What Happened In Vegas - Justin Bieber.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2016
  • Opdateret: 16 aug. 2016
  • Status: Færdig
21 årige Theresa Fischer fra Danmark tager til USA for at blive vært på et nyt stort tv-show, hvor folkene bag specifikt har bedt om hende som deres nye tv-darling. Ingen udover Theresas lillesøster ved at hun rejser. Theresa og hende har holdt sammen siden de var små og for første gang skal de nu begge være adskilt fra hinanden og det er specielt hårdt for Theresa som altid har passet på sin lillesøster, som dog kun er 2 år yngre og nu har en voksen kæreste som er fodboldspiller.. Theresa er nød til at give slip så de begge kan udleve deres drømme, men hvad sker der når Theresa en aften støder ind i den verdenskendte Justin Bieber og lynhurtigt bliver tvunget ind i hans liv?. Kan Justin og Theresa overhovedet lide hinanden, og kommer Justin nogensinde til at stole på hende, når han finder ud af hvad hun arbejder med?. Og bliver Justin nysgerrig, når der vises flere og flere tegn på at Theresa gemmer på nogen vilde hemmeligheder og oplevelser som har noget med hendes fortid at gøre?..

271Likes
643Kommentarer
391907Visninger
AA

70. Skilles Ad..

 

Location: Statsforvaltningen, Los Angeles. Dato: Fredag d. 12. August, 2016, Kl. 11.37.

 

*Justins Synsvinkel*

 

Lige siden Las Vegas turen havde jeg været forberedt på det her. Det var aftalen fra starten og det var meningen, at det skulle ende sådan her.. Men var der nogen der kunne fortælle mig, hvorfor jeg så følte det så hårdt og tomt at underskrive de skide papirer og fra dét sekund jeg satte punktum, var skilt fra Terri som ikke engang længere ejede mit efternavn?. Det var en af de ting der også var aftalt på forhånd. At Terri fik sit eget efternavn tilbage, så snart hun satte sin krusedulle på det papir..

Teknisk set var alt tilbage ved det gamle nu, og det burde jeg virkelig være glad for.. Men det var jeg slet ikke. Og heller ikke Terri så ud til at være på toppen inde ved mødet, som vi begge netop havde forladt sammen uden at sige noget til hinanden. Nej, jeg havde sku ikke troet, at det ville være så hårdt at skrive under og få rettet op på, hvad der egentlig var en fejltagelse..

Terri og jeg gik sammen igennem svingdøren i statsforvaltningens, ret tomme lobby, og kom ud foran stedet, hvor parkeringspladsen lå til højre for os og en vej ud til hovedvejen lå til venstre.

Allerede nu var jeg klar over, at vores veje ville skilles, hvis jeg ikke sagde noget, eftersom, at Hugo og Kenny holdte ovre på parkeringspladsen og ventede på mig. Terri var kommet herhen i taxa, så mon ikke, at hun også have tænkt sig at tage en taxa hjem?..

’’Såe..’’ Startede jeg stille, da vi kom helt udenfor, hvor jeg hurtigt kiggede mig omkring og bemærkede, at vi faktisk var alene. Jeg vendte blikket ned på Terri, som kiggede småtrist ned i jorden, men som havde vendt sig imod mig, som om, at hun gerne ville høre, hvad jeg havde at sige.

’’Vil du med hjem til mig?. Vi kunne tage noget frokost med hjem?’’ Spurgte jeg hende stille og håbede inderligt på, at hun ville sige ja.. Det var ville desværre nok bare overraske mig, da stemningen ærlig talt, ikke lige var til det..

’’Nej, jeg.. Jeg vil gerne hjem og være lidt alene..’’ Svarede Terri stille og snøftede svagt. Ja, det kom sig nok af de tårer, som jeg tydeligt kunne se, at hun prøvede at holde tilbage, da vi sad inde til mødet.

’’Okay..’’ Svarede jeg meget stille og nikkede svagt med en stor og vridende knude i maven.

’’Så det var det?’’ Spurgte jeg hende stille videre og frygtede ret meget for hendes svar.

Vi havde ikke rigtig haft kontakt i den sidste uges tid. Jeg havde forsøgt flere gange at ringe til hende, men hun tog den aldrig, og når jeg stødte på Chloe, som nærmest hver dag var sammen med Khalil, og jeg spurgte ind til Terri, svarede Chloe bare, at hun lå og sov derhjemme, hvilket også bekymrede Chloe.

Jeg kunne se på Chloe, at hun talte sandt. Hendes bekymrede ansigt var slet ikke til at tage fejl af. Terri havde forandret sig og Chloe løj ikke for at dække over Terri, som ikke ville tale med mig, hvilket jeg til at starte med først troede var grunden til, at hun ikke tog telefonen og hvorfor Chloe altid sagde, at hun sov, når jeg spurgte ind til Terri. Men det var reelt nok, at hun lå og sov, for hun havde dårligt nok kontakt med Chloe længere. Og det kunne virkelig mærkes på Chloe, hvilket jo heller ikke var mærkeligt, da de var bedste veninder og plejede at tale sammen hele tiden. Nu boede de sammen, men talte stort set aldrig. Chloe hørte hende nærmest kun om natten, når Terri lige stod op og spiste noget eller gik på toilettet. Hver eneste gang Chloe var hjemme, var Terri bare inde på værelset og hver gang Chloe stak hovedet ind, så sov hun.. Det var sku også bekymrende. Men desværre følte jeg lidt, at jeg havde en del af skylden for, hvorfor hun havde fået det sådan..

’’Hvad mener du?’’ Spurgte Terri mig meget stille og kiggede forsigtigt op på mig.

’’Skal vi så bare cutte kontakten her og ikke tale sammen igen?’’ Spurgte jeg hende trist og kiggede håbefuldt på hende imens hun sukkede og vendte blikket væk fra mig.

’’Justin, hvorf.. Hvorfor skal du altid gøre det så svært for mig?’’ Spurgte hun mig småtrist og lettere frustreret imens hun vendte sit opgivende og triste blik tilbage på mig.

’’Jeg gør det da ikke svært for dig’’ Svarede jeg hende trist og trådte et skridt tættere på hende og kiggede hende trist i øjnene.

’’Jo, du gør.. Du kigger så bebrejdende på mig, som om, at det er mig der har valgt, at det skal være sådan her.. Forstår du ikke, at hvis jeg kunne, så var jeg selvfølgelig blevet sammen med dig, men jeg kan bare ikke holde det ud.. Vi har begge lavet nogen dumme ting, og det er for sent at rette op på.. Jeg tror, at der er en grund til, at det skete er sket.. Og jeg tror, at meningen med det skete er, at vi bare ikke skal være sammen..’’

Hendes triste forklaring, som hun virkede til at have tænkt meget over, påvirkede mig virkelig. At hun ikke engang ville give det en chance mere, som jeg havde håbet på, at hun ville, når hun havde tænkt sig lidt om og var faldet lidt til ro, frustrerede mig virkelig. Faktisk frustrerede det mig mest, at det hele var fuldstændig modsat end hvad jeg havde regnet med. Jeg som troede, at hvis hun bare fik lidt tid, så ville hun køle ned og til sidst indse, at hende og jeg ville være fantastiske sammen, hvis bare vi kunne starte forfra sammen.. Kæft, hvor tog jeg dog fejl.. Den tid hun havde haft at tænke i, havde hun istedet bare brugt på at blive mere og mere sikker på sin beslutning..

’’Jeg elsker dig jo, Justin.. Jeg ville ønske, at jeg kunne forklare mine følelser bedre, men det kan jeg ikke..’’ Sagde hun trist, men alligevel med en kærlig tone, så det gjorde det endnu mere ulideligt at høre på.

’’Hvis du virkelig har elsket, og elsker mig, så ved du også godt, at vi ikke skal smide vores forhold væk’’ Svarede jeg hende hurtigt og kiggede hende i øjnene med et bedende og håbefuldt blik.

’’Justin..’’ Sukkede hun tungt og trist imens hun bøjede nakken og kiggede ned imellem os.

’’Kan du i det mindste ikke bare sige, at vi kan være venner så?’’ Spurgte jeg hende stadig håbefuldt og ønskede virkelig inderligt, at hun ville sige ja til et venskab med mig. Hellere et venskab, som jeg måske med tiden ville kunne få udviklet til noget mere, end at cutte forbindelsen totalt og glemme alt om hinanden!.

Terri kiggede roligt op på mig, så vi igen fik øjenkontakt. Jeg fugtede blidt mine læber og sendte hende et pleasende blik, som fik hende til at tage en dyb indånding.

’’Okay.. Så er vi venner..’’ Svarede hun mig og vendte blikket ned i jorden, og fik mig til at føle en virkelig stor lettelse i kroppen, som gjorde, at jeg uden at tænke, svang armene om nakken på hende og trak hende ind til mig imens jeg placerede et langt kys i håret på hende og samtidig mærkede hendes hænder lægge sig blidt på mine hofter.

’’Tak, Terri’’ Sagde jeg stille imod hendes hår, og gav det et sidste kys, før jeg roligt trak mig fra hende og så hende nikke svagt imens hun holdte sit blik nede i jorden.

’’Hva så?. Skal du have et lift hjem så?.. Altså medmindre, at du har ændret mening om at tage med mig hjem og købe noget frokost med på vejen?’’ Spurgte jeg hende roligt efter at have taget en dyb indånding, og fik først hendes blik op på mig, da hun havde rystet lidt på hovedet.

’’Nej, jeg tager en taxa hjem. Det er okay..’’ Svarede hun mig og snøftede lidt ind imens hun vendte blikket ud til siden og tog en dyb indånding.

’’Hey?..’’ Sagde jeg kort og lagde blidt min hånd på hendes overarm, så hun vendte blikket imod mig.

’’Er du okay?’’ Spurgte jeg hende og mærkede en lettere nervøs følelse i min krop, da jeg lagde mærke til, at hun havde svært ved at kigge på mig alt for længe af gangen.

’’Jaja, jeg vil bare gerne hjem og slappe af og lige.. Du ved’’ Svarede hun mig og fik mig til at nikke svagt, da jeg gik ud fra, at hendes ’’lige.. Du ved’’ betød, at hun bare ville hjem og slappe af og få ro og styr på sig selv.

’’Okay.. Så ses vi vel?’’ Svarede jeg hende roligt og kiggede afventende på hende indtil hun nikkede kort.

’’Ja’’ Svarede hun roligt og tog et skridt tilbage og begyndte at vende sig om, så hun kunne gå i den modsatte retning, ud til vejen, hvor hun nok havde tænkt sig at få vinket en taxa til sig.

’’Snart, ikke?’’ Kaldte jeg kort efter hende og fik hende kort til at stoppe og kigge tilbage på mig imens hun tog sine solbriller ned foran øjnene og nikkede svagt.

’’Jojo’’ Svarede hun mig roligt, og vendte sig derefter om igen og gik ned af flisevejen og ned imod den store hovedvej.

’’Okay..’’ Svarede jeg ret lettet for mig selv imens jeg tog en dyb indånding og i det næste vendte mig om, så jeg kunne komme over til parkeringspladsen, hvor Hugo og Kenny holdt og ventede på mig..

~

Location: Hjemme, Hollywood. Dato: Fredag d. 12. August, 2016, Kl. 12.21.

 

*Theresas Synsvinkel*

 

Grædende og så voldsomt hulkende, så jeg knap nok kunne få luft, låste jeg min hoveddør op og skyndte mig ind og smækkede den efter mig. Jeg vidste, at jeg var alene hjemme, da Chloe var i skole, så jeg holdte intet tilbage. Okay, Simba var her så, men det gjorde ikke så meget.

Egentlig havde jeg haft det ret dårligt med at lade ham være alene hjemme idag, men jeg havde ikke rigtig noget valg. Chloe kunne ikke have ham med i skole og jeg kunne ikke tage ham med i statsforvaltningen..

’’For.. Helved’’ Hulkede jeg og lænede mig op af min hoveddør imens jeg gned mig i ansigtet, som jeg heldigvis ikke havde dækket med makeup idag.. Nok fordi, at jeg vidste, at jeg ville begynde at græde på et eller andet tidspunkt.. Jeg havde bare ikke lige regnet med, at det skulle være af denne her grund, som det nu var..

Mine planer havde ellert været simple, siden jeg tog min beslutning.. Få underskrevet de papirer og så gå hver til sit.. Men selvfølgelig gav Justin ikke op, og da han stod der og kiggede så bebrejdende på mig, så kunne jeg ikke sige nej til at være venner med ham.. Han fik mig til at lyve for ham, da jeg sagde ja til, at vi snart skulle ses.. Men havde han ladet mig gå, hvis jeg havde sagt nej?.. Det skulle jeg nok ikke regne med..

Det skar mig i hjertet, at jeg var nødt til at lyve, men omvendt, så kunne jeg heller ikke fortælle ham sandheden.. Jeg havde holdt mig fra ham, så jeg ikke sårede ham yderligere, men hvad nyttede det nu, hvor jeg var kommet til at sige, at vi godt kunne være venner?..

Alt var bare så rodet, og der var intet af det der gav mening mere for mig.. Hvad var meningen med alt det her med Justin?.. Hvorfor var det, at det skulle ende sådan her?.

Det hele var bare så forandret, og jeg kunne virkelig ikke lide den drejning det hele havde taget.. Jeg kom hertil med en drøm.. Men min drøm blev til et mareridt.. Et mareridt, som jeg synes, at jeg havde oplevet før.. Men hvad kunne jeg lære af det?.. Jeg kunne bare lade vær med at stole på nogen, så meget, at jeg ville betro dem min fortid.. For, som jeg så det, så var den skyld i den største smerte i mig!. Det var den der havde ødelagt min tillid til Justin. Det var den der gjorde det svært for ham at tro på, at jeg faktisk var ærlig, når jeg fortalte om den.. Og det var den der gjorde, at jeg nu stod her og følte, at jeg bare aldrig kom til at få et rigtigt liv noget sted i verden!.

Jeg åbnede mine øjne og tog en dyb indånding imens jeg fjernede mine hænder fra hovedet og kiggede beslutsomt imod mit værelse.. Og der gik ikke mange sekunder, før jeg skød mig væk fra døren og gik målrettet imod min værelsesdør.

Min målrettet gang stoppede ikke engang, da jeg nåede mit værelse. Faktisk så rakte jeg bare armen frem og rev døren hurtigt op og gik målrettet hen imod min seng, hvor jeg først stoppede op.

Jeg satte mig ned på knæ på gulvet og bukkede mig ned og strakte armen ind under sengen lige i hjørnet ved mit natbord og ramte kort efter den hårde kasse, som jeg ikke tøvede med at trække ud til mig.

Med et fast greb om den med begge hænder rejste jeg mig op og snøftede og tog en dyb indånding imens jeg kiggede tankefuldt på den.

Jeg blev mindet om mit løfte til Kaya og vores fælles tanke om den her kasse, da jeg så på den. Aldrig skulle den åbnes, og altid skulle den være med os, så vi kunne blive mindet om en bedre fremtid end den fortid vi ellers har haft.. Normalt når jeg tænkte på kassens formål, blev jeg rolig.. Men ikke denne gang.. Denne gang følte jeg ingenting!.

’’Hvad fanden hjælper det at slæbe rundt på det?!’’ Småmumlede jeg meget beslutsomt for mig selv og vendte mig i det næste om og forlod mit værelse med målrettede skridt, som jeg vendte imod stuen.

Jeg strøg hurtigt igennem stuen og videre ud imod min og Chloes terrasse, uden så meget som at hilse på Simba, som lå i sofaen og fulgte mig skarpt med blikket og kort efter rejste sig og fulgte efter mig.

Jeg åbnede døren ud til terrassen og fortsatte målrettet over imod sofaområdet, hvor pejsen var placeret. Jeg stoppede op ved den og smed kassen ned på gulvet, så den landede med et ordentligt brag.

Hulkende og snøftende satte jeg mig ned på hug og hev min nøglehalskæde frem fra under min bluse. Jeg greb fat i låsen og låste den op, så kassen kunne åbnes, og på intet tidspunkt tøvede jeg ved den beslutning jeg havde taget.. Jeg ville ikke slæbe rundt på det lort mere!. Det bragte mig ikke andet end ulykker!. Det her skulle bare ud af mit liv nu, og det skulle ikke eksistere!. For fremtiden var der ikke længere noget der skulle hedde ’’mørk fortid’’ hos mig.. Det her var aldrig nogensinde sket!.

Jeg smed låget til kassen fra mig og trak min taske af skulderen og åbnede den op. Jeg rodede lidt i den, men fandt kort efter hvad jeg ledte efter, og tog det op, hvorefter jeg kastede min taske fra mig.

Jeg kiggede ned i kassen og gik et ubehageligt sug ved synet af alle de papirer, men tog en dyb indånding og bevægede fatningen i mig.. Jeg skulle ikke lægge under for de her papirer mere!. For fremtiden hvis nogen spurgte.. Så havde jeg haft en helt almindelig fortid ligesom alle andre!.

Beslutsomt tog jeg fat i en ordentlig bunke af de papirer der lå i kassen og rev dem op og smed dem foran mig. Jeg tog en mindre stak af gangen og rev hele lortet i stykker, lidt efter lidt, og kastede alle de iturevet papirer ind i den slukkede pejs. Selv papmapperne fik jeg revet over og kylet ind i pejsen.

Det føltes som om, at det tog en evighed at rive alle de mange papirer over. Så meget lort, som jeg havde slæbt med mig rundt.. Og af hvilken grund?. Fordi det engang gav mening for mig at låse lortet nede i en skide kasse, som til hver en tid ville kunne blive åbnet med den nøgle jeg havde om halsen?. Hvorfor slæbe rundt på noget der mindede mig om noget jeg helst ville glemme?.. Nej, det gav ikke mening for mig mere, og derfor tog jeg denne her beslutning!.

Jeg tog min lighter som jeg før havde fisket op af tasken og holdte de sidste overrevet papirer i min anden hånd. Jeg brugte et par forsøg på at tænde min lighter og fik efter kort tid, en flamme til at stå op fra den.

Jeg satte lighteren tæt ind under papirerne, som kort efter fik den ellers lille flamme til at sprede sig til en større, som var tæt på at brænde min hånd, hvis ikke jeg havde været hurtig og kaste papirerne ind til de andre papirer inde i pejsen..

Flammen bredte sig hurtigt, og et varmt lys skinnede mig i hovedet imens jeg stirrede ind på de varme flammer. Et par tårer gled ned af mine kinder og jeg snøftede svagt og tog en dyb og lettet indånding, da følelsen af ro overtog min krop og gav mig en langt mere behagelig følelse i kroppen.

At se hele min fortid gå op i røg, gav mig nærmest en forløsning i kroppen. Som om en sten forsvandt fra mit hjerte og en tung byrde forsvandt fra mine skuldre.

Jeg satte mig helt ned på røven uden at tage blikket fra ilden i pejsen, og greb i det samme fat om min nøgle i min halskæde.

Jeg holdt vejret lidt og mærkede efter i mig selv.. Hvad kunne jeg mærke?.. Intet!.

Jeg vendte blikket ned på min halskæde og åbnede min hånd, hvori nøglen hvilede fint på min håndflade. Ingenting?.. Normalt fik det at holde om min nøgle mig til at slappe af og mærke en følelse af en masse ting der gav mening.. Men nu?.. Ingenting.. Ingeting kunne jeg mærke..

Jeg tog en dyb indånding og kiggede op i takt med, at et par tårer gled ned af mine kinder. Jeg pustede tungt ud og strammede grebet om nøglen.

Ikke mange sekunder efter mærkede jeg, hvordan min hånd selv tog beslutningen og rev til, så kæden knækkede, og uden at tænke yderligere så jeg mig selv kaste kæden og nøglen ind i flammerne.

’’Det er ikke vores fortid der forbinder os, Kaya’’ Hviskede jeg efter min beslutning om at give afkald på den halskæde som før havde været mit aller kæreste eje.

I virkeligheden betød den halskæde jo ikke noget.. Vi fik os selv til at tro på, at en halskæde, som symboliserede vores mørke fortid, som vi havde låst inde, forbandt os sammen.. Det var det jo ikke. Det var vores tanker og følelser indeni, der gjorde det!. Mistede vi dem, mistede vi hinanden.. En simpel kæde skulle ikke være det eneste der fik mig til at mindes vores fælles styrke og sammenhold. Det skulle mine minder gøre, for ja. Trods alt, så ville jeg altid huske på vores fælles styrke og sammenhold, selvom jeg havde valgt at give totalt slip på min fortid og glemme den.. Alle kunne glemme minder om ting der var sket, men følelser der sad aller inderst inde.. Dem kunne ingen glemme.. Man kunne glemme, hvorfor man havde dem og den styrke, men selve følelsen ville aldrig blive glemt.. Ikke hvis det sad dybt nok, og det gjorde det her virkelig på mig!.

’’Terri?’’

Hendes stemme som lød i mit højre øre, fik mig til at gispe svagt og derefter vende blikket imod hende imens jeg snøftede og lod hende se de tårer der var gledet ned af mine kinder.

’’Hvad laver du?’’ Spurgte hun mig lettere bekymret imens hun roligt gik imod mig og roligt tog sin skoletaske af skulderen og lod den glide ned af hendes arm indtil den ramte jorden og hun lod den falde helt ned ved at slippe den med hånden.

’’Chloe.. Der er noget jeg må fortælle dig..’’ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...