Efter tæppefald

Clary's nabo/klasselærer er lige død, men jeg griner alligevel, griner med ham. Selvom hun ikke ved hvem han er, føler hun at hun har kendt ham hele sit liv, men det hele falder fra hinanden, da de finder ud af at han er hendes nye lærer. Clary begynder samtidig at få nogle mærkelige breve underskrevet af hendes forældre, men det kan jo ikke være muligt, de døde for flere år siden. Christopher finder, til deres begges held, brevene og beslutter sig for at hjælpe Clary med at opklare, hvad det er der er sket. Cover by: Sia

0Likes
0Kommentarer
380Visninger
AA

4. kap 4

Mine hænder leder efter min mobil, som føltes til at være det eneste det kan distrahere mine tanker en smule. Jeg sætter min tommelfinger på hjem-knappen, og mobilen låses op. Jeg kigger nysgerrigt på min skærm, da det der dukker op på min skærm ikke er det jeg har været inde på sidst: kontakter. Et billede, af Christopher, dukker op sammen med et telefon nummer jeg ikke kender. Christopher Bradshaw? Er det virkeligt hans efternavn? Jeg kan ikke lade være med at slippe en stille fnisen ud, gennem mine smilende læber. Mine fingre begynder hurtigt at taste på skærmen. Skriver en SMS til Christopher:

Mig: Hej.

Christopher: hey :-) jeg går ud fra at det er Clary der skriver?

Jeg kan ikke lade være med at grine igen. Han går bare ud fra at det er mig?

Mig: jep, det er mig, Clary, der lige ville tjekke om nummeret virkeligt var dit.

Christopher: Altså hvis du mener Paul, så ja det er mig.

Mig: ...

Christopher: Don't worry, just kidding 😂

Mig: 😅 så det er Christopher, jeg skriver med?

Christopher: jep, det er Christopher.

Mig: Super, håber snart vi ses igen.

Jeg venter ikke på hans svar, men lægger istedet bare mobilen fra mig, og lægger mig til at sove. Tro det eller ej, det er faktisk udmattende at være til en begravelse, og samtidig selv være ved at dø, af grin.

Jeg vågner op, til fuglene der synger, og solen som langsomt varmer mig helt ind til mit hjerte. Jeg gaber et tilbageholdt gab, og kigger mig så omkring. De hvide gardiner blafre i vinden, fra de åbne vinduer. Får det til at laste skygger rundt i rummet. Med et kommer jeg i tanke om noget

en dag for cirka 15 år siden. Jeg var vågnet midt om natten og mit vindue havde stået åbent. Gardinerne fløj rundt, og lignede menneske skygger. Jeg havde krøllet mig sammen under dynen. Havde næsten ikke turde trække vejret. Da det så ud til at skyggen kom tættere på min seng, havde jeg skreget. Min far var kommet løbende ind, lukket vinduerne, og satte sig på kanten af min seng for at trøste mig. Han sad der i lang tid, selvom jeg ikke kunne falde i søvn igen. Jeg var så sikker på at det var rigtige menneske skygger. Det viste sig så at jeg rent faktisk havde ret. Da vi havde siddet op af hinanden i godt et kvarter, havde en sortklædt man hoppet ind af vinduet, efterfulgt af en lidt mere buttet mand. Den første mand havde trukket hans pistol, han havde siddende i taljen, pegede den mod mit ansigt og en rød prik viste sig på min pande. Han havde trukket på pistolen og min far havde skubbet mig ned fra sengen, og bokstaveligt taget en kugle for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...