Ice Cream | One Direction FF

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2016
  • Opdateret: 23 aug. 2016
  • Status: Igang
Mackenzie Cooper: 21 år, studerende og med kærestesorger. Harry Styles: 22 år, verdensberømt popstjerne og stemplet player. Umiddelbart lader de til at være en usædvanligt par, men da en bøtte vaniljeis fører dem sammen i en engelsk købmandsforretning, begge på grund af et knust hjerte, bliver det starten på et eventyr, man næsten kun tør drømme om. | Credit til den søde Louise M. for det flotte cover

59Likes
21Kommentarer
3433Visninger
AA

1. Prolog

Det er tungsindigt og med blødende hjerte, at jeg forlader Davids hus. Hans blik er som klistret fast på min nethinde. Jeg har glemt, hvad jeg sagde til ham. Noget med, at det ikke gik, og jeg ikke kunne mere. Det var… væk for mig. Det var vist noget a la dét, jeg sagde.

     Jeg trækker min tynde sommerjakke tættere om mig og ryster over hele kroppen, selvom det er juli og 28 grader i skyggen. Davids sårede blik kører som en evig film inde i mit hoved, og jeg mærker mine øjne blive våde. Hvorfor bliver jeg overhovedet ked af det? Seks måneder er ikke så meget endda. Jeg snøfter alligevel og tørrer øjnene med mit jakkeærme. Jeg burde ikke være så trist. Følelserne var jo væk. Mine læber var kolde mod hans. Han måtte da have bemærket noget, et eller andet, der ikke var, som det plejede at være.

Der lyder et kort dyt bag mig, og så triller den velkendte lavendelfarvede Suzuki Swift forbi mig og holder ind til siden. Vinduet på forsædet ruller ned, og jeg åbner døren og sætter mig ind. Rosie griber min hånd hen over gearstangen og lader bilen køre i tomgang. Hun ser medfølende på mig.

     ”Hvordan har du det, sweetie?” spørger hun med et forsigtigt smil og stryger over min håndryg med sin bløde tommelfinger. Jeg smider mig tilbage i sædet og lægger min frie hånd over øjnene.

     ”Elendigt,” sukker jeg og mærker igen tårerne stige op i mine øjne. ”Jeg har det pisse fucking elendigt, Rosie.” Og så vælter det hele sammen, og jeg kan ikke længere tørre mine øjne med ærmet. Vandet fosser ud af mine øjne og ned ad kinderne. Jeg hulker og snøfter, og jeg er ret sikker på, at jeg har snot ud af næsen. Rosie aer tålmodigt min hånd, mens hun venter på, at jeg begynder at forklare. Det er dét, som jeg elsker ved hende. Hun ved altid, hvornår hun skal snakke, og hvornår hun skal lytte. Jeg tager en dyb indånding.

     ”Du skulle have set ham,” hulker jeg. ”Han lignede en sparket hundehvalp, og jeg store kujon flygtede bare ud af døren, inden han begyndte at græde. Jeg er et forfærdeligt menneske,” tuder jeg og læner mig fremad i sædet. ”Hvorfor blev jeg ikke bare kørt ned af en bus på vej herhen, for satan da også.” Og så græder jeg endnu mere, for jeg føler mig som det mest egoistiske og væmmelige menneske i hele England, ja, hele verden. ”Jeg slår aldrig op med nogen igen. Aldrig, hører du mig?” Jeg ser med forgrædte øjne på Rosie, der nikker og nikker, mens hun trøstende bliver ved med at ae min hånd.

     ”Rolig, sweetie, rolig,” hvisker hun og aer videre. ”Det går nok, skal du se. Kom, nu tager vi ud og køber den største bøtte is, du kan finde, og så tager vi hjem til mig, så du kan fortælle mig det hele. Men vi holder altså ulovligt her.” Jeg nikker og lader hende slippe min hånd, og så træder hun på speederen og bilen begynder at køre. Jeg lægger panden mod ruden og studerer træerne i vejkanten, som vi passerer dem. Af og til kan jeg fornemme Rosie skæve mod mig, men jeg ignorerer det og lukker øjnene. Det er umuligt at lukke øjnene og slappe den mindste smule af, også selvom Rosie sætter mit yndlings Barry White-nummer på og skruer op for lyden, så hans bløde stemme fylder hele den lille bil. Det hjælper kun en lille smule, men ikke nok til, at jeg holder op med at græde. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den mascara, der ikke har lagt som et sort lag på mine kinder, sidder i fede klumper i mine øjenvipper og får mig til at se endnu mere herrens ud. Alligevel ser jeg over på Rosie, der koncentreret ser skiftevis ud af forruden og ind i bakspejlet, og spørger: ”Rosie, ligner jeg lort?” Ikke at det er så vigtigt, men jeg skal bare tænke på noget andet end Davids sårede blik og hans bævende læber. Rosie tillader sig at flytte øjnene fra vejen et enkelt sekund eller to, for at studere mit ansigt.

     ”Ja,” siger hun ligeud, og jeg skærer en grimasse, ”men det skal du ikke tage så tungt. Alle ville have set sådan ud, hvis de sad i din situation. Der ligger Kleenex i handskerummet, hvis du vil have nogle.” Hun flytter sin hånd fra gearstangen og lægger den på min underarm for efterfølgende at give den et klem. ”Jeg er her for dig, søde. Husk det.” Jeg nikker og forsøger mig med et smil.

     ”Det ved jeg. Tak.” Så flytter hun hånden igen for at skifte gear, da en rundkørsel viser sig lidt fremme. Jeg trykker på knappen, der åbner handskerummet, og med et lille ’klik’ smækker det op. Det tager et par sekunder at finde den lille grønne pakke med papirservietter imellem Aretha Franklin- og Stevie Wonder-CD’er. Rosie og jeg deler den samme gode musiksmag. Barry White. Aretha Franklin. The Beatles. Stevie Wonder. Gode klassikere, man nærmest ikke kan andet end elske. Især ikke, når man har det, som jeg har det nu. Lige nu har jeg kun brug for rolig musik til mit revsede hjerte.

Da jeg under min søgen på Kleenex’ne falder over et støvet John Lennon-album, kan jeg ikke lade være med at trykke Barry White ud af radioen og sætte den nye disc ind i stedet for. Den første sang er Imagine. Rosie nynner med, og jeg trækker servietterne, som jeg netop har fået øje på, ud, hvorefter jeg tørrer øjnene.

     Og så, lige da det sidste omkvæd begynder, lyder der en rædselsfuld lyd udefra, og det rykker en enkelt gang i bilen, før den stopper helt fuldstændig. Rosie bander og slår i rattet, så bilen udstøder nogle korte, hidsige dyt. Jeg stikker de sidste Kleenex i lommen og åbner døren. En sidste gang gnider jeg mig på kinden med jakkeærmet, håber på, at mit tuderi nu er endt, og så er jeg ude på vejen og omme ved kølerhjelmen, som jeg hiver op. Det oser og ryger, og inden længe står Rosie ved min side.

     ”For satan,” er det eneste, hun siger. Hun stirrer tomt på bilen. ”Hvad fanden gør vi nu?” Jeg trækker på skuldrene, og endelig som jeg troede, at jeg var så nogenlunde færdig med at græde for nu, begynder jeg igen.

     ”Det er karma,” hyler jeg. ”Jeg skulle aldrig have gjort det, Rose. Nu er universet vredt på mig. Det er alt sammen min skyld!” Jeg ved ikke, hvad der går af mig. Sådan her har jeg aldrig været før. Rosie forsøger efter bedste evne at berolige mig, siger, at det i hvert fald ikke er min skyld, og at hun ringer til Falck. Jeg tager en dyb indånding og nikker, tørrer øjnene endnu en gang og prøver at slappe af. Lytter til fuglene. Vindens susen.

     Imens klager Rosie sin nød til en brummende stemme i sin telefon, og hun afslutter samtalen med et lettet suk og et ”tak skal du have. Ja, vi ses.” Hun lægger på og ser på mig. ”Han kommer først om to en halv time. For satan!” råber hun vredt og sparker til dækket. ”Lortebil! Hvorfor kører jeg også i en Suzuki?” Jeg snøfter.

     ”Hvor langt er der til Smithsville?” spørger jeg så, og forundret stopper hun op.

     ”Hvor langt? En times gang, tror jeg.” Hun ser hen ad vejen. ”Hvorf- Nej! Det har du simpelthen ikke tænkt dig!” udbryder hun så. ”Jeg lader dig ikke gå så langt. Ikke sådan, som du har det. Aldrig i livet.” Allerede inden jeg får lov at argumentere for mig selv, ryster hun nægtende på hovedet, så hendes mørke krøller ryster frem og tilbage. Og så gør jeg det igen. Begynder at græde, altså. Hvad fanden er der med mig i dag?

     ”Jeg skal… Jeg skal nok passe på!” lover jeg. ”Jeg sværger, at jeg ikke gør et eller andet vanvittigt. Det er bare… jeg vil bare så gerne hjem. Nu. Please. ” Bedende folder jeg hænderne, mens vandet fosser ud af mine øjne. Rosie ser ud til at være i vildrede.

     ”Du lover,” siger hun så. ”At der ikke sker dig noget, og hvis der gør, så tilgiver jeg dig aldrig. Forstået?” Jeg nikker og falder hende om halsen.

     ”Tak,” hvisker jeg, stadig grædende. ”Tak, tak, tak. Jeg venter på dig i din lejlighed. Jeg skal nok købe is. Tak, åh, tak.”

     ”Godt så,” svarer hun. Jeg kan fornemme, at hun smiler. ”Vi ses. Og pas nu på!” Energisk nikker jeg og tørrer øjnene igen-igen, forhåbentligt for sidste gang. Så vender jeg mig, og dermed går jeg i retning mod London, kun med en pakke Kleenex og min slidte pung af imiteret læder i lommen, et stykke tyggegummi under skoen og kulsort humør med et enkelt, lyst strejf.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...