Efter tæppefald

Clary's nabo/klasselærer er lige død, men jeg griner alligevel, griner med ham. Selvom hun ikke ved hvem han er, føler hun at hun har kendt ham hele sit liv, men det hele falder fra hinanden, da de finder ud af at han er hendes nye lærer. Clary begynder samtidig at få nogle mærkelige breve underskrevet af hendes forældre, men det kan jo ikke være muligt, de døde for flere år siden. Christopher finder, til deres begges held, brevene og beslutter sig for at hjælpe Clary med at opklare, hvad det er der er sket. Cover by: Sia

0Likes
0Kommentarer
382Visninger
AA

2. kap. 2 Christopher

Med langsomme skridt går han hen mod mig, stadig med øjnene kneben sammen. Også jeg tager et par skridt frem, for ikke at virke for genert eller sky. Hans læber former sig i et smil, som han prøver at holde tilbage. Så åbner han igen sine øjne en smule, og gør mig opmærksom på hans lysebrune øjen. Mine tanker begynder igen at cirkulere, hans øjne er så lysebrune at det ligner at de er røde. Kan det overhovedet lade sig gøre? Åbenbart.

Jeg forestiller mig hvordan det ville være at svømme i dem. Man siger at øjnene er vejen til sjælen. Svømme i hans sjæl?

"Så er der nogen regler?" Hans voksne stemme vækker mig fra min dagdrøm. "I stirrekonkurencen mener jeg" han ler, og jeg kan ikke lade være med at le med. Han hæver det ene øjenbryn, og jeg husker på at jeg nok burde svare ham. Så jeg ryster på hovedet. Et hurtig nik med hovedet, som jeg nært ikke havde set, sætter det hele igang.

Han nærmest hopper det sidste stykke hen til mig, og begyndte så at prikke mig i siden, til jeg knap nok kan trække vejret af grin. Mine arme prøver at parere prikkene, men mislykkedes. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg griner, det er ikke fordi det kilder. Mere som om der sidder en knap, som får mig til at grine. Jeg er dog ikke alene om at grine, han griner med mig. Hvorfor ved jeg ikke, men det er dejligt at have en der griner med mig. Især nu, selvom man nok ikke burde stå på en kirkegård, til en begravelse, at grine. Jeg prøver at tysse på ham, da alle begynder at stirre på os, som er vi et eller andet muteret dyr, der havde spasmer. Heldigvis kigger han op, og ser alle menneskerne der stirre igen. Flovt klør han sig i nakken, og nikker som undskyldning, for at have brudt stilheden til denne kedelige og triste begravelse.

———————

Håber i vil skrive hvis der er noget jeg skal ændre eller i har noget konstruktiv kritik eller ideer til hvad der skal ske senere👍🏽

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...