Young & Stupid

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2016
  • Opdateret: 15 jul. 2016
  • Status: Igang
Maddie - byens overklasse pige. Den alle drengene gerne vil score og pigerne gerne vil være. Udadtil virker hendes liv perfekt, penge er der nok af, udseendet fejler intet, drengene står i kø efter hende. Men hvad ingen ved er, at når glansbilledet forsvinder, gemmer hendes liv på mange dybe hemmeligheder, hun ikke selv er klar over findes. Hvordan takler hun problemerne, når de kommer frem i lyset? Hvem er drengen, hun støder fuld ind i til en fest, og ikke kan få ud af hovedet igen? Hvad gør hun, da hun forelsker sig i ham, og det senere viser sig, at han ikke er den, hun troede han var? Og hvad med hendes voldelige ekskæreste, har han glemt alt om hende? Find ud af det i "Young & stupid"

2Likes
0Kommentarer
1698Visninger
AA

4. "Hvad nu hvis?"

"Maddies synsvinkel"

 

Det er efterhånden femte gang, jeg går op og ned af trappen til min etage. Ja, du hørte rigtigt, jeg har min egen etage. Nogle synes det er alt for meget, og rynker straks pande, når jeg fortæller, at jeg har min egen etage. Men når man har pengene til det, hvorfor så ikke bygge et kæmpe hus? Det var i hvert fald mine forældres tankegang, da vi skulle bestemme, hvordan vores hus skulle være. For min skyld, behøver jeg ikke en hel etage for mig selv, men det er da rart nok at have nogle gange. Dog kommer der hurtigt til at virke tomt, når man er alene hjemme, hvilket jeg desværre snart skal være. Der er små 4 dage til, at mine forældre rejser. De har allerede pakket det meste, hvilket jeg synes er meget tidligt, jeg plejer først at pakke et par dage inden, men det må de vel selv om. 

Endelig hører jeg dørklokkens melodi. Jeg løber straks ned af trappen, hvilket også resultere i, at jeg er ved at snuble over det sidste trin, heldigvis når jeg at lande på begge ben, så det ikke ender galt. Jeg er utrolig klodset anlagt, så det er ikke første gang, at det sker for mig. Man kan vel efterhånden kalde mig rutineret i at falde. 

Jeg er ikke længe om at flå døren op og omfavne Jose og Zara. De to har jeg ventet på hele dagen, godt nok er klokken kun 14.03, men det har virket som en hel dag, jeg har ventet.

"Hvad sker der søde? Hvorfor skulle vi komme?" Efter Zaras ord, trækker vi os alle langsomt ud af krammet. "Kom med ind, så fortæller jeg det hele" Jeg kigger lidt ned i jorden, dog kan jeg stadig fornemme ud af øjenkrogen, at de kigger på hinanden og nikker svagt.

Vi sætter os alle i sofaen, jeg snupper én af vores mange pude, inden jeg sætter mig ordenligt, og krammer den hårdt ind til mig. "Om 4 dage rejser mine forældre til Tyskland.. De skal være væk i en hel måned..." Min stemme er meget svag, og langt fra så selvsikker og høj som den plejer at være. Mit blik flakker mellem Jose og Zara, de har begge et ansigtsudtryk, jeg ikke rigtig kan tyde. De kigger på hinanden, og ånder begge højlydt ud efter deres korte øjenkontakt. Sig mig, er det et lettet ansigtsudtryk jeg fornemmer? Hvorfor er de lettet?

"Åhh Maddie, der gjorde du os lige bange" Jeg havde ret, Joses stemme er helt klar lettet. Jeg sender hende straks et uforstående blik, og retter derefter blikket afventende på Zara. "Vi troede lige, at der var sket noget slemt. Du kunne godt lige have sagt, at det bare var det" Siger hun hurtigt. Jeg rejser mig fra sofaen i en hurtig bevægelse. "Bare var det? Sig mig, hvad mener I med bare var det? Kan I slet ikke se, hvor hårdt det er for mig? Jeg havde regnet med jeres støtte... Men nej, den kan jeg vidst godt glemme alt om.. Tusind tak for det piger.." Ryger det hurtigt fornærmet ud af mig. Hvorfor tager de det så roligt, de burde da være her for mig, og ikke se det som "bare det". Jeg forstår dem overhovedet ikke. Mine følelser tager over, og mine øjne bliver langsomt våde. For at gemme mine tårer, går jeg ud i køkkenet, dog hører jeg hurtigt fodtrin, der har samme retning som mig. Få sekunder efter mærker jeg et par arme omfavne mig blidt bagfra, og en person stille sig foran mig, som heller ikke er længe om at lægge armene om mig.

"Det var ikke sådan ment søde. Selvfølgelig er vi her for at støtte dig. Vi troede bare, at der var sket noget meget værre. Det er ikke fordi, at vi ser dét at du skal være alene hjemme i en måned som ingenting, for selvfølgelig forstår vi, at det er hårdt for dig. Jeg ville selv havde det svært med, hvis mine forældre skulle være væk i en måned, så bare rolig, du har vores fulde forståelse. Det kom bare lidt forkert ud, det jeg sagde før, det må du undskylde, Maddie.." Siger Zara,  jeg kigger op hende, og opfanger med det samme, at hendes ansigtsudtryk er skiftet til et mere trist et. Jeg tager en dyb indånding, måske lod jeg også mine følelser tage lidt for meget over før, selvfølgelig ved jeg, at jeg har deres støtte, det har jeg altid haft. Stille fjerner Jose sine arme fra mig bagfra, og stiller sig foran mig ved siden af Zara. "Undskyld piger... Det var ikke min mening at reagere sådan lige før, jeg har vel bare lidt meget at tænke på for tiden, så mine følelser tog lige over... Kan i tilgive mig?" Spørger jeg stille. Zara og Jose vender begge mundvigene opad og sender mig et kærligt smil, jeg puster ud og gør det samme. "Selvfølgelig kan vi det, Maddie. Det skal du slet ikke tænke på" Siger Jose smilende. Jeg smiler kraftigere og tager dem begge ind i et kærligt knus. "Jeg elsker jer to så højt, hvad skulle jeg dog gøre uden jer?" Griner jeg svagt i en kærlig tone. "Vi elsker også dig, din tosse" Kommer det ligeså kærligt fra Zara. 

Pludselig trækker Jose sig ud af det ellers så dejligt kram. "PIGER, JEG HAR EN IDÉ!.. Skal vi ikke tage i byen i aften?" Jubler hun, min hjertebanken bliver lidt hurtigere. "Jo! Det lyder som en fantastisk idé, Jose!" Kommer det smilende fra Zara. De retter begge blikket afventende mod mig. Jeg smiler en smule nervøst til dem, og trækker langsom på skulderne. "Jeg, øhm... Jeg ved ikke rigtig" Siger jeg tøvende, min hjertebanken er stadig hurtigere end normalt.

"Hvorfor ikke, Maddie? Du plejer da aldrig at sige nej til en tur i byen?" Kommer det spørgende fra Jose.

"Hvad nu hvis Jack ser mig, og gør det samme som sidst? Hvad nu hvis I ikke når at komme og redde mig.. Hvad nu hvis" "Rolig, Maddie! Stop nu med alle de "hvad nu hvis", vi har truet med at tilkalde politiet, hvis han nærmer sig dig, så bare rolige, det gør han ikke. Nu tager vi i byen i aften og hygger os. Jack skal ikke have lov til, at ødelægge dit liv mere end han allerede har gjort" blev jeg afbrudt af Zara. "Jeg er enig med Zara, Maddie. Han skal ikke stoppe dig i at leve dit liv" Kom det roligt fra Jose.

Måske burde jeg lytte til dem, de har jo ret. Jack skal ikke stoppe mig i at leve mit liv. "Okay.. lad os tage i byen i aften tøser!" Sagde jeg selvsikkert. Igen omfavner vi hinanden i et kram, jeg ved ikke hvad der er med os og kram, det er bare noget vi gør, hvilket jeg har det helt fint med.  

"Men så skal jeg altså også være stiv i aften!" Min stemme er selvsikker igen, præcis som jeg kender den bedst.

 

Hvad synes i? Burde Maddie tage med i byen? Eller er det en dum idé? Smid gerne en kommentar om hvad i synes hun burde gøre, og hvad i synes om historien.

Jeg undskylder for de korte kapitler, jeg skal bare lige ind i handlingen, så lover jeg, at der vil komme meget mere.

Like og kommenter gerne, det vil gøre mig glad! :)

 

- AmandaN

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...