den gamle flamme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2016
  • Opdateret: 16 jun. 2016
  • Status: Færdig
En ung pige og dreng ser tilbage på deres forhold og hvad der gik galt. Deltager i "Piger' 17" konkurrencen under emnet kærlighed. // Inspireret af virkelige hændelser.

17Likes
10Kommentarer
584Visninger

2. Ham

 

 

 

 

Ham.

Hun er en af den slags piger, man møder, når man er alt for ung. Når man har alt for travlt med at leve, til at kunne elske nogen. Og man fucker det op, selvom det måske inderst inde ikke er det, man ønsker.

Jeg mødte hende tilfældigt i et tog på vej hjem fra byen. Og jo, hun var da smuk, men øllene tilføjede nok også lidt til hendes skønhed. Hun var ikke den type, jeg normalt gik efter. Hun sad helt alene med en bog klokken 3 om natten. Men i det hun løftede hovedet fra bogen og smilede til mig, var det som om, at hun så lige igennem mig.

Da vi begyndte at snakke sammen, kunne jeg mærke, at hun var sådan en person, der var smuk helt ind i sjælen. Jeg behøvede ikke at være noget, jeg ikke var, og lade som om, at jeg var klog for at imponere hende. For uanset hvad, vidste jeg, at hun var meget klogere. Viden imponerede hende ikke.

Vores kærlighed var anderledes, i forhold til hvad, jeg havde forestillet mig. Jeg elskede at lære hende at kende. Hver gang vi var sammen, stiftede jeg bekendtskab med en ny afkrog af hendes sjæl. Og jeg fandt ud af et par ting om hende.

Hun elskede varm kakao med rosiner. Hun elskede strikkede sweaters og avokadomadder. Og så elskede hun kærlighed. Og når det gjaldt kærlighed, gav hun aldrig op. Hun engagerede sig i det. Den afkrog af hendes sjæl, jeg bedste kunne lide, var den litterære del. Den der altid havde et nyt digt at vise mig, når vi sås.

Men jeg viste hende aldrig noget af min egen sjæl. Når jeg tænker tilbage, ved jeg ikke, hvorfor jeg aldrig gjorde det. Måske fordi, der var noget ved hende, der skræmte mig så meget, at jeg var bange for, at hun ikke ville kunne lide det, hun ville finde.

Alt gik godt. Vi havde det godt. Jeg var glad, når jeg var sammen med hende. Til at starte med i hvertfald.

Hun ville så gerne vores forhold. Hun ville det alt for meget.

Mit band har altid været min ting. En ting, jeg ikke deler med andre end bandmedlemmerne. Vi har altid øvet 4 dage om ugen, siden bandet opstod, og der har aldrig været nogen med. Men det ændrede sig, da vi blev kærester. Hun kom tit og besøgte mig, når jeg øvede med bandet. Til at starte med var det sødt, men på et tidspunkt blev det for meget. Hun var der altid. Jeg havde aldrig tid til mig selv.

Hun havde det så nemt. Hun kunne komme ind på hvilken som helst uddannelse, hun ønskede. Jeg var slet ikke så klog, at jeg kunne få en uddannelse efter gymnasiet. Jeg knoklede for at få bandet promoveret. For at få så mange spillesteder som muligt. Jeg knoklede for at få bygget en fremtid.

Alt hun tænkte på var her og nu og vores forhold. Som om hun ikke forstod alvoren i, at vi snart blev studenter og skulle starte vores fremtid. Men det var vel også så nemt for hende. Hun vidste præcist hvilken uddannelse hun skulle på, og kom hun ikke ind, stod en række andre fantastiske uddannelser i kø for at optage hende.

Jeg tog hendes mødom en aften efter, bandet havde øvet. På det tidspunkt betød det nok mere for hende, end det gjorde for mig. For mig var det bare noget, der skulle overstås, så vi kunne begynde at gøre det regelmæssigt. Måske var det derfor, jeg lod det stå på så længe, som jeg gjorde.

Jeg følte mig alene, når jeg var sammen med hende. Den gnist, vi havde haft i starten, var der ikke mere. Så jeg stoppede med at lægge kræfter i vores forhold. Hvad jeg ikke indså var, at jeg selv var skyld i, at gnisten ikke var der. Jeg havde selv taget den ud af vores forhold, og selvom hun ikke udstrålede andet end glæde, havde jeg også taget gnisten ud af hendes øjne. Hendes smil var ikke ægte mere. Jeg havde lært hende godt nok at kende, til at se forskel på ægte og falsk. Men jeg havde aldrig givet hende en chance for at lære mig ordentligt at kende. Det var måske derfor, det kom som et chok for hende, da jeg slog op med hende.

Jeg havde ikke været mig selv sammen med hende i lang tid. Måske havde hun lagt mærke til det, jeg ved det ikke.

Jeg var bare et dumt barn. En forvirret teenager, der havde travlt med at leve livet på godt og ondt. Jeg havde brug for hende til at holde mig på jorden, men det indså jeg alt for sent.

Jeg slog op med hende over sms, fordi jeg ikke kunne bære, at se den sidste gnist forlade hendes øjne. Fordi jeg ikke kunne bære, at jeg tog den sidste gnist fra hende.

Vi gik fra at tage et skridt af gangen, til at tage et skridt fra.

Hun ville gerne snakke med mig om det hele, og jeg kunne ikke beslutte mig for, om jeg ville det eller ej, så jeg sagde ja, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Dagen, stedet og tidspunktet var aftalt, men jeg mødte aldrig op. Jeg sad derhjemme og kiggede på klokken. Forestillede mig hende, sidde ved bordet i hjørnet af cafeen, med en kaffe der blev mere og mere kold. Og hendes smil ville langsomt forsvinde, som det gik op for hende, at jeg ikke kom.

En uge efter skrev jeg til hende, at jeg gerne ville mødes. Men heller ikke der mødte jeg op. Jeg havde lyst til det, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke kigge hende i øjnene, når jeg vidste, at de manglede deres gnist. Når jeg vidste, at jeg havde knust hende.

I skolen ignorerede hun mig. Det var vel også forståeligt, men hver gang jeg passerede hende på gangene, håbede jeg på et smil fra hende. Jeg holdt hele tiden øje med hende i frokostpausen. Sørgede for at sætte mig ved en plads, så jeg kunne se hende. Jeg ville gerne vide, om hun var glad. Eller i hvertfald kunne finde ud af, at se glad ud. Det kunne hun ikke. Engang i mellem smilede hun til en af de andre ved bordet, når de sagde noget til hende, men det var et falsk smil. Det var ligeså falsk som min opførsel overfor hende.

Det var som om, at hun ikke var en rigtig person i de første uger efter vores brud. Hun snakkede ikke med nogen af de andre, hendes ansigtsudtryk var tomt og ændrede sig næsten aldrig, hun sad bare med en bog og læste. Det var en ny bog hver dag.

Et par uger efter skrev jeg til hende om natten, fordi jeg var liderlig og fordi, jeg kedede mig. Jeg skrev at jeg savnede hende og om jeg måtte komme over og sove. Men hun afviste mig. Og der gik det op for mig, at jeg virkelig havde såret hende.

Da der var galla på vores gymnasium nogle uger efter, mindede det mig for meget om det, vi havde været til med hendes fars firma, til, at jeg kunne holde mig væk fra hende. Jeg drak mig mod til, og skrev om vi skulle mødes og snakke.

Jeg stod foran klasselokalet og ventede på svar i 20 minutter. Og da hun endelig skrev, at hun gerne ville mødes, var det som om, at en knude løsnede sig i min mave på en måde, jeg kan huske, skræmte mig.

Jeg havde det underligt, da jeg kunne se hende komme gående nedad gangen. Hun så godt ud i sin kjole. Jeg husker, at jeg havde lyst til at flå den af hende. Og da hun kom tæt på, kunne jeg ikke engang kigge hende i øjnene. Det gjorde for ondt. Jeg havde planlagt at fortælle hende det hele. At jeg ikke følte, vi havde kemi længere. At jeg synes, hun havde været for påtrængende. Men jeg kunne ikke. Da jeg tog mig sammen og kiggede hende i øjnene, kunne jeg kun sige undskyld. Og så stak jeg hende endnu en løgn, fordi jeg ikke kunne holde ud, at såre hende. Jeg fortalte hende, at jeg ville gøre alt, jeg kunne, for at gøre det godt igen. Jeg fortalte hende, at jeg gerne ville have hende, når alt jeg ville, var at undgå drama i det øjeblik. Det virkede som det nemmeste at gøre. Jeg sagde, at jeg ville skrive til hende dagen efter, og så gik jeg. Og den aften, er sidste gang, vi har talt sammen. Jeg skulle have fortalt hende sandheden. I sidste ende, havde den sparret mig for at se hende gå rundt som en zombie i flere måneder efter. Den havde sparet hende for smerte, og mig for at indse, at det hele var min skyld.

Jeg savner hende, og min største fejl var at give slip på hende.

Og når jeg kigger på hende nu, hvor hun ikke engang så meget som ser min vej, ved jeg, at hun var perfekt. Og jeg ødelagde hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...