Ice Cream | One Direction FF

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2016
  • Opdateret: 23 aug. 2016
  • Status: Igang
Mackenzie Cooper: 21 år, studerende og med kærestesorger. Harry Styles: 22 år, verdensberømt popstjerne og stemplet player. Umiddelbart lader de til at være en usædvanligt par, men da en bøtte vaniljeis fører dem sammen i en engelsk købmandsforretning, begge på grund af et knust hjerte, bliver det starten på et eventyr, man næsten kun tør drømme om. | Credit til den søde Louise M. for det flotte cover

59Likes
21Kommentarer
3435Visninger
AA

3. En uge og to dage efter | Harry Styles

”Nå, Harry,” siger Phil og scroller på sin computer foran ham. Han har skubbet den ene del af hovedtelefonerne væk fra øret, så han kun kan høre noget i den ene kop. Han ser på mig. ”Hvad synes du så om at være korthåret?”

     ”Hvad jeg synes om mit hår?” spørger jeg og læner mig helt frem til mikrofonen foran mig. ”Well, Phil… Jeg hader det.” Så er det sagt, nu er det ude i verden, jeg kan ikke tage det tilbage. Phil taber underkæben for en stund. Det samme gør Niall. Liam puffer til mig med albuen.

     ”Det sagde du bare ikke,” mimer han og sender mig det værste dræberblik. Jeg ruller med øjnene.

     ”Jeg har det fedt med, at jeg ved, at hver enkelt hårstrå er gået til en god sag,” forklarer jeg og vifter lidt med hænderne. ”Men jeg savner man-buns og at rode op i det. Jeg har ikke savnet at være korthåret, lad os sige det sådan. Men jeg fortryder ikke, at jeg gjorde det. Ikke det mindste.” Lettet sukker alle omkring mig, inklusiv Phil, der nok var bange for at miste sin radiovært-karriere, hvis der blev sagt noget forkert i hans program. Jeg læner mig tilbage. Jones sender mig sit blik inde fra kontrolrummet. Blikket, der siger; ”vi skal snakke, Styles.”  Det blik har han sendt mig et utal af gange på det seneste.

Phil fortsætter sin spørgerunde, og imens studerer jeg mine negle. De er ikke noget særligt, egentlig bare negle, men det får mig til at ligne én, der tænker over noget stort. Vores næste hit. Hvordan vi skal dække de værste rygter. Hvilken is, Gemma mon helst vil have.

     Hun blev droppet af Jake, en åndssvag fuckboy, til fordel for en anden pige, og derfor har jeg besluttet mig for at være den søde, søde lillebror, der sagtens kan huske at være der for sin familie, så jeg vil købe is til hende. Chokolade, tror jeg helst.

     ”Tak for at komme!” udbryder Phil pludselig og fanger igen min opmærksomhed. Jeg retter mig op i stolen og mumler noget ”selv tak” i kor med de andre drenge. Så meddeler Phil til lytterne, at de skal høre et af vores ”seneste, store hits – Drag Me Down!”, og derefter slukker on air-lyset, vi rejser os fra sæderne, giver Phil hånden og forlader studiet. Lydmanden fra kontrolrummet går ind for at diskutere noget med Phil.

     Jones ser utålmodigt på mig, da døren lukker bag os. ”Styles, vi skal lige snakke et sekund. I andre må gerne gå ud.” Dernæst lægger han armene over kors og ser irettesættende på mig. Da døren smækker bag Louis, peger han på mig med en strakt pegefinger. ”Hvad satan er det, du har gang i, Harry? Er du ude på at sætte hele din – og de andres – karriere over styr? Er du vanvittig?” Han ser strengt på mig. Jeg skærer en grimasse og trækker på skuldrene.

     ”Slap af, Jones. Jeg sagde, at jeg ikke kunne lide min frisure. Det var ligesom ikke fordi, at jeg sagde, at Niall er en kæmpe nar, og at jeg rent faktisk hader ham, vel? Nej. Mal nu ikke Fanden på væggen.” Jeg lægger en hånd på hans skulder. ”Jeg skal nok give en kvajebajer en dag, hvis du synes, at det var sådan en kæmpe brøler. Undskyld, hvis jeg sårede dine følelser. Lille pus.” Jeg aer ham provokerende over kinden og skubber svagt til ham med skulderen, da jeg passerer ham på min vej ud af lokalet.

Hold kæft, hvor jeg hader den mand.

•••

Jeg trommer med fingrene mod rettet og mit blik møder sig selv gennem solbrillerne i bakspejlet, mens jeg på min vej hjem overvejer, hvad for en is Gemma mon helst vil synes om. Jordbær? Nej, for romantisk. Det vil minde hende om Jake. Chokolade? Hun vil tude, fordi hun ”bliver så fed og klam, at ingen vil kunne lide hende”. Lakrids? Helt og aldeles udelukket. Jeg grubler lidt over det, og lige netop da jeg kommer i tanke om det helt rigtige – vaniljeis – møder jeg et skilt forude, der fører til Smithsville. Tanken strejfer mig, at navnet lyder bekendt, og noget siger mig, at jeg har leget der som barn. Ret spontant drejer jeg bilen ud af den vej, som skiltet peger, og inden længe passerer jeg den ene gamle bygning efter den anden. Det hele virker så … velkendt. Og da jeg får øje på et træskilt med ordene ”Susy’s Shop”, kan jeg ikke undgå at standse bilen i den nærmeste parkeringsbås og træde indenfor.

Småt, men hyggeligt, er den første tanke, der rammer mig. Den ringende lyd fra klokken over døren hænger fast i mine ører som en svag summen. Her er næsten mennesketomt, bortset fra en pige med hættetrøje, der hænger ind over frysediskene. Jeg træder i hendes retning og skubber et låg til siden, da jeg får øje på den eneste bøtte med vaniljeis. Hun udnytter, at jeg har åbnet for låget og dykker ned for at tage isbøtten, som jeg havde tænkt på, præcis samtidigt med, at jeg gør det. Vi får fat om bøtten på samme tid. Forskrækket trækker hun hænderne til sig.

”Tag den bare,” udbryder hun prompte. ”Jeg… jeg finder bare noget andet.” Hun snøfter en enkelt gang, og et øjeblik gør jeg mine til at gå mod kassen, men så triller den første tåre ned over hendes kind. Akavet står jeg ved siden af hende og føler mig lidt som en idiot, selvom jeg ikke helt er klar over, hvad jeg har gjort.

     ”Øh, undskyld?” begynder jeg forsigtigt. ”Hvis isen betyder så meget for dig, må du altså gerne få den?” Jeg forsøger mig med et smil. Hun ser på mig med blanke øjne og smiler svagt.

     ”Tak, men nej tak. Du fik den på ærlig vis. Jeg er bare en… en patetisk, barnlig sjæl sådan at græde over noget som det. Det er bare…” Hun standser og tørrer øjnene. ”… nej, lige meget. Gå du bare op og køb din is.” Jeg tøver. Mit blik flakker fra hende og mod kassen, hvor der nu står en ældre kvinde og ser afventende på mig.

     ”Er du sikker? Altså, jeg kan sagtens tage en anden, hvis det er? Er du overhovedet okay?”

     ”Jeg er helt sikker. Og ja. Tak,” smiler hun med bævende læber. Så går hun forbi mig. Jeg snurrer rundt og følger hende med øjnene, som hun åbner døren og går.

     ”Du må hellere skynde dig,” indvender damen bag kassen. ”Jeg kender dén pige – og hun er slet ikke okay.” Jeg rynker brynene, men uden at protestere betaler jeg for isen, og inden jeg ved af det, står jeg ude på fortovet og råber efter hendes ryg. Hun vender sig om.

     ”Vent lige!” råber jeg og går med tilpas hastige skridt, men uden at virke desperat, mod hende. Hun tripper på fortovet med korslagte arme, men mere på en genert måde end en vred én. Jeg standser foran hende. ”Jeg kan forstå, at du meget gerne vil have den her is – værsgo, tag den,” siger jeg og observerer hende knibe øjnene sammen.  Hun ser ud til at synke det, jeg lige har sagt.

     ”Ved du hvad? Nej tak. Det er sødt af dig, men jeg kan ikke bare tage din is, fordi jeg græd lidt. Ellers tak.” Hun gør mine til at gå, men jeg griber fat om hendes håndled og ser hende direkte i øjnene.

     ”Please. Det her kan du umuligt sige nej til! Jeg giver dig bogstavelig talt en is, som jeg har betalt for. Tag den nu.” Hun ser tøvende ud. Overvejende.

     ”Jeg ved ikke… jeg føler mig bare lidt ussel sådan at skulle have din is. Jeg mener, det er jo din.” Jeg trækker på skuldrene og mine læber krænges ud i et skævt smil. ”Du kunne jo dele den med mig?” klukker jeg. Netop som jeg har sagt det, bliver hendes ansigt stramt, og hun trækker sig tilbage.

     ”Beklager. Jeg må videre. Hej-hej.” Hun vinker en enkelt gang med den frie hånd og vrider den anden fri af mit lette greb.

     ”En halv time er alt jeg beder om,” udbryder jeg. ”Lad os finde et sted at sidde. Der er en dobbeltsidet ske i bøtten. Jeg kender mærket. Kom nu.” Hun tripper igen. Hendes hæle klikker mod fliserne.

     ”Okay okay så. Men kun en halv time. Og ikke noget med at… ja, du ved. Jeg er egentlig ikke i humør til drenge for tiden.” Hun fnyser og snupper bøtten ud af mine hænder. ”Der er en park ikke langt herfra. Tiden starter, så snart vi sidder ned. Kom.”

•••

”Jeg vidste at jeg havde set dig et sted før!” udbryder hun, da vi sætter os og jeg tager mine solbriller af. Hun spærrer øjnene op. ”Altså… du er Harry, ikke? Den Harry? Jeg kunne slet ikke kende dig uden håret!”

     Jeg nikker. ”I egen høje person. Du må gerne flippe ud nu, hvis du vil. Men helst ikke noget med at skrige op om det. Og dit navn er...?” Hun rødmer, slikker sig tøvende om læberne og trækker låget af bøtten, mens hun mumler noget om ”Mine venner kalder mig Mack." Jeg nikker. Hun har tynde fingre og let bidte negle, hvor den lyseblå neglelak er kradset halvt af. Hendes hage er spids og hun har meget markerede kæbeben, men det, som jeg lægger mest mærke til, er hendes øjne. Det kan tydeligt ses, at noget har gået hende på, at dømme ud fra hendes hævede øjenæbler og den posede hud under øjnene. Hun finder skeen frem under låget og forsøger efter bedste evne at knække den over lige på midten. Jeg afbryder hende. ”Kan vi ikke bare, ligesom… dele? Uden at knække den?” spørger jeg med mit mest overbevisende smil. Hun bider sig nervøst i læben.

”Nej,” siger hun så efter få sekunders tøven, og med et knas knækker plasticskeen over. Jeg ser skuffet på hende, da hun rækker mig en del.

     ”Hvad er der galt?” spørger jeg, muligvis en smule indtrængende. Jeg læner mig ind over bordet og forsøger at fange hendes øjne. Hun undgår mit blik.

     ”Hvad vedkommer det dig?” hvæser hun så. ”Kan en pige ikke bare ikke have lyst til at dele ske med et vildtfremmed? Eller sker det måske tit for dig?” Hun skubber vredt og pludseligt sin stol tilbage, så hele bordet ryster. ”Måske har jeg faktisk bare en lortedag. Måske har jeg glemt min nøgle til mit hjem. Eller måske … måske…” Hun stopper. ”Eller måske er jeg lige kommet ud af et forhold. Hvem ved, mr. Jeg-er-Harry-Styles-lad-være-at-skrige-op-om-det?” Med brændende øjne ser hun på mig. Jeg er pretty much blæst bagover, og forskrækket ser jeg lige tilbage på hende uden at vide, hvad jeg skal gøre.

”Undskyld,” siger hun så. ”Undskyld, det var ikke med vilje. Det er bare… David, og-og, Rosie, og isen, og dig, og…” Hun snøfter og hulker. ”Jeg må gå. Tak for is.” Og inden jeg når at indvende noget, er hun drejet om på hælen og forsvundet ud af parken. Jeg ser på isen. Den står urørt på bordet og sommervarmen får den ligeså stille til at blive mere og mere blank på overfladen. Min del af skeen ligger stille ved siden af bøtten, mens hendes er blæst ned på jorden. Jeg samler den op og smider den ud sammen med min egen.

Hvad fanden gik det der ud på?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...