Paralyzed

Vanessa Jørgensen var en helt almindelig pige, indtil hun var involveret i en bilulykke, der lammede dele af hendes krop. Hun føler sig uduelig og er træt af at blive behandlet som en, der er for skrøbelig til livet. Indtil hun møder William. Han ser forbi hendes fejl og ser hende, som den hun er. Kan de finde ud af det sammen? Eller er der for mange problemer, der spiller imod dem?

0Likes
0Kommentarer
64Visninger

1. Kapitel 1

”Fuck! ” udbrød jeg, da vasen igen smuttede ud ad mine fingre.

Jeg havde lige fået en buket blomster af min bedste veninde, så jeg ville putte dem i en vase, men hver gang jeg skulle bære vasen hen til bordet smuttede den ud ad fingrene på mig.

”Skal jeg ikke gøre det der for dig, Nessa?” spurgte Amalie; min bedste veninde. Jeg nikkede, og hun samlede forsigtigt vasen op. ”Det er da heldigt, at det er en solid vase. ” Jeg grinte af hendes kommentar, og hun gik hen til håndvasken og fyldte vand i vasen igen. Med blide fingre, gled hun blomsterne ned i vasen og bar den hen på bordet. ”Sådan, ” sagde hun og smilede medlidende til mig.

”Det skal nok komme tilbage, Nessa. Det handler om at øve sig. ” Jeg nikkede langsomt og kiggede ned i jorden. Dele af min krop havde været lammede efter en bilulykke sidste efterår. Jeg var begyndt at kunne gøre ting igen, men det var langt fra alt, jeg kunne gøre. Det var så frustrerende ikke at kunne gøre ting selv, og jeg følte mig så lille, når folk spurgte om de skulle hjælpe mig.

”Skal vi ikke sætte os og se en film? ” spurgte Amalie. Jeg rystede forsigtigt på hovedet. ”J-jeg vil f-faktisk gerne være lidt a-alene, t-tror jeg. ” Jeg var begyndt at stamme efter ulykken. Amalie nikkede forståeligt og gik ud imod hoveddøren. Langsomt fulgte jeg efter hende. Mit ene ben virkede heller ikke helt som det skulle, så mine skridt blev nemt meget akavede og korte. ”Nå, men så ses vi, Nessa! ” sagde Amalie og gav mig et hurtigt kram, inden hun begav sig ud på gaden. Jeg kiggede efter hende i lang tid, inden jeg lukkede døren. En tåre trillede langsomt ned ad min kind.

Efter få minutter, hvor jeg bare havde stået og gloet ud i luften, greb jeg fat i min jakke og åbnede atter døren. Jeg stoppede op på dørtrinnet. Det er snart et halvt år siden, jeg har været alene uden for huset. Min mor vil ikke have, at jeg tager afsted alene, hvis der nu sker mig noget. Kræfterne har nu heller ikke rakt til det, da jeg hurtigt bliver træt, fordi jeg bruger mange kræfter på bare at gå. Men det skal ikke stoppe mig længere. Jeg er træt af at være fanget i mit eget hus. Jeg vil opleve noget.

Med faste, beslutsomme skridt begav jeg mig ned ad trappen. Jeg gik og gik, indtil jeg ikke kunne gå længere. Jeg anede ikke, hvor jeg var, for jeg havde aldrig været i den her del af byen før. Tårer trillede ned ad mine kinder igen, og da jeg tog mit næste skridt snublede jeg over en flise, der stak op. Jeg satte mig op, krammede mine ben og gemte hovedet i mine arme.

 

”Hey, er du okay? ” Jeg sad i mine egne tanker og hørte næsten ikke spørgsmålet. Forsigtigt kiggede jeg op. ”Hold da op, hvad er der sket? ” Den unge mand, der havde snakket til mig satte sig ved min side. Han havde smukt brunt hår, og skarpe blå øjne. ”Du bløder, ” mumlede han, og jeg kiggede forvirret på ham. Med et blidt tag i min arm trak han mig med op at stå. ”Hvordan har du fået de her hudafskrabninger? ” spurgte han og løftede mine arme op. Jeg kiggede hurtigt ned på dem. Undersiden af begge mine arme var dækket af hudafskrabninger fra mit fald. ”J-jeg s-snublede. ” Han smilede stort til mig. ”Det var da godt nok dumt. Kom, vi tager hjem til mig og får vasket de der sår. Jeg bor lige heromme, ” sagde han og pegede på nogle huse et par hundrede meter væk. Han tog fat i min arm og trak mig med sig. ”J-jeg kan ikke g-gå så hurtigt! ” skyndte jeg mig at sige, da han gik i et rask tempo. Han sank farten gevaldigt, så jeg også kunne følge med.

”Mit navn er forresten William, ” udbrød han pludseligt. ”V-vanessa, ” svarede jeg. William kiggede ned på mig. ”Hvor er det et smukt navn. Men du er jo også en smuk pige, så det passer jo sammen. ” Han sendte mig et stort smil, og jeg smilede forsigtigt tilbage.

Efter nogle minutter nåede vi hans hus, og han låste os ind og hev mig med ud i køkkenet. Med hurtige skridt fandt han en vaskeklud frem og fugtede den under vandhanen. ”Sådan, det er nok lidt koldt, ” sagde han, lige inden han pressede vaskekluden mod min arm. Det gav et gib i mig, og jeg gispede. William blev ved med at duppe mine arme med vaskekluden, indtil han syntes, at sårene var renset nok. Han lagde vaskekluden på bordet, men gav ikke slip på mine arme. Med et nysgerrigt blik kiggede han på mine hænder. Mine fingre var næsten konstant sammenkrøllede, fordi jeg ikke selv kunne styre dem. ”Har du ondt? ” spurgte William forsigtigt, og jeg vidste, at han ikke snakkede om hudafskrabningerne. ”Ikke længere, ” svarede jeg. Han kiggede direkte ind i mine øjne. ”Hvornår skete det? ” Jeg kiggede ned i jorden. ”S-sidste efterår. D-det var en b-bilulykke. ” William nikker forsigtigt.

Med langsomme, forsigtige bevægelser kørte han sine fingre over min krop. Hans berøringer sitrede igennem mig og efterlod en hvis varme. ”J-jeg skal nok h-hjem, ” udbrød jeg pludselig. ”M-min mor v-ved ikke hvor j-jeg er. ” William nikker forstående. ”Hvor bor du? ” Jeg tænkte mig længe om. Jeg kunne ikke huske min adresse. Langsomt trak jeg på skuldrene. Det fik mig til at føle mig som et barn, der var faret vild. ”Vil du ringe til nogen? ” spurgte William så. Mit svar var et enkelt nik, og han fandt sin mobil frem. Jeg tastede min mors nummer ind og ringede op.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...