Young & Stupid

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2016
  • Opdateret: 15 jul. 2016
  • Status: Igang
Maddie - byens overklasse pige. Den alle drengene gerne vil score og pigerne gerne vil være. Udadtil virker hendes liv perfekt, penge er der nok af, udseendet fejler intet, drengene står i kø efter hende. Men hvad ingen ved er, at når glansbilledet forsvinder, gemmer hendes liv på mange dybe hemmeligheder, hun ikke selv er klar over findes. Hvordan takler hun problemerne, når de kommer frem i lyset? Hvem er drengen, hun støder fuld ind i til en fest, og ikke kan få ud af hovedet igen? Hvad gør hun, da hun forelsker sig i ham, og det senere viser sig, at han ikke er den, hun troede han var? Og hvad med hendes voldelige ekskæreste, har han glemt alt om hende? Find ud af det i "Young & stupid"

2Likes
0Kommentarer
1711Visninger
AA

3. "Der er noget vi skal fortælle dig, Maddie"

"Maddies synsvinkel"

 

Jeg åndede lettet ud, og lagde mig tilbage i min dejlige, bløde og ikke mindst store sofa. Mine fødder er trætte og tunge, af at have gået hele dagen. Zara og Jose havde besluttet sig for, at taget mig med på en shoppingtur for at få alle tankerne væk, først havde jeg sagt nej, men efter lidt tid havde de dog fået mig overtalt, hvilket jeg ikke havde fortrudt. Vi fik alle tre som sædvanligt brugt en masse penge, dog var det klart Jose, der havde kørt kreditkortet flest gange igennem. Shopping er noget vi alle tre elsker og bruger meget tid på, man kan vel kalde shopping for vores måde at glemme problemer på? Det virkede i hvert fald idag. 

 

Mine tanker blev afbrudt af hoveddøren der gik op, og et par sekunder efter blev stilheden brudt af to velkendte stemmer, mine forældres stemmer. "Jeg ved altså ikke, hvordan jeg skal sige det til hende, Kim" Min mors stemme virker en smule forvirret. Med det samme mærker jeg, at nysgerrigheden begynder at stige i min krop, jeg læner mig stille og lydløst ned i sofaen, så jeg ikke længere er synlig for dem. Hvad er det mon, min mor skal sige til mig? Jeg kan høre, at de nu står i køkkenet, og højst sandsynligt er igang med at sætte varer på plads. Mine tanker bliver igen afbrudt, denne gang af min fars stemme. "Hvis det er svært for dig, så skal jeg nok sige det til hende, min egen. Jeg er sikker på, at Maddie vil forstå vigtigheden i det" Okay, nu kan jeg ikke længere styre nysgerrigheden i min krop. Jeg rejser mig i en hurtig bevægelse, og får med det samme min mors og fars opmærksomhed. "Jamen Maddie, vi vidste ikke du var hjemme?" min mor kigger nervøst på min far, der står med et ulæseligt ansigtsudtryk. Hvorfor skal du også være så forbandet nysgerrig, Maddie..  "Jeg har været ude og shoppe med Zara og Jose.... hvad er det I skal fortælle mig?" får jeg stille fremstammet. Ikke nok med, at nysgerrigheden bruser i min krop, så kan jeg også mærke en anelse nervøsitet. Hvad nu hvis der er sket noget slemt? Mine øjne lander på min far, der tager en dyb indånding og fastholder det ulæselige blik. "Lad os sætte os ind ved spisebordet... der er noget din mor og jeg skal snakke med dig om, min skat" Hans stemme er rolig som altid, dog har den en lille anelse nervøsitet over sig. Stille går vi alle tre ind i spisestuen, og sætter os ved det store og flotte spisebord. Min mor og far sætter sig på den ene side og jeg på den anden. Begge deres blikke falder igen på mig... Hvad er det de skal fortælle mig?

 

"Der er noget vi skal fortælle dig, Maddie" Min fars stemme har stadig en anelse nervøsitet over sig. 

"Ja det har jeg fornemmet, sig det nu bare far" Okay, nu er min tålmodighed altså ved at være brugt op, hvilket også tydeligt kunne høres på min stemme. 

"Okay.. Du ved jo, at vores forretningsfirma går rigtig godt for tiden, derfor kræver det også rigtig meget af din mor og jeg. Ikke nok med at det kræver meget af os, kræver det også meget af vores tid. I næste måned skal vi til en masse møder med nogle forskellige investorer i Tyskland, og vi bliver derfor nødt til, at tage til Tyskland i en måneds tid. Det vil sige, at du skal være alene hjemme i den tid, din mor og jeg er væk. Vi har prøvet, at få møderne flyttet her til, men det kan desværre ikke lade sig gøre. Vi håber, at du forstår vigtigheden i, at vi bliver nødt til at deltage i møderne, Maddie

Nysgerrigheden blev langsomt udskiftet med en underlig følelse. Jeg har da prøvet, at være alene hjemme, men ikke så længe. Det ville være løgn at sige, at det ikke satte en masse tanker igang. Men jeg ved, at det er meget vigtigt, at mine forældre tager med til de møder, så derfor vil jeg ikke vise dem, at tanken om at undvære dem i en måned nager mig en smule. "Var det bare det?" Får jeg sagt, uden rigtig at tænke mig om. Mine forældre rettede hurtigt blikket mod hinanden, de kigger hinanden i øjnene i et lille stykke tid. Deres ansigt ændrer sig langsomt til et mere lettet udtryk, hvis man kan sige det sådan, de ser i hvert fald mere lettet ud end de gjorde før.

"Vi er glade for, at du forstår os, Maddie" Min mors stemme lød uden tvivl meget lettet, hvilket jeg godt kunne forstå. 

"Selvfølgelig forstår jeg jer. Møderne er meget vigtige, så i skal selvfølgelig tage afsted" Jeg prøvede at lyde så overbevisende som mulighed, hvilket også så ud til at virke, eftersom både min mor og far fik et smil på deres læber. Det samme gjorde jeg, dog var mit ikke helt så ægte som deres, desværre. "Må jeg gerne gå op på mit værelse, jeg er meget træt.." Spurgte jeg "Selvfølgelig, min skat. Vi kalder når aftensmaden er klar" smilte min mor, jeg nikkede blot som svar. 

Jeg var ikke længe om, at smide mig i min bløde seng. Mine forældre skal være væk i en hel måned, for andre 18 årige ville det være ren lykke, at have huset for sig selv, men ikke for mig. Jeg er familiemenneske med stort F, så derfor ser jeg ikke rigtig noget positivt i, at mine forældre skal være væk så længe. Uden rigtig at tænke, griber jeg ud efter min mobil, skriver teksten "SOS, mit hus 14.00 imorgen" og sender den til den fællessamtale Jose, Zarah og jeg har på Facebook. SOS er vores måde at signalere, at der er noget galt. Det er noget vi har skrevet til hinanden, siden var var helt små, det er vel bare blevet til en slags ting, kun Zara, Jose og jeg gør. Der gik ikke længe inden min mobil brummede, og 2 beskeder hoppede op på skærmen. "Modtaget!" stod der i begge beskeder, det er den sædvanlige måde vi svarer på. Igen, det er vel bare til en slags ting, vi gør. 

Jeg pustede al luften ud af mine lunger, lagde mig faldt ned i sengen og trak min dyne over hovedet. Hvis nu jeg bare blev under min dyne, ville alle tankerne og problemerne så forsvinde? Hvis jeg nu bare lå mig til at sove, ville jeg så vågne op og opdage, at det hele bare har været en ond drøm? Gid det var så vel..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...