øvelokalet, følte jeg mig lykkelig. Jeg elskede hans sangtekster. Jeg elskede at lytte til hans stemme. Jeg elskede, at selvom der stod et helt band rundt om ham, var han og hans mikrofon det eneste, jeg så. De dage jeg tilbragte i øvelokalet med ham, var de lykkeligste dage i mit liv. Jeg følte mig hundrede procent som mig selv. Ingen facade.

Jeg havde brugt hele mit liv på at planlægge og få den fremtid, mine forældre ønskede for mig. Men når jeg var sammen med ham, levede jeg for første gang i mit liv i nuet. Jeg behøvede ikke at bekymre mig om min fremtid. 

Han havde ramt mig et sted, ingen anden nogensinde havde været.

Han var mit første alt. Vores første kys var under en kinddans til et gallaarrangement i min fars firma. Det var sødt og uskyldigt og gav mig en varm følelse i maven. Vores første gang var på et uldtæppe i øvelokalet. Vi grinede og han plantede kys overalt på min krop. Vi var forbundet på en måde, jeg aldrig vil være med nogen anden.

Jeg elskede ham. Det gjorde jeg virkelig. Og jeg var sikker på, at han også elskede mig. Indtil han pludselig begyndte at opføre sig mærkeligt.

Han var fjern, når vi sammen. Som om han levede i en helt anden verden, som jeg ikke var en del af, og aldrig blive en del af. Jeg kæmpede for at holde sammen på os. Jeg ville gøre alt for, at han blev hos mig. Jeg fortalte ham, at jeg elskede ham. Og han sagde det aldrig tilbage. Det knuste mit hjerte.

En uge senere, skrev han til mig, at han ikke gad vores forhold mere. Han skrev til mig! Jeg betød ikke engang nok for ham til, at han kunne snakke med mig om det. Jeg skrev tilbage, at vi kunne snakke om det. Jeg prøvede at ringe til ham, men han tog den ikke. Jeg ville ikke miste ham. Han var den eneste, jeg kunne være mig selv omkring. Han var den eneste, jeg nogensinde havde åbnet op for. Men han var ligeglad med mig.

Vi sluttede. Jeg havde mistet den eneste person, jeg nogensinde havde elsket. Jeg har aldrig helt forstået, præcist hvorfor han valgte at slå op med mig. Men jeg har accepteret, at jeg aldrig får en forklaring på det.

Aldrig har jeg været så knust. Mit hjerte gjorde ondt. Min mave gjorde ondt. Jeg kunne ikke holde ud, at være vågen, så jeg sov hele tiden. Han hjemsøgte mig i mine drømme.

Den sørgelige ting ved gymnasiet er, at når nogen knuser dit hjerte, er det så lille et sted, at du ikke kan undgå dem. Det er ret ironisk. Tiden hvor du er mindst i stand til at styre dine følelser, er den samme tid, hvor du 8 timer om dagen er låst inde med den person, der er ansvarlig for de følelser. Det var som om, jeg levede i min egen personlige gyserfilm, der blev afspillet overalt, hele tiden.

En uge efter bruddet aftalte vi, at vi ville mødes og snakke det igennem. Men det skete aldrig. Han mødte ikke op, og han kunne ikke engang finde ud af at skrive til mig, at han ikke kom alligevel. Det var et tidspunkt mellem der og et par uger efter, hvor han gjorde præcis det samme igen, at jeg begyndte at tænke over, om hele vores forhold havde været en løgn. Hvis jeg virkelig havde betydet noget for ham, havde han vel gjort det forbi på en ordentig måde?

Det var i den tro, jeg levede det næste mange uger. Jeg så ham hver dag i skolen. Og hver gang jeg så ham, gik jeg et skridt tilbage i min kamp om at komme over ham. Jeg prøvede at udstråle, at jeg var ligeglad med ham. Jeg prøvede, ikke at kigge på ham, når vi passerede hinanden på gangene.

Han havde fået mig til at glemme, hvordan man var glad. Hvordan det føltes at smile, uden at det var falsk og anstrengt. Jeg havde ikke energi til at være social. Jeg var ikke med. Jeg var der bare. Han havde suget alt glæde og menneske ud af mig. Jeg var en tom skal. Jeg kunne ikke holde ud at leve den virkelighed, jeg var tvunget til at leve, så jeg levede mig ind i andre virkeligheder. Jeg læste bøger. Hver dag færdiggjorde jeg en ny bog. Jeg lavede ikke andet end at læse. Det gjorde smerten en smule mere udholdelig.

Et par uger efter skrev han til mig klokken 3 om natten, at han savnede mig. De fleste af mine nætter, lå jeg vågen og græd ned i min pude, så jeg sov ikke, da hans besked kom. Jeg svarede, at jeg også savnede ham, og da han skrev til mig, om han kunne komme over og sove, tog det al den viljestyrke jeg havde i min krop, at afvise ham.

De næste par dage, voksede der sig en vrede indeni mig. At han kunne skrive til mig efter så mange uger, og regne med, at jeg ville lade ham komme over og sove hos mig, viste bare, hvor lidt respekt han egentlig havde for mig. Men som dagene gik, forvandlede vreden sig bare til endnu mere sorg.

Da der var galla på vores gymnasium et par uger efter hans sidste besked, havde alle mine veninder sagt til mig, at han nok ville skrive til mig igen den aften. Og det gjorde han. Jeg ønskede jo stadig at få en forklaring. Jeg elskede ham stadig, selvom jeg ikke burde. Så jeg sagde ja til at mødes med ham og snakke. Vi mødtes ved et af klasselokalerne på skolen. Jeg husker, at mit hjerte bankede så hurtigt og hårdt, at jeg var bange for, at det ville ødelægge min kjole.

Han så godt ud i sin smoking. Endnu bedre end jeg huskede fra gallaen i min fars firma.

I lang tid stod vi der bare uden at sige noget. Han føltes så fjern og fremmed. Det var som om, at han var en helt anden person. En, jeg ikke kendte. Han kunne ikke engang kigge mig i øjnene. Alt han kunne sige, var undskyld. Og så var det mig, der skulle føre sametalen. Mig. Jeg prøvede at få en forklaring ud af ham, men det var som at snakke til en dør. Han sagde, at han gerne ville prøve igen. At han ville gøre alt for at få det til at fungere igen. Og så ville han skrive  til mig dagen efter. 

Men den aften, er sidste gang, jeg har snakket med ham.

Det var slut. Helt slut.

Det er ved at være et år siden nu. Jeg har aldrig fået en forklaring ud af ham, men engang imellem skriver han undskyld til mig. Jeg ignorer det. Jeg er kommet videre. Det ville aldrig blive det samme igen, selv hvis jeg havde lyst til, at prøve igen.

Man kan godt savne nogen, uden at ville have dem tilbage.

Han kigger så underligt på mig, når jeg ser ham i skolen. Det forvirrer mig. Jeg tør ikke kigge på ham, for jeg er bange for, at hvis jeg gør det, forelsker jeg mig i ham igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...