Ice Cream | One Direction FF

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2016
  • Opdateret: 23 aug. 2016
  • Status: Igang
Mackenzie Cooper: 21 år, studerende og med kærestesorger. Harry Styles: 22 år, verdensberømt popstjerne og stemplet player. Umiddelbart lader de til at være en usædvanligt par, men da en bøtte vaniljeis fører dem sammen i en engelsk købmandsforretning, begge på grund af et knust hjerte, bliver det starten på et eventyr, man næsten kun tør drømme om. | Credit til den søde Louise M. for det flotte cover

59Likes
21Kommentarer
3434Visninger
AA

2. En time efter | Mackenzie Cooper

Det er underligt, at man ikke gør nogle ting, selvom det er så enkelt, som det overhovedet kan være. Jeg mener, overvej lige, hvor nemt det er at strække armen og pege tommelfingeren opad? Af en eller anden grund har jeg ikke gjort det endnu, selvom jeg nu har gået i mindst en time, og der er kørt et utal af biler forbi mig. Jeg ved godt, at det kan være risikabelt at blaffe, og det nok også egentlig er det, der afholder mig fra det - især når nu Rosie har sagt, at hun aldrig vil tilgive mig, hvis jeg kommer noget til. Det frister dog alligevel at gøre det. Man behøver jo ikke nødvendigvis at blive kidnappet, bare fordi man blaffer en enkelt gang? Tanken har strejfet mig. Sytten gange.

     Jeg kommer efterhånden kun fremad, fordi jeg tvinger mine fødder til i det mindste at slæbe sig afsted. Det her var en dårlig idé. Ikke bare dårlig, faktisk, men pissedårlig. Jeg er træt, udkørt, ked af det og føler mig som en bunke lort, og mest af alt har jeg bare lyst til én ting; den forbandede is, som jeg valgte at efter, i stedet for at vente på Falck-manden sammen med Rosie.

     Jeg trækker en tot af mit mørke hår væk fra ansigtet og hægter det fast bag øret. Nu hvor jeg tænker over det, kunne jeg faktisk godt bruge en hårelastik. I reglen er jeg egentlig imod brugen af elastikker, i hvert for mit vedkommende, da det har det med at ødelægge mit hår. Hvorfor, ved jeg ikke, men det gør det altså. Alligevel savner jeg nogle gange bare at kunne fjerne det fra mit ansigt, især nu, hvor det klæber sig fast til kagerne af mascara, der garanteret stadig sidder på mine kinder. Jeg sukker tungt og tager mig til panden. Det her er helt afgjort den mest forfærdelige dag i hele mit liv. Det kan umuligt blive værre. Bare for at opsummere: Jeg slog op med David, en rigtig sød dreng, som jeg var så dum ikke at kunne elske mere. Rosie havde været så forbandet sød at hente mig, så hun kunne opmuntre mig i løbet af dagen (lyspunkt), men så gik hendes bil i stå midt på vejen. Falck-manden ville først ankomme omkring to en halv time senere. Jeg besluttede mig så for at gå, hvilket nok er den dårligste beslutning til dato. Og nu er jeg her, ene og alene. Lortedag.

     Jeg er på nippet til at begynde at græde igen, men hårdnakket bider jeg det i mig og sætter den ene fod foran den anden, igen og igen. Jeg har fandme haft det dårligt nok indtil videre. Klokken er vel kun tre, og jeg føler allerede, at jeg ligeså godt kan lægge mig ned og græde mig selv ihjel. Men jeg har stadig masser af tid. Det skal nok gå. Smithsville er ikke så langt væk igen. Nede i køledisken hos den lokale købmand ligger der en stor bøtte vaniljeis, der bare venter på, at jeg skal komme og købe den, så jeg kan tage hjem til Rosies lejlighed og guffe den i mig, så den kan reparere mit knuste hjerte.

     Målrettet bevæger jeg mig nu fremad. Jeg har en klump i halsen og min mave slår knuder, men jeg er på vej. På vej mod Smithsville og købmanden, is og tryghed.

•••

Der falder en sten fra mit hjerte, da byskiltet dukker op forude. Smithsville, står der med fede blokbogstaver, og jeg sukker lettet. De første huse viser sig allerede kort efter skiltet, og jeg ved, at man ikke skal langt ind i byen, før den gamle købmandsbutik dukker op. Murens mintgrønne maling skaller, og ovenover døren hænger et gammel træskilt, hvorpå der sirligt er malet ordene ”Susy’s Shop”. Da jeg træder indenfor, ringer den lille dørklokke, og bag disken ser Susy op fra sin krøllede avis. Hun må straks have lagt mærke til mit mascara-fyldte ansigt, for i det samme, hun får øje på mig, løber hun så hurtigt rundt om kassen, hun kan på sin korte ben, og hen til mig.

     ”Mackenzie Cooper,” begynder hun, ”hvad i alverden har du lavet?” Susy har altid været lidt som den bedstemor, jeg aldrig har haft, selvom jeg kun har talt med hende, når jeg har handlet, og enkelte gange, hvis jeg er stødt ind i hende på gaden. Jeg forsøger mig med et smil og fører per automatik hånden op til kinden.

     ”Det er lige meget, Susy,” siger jeg. ”Lige nu vil jeg bare gerne have den største bøtte med vaniljeis, som du har i fryseren.” Hun nikker, så hendes brillesnor, der er hægtet til kanten af hendes spidse briller, hopper.

     ”Selvfølgelig, selvfølgelig,” siger hun og slår roligt ud med armen. ”Tag for dig, min pige.” Hun smiler, så der danner sig nogle små rynker i hendes øjenkrog. Jeg synker en klump, nikker og går så hen til fryserne med is, hvor jeg skubber låget til side og dykker ned i kulden efter en is. Det varer ikke længe, før jeg har lukket låget igen og er henne ved kassen med min yndlingsvaniljeis. Susy slår den ind på kasseapparatet. Jeg betaler, smiler til Susy, og så vender jeg næsen mod busstationen, der ligger i den anden ende af byen. Smithsville er ingen stor by, men stor nok til, at det tager en tyve minutters tid at nå til bymidten, hvor Rosie bor, hvis man tager bussen.

     Egentlig har jeg aldrig brudt mig særligt meget om busser. Jeg foretrækker toget, men Smithsville er ikke stor nok til, at her er en togstation, så medmindre jeg går, er bussen den eneste mulighed, jeg har, da jeg ikke ejer en bil. Jeg ånder på ruden og tegner små hjerter, som jeg bagefter visker væk og begynder forfra. Der sidder kun to i bussen udover mig; en gammel mand og en ung pige, hvis øjne er klæbet til hendes telefon. De spiller noget nutidigt pop i radioen, som jeg vælger at overhøre. Isen har jeg placeret på mine lår, som den køler ned i sommervarmen. Buschaufføren har åbnet for taglugen, der vist egentlig er en nødudgang, så bussen ikke bliver stinkende varm at være i, og som jeg har valgt at sidde lige nedenunder. Isen skulle nødig smelte.

     Endnu engang dukker Davids ansigt op for mit indre blik. Jeg idiotiske, egoistiske, væmmelige menneske. Hvorfor prøvede jeg ikke bare noget mere? Han havde jo hele pakken; sød, kærlig, charmerende, og ovenikøbet også ret pæn. Han gav mig blomster på vores månedsdage og købte uoplagt smykker og småting som chokolade til mig. Han skrev godnat til mig efterfulgt af kys- og hjerte-emojis hver aften, og han spillede Barry White og dansede med mig på sit værelse. Sådan nogle fyre hænger ikke bare på træerne, men alligevel kunne jeg bare ikke. Det var ikke… rigtigt.

     Bussen standser, og jeg ser op. Hjerterne på ruden er svundet hen, og er nu kun utydelige omrids. Jeg griber fat om isbøtten og rejser mig fra mit sæde, hvorefter jeg træder ned ad den lille trappe og ud i den friske luft. Busdøren lukker, og med et prust sætter bussen i gang, hvorefter jeg begynder at gå. Rosies lejlighed ligger tre minutters gang herfra, men hvis man småløber ligesom jeg, tager det kun omkring to minutter.

     Da jeg når til lejlighedskomplekset, slår jeg hoveddøren op og går med hastige skridt op på anden sal. Jeg sætter isen på dørmåtten og skubber Rosies brevsprække lidt ind. Rosie bruger ikke brevsprækken, men henter sin post ved hovedindgangen, så hun gemmer sin ekstranøgle der i stedet for. Forsigtigt lirker jeg nøglen ud, og brevsprækkens låg smækker i igen. Så låser jeg mig ind, samler isbøtten op og træder indenfor.

     Jeg elsker Rosies lejlighed. Da hun flyttede ind for godt ni måneder siden orkede hun ikke at skifte tapetet, og det har hun endnu ikke fået gjort, så hele lejligheden er tapetseret med forskelligt tapet i hvert rum. I entreen forestiller det bonderoser, i køkkenet er det lyseblå striber, i stuen er det gule blomster, på Rosies værelse er det med snørklede, lyserøde mønstre, og på badeværelset og der lysegrønt. Jeg elsker det, og har bedt hende om aldrig at ændre det. Det er fuldstændig perfekt.

     Jeg sætter mine nedslidte Converse-sko på skohylden og hænger jakken op i den sorte stumtjener. Så træder jeg på strømpefødder ind på sofaen i stuen og lægger hovedet mod armlænet. Da jeg river låget af bøtten med is, kommer jeg i tanke om, at jeg behøver en ske, og derfor slentrer jeg ud i køkkenet og river en skuffe ud, hvorefter jeg roder lidt rundt. Jeg kender ikke Rosies køkken særlig godt, eftersom at det normalvis er hende, der laver maden, så jeg må gætte mig lidt frem. Da jeg endelig finder en ske, knurrer min mave, og jeg skynder mig ind i stuen, hvor jeg stikker skeen i isen og graver en ordentlig skefuld op. Dernæst griber jeg ekstratelefonen på stuebordet og taster Rosies mobilnummer. Den bipper et par gange, inden hun tager den.

     ”Mack? Er det dig?” spørger hun ind i telefonen.

     ”Mhmm, det er mig,” svarer jeg og trykker hårdere om telefonen. Rosie holder vejret. ”Hør,” siger hun langsomt og sukker, ”Falck-manden er kommet. Han siger, at der er vand i karburatoren eller sådan et eller andet. Jeg ved fandme ikke, hvad jeg har lavet. Nå, men han vil altså have bilen på værksted, men han er vældig flink, så han kan samtidig køre mig hjem. Er du okay?”

     ”Ja,” siger jeg blot og skraber i isen med skeen. ”Er du her snart, så?”

     ”Jeg sværger,” lover hun, og jeg kan høre, at hun smiler ind i røret. ”Maks et kvarter. Vi ses, ikke?”

     ”Jo. Hej-hej.” Så lægger jeg på, inden hun kan nå at svare.

•••

Lige omkring et kvarters tid senere, træder hun indenfor. Jeg må have været døset hen, for det føles som om, at jeg for et øjeblik siden lagde telefonen fra mig. Rosie smider sine sko og hænger jakken ved siden af min på stumtjeneren. Hun går med slæbende fødder ind i stuen.

     ”Hvordan har du det, snuske?” smiler hun og smider sig ned ved siden af på i sofaen. Hun stryger en tot hår væk fra mit ansigt. ”Det hele er bare noget lort, eller hvad?” Jeg nikker og læner mit hoved imod hendes skulder.

     ”Du har ingen anelse,” hvisker jeg, og så lukker jeg øjnene i og lader tårerne få frit løb. 

•••

Så er første rigtige kapitel ude!
Jeg nyder virkelig at skrive, og jeg håber også rigtig meget, 
at I nyder at læse med <3

Bye :*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...