Efter tæppefald

Clary's nabo/klasselærer er lige død, men jeg griner alligevel, griner med ham. Selvom hun ikke ved hvem han er, føler hun at hun har kendt ham hele sit liv, men det hele falder fra hinanden, da de finder ud af at han er hendes nye lærer. Clary begynder samtidig at få nogle mærkelige breve underskrevet af hendes forældre, men det kan jo ikke være muligt, de døde for flere år siden. Christopher finder, til deres begges held, brevene og beslutter sig for at hjælpe Clary med at opklare, hvad det er der er sket. Cover by: Sia

0Likes
0Kommentarer
384Visninger
AA

1. kap. 1 begravelse

Jeg står foran kisten sammen med alle mine klassekammerater. Nu undre i jeg sikkert over, hvem der er død og hvorfor hele min klasse er her. Nu skal i høre: vores tidligere dansk lærer kom ud for et uheld som politiet siger. Hvis i spørger mig, var det ikke et uheld, men et mord. Alle fortæller os at hun faldt i det kolde vand, og druknede. Men helt seriøst, hvem falder lige ned i en havn med hegn for?

Flokken af piger står i cirklen tættest på kisten, og drengene i en cirkel udenom. Vi har alle en rød rose i hånden, og siger ikke meget. For en gangs skyld er drengene stille, og pigerne fniser ikke. Vi alle havde en godt forhold til Betty, vores dansklærer, men ikke alle forholdene var så gamle som mit. Betty var ikke kun min lærer, men også min nabo siden jeg var 4 år.

Da begravelsesceremonien endeligt er sluttet, og alle elever står i deres gruppe og snakker, føler jeg mig endnu mere trist. Nu har jeg tid til at tænke over tingene, jeg kan ikke længere beskæftige mig med noget, som tager alt min opmærksomhed. Jeg giver mig til at kigge rundt omkring, for at aflede mine tanker bare lidt. En skikkelse skiller sig så meget ud fra de andre, at jeg ikke kan lade være med at stirre. Han er ældre end os, men ikke så specielt meget, han har udviklet sig et par brede skuldre og muskuløs brystkasse, samt en flot markeret bred kæbe.

Mine kinder begynder at flamme, idet det går op for mig at han stirre igen. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre, men min krop gør åbentbart. Jeg kniber øjnene sammen, som for at udfordre ham til en stirrekonkurence, han ikke vil kunne afslå. I et kort øjeblik er jeg i tvivl om han har fattet min udfordring, men så klemmer han hans øjne sammen. Så der står vi, til en begravelse og holder en stirrekonkurence. Jeg kan ikke lade være med at fnise let, da det går op for mig at jeg er glad midt i en begravelse.

-------------------------------------------------

Velkommen til min nyeste historie✍🏼

Håber i vil følge med, selvom der ikke vil komme nye kapitler ret tit. Jeg vil gøre mit bedste for at opdatere den ofte, men kan ikke love noget.

Håber vi læses ved snart😂

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...