What Happened In Vegas - Justin Bieber.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2016
  • Opdateret: 16 aug. 2016
  • Status: Færdig
21 årige Theresa Fischer fra Danmark tager til USA for at blive vært på et nyt stort tv-show, hvor folkene bag specifikt har bedt om hende som deres nye tv-darling. Ingen udover Theresas lillesøster ved at hun rejser. Theresa og hende har holdt sammen siden de var små og for første gang skal de nu begge være adskilt fra hinanden og det er specielt hårdt for Theresa som altid har passet på sin lillesøster, som dog kun er 2 år yngre og nu har en voksen kæreste som er fodboldspiller.. Theresa er nød til at give slip så de begge kan udleve deres drømme, men hvad sker der når Theresa en aften støder ind i den verdenskendte Justin Bieber og lynhurtigt bliver tvunget ind i hans liv?. Kan Justin og Theresa overhovedet lide hinanden, og kommer Justin nogensinde til at stole på hende, når han finder ud af hvad hun arbejder med?. Og bliver Justin nysgerrig, når der vises flere og flere tegn på at Theresa gemmer på nogen vilde hemmeligheder og oplevelser som har noget med hendes fortid at gøre?..

271Likes
643Kommentarer
394068Visninger
AA

2. Welcome To Hollywood..

 

Location: I Flyet, På vej imod Los Angeles. Dato: Lørdag d. 5. Marts, 2016, Kl. 22.29.

 

*Theresas Synsvinkel*

 

’’.. So excited I can barely even catch my breath

We have each other to lean on for the road ahead

This happy ending is the start of all our dreams

And I know your heart is with me..’’ Sang jeg inde i hovedet imens tracket som jeg havde skrevet sangen til, lød i mine ører igennem mit headsæt, som var koblet til min computer, som jeg havde på skødet.

Det ville være en kæmpe løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke hyggede mig på den her lange flyvetur, selvom jeg var alene. Første klasse var sku altid det fedeste og jeg havde sparet op i flere måneder, for at få lov til at få sådan en plads her, hvor jeg kunne slå pladsen ud, så det blev til en seng, og hvor jeg oven i købet havde et gardin, som jeg kunne trække for, hvis jeg havde brug for privatliv eller ikke ville forstyrre alle de andre passagerer med lyset fra min computer.

I min verden var den her plads ret luksus og selvfølgelig havde jeg ordnet min plads, så jeg nu sad på en seng istedet for at sidde i en stol.. Jeg sad i skrædderstilling med gardinet trukket for og med min computer foran mig på dynen som før havde ligget under stolen, men nu lå over mine ben og ned langs sengen.. Helt privat og slet ikke til forstyrrelse af de andre passagerer. Det var skønt.

 

 

Jeg havde været så heldig at få en vinduesplads, hvor jeg også kunne trække for, hvis jeg ønskede det. Det ønskede jeg så bare ikke lige nu eftersom, at jeg faktisk nød at kigge ud i mørket og få et sug i maven over, at jeg var på vej til LA, og landede der om ganske få timer.

Okay.. Helt mørkt var der ikke udenfor. For mig føltes det faktisk som om at solen var ved at stå op, men det var jo kun fordi, at vi fløj imod jordens rotation.. Jeg vidste at LA var 9 timer bagud i tiden, så hvis man gik efter LA’s tidszone, så ville jeg lande i LA kl. 18, hvorimod hvis man kiggede i dansk tid, så ville jeg lande i LA kl. 3 om natten.

Jeg følte egentlig selv, at jeg var ret godt forberedt til turen. Jeg havde undersøgt tider, sørget for at sove længe idag, så jeg kunne holde mig vågen hele flyveturen igennem og først sove, når det var aften i LA, men alligevel føltes det som om, at jeg var blevet ramt af en lille smule jetlag.. Måske var det fordi, at der i mit hoved var lang tid til at solen skulle stod op, da jeg stadig, inde i mit hoved i hvert fald, var i den danske tidszone, og så samtidig kiggede ud af vinduet, hvor det langsomt blev mere og mere lyst fordi vi nåede længere og længere over imod LA, hvor solen jo slet ikke var gået ned endnu, da klokken kun var.. Ja, hvad?.. 13.30 om eftermiddagen?.. Ja, det var wierd, men så længe jeg bare holdte mig vågen på hele turen, så kunne jeg vel ikke blive ramt af alt for meget jetlag, vel?..

Hvis jeg ikke tog meget fejl, så var jeg nok en af de få der var vågen ombord på det her fly. 100% var det, at de fleste passagerer sov, men der var nu også ganske få der var vågne, var jeg ret sikker på. Jeg kiggede selvfølgelig ikke, eftersom jeg faktisk var pisse ligeglad.. Så længe jeg bare selv holdte mig til planen og ikke lagde mig til at sove, så det var umuligt for mig at sove i aften, så var det fint.

Men som sagt, så hyggede jeg mig ret godt med at sidde her i stilhed og skrive videre på en af de sange jeg var igang med at lave.. Eller, det her var en helt ny sang som jeg havde fundet på her i flyet, hvor jeg blev ret sentimental og tænkte ufattelig meget på min søster og på hvor meget jeg allerede savnede hende.. Men istedet for at sidde og pive over det, så brugte jeg den følsomhed det gav mig, til at skrive en sang til et af de mange tracks som jeg igennem tiden havde siddet og udviklet på min macbook.

Det der med at skrive og lave sange, var udelukkende kun en ren fritidsinteresse. For mig var det som en slags terapi.. Ja, jeg vidste hvad jeg talte om, når jeg sagde, at dét virkelig hjalp mig med det indre i modsætning til alle de psykologer og ’’kommunale ansatte’’, som jeg havde talt med i løbet af mit liv.. I min verden hjalp psykologer ikke en skid.. I hvert fald kunne de ikke hjælpe mig og derfor fandt jeg min helt egen måde til at komme ud med mine ting og bearbejde en masse ting..

Det havde hjulpet min lillesøster at gå til psykologer, men ikke mig.. Jeg klarede mig selv og hjalp min søster igennem, hvis hun havde brug for det.. Og det havde hun ind imellem, og det bedste ved det var, at hun tit sagde, hvor meget det havde hjulpet hende at tale med mig, som kendte til det hele..

Imens jeg havde siddet og lyttet til tracket som jeg havde lavet for længe siden, og samtidig skrevet mere og mere på den her sang, havde jeg tænkt over, at jeg kunne give min søster den, når hun engang havde fødselsdag. Det var først her i slutningen af året, så der var god tid til at gøre den helt perfekt. Selvfølgelig ville hun også få en rigtig gave, men denne her var bare så personlig, at jeg ikke ville kunne holde den for mig selv. Den skulle hun bare have!.

Indtil videre havde jeg skrevet omkvædet og 2 vers, men der manglede stadig ’’the bridge’’ hvilket teknisk set var det sidste vers i sangen inden omkvædet måske blev gentaget et par gange..

Sangen havde faktisk næsten skrevet sig selv, og jeg var ikke i tvivl om, at det var fordi, at jeg havde valgt det rette øjeblik og den rette stemning til at skrive sangen.. Sangen passede så godt til mit humør lige nu, og bedre tidspunkter kunne man sjældent finde til at skrive sådan en sang.

Det var også noget jeg havde fundet ud af. Det var så godt som umuligt at skrive en sørgelig sang, hvis man følte, at alt var fantastisk.. Og omvendt, så var det nærmest umuligt at skrive en glad og opløftende sang, hvis man havde det virkelig nederen.. Men denne her sang.. Det var en mellemting. Jeg savnede min søster, men var også glad og spændt på det nye der skulle ske i mit liv, så det blev til en mellemting af en glad og trist sang. Jeg personligt kunne godt mærke følelserne i den, men selve tracket, altså melodien, lod lidt mere opløftende.. Ret fedt, hvis jeg spurgte mig selv.

Arbejdstitlen som jeg brugte til at huske på hvilken sang det var, havde jeg kaldt ’’Wherever I Go’’, men jo mere jeg skrev på sangen, jo mere gik det op for mig, at det nok ikke kun var en arbejdstitel, men det som jeg rent faktisk ville kalde sangen. Jeg kunne i hvert fald ikke finde noget i teksten som var mere passende, da det sådan set var det jeg sang mest..

’’So I'm moving on

Letting go

Holding on to tomorrow

I've always got the memories while I'm finding out who I'm gonna be

We might be apart but I hope you always know

You'll be with me wherever I go...’’

’’Øhmm?..’’ Mumlede jeg lavt efter at have sunget omkvædet inde i mit hoved, for at prøve at få ’’the bridge’’ til at komme af sig selv. Desværre kom der ikke rigtig noget og jeg begyndte at tænke, at jeg måske sad lidt fast eftersom, at jeg havde sunget alt det jeg indtil videre havde skrevet ned i min lille bog, som jeg brugte til sangtekster, op til flere gange efterhånden.

Jeg tog en dyb indånding og pustede opgivende ud imens jeg lænede mig tilbage og lod min bog falde ned i skødet på mig selv sammen med min blyant. Jeg vendte blikket ud af vinduet ved siden af mig og så, at himlen så småt var ved at blive lyseblå. Ikke sådan, som var det en skyfri himmel midt på dagen, men som om, at solen var ved at stå op, hvilket den så ikke helt var alligevel..

Jeg kiggede ned imod jorden, men så ikke andet end en hvid tåge, hvilket jeg straks betegnede som skyer.. Hvad det jo også var.. God, hvor kunne jeg godt mærke, at jeg var ved at blive småtræt nu.. Måske jeg skulle holde en pause med sangen og så bare give mig til at se noget film på det lille tv, som var på væggen lige overfor mig?.. Ja, nok en god idé. Så længe jeg ikke lagde mig ned, for så faldt jeg nok i søvn..

~

Location: LAX lufthavn, Los Angeles. Dato: Lørdag d. 5. Marts, 2016, Kl. 18.20.

 

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var lidt nervøs, når jeg om lidt skulle møde Chloe i det virkelige liv. Jeg havde jo sådan set kun set hende bag en skærm, hvor jeg sad flere 1000 kilometer væk.. Men om lidt skulle jeg stå ansigt til ansigt med hende, og det gjorde mig nervøs.. Eller, faktisk så gjorde det mig mere spændt, tror jeg?..

Selvfølgelig glædede jeg mig også helt vildt til at møde hende. Det var bare det, at jeg aldrig før var blevet veninder med en over nettet og så mødt hende i virkeligheden. Men inderst inde vidste jeg jo godt, at der ikke var noget at frygte. Hun var jo præcis den samme som hun var når jeg talte over skype med hende eller bare skrev med hende. Hvad forskel gjorde det, at vi nu bare var i det virkelige liv og ikke havde et par skærme og flere 1000 kilometer imellem os?.. Ikke en skid forskel gjorde det!.

Som sagt havde Chloe og jeg virkelig meget tilfælles og personligt mindede vi rigtig meget om hinanden. Dog udseendemæssigt kunne vi dårligt være mere forskellige.. Chloe havde naturlig langt blond hår, og jeg havde mørkebrunt hår, hvor det meste af det var langt ekstensions som var syet på. Chloe havde mørkeblå øjne og jeg havde brune øjne. Jeg havde silikonebryster, det havde hun ikke.. Jeg var 165 høj, hvor hun var 172 høj.. Okay, kan nogen fornemme hvor meget vi havde talt sammen og fortalt om hinanden?.. Vi kendte hinandens højde?.. Det sagde vidst en del..

Jeg skubbede min vogn frem foran mig imens jeg gik imod ankomsthallen efter at have fået læsset alt min bagage op fra rullebåndende. Jeg småbrokkede mig lidt inde i mig selv over min vogn, da jeg havde fået en dårlig vogn, så nogengange gav modstand og derfor var svær at køre og styre.. Så typisk mit held at få en dårlig vogn. Dog ødelagde det ikke mit humør særlig meget, da jeg mest af alt bare glædede mig til at møde Chloe, komme ud af den her lufthavn og se det hele i byen!.. Eller det meste af det i hvert fald.

Et eller andet sted kunne jeg ikke lade vær med at føle mig hjemme allerede.. Det var virkelig mærkeligt.. Men sandt!.. Jeg havde altid drømt om at være her og jeg havde tit siddet og set på billeder af LA, og bare ved at se billederne føltes det som at se på mit andet hjem.. Og den følelse holdte stik. Nu var jeg her endelig, og jeg havde aldrig følt mig mere hjemme end lige nu!.

Det var som om, at jeg havde været på ferie virkelig længe og endelig var kommet hjem.. Den følelse var der sikkert flere der kendte.. Ude godt, hjemme bedst, u know?..

Men det var mærkeligt, for.. Jeg var jo født og opvokset i Danmark, men havde aldrig nogensinde følt mig rigtig hjemme der.. Måske var det pga min fortid, at jeg følte det helt befriende at komme væk fra Danmark?. I dont know, men for første gang i meget lang tid kunne jeg endelig slappe af.. Jeg kunne starte forfra.. Uden at nogen overhovedet kendte til mig eller det jeg kom fra!.

Nogen ville måske mene, at jeg bare var flygtet fra det hele.. Det mente jeg nu ikke selv. Jeg gjorde bare mit liv bedre, nemmere og langt mere afslappet.. At jeg så ikke fortalte nogen, at jeg var smuttet var en helt anden sag..

Iblandt min gamle vennekreds i Danmark kendte alle sådan set til mig og min lillesøster, og det var bestemt ikke rart at gå og vide, at de vidste det.. Sådan ville jeg bare ikke have, at det skulle være, så derfor var det sku nok den smarteste beslutning at flytte herover hvor ingen kendte mig.. Jo, Chloe gjorde, men hun kendte ikke til min fortid!. Og det var virkelig rart!. Ingen fordømmende blikke.. Ingen medlidenhed.. Bare mig som jeg var nu..

Sammen med en stor flok mennesker gik jeg ud igennem dørene til ankomsthallen og jeg kiggede mig godt omkring i håb om at få øje på Chloe, som havde lovet at hun ville hente mig i lufthavnen, når jeg ankom. Jeg var også sikker på, at hun var her, eftersom, at jeg havde slået flytilstand fra mobilen, da vi landede, hvor jeg så fik en besked om, at hun stod og ventede på mig herude med amerikanske og danske flag, hvilket bare fik mig til at sende grinesmileyer tilbage til hende..

’’Theresa!.. Theresa, herovre!!’’ Lød det pludselig meget begejstret længere fremme og tættest ved mit højre øre. Jeg vendte straks blikket imod den kaldende og ret genkendelige stemme og fik så øje på Chloe som stod virkelig glad og viftede med et dansk og et amerikansk flag.. Alene det fik mig til at smile kæmpestort og straks forsvandt alt nervøsiteten eftersom, at det virkede som om, at hun havde glædet sig ligeså meget til at møde mig, som jeg havde til at møde hende.

 

 

Jeg satte straks tempoet op og stoppede straks op ved hende, hvor jeg slap min vogn og straks blev omfavnet af hende i et kæmpe knus, hvilket jeg hurtigt gengældte.

’’Hey’’ Smågrinede jeg virkelig glad imens hun næsten kvalte mig ved at stramme grebet så meget om min hals.

’’Hvor har jeg dog glædet mig til at se dig i virkeligheden!’’ Sagde hun begejstret og rokkede os fra side til side.

’’I lige måde!’’ Svarede jeg ligeså begejstret, hvorefter vi trak os fra hinanden og sendte hinanden et stort smil.

’’Sig mig, er det bare umuligt for dig at se godt ud?. Du har fløjet i over 12 timer og ligner stadig en million?’’ Smågrinede Chloe og fik også mig til at grine.

’’Arg, jeg er mega træt.. Men hvad med dig selv. Du har været vågen siden i morges og du ligner stadig en der lige har gjort dig klar’’ Komplimenterede jeg hende tilbage med et stort smil.

’’Det har jeg sku da også man.. Jeg har ligget og savlet på sofaen hele dagen’’ Svarede Chloe med et grin og fik straks mig til at grine højt og virkelig bare føle mig godt tilpas i hendes selskab.

’’Nå men, skal vi ikke bare komme hjem?. I VORES lejlighed?’’ Spurgte Chloe med et skævt og grinende smil og fik mig til at grine lidt igen og nikke.

’’Let’s do it’’ Smilede jeg. Kæft det startede godt!. Og det kunne kun blive bedre herfra!.

____________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) Hav en vidunderlig dag allesammen :) <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...