Dig og hele verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2016
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Igang
Jo er klodset, noget der har kostet hende flere jobs, men da hun endelig får stillingen som sekretær i et stort og fornemt firma, tror hun endelig at hendes bestræbelser er ovre. Men så møder hun Nate, og verden syntes pludselig at tage en helt anden drejning, end den hun havde regnet med. Om det er noget godt vil kun tiden vise.

0Likes
0Kommentarer
193Visninger
AA

2. Kapitel 2

Efter en lang arbejdsdag - jeg måtte spise min frokost ved skrivebordet da mrs. Donner pludselig fik en opgave der hastede og jeg derfor skulle blive præcis hvor jeg var - og efter utallige telefonsamtaler hvor jeg ved et uheld var kommet til at viderestille en uden at advare hende først noget der viste sig at være den største fejl jeg havde begået siden jeg var trådt ud af elevatoren den morgen, kunne jeg endelig tage hjem.

Jeg flygtede nærmest ud af bygningen og hen mod busstoppestedet med min brune lædertaske under armen og mit hår flyvende omkring mig. Jeg havde sikkert glemt noget deroppe, men lige da handlede det bare om at komme hjem og langt væk fra den stille og rene gang.

Hele vejen hjem i bussen sad jeg med hovedet lænet tilbage og lukkede øjne og forestillede mig hvordan det hele kunne have gået værre. Det var en svær opgave og jeg kunne kun trøste mig ved tanken om at jeg i det mindste ikke havde glemt mit navn.

Jeg forestillede mig mrs. Donners sure ansigt og hendes sammensnørede mund, måden hvorpå hun så på mig som om jeg var det dummeste hun nogensinde havde oplevet.

Jeg ville blive fyret inden for den næste måned. Det var jeg sikker på.

Hele vejen fra busstoppestedet og hen til min mors og fars lejlighed gik jeg med hovedet hængende dybt mellem mine to ludende skuldre. Jeg slæbte mig selv trin for trin op af trappen til fjerde sal og gik ind af den åbne dør.

”Hej mor!” råbte jeg. ”Hej far!”.

Min mor vimsede straks ud i gangen. Jeg havde altid fået at vide at jeg lignede hende selvom jeg havde svært ved at tro det. Hvis det passede ville jeg i hvert fald ikke blive synderligt glad. Min mor var lille og rund, hun havde en spids næse, dybsiddende blågrønne øjne og en høj pande og et markeret kæbeparti. Hun smilte altid når hun så mig og hun havde de sødeste to smilehuller.

Da hun så mig kastede hun sig nærmest i armene på mig.

”Åh min lille skat! Hvordan gik det i dag? Var det godt? Var de søde? Hvad med din chef? Var det nydeligt? Ih altså, kom ind, kom ind. Du skal fortælle det hele! Har du dit eget bord? Deler du rum med nogen?” Hun tog mit overtøj af og gennede mig ind i stuen hvor hun satte mig med en kop the hun havde stående klar. Hendes spørgsmål var slet ikke ligesom mrs. Donners. Nej, min mors var langt varmere og oprigtigt nysgerrige, ikke som mrs. Donner der havde stået med afskyen malet i ansigtet.

Min far sad også i stuen. Han havde som sædvanlig erobret lænestolen ovre i hjørnet og smilte varmt da han så mig.

”Hej, Jo,” sagde han roligt. ”Har du brændt håret af nogen i dag?”

 Jeg smilte og smækkede benene op på sofabordet. ”Nej, men dagen er stadig ung.”

Min mor satte sig på en stol ved sofabordet og smilte opfordrende til mig. ”Nå, fortæl så!”

Jeg sukkede dybt og lænede hovedet tilbage mod sofapudderne. Jeg havde ikke lyst til at fortælle dem at det var gået dårligt, at min chef var et perfektionistisk monster og at jeg passede ligeså meget ind som en gris på en væddeløbsbane.

Hvilke ord passede også til at beskrive hvad der helt præcis var sket? Hvordan skulle jeg dog kunne sætte dem ind i hvor malplaceret jeg havde følt mig?

”Det gik… elendigt,” fremstammede jeg og sukkede dybt.

”Nå, hvordan det?” spurgte min mor og rykkede sig let på stolen. Min far forholdt sig stille og så granskende på mig.

”Mor, jeg passede ikke ind. Jeg kunne ligeså godt være dumpet ned fra himmelen. Og mrs. Donner hadede mig. Hun decideret hadede mig.”

”Jamen, du har jo gået på Yale,” pippede min mor som om det gjorde det helt utænkeligt at nogen kunne finde på at hade mig.

”Du gjorde vel ikke noget dumt vel?” spurgte min far.

”Nej! Slet ikke!”

”Er du nu helt sikker?” Jeg kunne høre tvivlen i hans stemme og mærkede rødmen stige op i kinderne på mig. Det var ikke så underligt at han spurgte. På blot fire måneder var lykkedes mig at få tre jobs - og at blive afskediget fra dem alle sammen. Alle gangene kom det som et resultat af noget dumt jeg havde gjort. Det første sted - nede på biblioteket - nåede jeg kun at være i lidt over et par uger da jeg gentagne gange blev ved med at snakke højlydt med enten de andre ansatte eller de besøgende. Der blev i den korte tid jeg var der indberettet flere klager mod mig - både fra de besøgende og de ansatte - end der nogensinde havde været blevet indberettet mod nogen anden ansat i bibliotekets historie.

Det næste sted var jeg noget længere. Det var som stuepige på et Hilton hotel inde i byen. Jeg nåede at være der i lidt over en måned - lang nok tid til at jeg formåede at vaskede stort set alle hotellets lagener og uniformer lyserøde da jeg vaskede dem sammen med det røde pudebetræk - en fejl min chef mente jeg burde have forudset.

Det sidste sted jeg nåede at arbejde var som receptionist på en psykiatrisk klinik.

Dette endte dog hurtigt og abrupt da jeg ved et uheld kom til at sende doktor Palmers mand ned til hendes kontor mens hun var i en noget heftig kønslig omgang med en af sygeplejerskerne.

”Men er de andre ansatte søde?” spurgte min mor og sprang let og elegant hen over emnet ”Jos mange bommerter”.

”Der er en pige, Riley, hun er mægtig sød. Og Sam. Men vi snakker ikke rigtig sammen. Vi sidder utrolig langt fra hinanden. Det er næsten som om jeg er helt alene.”

”Hvis du er alene kan du ikke gøre noget helt galt,” påpegede min mor.

”Lagenerne,” huskede far hende på. De så på hinanden og jeg kunne se hvordan de prøvede at holde latteren inde.

Til sidst holdt den ikke længere og de grinte så højt at loftet rystede.

”Ej, undskyld, Jo. Det er ikke noget at grine af,” fniste mor. Jeg lukkede øjnene og prøvede selv at skjule mit grin. I samme nu ringede dørtelefonen.

”Uh! Det må være Matthew!” Hun sprang op og løb ud til dørtelefonen.

Min far kørte en hånd gennem sit viltre og krøllede, gråsprængte hår. Hans ternede skjorte var krøllet efter et mislykket forsøg på at stoppe den i bukserne. Han så på mig med en hovedrysten.

”Hvad skal vi dog gøre med dig,” spurgte han med et skævt smil.

”Det er ikke godt at vide.”

”Vi kunne prøve at sende dig på en opdragelsesanstalt.”

”Jeg tror desværre løbet er kørt med den ide, far. Jeg tror ikke de tager sådan nogle gamle mennesker som mig.” Jeg blinkede til ham.

”Vi kan jo altid håbe på at du opfinder noget genialt.”

Jeg fnøs. ”Genial og jeg går ikke hånd i hånd. Det bedste du kan regne med er at jeg måske bliver fundet af et omrejsende cirkus.”

”Hvorfor skulle folk dog betale for at se på dig?” lo far.

”Jeg er da skide sjov.”

”Kun i dit naturlige habitat.”

”Som er?”

”Ja, det er da ude i det virkelige liv. Hvor ting virkelig kan gå galt.”

Inden jeg nåede at svare kom Matthews treårige søn (eller for at være helt præcis tre et halvt årige søn) løbende ind i stuen i fuld galop. Han sprang hen til sofaen og op i mine arme.

”Moster Jo!” råbte han og knugede sine små arme om mig. Jeg elskede at holde om ham. Det var så værdifyldt og vigtigt, som om jeg krammede selve livet.

”Hey Harry!” Jeg gav ham et klem og slap ham igen så han kunne løbe hen til min far.

”Farfar!” skreg Harry og sprang op på sin farfars skød så jeg kunne høre både stolen og min far give lidt efter.

Matthew og hans kæreste Sharon kom ind efter Harry. De så glade ud og så nysgerrigt på mig som noget af det første.

”Hva’ så, Jo?” Matthew dumpede ned i sofaen ved siden af mig. Sharon satte sig i en lænestol overfor.

”Ik’ så meget, Mat,” sagde jeg og prøvede at skjule mit ubehag. De ville begge to have mig til at fortælle hver en lille, slibrig detalje om min nye arbejdsplads, men jeg var bare ikke sikker på om jeg ville sige det rigtige, det de forventede. Da jeg første gang havde sagt at jeg skulle arbejde et så fint og fornemt sted som Meyers and West havde Mat purre nægtet at tro på det.

”Sådan et sted er da ikke noget for en som dig,” havde han sagt. Hvad han mente med det havde jeg ingen ide om. Jeg havde jo for helvede gået på Yale tænkte jeg og smilte i mit stille sind over hvordan min mor ville have sagt det.

Men jeg var ikke desto mindre blevet ansat i det store, polerede firma der tjente flere penge om måneden end et fattigt land i Afrikas bruttonationale produkt lå på. Og ikke nok med det: Jeg skulle være sekretær for en af de helt store kanoner. Mat havde grint som en flækket træsko indtil jeg viste ham min kontrakt og hans latterliggøren blev erstattet med en dyb og oprigtig undren.

”Hvad skal du dog lave der, Jo? Det er da slet ikke noget for en som dig.”

Når jeg sad og tænkte tilbage på det kunne jeg godt se hvad han mente og jeg kunne ikke give ham mere ret. Hvad i al verden havde jeg dog tænkt på?

Min mor vimsede ind i stuen. ”Bedste burde være lige på trapperne.”

Min mor var typen der var født til at blive husmor. Hun elskede at lave mad, bage, gøre rent, have middagsselskaber og at have gæster på besøg. Hun gjorde en dyd ud af alting, selv servietterne var altid foldet på nye og smukke måder når vi spiste aftensmad hos hende - noget jeg gjorde uhyggeligt tit.

”Kan jeg hjælpe med noget?” spurgte Sharon den søde sjæl.

”Nej, nej, endelig ikke!” sagde min mor og skubbede praktisk talt Sharon ned i stolen igen. ”Ikke i din situation. Endelig ikke, endelig ikke.”

Sharons situation, som mor kaldte det, var den at hun var gravid. Det var ikke så tydeligt endnu, men hun var fire måneder henne. Mor kaldte det sin største glæde at få børnebørn og jeg kunne altid mærke hendes blik på mig når hun talte om det. Jeg så altid væk.

”Fortæl nu!” blev Mat ved. Han slog mig hårdt på skulderen.

”Av for fanden!” Jeg ømmede mig. ”Tror du det er et krydsforhør i Nordkorea? Vil du banke svarerene ud af mig?”

”Det kan det hurtigt udvikle sig til.”

”Hvis du så gerne vil vide det så gik det fint.” Jeg lænte mig tilbage og så lige op i det hvide loft. Væggene i stuen var lyseblå (morgendugsblå), inde i spisestuen var de lysegule (bleg kornblomstgul), i køkkenet var de lyserøde (svag stokroselyserød), i mine forældres soveværelse var de grønne (Robin Hood-grøn), på min lillebrors værelse var de røde (dybt postkasserød) og på mit var de midnatsblå. Ens for alle rummene var dog at lofterne var hvide. Det var de eneste større flade overflader der var hvide - ud over gangen som min mor havde valgt at holde udenfor malerpenslens vilde palet.

”Fint?” gentog Mat med en forvrænget stemme.

Jeg så på ham ud af øjenkrogen. ”Ja.”

”Hun hadede det,” oversatte min far for Mat og jeg skulede ondt til ham.

”Far!”

”Men du gjorde ikke noget galt vel? Du afslørede ikke nogen i en hed affære denne her gang vel?”

Både min far, Sharon og Mat brød ud i latter. Kun Sharon var høflig nok til at se en smule brødbetynget ud.

”Jaja, grin I bare. Men hvordan i al verden skulle jeg vide at hun havde gang i det… ja, det hun havde gang i. Det var da ikke min skyld.”

”Det var dig der blev fyret,” påpegede min far den vise mand.

Dørtelefonen ringede og mor skyndte sig ud for at åbne op for Bedste mens hun råbte noget om at så kunne vi godt begyndte så småt at sætte os hen til bordet, men ingen af os gjorde mine til at rejse op. Det kunne snildt tage Bedste ti minutter at gå hele vejen op ti fjerde.

”Hvorfor hadede du det?” spurgte Sharon og trak Harry op på skødet. Hun og min bror var kun 18 da de fik Harry og Sharon var blevet nødt til at droppe ud af skolen. Mat var fortsat på sin uddannelse som kok, men med en familie at forsørge blev det hurtigt for meget for ham og han begyndte at arbejde fuldtids som kok på en lille restaurant ikke så langt fra hvor de boede. Han var ikke færdiguddannet, men det havde de været ligeglade med. Nogen gange tror jeg at Mat keder sig, men han siger det aldrig. Han kunne aldrig finde på at få Sharon til at føle sig til besvær

”Det var bare forfærdeligt,” sukkede jeg. ”Mrs. Donner, hende jeg er sekretær for, hader mig. Jeg kunne bare mærke hendes afsky. Alt hvad jeg gjorde, lige meget hvad, så havde hun det her blik.” Jeg prøvede at efterligne hendes stramme mund og smalle, beregnende øjne. ”Det var ikke til at holde ud. Og jeg sad helt for mig selv. Der var slet ikke nogen at snakke med!”

”Det skal de da bare prise sig lykkelige for,” lo min far og Mat stemte i.

”Ja, det må man nok sige. Der har de da trukket det længste strå.”

”Fordi at snakke med mig er ligesom at blive smittet med ebola.”

”Ikke ebola. Snarere en voksende lyst til at hoppe ud fra et højt sted.” Min lillebror smækkede benene op hen over mine så de dannede et kryds.

”Sludder og vrøvl!” lo min far. ”Jo er da rar at snakke med.”

Jeg gjorde et kast med armene i retning af min lillebror.

”Vel og mærke lige indtil hun begynder at sige noget dumt.”

”Men det er det eneste hun gør?”

”Præcis min søn.”

”Det her er mobning det ved I godt ikke?” surmulede jeg.

”Føler du dig som offer?” lo min bror.

”Ja. Ja, det gør jeg faktisk.”

”Godt, for det gør vi andre også.”

Jeg skubbede Mats ben væk og rejste mig op med en hovedrysten og satte mig ind stuen. Bedste var sikkert ved at være nået op på fjerde.

 

Under hele middagen blev jeg udspurgt af min mor. Hun ville vide alt. Hvad for noget toiletpapir brugte de? Duftede der godt? Var der rent? Var der planter?

Da jeg sagde at der ikke var nogen planter havde hun nærmest fået et føl på tværs. Min mor elskede planter. Overalt i lejligheden stod der planter og blomster. Det var næsten som at være i en jungle.

Hun fik mig til at love at jeg ville tage en buket blomster med i morgen og stille på mit bord. Bare så det hele livede lidt op.

”Hvad så med frokosten? Skal du selv betale for den?” spurgte Bedste. Hun smilte hele tiden til mig.

”Nej, den skal jeg selv betale for.”

”Nådada. Er der så noget i nærheden?”

Typisk Bedste at spørge om mad. Hele min familie var nogle rigtige madører. Det var nok der Mat havde fået det fra. Selv Sharon elskede mad - også selvom hun var vegetar.

”Ja, der er masser af steder. Det er midt inde i byen.”

”Tager du bussen derind?” spurgte mor.

”Nej, jeg går.”

”Så skal du satme gå langt!” udbrød min far.

”Patrick!” skændte min mor og så hen på lille Harry der glad spiste sin kartoffelmos.

”Nå ja, for satan, det glemte jeg.”

Min mor sendte ham endnu et strengt blik. Han smilte til mig og blinkede skævt hen over sin kop med vin.  

 

Da jeg endelig kom hjem og lå i min seng slappede jeg fuldstændig af. Det kan være svært at forklare, men jeg har aldrig følt mig så hjemme noget sted som jeg gør i min egen lille lejlighed. Den er måske ikke det store set fra en udefra stående, men for mig er den mit største og eneste symbol på frihed og succes. Jeg elsker alt ved den. Dens lyde, dens charme, dens vinduer med skodder, dens trygge vægge.

Jeg lå og lyttede til radiatoren der nogen gange hakkede, køleskabet der brummede, fodtrin fra parret oppe ovenpå der altid kom sent hjem, bilerne der trillede forbi nede på gaden i byen der aldrig sover.

Min familie og jeg har aldrig rigtig været på ferie. Det længste jeg nogensinde har været væk hjemmefra er i Chicago og der var jeg kun fordi jeg skulle besøge min daværende kærestes familie. Jeg havde ikke brudt mig om byen, den var slet ikke som Brooklyn eller Manhattan.

Og jeg elskede Brooklyn og jeg elskede Manhattan og jeg elskede Boston, ja, jeg elskede New York. Jeg elskede bilerne, menneskerne, jeg elskede den dårlige ende af byen hvor man aldrig så sporet af en turist og jeg elskede 5th avenue med dens butikker og menneskemylder. Jeg elskede lysene om natten og jeg elskede børnene der gik i skole tidligt om morgenen. Der var intet ved disse gader jeg ikke fandt charmerende og der var intet ved stedet der gav mig lyst til at rejse herfra. Nogensinde.

Jeg rullede om på siden og snusede ned i mit bløde hovedpudebetræk.

Hvad end der skete i morgen ville jeg ikke give op. Det kunne godt være at mrs. Donner ikke brød sig om mig nu, men hun ville snart få øjnene op for hvor godt jeg gjorde mit job. Jeg ville komme til tiden, jeg ville være overskudsagtig og jeg ville komme med en blomst.

Mest af alt ville jeg sørge for at jeg ikke gjorde noget dumt. Jeg skulle ikke fyres på grund af en dum fejl, nej, jeg skulle slet ikke fyres.

Det kunne jeg godt klare. Så svært kunne det da heller ikke være. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...