Leaving Bonus Material ►

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2016
  • Opdateret: 2 dec. 2016
  • Status: Igang
Alt i denne movella hører til Leaving Notes & Leaving Hints. Derfor anbefales det at du læser den, inden du giver dig i kast med dette.

16Likes
8Kommentarer
2763Visninger
AA

6. ► what happened in Paris?

Felicia

"Kender du Louis?"

 

Vi var sluppet fri. Vi var ude i varmen, og vi fik knapt så meget vind i hovedet, da det overhovedet ikke blæste. Det var kun simpel vindmodstand som havde ødelagt mit hår, og det var overhovedet ikke det værd. Det meste af det vi så, kunne vi se ved selv at gå rundt, og mange af pigerne havde siddet på deres mobil og spillet candy crush, eller når ja, de få der bare sad og tog billeder med hinanden, med Eiffel Tårnet i baggrunden. Vi gik derfor nu, Niall, Jase og mig selv hen mod de franske gader, som var fyldt med mennesker, da vi havde tænkt at det måske ville være der vi ville opleve noget. Jase var egentlig lidt ligeglad med hvad vi gav os til, og han nægtede stadig at snakke til mig. Niall derimod havde sagt at vi bare ikke skulle ind i butikker der indholdt makeup eller tøj, eller sko, eller andet pigerelateret, med mindre der også var en afdeling til det modsatte køn. 

Så som vi gik ned af gaden, mellem franskmændende, med baretter og knælange kjoler, alt for meget parfume, som garanteret havde kostet mere end mine syv, til sammen, skinnede solen fint ned på os, og på trods af stilheden hyggede vi os. Vi gik og fik et ordentligt indtryk af Paris, udover Jase som for det meste af tiden bare kiggede ned i jorden, og var slet ikke til at få i tale. Det var Niall, når først man spurgte ham om noget. Især hvis man spurgte ham om hans mening med hensyn til noget, så var munden ikke til at lukke. Men stilheden var rar. Solen som forsigtigt ramte mine ben, da jeg kun var iført shorts, og mine arme, hvor kun mine skuldre var dækket af den hvide t-shirt, som kun fik min hud til at se endnu mere brun ud. På trods af at jeg ikke havde de mest komfortable sko på, ikke når man går på brosten ihvertfald, så var skridtene lange, og vi gik forholdsvis hurtigt, for ikke at blive skubbet i ryggen af sure, franske, kvinder som ville forbi os, med deres lille datter, som nærmest blev slæbt efter moren, i tilfælde af at man skulle komme for sent. Så tempoet var raskt, lige indtil vi fandt en lille bænk at slå os ned på, som fint var placeret under et træ, hvor blande lå på jorden, og var fint lysegule, eller lettere orange.

Vinden som let rodede i mit hår, ramte også bladbunken som let blæste op omkring vores ben, hvilket kun gjorde den stilhed der lå over os, akavet. Det var så om at stemningen døde når emnet Harry kom op, og af en eller anden grund var det i øjeblikket Nialls yndlingsemne. Enten det, eller også er ham og Zayn ude på noget, for at ødelægge det for Harry. 

"Fel?" Spurgte Jase forsigtigt. Han lød nervøs, og man kunne kun lige høre ham igennem den larm som den resterende folkemængde kom ud med. Niall som sad i midten kiggede først på Jase, og derefter på mig, som om at jeg allerede skulle have svaret. Eller også var han bare ikke vant til at høre folk kalde mig Fel. Mange kalder mig bare Felicia, da det er nemmere, og mindre akavet. 

"Jase?" Spurgte jeg flabet igen, i et forsøg på at lette stemningen. Det virkede ikke. Jase pressede let sine øjenbryn sammen, hvilket dannede en lille rynke imellem dem, som fik ham til at se meget seriøs ud. Lige så seriøs som den gang han havde sagt vi skulle snakke, små ti minutter inden vores forhold var slut. Det var beroligende at vide at han ikke kunne sige noget, overhovedet tæt på at være så slemt som den gang for otte måneder siden. Niall som sad mellem os, som sad som det tredje hjul, var fuldstændig stille, og hans læber var forsigtigt presset sammen. Det var tydeligt at se at han ikke fandt samtalen behagelig, og slet ikke når han sad i midten, uden nogen mulighed for at flygte. 

Dog var stilheden endu en gang over os. Han svarede ikke på mit, ses i bakspejlet, utroligt irriterende svar på hans spørgsmål, som egentlig kun indholdt mit navn. Niall som så endnu mere pinligt berørt ud end før, kløede sig forsigtigt i nakken, inden han informerede os om at han ville gå hen og finde noget at drikke. Så der sad vi bare. To ekskærester, i fuldstændig stilhed, uden overhovedet at kigge på hinanden. Det er måske løgn. For jeg kiggede på ham. 

Han hår som let indrammede hans ansigt, på den flotteste måde det overhovedet kunne, og mindet om hvor meget anderledes det var dengang for otte måneder siden. Dog var det stadig ligeså brunt, og det samme var hans øjne. Dog var han blevet ældre. Hans kæbe var blevet mere markeret, og der sad en smule skægstubbe fra ørene og ned mod hagen, hvor det var en smule længere. Han havde rent faktisk fået skæg, hvilket forklarer de små ar mellem hårene. Han var åbenbart ikke god til at barbere sig. 

"Hvorfor kan vi ikke have en helt normal samtale?" Spurgte jeg endelig, da stilheden både gav mig knuder i maven, men også en kæmpe nysgerrighed til hvad han ville spørge mig om. Han vendte sit hoved straks, og kiggede på mig med kolde øjne. Intet ansigtudtryk, og absolut ingen varme i øjnene. På trods af at de var brune, var de så utroligt kolde, og fløjtende ligeglade med mig. Han åbnede munden let, men ingen lyd kom ud. Ikke første gang, og heller ikke anden gang. Han drejede hovedet tilbage, og kørte hånd igennem hans hår, inden han endnu en gang åbnede munden.

"Vi slog op på dårlige primisser, og vi gik ikke derfra som venner. Derfor, vel," svarede han, mens han kiggede ned i brostenen, som fint var placeret på hele gaden. Hans stemme var monoton, og ikke en eneste ansigtstrækning blev lavet i mens. Det lød næsten som om at det var indøvet, og at han havde planlagt at sige det til mig i hundrede år. Men han havde ret. Vi gik ikke derfra som venner, på trods af at vi dengang sagde at vi stadig kunne være venner. Men det var en omgang lort, og det er virkelig de færreste mennesker der kan slå op, og så stadig ses, uden at føle det er mærkeligt ikke at hilse med et kys, og en hånd på numsen, men et hurtigt kram, måske endda kun et vink. 

Vi slog også op fordi at han pludselig ikke havde tid til mig mere, sporten var for vigtig, vennerne for vigtige, og den nyfundne popularitet var for vigtig. Han ændrede sig for meget, og jeg var mere og mere alene - på trods af at jeg var sammen med Louis, men han troede at jeg var alene, -  og vi var begyndt at lyve for hinanden. Det var ting som at han skulle lave lektier på et andet plan end jeg havde det på, hvilket kun var psykologi, og så mange lektier får man ikke i psykologi på B niveau, men han var bare sammen med hans kæreste drenge venner, fra holdet. De kom før mig, og han ville ikke engang fortælle mig det. Dog var det også det jeg gjorde. Jeg skal lave lektier. Jeg skal være sammen med familien. Jeg skal arbejde. Nej. Jeg skulle være sammen med Louis. 

"Vi prøvede ikke engang at være venner efter," sagde jeg. Eller, det røg nærmere ud, for det var ikke ligefrem det jeg ville have sagt. At Jase også vendte ansigtet, og kiggede chokeret på mig, forklarede nok også hvorfor jeg ikke ønskede at jeg havde sagt det. Han løftede let øjenbrynene, som kreerede små rynker i hans pander, og at hans pandehår let faldt ned i øjnene på ham. Jeg kunne mærke varmen stige let i mit ansigt, hvilket måtte betyde at jeg rødmede, dog kun lettere. Jase svarede mig ikke. 

Niall var dog kommet tilbage, så det kunne være derfor at samtalen endnu en gang bare sluttede. Niall havde en cola i hånden, som han tydeligvis selv drak af, da den allerede var mere end halvt tom, men han havde også en fanta og endnu en cola, som han let gav til Jase, før han placerede fantaen i mit skød, da han endnu en gang placerede sig i midten, som nu ikke var nær så farlig at være i som før. Jase og jeg havde snakket. Niall havde direkte afbrudt os, hvilket vi ikke havde oplevet siden vi var kærester. Dengang afbrød folk os hele tiden, og de mest akavede situationer, som når man stod i et hjørne og havde en kysse session  fordi at folk brokkede sig hvis man gjorde det midt på gangen. 

Stilheden var der dog ikke længere, da Niall og Jase var begyndt at snakke om hvordan Niall havde mødt mig, og hvorfor vi var blevet venner. Niall fortalte ikke sandheden. Han sagde vi havde været venner siden Harry og jeg først startede med at se lidt til hinanden, på trods af at det først var i lufthavnen. Det var først der Niall sagde sine første ord til mig. Niall spurgte også Jase hvordan vi var kommet sammen, og på trods af at de snakkede om mig, var jeg lukket fuldstændig ude af samtalen. Jeg var det tredje hjul, som også var det utroligt spændende samtaleemne, som de brugte en tyve minutters tid på at diskuterer. Niall havde også foreslået at jeg farvede mit hår blondt. Det sagde Jase at jeg aldrig skulle gøre. Mit brune var utroligt smukt, havde han afsluttet det. Sødt. 

"Jase?" Spurgte Niall, på trods af at de allerede var i fuld gang med en samtale. Jase kiggede dog ekstra opmærksomt på Niall, men sendte også hurtigt et smil med øjnene i min retning, som tegn på at han altså ikke havde glemt at jeg var der. Han nikkede kort som svar på Nialls efterspørgsel af ham, og med lettere løftede øjenbryn, lettere rynkede pande, og opmærksomme øjne, og ørene helt ude for at hører hvad Niall ville sige, fik han spørgsmål.

"Kender du Louis?"

 

Jeg håber at i kunne lide kapitlet, og at handlingen ikke var alt for kedelig, heh. 

Så kapitlet her, skulle egentlig være kapitel tretten i originalen, men, så ville studieturene fylde alt for meget i historien, i forhold til hvor mange kapitler der vil være i alt, osv. osv. Så hvad der sker efter dette, vil i kunne finde i dag i originalen, og så håber jeg ellers at i fortsat vil læse med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...