[ensomhed.]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2016
  • Opdateret: 12 jun. 2016
  • Status: Igang
Bidrag til Piger' 17 - Ensomhed

1Likes
0Kommentarer
196Visninger
AA

2. d. 10/06 2016

Jeg åbnede døren, velvidende at min mor var hjemme. Vi kommunikerede ikke rigtigt mere, det var som om jeg var blevet glemt efter min lillesøster blev født. Min mor sad altid inde i stuen med den lille møgunge i armene og tv'et tændt. Det er så frustrerende. Der bliver ikke engang registreret at jeg er kommet hjem, ingen hilsen møder mig i opgangen, så frustreret vælger jer bare at fortsætte mod mit værelse. Min skoletaske ender i fodenden af sengen efter jeg har trukket min nye dagbog op derfra.

Jeg griber en kuglepen, lægger mig komfortabelt på sengen hvorefter jeg åbner bogen og begynder at skrive:

 

Kære Dagbog.

Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive. Jeg har lige købt dig. Du var den sidste tilbage på hylden, du er gået lidt i stykker i kanterne og din lås er blevet stjålet. Dette gjorde også at jeg fik dig til en billig pris. Du var billig, meget billig. Fordi du er så slidt af at folk har tabt dig, rakt dig ned fra den øverste hylde og ikke har gidet at sætte dig tilbage, fik jeg dig for sølle 15 kr. Vi er den samme. Min psykolog havde sagt at jeg skulle købe en dagbog til at nedskrive mine tanker. Så jeg tog ind til byen, fandt en lille butik på et øde hjørne og det var dit tidligere hjem. 

Jeg ved hvordan det er at være efterladt tilbage, mutters alene. Det er jo ikke vores skyld, om det er skæbnen der bestemmer vores sørgelige liv, ved jeg da ikke, men det kunne godt føles sådan. Jeg har ikke gjort noget for at blive behandlet anderledes eller blive mobbet i hele min skolegang. Så jeg tænkte at vi to passede godt sammen.

Siden du ikke har nogen følelser vil jeg give dig et indblik i mine. Min bryst føltes som et stort sort hul. Dagen i dag har været dræber, sådan seriøst. Jeg har siddet alene på min plads, alle ser ud til at undgå mig. Jeg har en hel masse spørgsmål som jeg gerne ville spørge dem hvis jeg havde modet. Men det har jeg ikke. Men eftersom du er en del af mine nye tanker, vil jeg stille dem til dig, velvidende at du ikke kan vare på dem. Here I go.

Hvad har jeg nogensinde gjort dem?

Er det min skyld?

Har jeg gjort noget som de syntes er irriterende?

Er jeg irriterende, er det derfor alle ser ud til at undgå mig? 

Bare følelsen af at de går forbi mig, uden at registrer at jeg er der, får mig til at føle at min eksistens ikke har nogen form for betydning. Det giver mig følelsen af at mit hjerte er frosset til is, det hele er bare koldt. Men andre gange, når det er helt galt, føler jeg som om at både mit hjerte og min mave er blevet forvandlet til et sort hul. Et hul der absorberer alle følelser fra min krop, og får mig til at føle... Ja, ingenting.

Jeg er glad for at du lyttede til mine problemer, tak.

- MIG <3

 

Jeg kiggede teksten igennem igen for tiende gang. Havde jeg virkelig skrevet noget så.. så... pinligt? 

Jeg valgte at gemme bogen nederst i min skrivebordsskuffe, under alt det skrammel som ikke har været sorteret i årevis, så ingen form for levende væsen ville kunne finde den og læse mine tanker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...