Dig og hele verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2016
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Igang
Jo er klodset, noget der har kostet hende flere jobs, men da hun endelig får stillingen som sekretær i et stort og fornemt firma, tror hun endelig at hendes bestræbelser er ovre. Men så møder hun Nate, og verden syntes pludselig at tage en helt anden drejning, end den hun havde regnet med. Om det er noget godt vil kun tiden vise.

0Likes
0Kommentarer
194Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg stod i elevatoren på vej op til min første arbejdsdag i firmaet Meyers and West.

Etage for etage blev afstanden til min forestående død tilbagelagt og jeg kunne mærke sveden pible ned af ryggen på mig. Jeg knugede om remmen til min brune lædertaske og prøvede desperat at holde min vejrtrækning i ro.

Min mors ord fra i morges rungede stadig i mine ører: ”Hvor slemt kan det blive? Intet er da værre end at være uden arbejde.”

Der tog hun grueligt fejl. Godt nok havde jeg været uden arbejde i et stykke tid, men jeg havde alligevel mere lyst til at ligge på sofaen lige nu og se den syvende sæson af Greys Hvide Verden end jeg ville op i toppen af den her bygning og møde den visse død.

Til jobsamtalen havde damen ellers været så sød. Hun havde haft håret sat op i en ikke for stram frisure og hun havde grint så varmt og været så rar og venlig at jeg helt havde glemt at tage mine kritiske briller på - noget som min far altid påpegede for mig var min største svaghed.

Damen havde ment at jeg passede godt til jobbet. Jeg havde de rigtige kvalifikationer, jeg havde gået på det rigtige college og jeg var alt i alt lige hvad hun manglede som hun formulerede det. Jeg skulle arbejde for en af virksomhedens store kanoner, dem oppe på øverste etage som tjente de helt store millionbeløb og på de gode år milliardbeløb.

Hun havde forsikret mig at forholdene var gode skønt det ikke kun var en svir på roser; der var lange arbejdsdage og det kunne godt være at jeg skulle arbejde sent.

Da jeg havde set lønnen var der ingen tvivl: Jeg kunne sagtens tage lange dage og sene aftentimer uden problemer. Jeg tror næsten jeg ville bo på kontoret for den løn. Damen havde set lettet ud i et kort øjeblik, da jeg sagde ja til jobbet, og så var hendes professionelle ansigt på igen.

Jeg skulle være sekretær for ingen ringere end Amelia Donner en utrolig dygtig karrierekvinde i starten af 50’erne som damen beskrev hende. Hun var flink nok, forsikrede hun mig, man skulle bare være omhyggelig med ikke at begå fejl. Måden hun sagde det på fik mig til at tænke på om der mon var andre, der havde begået lidt for mange fejl før mig.

Da jeg ringede til min mor efter jobsamtalen og fortalte hende de gode nyheder og den svimlende høje løn kunne jeg høre benovelsen i hendes stemme, da hun sagde at det godt nok var flot og om ikke jeg havde lyst til at komme forbi til middag for at fejre det.

Så havde jeg begået den store dumme fejl at google Amelia Donner.

Hvis bare jeg ikke havde gjort det.

Kvinden var en omvandrende dræbermaskine. Der var skrevet flere artikler om hende og hendes grusomme og kontante beslutninger, der uden nåde efterlod flere mennesker uden arbejde og som fik selv de mest intimiderende mænd til at ryste i bukserne af skræk.

Hun havde fået tilnavnet ”Dommeren” da hun oftest var den der tog de svære beslutninger og som var den med flest menneskers afskedigelse på samvittigheden.

Der var også nævnt flere steder at de fleste af hendes sekretærer ikke blev længere end 4 måneder - enten fordi de selv sagde op eller fordi hun afskedigede dem.

Elevatoren nærmede sig mit endeligt og jeg kunne mærke mit indre snøre sig sammen. Jeg havde lyst til at flygte, men jeg vidste ikke hvorhen. I et øjeblik af desperation overvejede jeg bare at tage elevatoren ned til lobbyen igen og forklare den søde dame til jobsamtalen at jeg var syg og derfor desværre ikke kunne komme på arbejde i dag eller nogen anden dag.

Dørene åbnede med et pling og det gibbede i mig. Forsigtigt trådte jeg ud af elevatoren og kiggede mig omkring. Det var et stort åbent og lyst rum med højt til loftet. Gulvet var i mørkt træ og en stor, moderne lysekrone hang midt i rummet og lyste alt op i et klart, hvidt lys. Der stod en sort skranke og en dame med lyst, opsat hår sad bag den. Hun så stift ned i sin computer og jeg gik forsigtigt hen mod hende.

”Hej,” kvækkede jeg.

Damen så op og så mig an inden hun nikkede til mig.

”Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” spurgte hun afmålt.

”Jeg er Amelia Donners nye sekretær.”

Damen så på mig uden at blinke. ”Javel.”

Hun så ned i sin skærm, tastede noget ind inden hun rejste sig op og så tilbage på mig. ”Følg med mig.”

Jeg fulgte efter hende med et fast greb i min taske og prøvede at holde trit med hendes lange ben. Hun førte mig ud af rummet og ned hvor man kom til tre gange. Amelia Donner havde kontor for enden af gangen til venstre. Ude foran hendes kontor stod et stort, dyrt skrivebord i mørkt træ og en kontorstol.

Damen nikkede hen mod det.

”Det er der du skal være.”

Jeg nikkede uden at turde stille mine ting der endnu.

”Mrs. Donner vil komme ud til dig om et øjeblik. Vent her.”

Jeg nikkede igen.

Damen smilte stramt, vendte om på hælen og gik sin vej, tydeligvis irriteret over at jeg havde afbrudt hende i hendes vigtige gøremål.

Jeg sad og ventede med tasken i skødet i 30 minutter. Min puls var langsomt ved at falde ned selvom jeg ikke just var særlig tryg ved situationen. Hvad tog dog så lang tid? Skulle jeg banke på?

Jeg besluttede mig for at vente yderligere 30 minutter inden jeg ville banke på. Hun kunne da ikke lade mig sidde og vente i mere end en time.

Det kunne hun godt.

For at være præcis lod hun mig vente i to timer og syvogfyrre minutter inden hun kom ud ved et rent tilfælde på vej hen mod elevatoren for at tage til et møde.

Hun gik med hastige skridt, lukkede ikke døren efter sig og ænsede mig næppe.

”Mrs. Donner,” pippede jeg bag hende. Jeg var sprunget op af stolen i overraskelse og stod nu ret op og ned og følte mig utrolig lille.

Amelia Donner vendte sig stift om og stirrede på mig med et iskoldt blik. Jeg kunne se hvordan hun vejede mig med øjnene og hvordan jeg tydeligvis ikke lod til at imponere hende.

”Gør det kort.”

Hendes ord var en kommando der ikke lod sig blive modsagt og jeg blinkede forvirret med øjnene.

”Øh… jeg er deres nye sekretær.”

Hun hævede et øjenbryn. ”Dem?”

”Ja.”

”Jeg havde fået at vide at det var en kompetent ung dame…” Hun lod ordene hænge lidt i luften. Jeg rødmede stærkt. ”Nuvel, udseendet kan jo bedrage.”

Hun vendte sig om og gik med raske skridt mod elevatoren. Jeg stod som naglet til jorden og så efter hende, da hun forsvandt rundt om hjørnet og ind i det store rum med skranken. Jeg var målløs.

Da jeg havde stået sådan, helt stille og afventende, næsten som om jeg regnede med at hun ville komme tilbage og forklare mig hvad jeg skulle gøre, måske endda undskylde, i jeg ved ikke hvor lang tid besluttede jeg mig for at gå ind til damen ved skranken.

Hun tastede arrigt på sit tastatur og kiggede ikke op da jeg stillede mig foran hende. Jeg var bange for at forstyrre hende, men da hun så tydeligt ignorerede mig forsøgte jeg forsigtigt at spørge om ikke hun kunne hjælpe mig med at sætte tingene op. Måske ville hun fortælle mig hvor jeg kunne finde en telefon og en computer?

Damen sukkede dybt.

”Står det ikke dernede?”

Jeg rynkede på næsen. Hvis det havde stået dernede havde jeg jo nok ikke spurgt. ”Nej.”

”Er du helt sikker?” Hun så på mig som om jeg var dum.

”Ja, altså der står ikke noget på bordet.”

”Typisk. Tingene bliver altid stillet væk selvom alle udmærket godt ved at det skal blive brugt igen dagen efter. Simpelthen… mage til uduelig arbejdskraft.” Hun sagde det ikke til mig, men jeg kunne ikke undgå at føle mig en smule ramt.

Damen rejste sig meget modvilligt og hastede af sted. Hun gik ned af gangen ligefor og jeg fulgte trop halvt løbende for at følge med. Jeg følte mig som en lille and ved siden af en slank og elegant antilope, og jeg kunne ikke lade være med at sende hendes tynde ben lange blikke.

Hun stoppede for enden hvor en ung sekretær sad og tastede på sit tastatur. Hendes papirer var i én stor rodebunke og hendes hår var uglet, brillerne sad skævt på hendes næse og i det vi kom ned ringede telefonen. Den travle sekretær tog den og holdt den mellem skulderen og øret, mens hun fortsat tastede videre.

Da hun lagde på så hun på os med et forpustet smil.

”Hvad så, Laura?” spurgte hun damen.

”En telefon og en computer til den nye.” Hun gjorde et kast med hovedet i retning af mig.

Sekretæren smilte til mig. ”Er du Donners?”

Jeg nikkede og smilte.

”Jamen velkommen til!”

Lauren, sukkede irriteret og så på sit ur. ”Jeg har travlt. Har du styr på det herfra?”

Hun var allerede på vej væk inden sekretæren nåede at svare.

Den travle dame trak på skuldrene og gik hen mod mig. Hun rakte en hånd frem og jeg tog den med glæde og taknemmelighed.

”Jeg hedder Riley. Jeg er sekretær for mr. Bradshaw.” Hun pegede med tommelfingeren bag sig på døren til kontoret hvor mr. Bradshaw formentlig sad.

”Jeg hedder Josephine. Eller bare Jo.”

”Jamen hej med dig Jo. Skulle jeg hjælpe med en computer og telefon?”

 

Da det hele var blevet sat op og jeg sad bag skrivebordet i den magelige kontorstol blev jeg pludselig utrolig opmærksom på hvor alene jeg var. Der var ingen andre i gangen eller bare i nærheden af hvor jeg sad og mrs. Donner var heller ikke inde på sit kontor. Alle de andre sekretærer sad i hver deres ende af en gang og tastede på et tastatur og tog telefonen nærmest hvert femte minut og blev på den måde så travlt beskæftiget at de sikkert ikke lagde mærke til hvor alene man egentligt var i den ensomme gang.

Det var ligesom at være ude i rummet. Der var så stille og så tavst, vi var alle sammen fanget i hvert vores rumskib og vi havde ikke mulighed for at vide hvordan det gik med resten af verden, udover når der kom telefonopringninger og selv de virkede tamme og kolde, så langt fra menneskeligt samvær som muligt.

Riley havde præsenteret mig for sekretæren nede af den sidste gang, den til højre.

Hun hed Samantha og havde glat, ildrødt hår. Hun så lidt mere stram ud i betrækket end Riley, men virkede stadig meget sødere end Laura ude fra receptionen. Hun var sekretær for den ældste og mest garvede i firmaet, en mand ved navn Kirk Langley. Mr. Langley brugte det meste af dagen på sit kontor og holdt de fleste møder over telefon eller skypeforbindelser, simpelthen fordi at ellers ville han have for travlt.

Jeg kunne se både i Rileys og Samanthas øjne at de var udkørte og trætte, men jeg prøvede at abstrahere fra det. Sådan ville jeg aldrig ende med at se ud. Alligevel kunne jeg ikke skubbe den nagende følelse væk eller glemme synet af de mørke rander de så ihærdigt havde prøvet at gemme væk under et tyk lag af concealer.

Jeg sad og lavede mapper på computeren i ren og skær kedsomhed, da mrs. Donner kom tilbage. Hendes høje hæle klikkede mod det mørke trægulv, og jeg så op fra mit kedsommelige foretagende. Hun værdigede mig ikke et blik, travede bare lige forbi mig og ind på sit kontor. Jeg sad rank og prøvede at se veloplagt ud, men ligeså snart hun var ude af syne, faldt jeg sammen i stolen og stirrede magtesløst op i loftet. Hvad i al verden lavede jeg dog her?

Jeg overvejede at banke på, men frygten for at få hendes iskolde blik lige i ansigtet afholdt mig fra det.

Jeg sad og overvejede hvorvidt jeg skulle skubbe en seddel ind under hendes dør eller tænde et bål nede på gaden og lave røgsignaler, da hun marcherede ud af kontoret og direkte hen mod mig.

”Josephine Ruby?” Hun så op fra nogle papirer og hævede et øjenbryn i retning af mig

”Øh, ja… ja, det er mig,” fremstammede jeg.

Hun så ned igen. ”Og dette er dit første job som sekretær?”

”Nej, altså jeg har også været sekretær for andre,” pippede jeg og håbede inderligt at hun ikke ville bore i for hvem. Jeg kunne lige forestille mig hendes ansigtsudtryk hvis jeg fortalte hende, at jeg havde været sekretær for min kusine der ejede en tarmrensningsklinik.

Til mit held lod hun ikke til at dvæle videre over det, men affyrede i stedet en masse andre spørgsmål.

Hvor gammel jeg var?

Hvor jeg boede?

Hvad jeg havde læst?

Hvorfor jeg gerne ville have jobbet?

Hvordan havde jeg fået denne stilling? (Hun spurgte som om det kom bag på hende at jeg overhovedet var kommet i betragtning.)

Hvor jeg så min fremtid?

Spørgsmålene kom i en lang køre uden mulighed for mig at svare, og da hun var færdig med at remse alle sine spørgsmål op, så hun på mig med et udfordrende smil.

”Jeg er 23, jeg bor i Brooklyn, øh… jeg har ikke nogen videre universitetsuddannelse, men jeg gik på Yale.”

Mrs. Donner spilede øjnene op let op og så på mig med et forundret blik.

”Jeg ville gerne have jobbet fordi jeg mente at det var godt og udfordrende.” Den smøre havde jeg fyret af til så mange forskellige jobsamtaler at den sad mig på rygraden. ”Jeg har fået denne stilling fordi egnede mig godt, jeg er flittig og gør altid bedste - og så også fordi jeg ikke viste min straffeattest.”

Damen lod ikke til at forstå joken og jeg bed mig i tungen. Stadig for tidligt til humor.

”Du mangler ét.”

Jeg glippede med øjnene. Så kom jeg i tanke om det. ”Jeg ser min fremtid… øh… jeg ser min fremtid… her?” Da jeg sagde det lød det nærmere som et spørgsmål end som et svar og jeg så prøvende op på hende.

Hun accepterede det, men jeg kunne mærke hendes foragt overfor mig.

Hun smed en bunke papirer på mit bord. ”De her skal ordnes, ligges i mapper og derefter stilles op i alfabetisk orden. Hver sag i hver sin mappe. Forstået?”

Jeg nikkede.

”Hvis nogen ringer så find ud af hvem det er. Hvis det er nogen på denne liste,” hun rakte mig en lang liste af navne i et hvidt plastikchatekt, ”så viderestil dem direkte til mig. Hvis det derimod er nogen fra denne liste,” hun rakte mig en liste i et sort plastikchatekt, ”skal du aldrig, og jeg gentager aldrig, lade dem viderestille. Forstået?”

Jeg nikkede forvildet og holdt de to lister med en dyb undren.

”Alle andre der ringer skal du bare lade vente indtil jeg er klar. Du ringer ind og siger hvem der ringer og så fortæller jeg når jeg er klar. Forstået? Godt. Kom i gang.”

Hun vendte sig om og gik ind på sit kontor, smækkede døren efter sig og efterlod mig i totalt stilhed. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...