Ice Cream | One Direction FF

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2016
  • Opdateret: 23 aug. 2016
  • Status: Igang
Mackenzie Cooper: 21 år, studerende og med kærestesorger. Harry Styles: 22 år, verdensberømt popstjerne og stemplet player. Umiddelbart lader de til at være en usædvanligt par, men da en bøtte vaniljeis fører dem sammen i en engelsk købmandsforretning, begge på grund af et knust hjerte, bliver det starten på et eventyr, man næsten kun tør drømme om. | Credit til den søde Louise M. for det flotte cover

59Likes
21Kommentarer
3440Visninger
AA

4. En uge, to dage og ganske kort efter | Mackenzie Cooper

Jeg ser mig ikke over skulderen, heller ikke, da jeg er nået mindst tohundrede meter frem. Tæerne på mine lysebrune ruskindsstøvler er blevet våde og farven midlertidigt mørkere af det våde græs i parken, hvor vi kun nåede at sidde ned i tre minutters tid. Jeg har det ikke godt med bare sådan at skride fra ham uden videre, men helt ærligt – hvad fanden havde han også lige regnet med? Bare fordi han måske er verdensberømt og altid har en sværm af hvinende teenagepiger hængende om sig, så betyder det altså ikke, at jeg lige ud af det blå har lyst til at dele en bøtte vaniljeis med ham. Nej tak. Især ikke nu.

Min telefon brummer i lommen. Jeg fisker den frem og sukker, da jeg ser på displayet. Om jeg har behov for at snakke med min mor lige nu? Nej. Tro mig, jeg elsker hende. Højt. Men hun elsker nok David endnu højere end jeg gjorde i sidste ende, og hun har i forvejen nok at tænke på med min far. Mit brud skal ikke gøre hendes dag endnu værre end det er i forvejen med sygehusbesøg, medicin og opmærksomhed til min far 24/7.

Tilsyneladende opgiver min mor at komme i kontakt med mig, og telefonen holder op med at brumme. Jeg lægger den tilbage i lommen og tøver et enkelt sekund eller to, hvorefter jeg vender mig rundt. Han er væk. Vejen er helt lige, og jeg har ikke rundet et hjørne, så hvis han var blevet, ville jeg have set ham – og han er der ikke. På en måde synker hjertet dybt i mit bryst, men på samme tid er jeg lettet. Det er underligt.

Igen fisker jeg telefonen frem, går ind på beskeder og skriver til Rosie:

     Hey smukke <3

     De havde ikke flere is i butikken :( Sommervejret må have fået folk til at købe, til der var udsolgt. Pis. Kommer snart hjem.

     Kys.

Min mave slår en knude, netop som jeg trykker send. Jeg plejer aldrig at lyve for Rosie, ikke om noget som helst. Til alle andre end hende kan jeg stikke en hvid løgn, men hun læser mig som en åben bog. Jeg ville ikke engang lyve om det, hvis jeg kunne kaste en lille, ubetydelig skyld på en anden.

     Inden længe brummer min telefon tilbage. Jeg trækker den frem og læser hurtigt beskeden, Rosie har sendt til svar:

     Hej mussi <3

     Øv, hvor surt. Skal jeg tage et smut til byen for at hente eller klare du dig en enkelt dag?

     Vi ses. <3

     Jeg kan ikke lade være med at smile. Hun er så sød og betænksom. Da jeg har overvejet hendes tilbud, skriver jeg tilbage, at jeg ville elske hende flere hundrede gange højere, hvis hun havde lyst til at køre – der er immervæk omkring 15 kilometer til Newbury, hvor vi som regel kun handler stort ind, eller hvis vi mangler noget helt ekstremt meget – men at jeg må takke nej. Jeg har pludseligt besluttet mig for at tage hjem, helt hjem, hjem til mine forældre og mig, hjem til en nogenlunde almindelig hverdag og ikke et liv på Rosies sofa i hendes lejlighed. Faktisk har jeg næsten ikke set mine forældre i den forgange uge. Jeg har sovet hjemme et par nætter, men altid spist ude, og enten er jeg ikke kommet hjem, og ellers har det været så sent, at mine forældre har gået i seng. Hun svarer hurtigt tilbage, at det er helt i orden, at hun elsker mig og hele den uendelige smøre, og at vi må tage ud og få is en anden dag så. Og hjerter og kyssesmileys som sædvanligt. Jeg nikker for mig selv og lægger telefonen tilbage i lommen. Samtidig strejfer mine fingre en pakke med tyggegummi, som jeg tager frem. Der sidder lidt skidt på det, men det er tilsyneladende ikke noget, der ikke kan kradses af. Det tager mig lige omkring halvandet sekund at skrabe det af med min fingernegl, og da stykket er rent, putter jeg det i munden. Rutineret tygger jeg, imens jeg går.

     Uden videre begiver jeg mig over en vej, dybt begravet i mine egne tanker, da en bil dytter af mig. Det gibber i mig, og jeg sætter farten op hen til den anden side af fortovet. Føreren i bilen giver mig fingeren og bander noget ud af vinduet, som jeg vælger at overhøre. Rosie har altid fortalt mig; ”hvis nogle ikke kan holde sig i skindet, fordi du er, som du er, og fordi mennesker er, som de er, så tænk på jordbærkage og bliv glad igen”. Det lyder tåbeligt, men vi gik i fjerde klasse, en dreng havde lige gjort nar ad mig, fordi jeg var væltet på rulleskøjter, og jeg var sønderknust. Vi havde aldrig rigtig snakket sammen indtil da, men da hun sagde dét – lige netop dét – vidste jeg, at det her ville blive noget godt. Og siden da har vi bare hængt sammen. Det var ikke sådan, at hvis jeg havde en pink trøje på, så havde hun også, slet ikke, men vi opdagede, hvor meget vi havde tilfælles og var ens vi var.

     Jeg roder rundt i min jakkelomme for at finde mit turkisblå headset frem, og da min fingre finder frem til ledningerne, trækker jeg dem ud og sætter stikket i telefonen. Inden længe har jeg fundet ind på Spotify, hvor jeg sætter Josh Turners Your Man på. Min stemme kan slet ikke måle sig med hans, men jeg nynner alligevel med så godt som muligt. Endnu en sang, som Rosie og jeg elsker. Jeg lyner min jakke og sætter den ene fod foran den anden. Længere og længere væk fra parken, væk fra krøltoppen, væk fra fristelse.

     •••

Så snart jeg lukker hoveddøren op derhjemme, bliver jeg stormet i møde af mine forældres to skotske terriere, Bella og Sam. I et virvar af bjæffen, hundehår og våde tunger, bliver jeg også mødt af min far. Han støtter sig op ad rollatoren og smiler til mig, imens jeg binder mine sko op og sætter dem ved siden af dørmåtten.

     ”Hej, Mackenzie,” hvisker han hæst og vakler, da han rækker den ene arm ud til et kram. Jeg støtter ham, da jeg tager imod ham og vikler mine arme let rundt om hans liv. ”Hej, far,” smiler jeg og begraver mit ansigt i hans skulder. ”Du ser godt ud,” fortsætter jeg, da jeg trækker mig ud af krammet. Han nikker stolt. Selvom han er helt bleg og øjnene hænger, ser han alligevel godt ud. Så længe han er i live, ser han godt ud.

     ”Hvor er mor?” spørger jeg og hjælper ham over dørtrinet ind i stuen. I samarbejde får vi ham på plads i den bløde lænestol, og så går jeg ud i køkkenet for at finde hans medicinglas. Imens jeg lægger fire hvide piller i glasset og dækker dem med vand, fortæller han, at hun er taget på biblioteket ganske kort før jeg kom. Jeg venter, til pillerne er opløst, og så går jeg tilbage til ham og giver ham dem. Rutineret lægger han hovedet tilbage og hælder den klare væske ind i munden. Jeg klapper ham blidt på ryggen, da han får sit sædvanlige hosteanfald, og krydser fingre for, at der ikke vil ske mere end det; lidt hoste. Siden han for fem et halvt år siden hostede blod op for første gang, har vi altid håbet, at det fremover kun ville være lidt komplikationer i luftvejen. Desværre synes livet, at det ikke skulle gå så let, og så fik han konstateret tuberkulose.

     Han holder endelig op, da han har fået hostet igennem, og ser så på mig. ”De forbandede piller,” ler han hæst, ”de er sgu lige ved at tage livet af mig.” Jeg griner med, noget anstrengt.  

     ”Ja, det må jo helst ikke ske,” smiler jeg og bider mig nervøst i læben. Han løfter hånden for at stryge mig over håret. ”Det skal nok gå, min egen. Jeg klarer mig, ikke? Jeg er jo din far.” Jeg nikker.

     ”Det ved jeg godt,” hvisker jeg. ”Jeg elsker dig.”

     ”Jeg elsker også dig, min pige.”

     Jeg bøjer mig ned over ham og giver ham endnu et let kram. Jeg savner at knuge ham ind til mig, klemme ham hårdt og blive klemt tilbage, så man kan mærke al hans kærlighed … men lungerne er for svage. Sådan et rigtigt bjørnekram, som kun fædre kan give, har jeg ikke fået i årevis. Og heller ikke Hailey. Jeg tror ikke engang, at hun nogensinde har fået et rigtigt kram af ham. Hun er kun lige fyldt syv år, en rigtig lille perle af en søster er hun, men et rigtig bjørne-jeg-knuser-dig-af-al-min-kærlighed-kram har hun vist aldrig fået.

     Min far lukker langsomt øjnene. ”Jeg tager lige en lur,” mumler han ud af det blå, og jeg smiler og aer ham over håret.

     ”Sov godt, far,” hvisker jeg efter et par sekunder, men han sover vist allerede. Jeg trækker en stol hen ved siden af hans, sætter mig og tager hans hånd, som jeg kærtegner med min tommelfinger. Så fører jeg pegefingeren op til munden og planter et lille kys på den, hvorefter jeg fører fingeren hen til hans mund. Bakterieoverførsler er så ekstremt farlige for ham, at vi for alt i verden må undgå at kysse ham direkte med mund-mod-mund. Et lille fingerkys plejer at kunne gå, så det er vores vej frem.

     ”Sov godt, min egen, vidunderlige far.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...